Annonceinfo

Netavis til brugere: Vi ved hvor du bor

"Politiken.dk bruger nyt våben mod had på nettet" lød en overskrift på Politikens hjemmeside i sidste uge. I artiklen kunne man læse at avisen i løbet af denne måned vil revidere sin redaktionelle politik og sit tekniske system for læserkommentarer, sådan at brugere der ønsker at kommentere, i fremtiden først skal oprette en profil på avisens hjemmeside og acceptere at de oplysninger de opgiver, bliver krydstjekket med folkeregisteret. Alt sammen for, ifølge avisen selv, at gøre det om ikke umuligt så i hvert fald vanskeligere at være anonym i kommentarfelterne på Politiken.dk og misbruge dem til at offentliggøre personangreb, trusler og andre hadske udfald.

Initiativet er ikke det første af sin slags. I den seneste tid har en række andre skandinaviske aviser gennemført lignende restriktive tiltag på deres netversioner, ikke mindst efter Anders Breiviks terroranslag i Norge i sommer og den debat om debat på nettet der fulgte. Fx annoncerede den svenske avis Aftonbladet for et par måneder siden at den ikke længere vil tillade anonyme brugerkommentarer på Aftonbladet.se, men at brugere for fremtiden skal være logget ind via en profil på Facebook for at kunne kommentere på artikler og indlæg. I tråd med Politikens ræsonnement forklarede Aftonbladets redaktør at hensigten var at modvirke hvad han kaldte en "anonym hadekultur på nettet".

Den sproglige rammesætning af debat på netaviser

Når denne slags nyheder tikker ind på ph.d.-kontoret, rykker jeg altid lidt tættere på computerskærmen. Tiltag som disse synes jeg nemlig er rigtig interessante af flere grunde.

For det første bliver det spændende at følge om de virker. Kommer det fx til at lykkes Politiken at regulere sine brugeres adfærd i kommentarsporene på netavisen ved at ændre den tekniske rammesætning af debatten og vanskeliggøre anonymitet? For en forskerspire der interesserer sig for forholdet mellem teknik og retorik, er dét interessant i sig selv.

For det andet er de diskussioner som netavisernes nye tekniske tiltag ofte afstedkommer, rene guldgruber når man forsker i normer for netdebat. Tit handler de nemlig om spørgsmål som: Hvad er en god debat? Hvad er en god kommentar? Og hvad er det omvendte? Kort sagt: De handler om hvilke spilleregler der bør gælde når borgere tager del i den offentlige debat, i dette tilfælde på nettet. Og eftersom retorik er et fag der har en række teoretiske men praktiske bud på hvad sådanne spilleregler bør være, er det interessant at se på i hvilken grad de normer som redaktører og brugere henviser til når de fx diskuterer (konsekvenser af) anonymitet, matcher et sådant retorisk regelsæt.

Da jeg læste nyheden om Politikens nye "våben mod had på nettet", var det imidlertid et tredje interessant forhold jeg især hæftede mig ved, nemlig måden tiltaget blev omtalt på, forklaret og argumenteret for. Debatter på netaviser er altid teknisk rammesat af de etablerede medieinstitutioner der lægger netsteder til, og det er rigtig interessant at studere hvordan de er det; men nyheden om Politikens "forsøg på at bekæmpe anonyme kommentarer" er et godt eksempel på at debatterne også altid er sprogligt rammesat af selvsamme institutioner.

At "bekæmpe" sine brugere vs. at "udmærke" dem

Overskriften på Politikens artikel om revisionen af netavisens kommentarfunktion henviser som sagt til et "nyt våben mod had på nettet". Herefter følger en manchet hvor en ekspert citeres for at det er "det hidtil mest vidtgående forsøg på at bekæmpe anonyme kommentarer". I den første linje af brødteksten følger en uddybning: "Politiken.dk vil som det første større danske medie krydstjekke brugere med folkeregisteret, før de får lov til at skrive kommentarer". Og i et citat kort efter begrunder chefredaktør Bo Lidegaard initiativet med følgende formulering: "Det er ikke nok, at du siger, hvad du hedder. Vi vil se, hvor du bor, og vi vil have din fødselsdato, så vi kan tjekke, om du er den, du siger, at du er".

Så er tonen ligesom slået an. Med ord som "våben", "bekæmpe" og "krydstjekke" og Lidegaards afsluttende formulering som for en kritisk iagttager kan minde lidt om den mafiøse trussel "vi ved hvor du bor", bliver initiativet og de debatter det knytter sig til, rammesat på en temmelig negativ og konfrontativ måde. Indrømmet, har man læst en debat eller to på Politiken.dk, er man nok tilbøjelig til at give Lidegaard ret når han siger at "der er nogen, der misbruger vores kommentarfelter (…) til at svine andre til uden at ville stå ved, hvem de er". Og det skal da også rimeligvis siges at artiklen senere munder ud i en mere nuanceret diskussion af fordele og ulemper ved tiltaget. Men grundet overskriften, manchetten og de første linjer af brødteksten er det ikke desto mindre den antagonistiske sprogbrug og rammesætning man lægger mest mærke til – hvilket videreformidlingen af nyheden, fx på Journalisten.dk, synes at bekræfte.

Til sammenligning var det en anden sprogbrug der dominerede, da The New York Times dagen efter annoncerede at de også vil revidere kommentarfunktionen på deres netavis NYTimes.com og bl.a. give særligt "betroede" brugere mere vidtgående muligheder for at kommentere på netstedet: "[W]e are introducing a program for "trusted" commenters – those who have maintained a history of posting outstanding comments on the site. Submissions from these members of our community will not be moderated in advance". Frem for at fremhæve at flertallet af deres brugere ikke kan offentliggøre kommentarer på NYTimes.com uden forudgående moderation (hvilket vitterlig er tilfældet), fremhæver den amerikanske netavis i stedet at den har så meget tillid til nogle af sine brugere at de får lov til at kommentere uden moderation. Deres kommentarer skal ikke "bekæmpes" eller "krydstjekkes", men fremhæves som "outstanding".

Hvad er "had"?

Er vel et lige så relevant spørgsmål at stille? Det er for mig lidt uklart hvad dette begreb dækker over. Mit indtryk er at det dækker over langt mere end blot bande og ukvemsord. Og dette bliver man bekræftet i når tiltaget sættes i forbindelse med Breivik mordene.
For mig at se er det interessante ikke bare hvordan "bekæmpelsen" frames, men snarere hvad der reelt menes med begreber som "hadefulde ytringer". Hvem definerer dette begreb, og hvad dækker det over? Jeg får hurtigt det indtryk at det er alle de meninger som alle de stuerene debattører i medie parnasset ikke bryder sig om at høre. Dvs. at udsagnet langt fra er ideologisk neutralt.

Et andet, men interessant problem

Et andet, men interessant problem i forbindelse med internetdebatter er, at størstedelen af debattørerne er anonyme, selvom de angiver deres fulde navn, medens de med sjældne navne er nemme at finde.

Hvis en en forrykt læser ønsker at genere en anden debattør pga. vedkommendes mening, er Erik Andersen umulig at spore, mens John Ståhle er nem at finde, eftersom den anden med det navn bor i Stockholm.

Derved medfører angivelse af ens fulde navn en de facto censur i en række tilfælde.

Dette giver en betydelig ubalance i debatter, hvor meningerne står skarpt overfor hinanden, især hvis der er tale om fx politisk debat, hvor man (i et urbant sprog) argumenterer mod rabiate på yderfløjene, hvorefter man kan risikere rudeknusning, punktering af bildæk, osv.

:)

Forrygende - men kan man ikke bare fortsat bede Skat om et cpr-nummer, hvis man står og mangler et til gøgl?

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Rasmus Rønlev

Blogger om:

Jeg forsker i retorisk medborgerskab på nettet og debat mellem brugere på danske netaviser. Her på bloggen skriver jeg om emner som retorik, webmedier og politisk debat og rapporterer løbende fra nogle af de mange kommentarspor som jeg scroller mig igennem i mit arbejde.

Andre bloggere i Retorikbloggen:
Tanja Juul Christiansen
Katrine Dahl Clement
Christine Isager
Sine Nørholm Just
Mette Bengtsson
Signe Pildal Hansen
Mark Herron
Kristine Marie Berg
Mette Møller
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo