Man hører tit om naturvidenskabelige teorier, der herskede i en fjern tid, men som idag har vist sig at være forkerte. Jorden er ikke flad. Lys er ikke bølger i æteren.
Det er fine historier – og det er såmænd sundt nok at blive mindet om, at vores viden om verden er ufuldstændig og måske forkert. Men i praksis ændrer vores viden sig ikke ret tit. Den udvides og præciseres hele tiden, men vi forskere går altså ikke omkring, og omstøder gældende sandheder sådan hver eller hver anden dag. Der er da ofte nogen, der får en forkert idé – eller nogen, der laver en lidt for upræcis måling. Men disse fejl bliver rettede af den pågældende forsker eller af andre forskere, og glider i glemmebogen uden det store drama.
Men … der er heldigvis undtagelser. Nogle gange er der drama. For et par uger siden udkom der en artikel skrevet af T. Heimburg og hans gruppe på NBI.
Her viser de, at nerveimpulser kan suse lige igennem hinanden uden, at der sker noget (lidt som to spøgelser, der render igennem hinanden i en tegnefilm), men det er slet ikke konsistent med den gældende teori om nerveimpulser. I den gældende teori er nerveimpulser elektriske signaler, og de vil blive stoppet når de møder hinanden.
Elektriske strømme kan ikke få temperaturen til at falde
Teorien om de elektriske signale i nerverne er udviklet i 1952 af Hodgin og Huxley, som siden fik Nobel prisen i medicin for deres arbejde. Men nu er der altså noget der tyder på, at teorien er forkert. Det synes jeg i hvert fald. Heimburg og hans kollega Professor Jackson har lavet en ny teori, som jeg synes er mere overbevisende.
De mener, at nerveimpulserne er en bestemt slags lydbølger, som kaldes solitoner. Heimburg og Jackson fremsatte deres teori i 2005, og de har vist, at den forklarer flere ting, som var ulogiske eller bare upræcise i Hodgin-Huxleys elektriske teori. Fx. giver et nervesignal både en temperaturstigning og et efterfølgende temperaturfald, – men elektriske strømme kan altså IKKE få temperaturen til at falde.
Heimburg-Jacksons lydbølge teori kan også forklare, hvordan en lang række kemisk forskellige anæstesimolekyler kan have samme virkning, – de ændrer nemlig alle lydhastigheden i nerven.
Videnskabsfolk taler forskelligt sprog
Nu skulle man måske tro, at den gamle teori ville blive sendt på museum sammen med den flade jord og æteren. Men sådan er det ikke. Den lever videre i bedste velgående. Lærerbøgerne er ikke blevet skrevet om, og på Wikipedia, (der jo normalt er super hurtig med den nyeste viden), kan man læse om Hodgin og Huxleys elektriske teori, som var den en klippefast sandhed. Hvordan kan det så være? Hvorfor omstøder den nye viden ikke den gamle?
Det satte to studende på Natbach på RUC sig for at finde ud af i forbindels med et videnskabsteoretisk studie-projekt for et par år siden.
De studerende nåede frem til en interessant men også lidt skræmmende konklusion, – som jeg er bange for stadig er rigtig. Problemet er, at biologer og læger ikke forstår fysikere, og fysikere forstår heller ikke biologer og læger.
De to typer videnskabsfolk taler simpelthen forskellige sprog. De har ikke samme kriterier for, hvilke typer argumenter, der er rigtige, og de har ikke det samme sæt af grundlæggende naturlove.
Når jeg tror på Heimburg-Jacksons lydbølge teori, er det altså bare fordi, jeg er fysiker ligesom dem. Måske – men jeg tror altså også på, at sandheden kommer frem en dag. På et tidspunkt bliver en af teorierne skudt ned. Og vi får afgjort, hvad der er den rigtige sandhed om nerveimpulser.
Jeg håber det bliver i min tid – for jeg synes det er sindsygt spændende.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.