Annonceinfo

Naturvidenskab: Det er en pigeting!

En videnskabsmand sidder stille og roligt i sit laboratorium, da tre kvindelige modeller i høje hæle og med udfordrende blikke pludselig slentrer ind. På en totalt stereotyp og plat måde begynder de at lave uorden i hans videnskabelige udstyr.

Budskabet?

Naturvidenskab: Det er en pigeting!

Ingen ironi fra kommissionen

Forvirret? Stødt? Grine- eller måske grædefærdig?

Følelserne har mildt sagt været blandede, siden EU-kommissionen offentliggjorde en reklamevideo for at få flere piger til at interessere sig for naturvidenskab.

En talsmand måtte i første omgang forsikre om, at det skam var alvorligt ment. EU-kommissionen begiver sig ikke af med ironi, forklarede han.

Kan ikke lide

De, som ikke grinte af videoen, så den som sexistisk, fornærmende og dum. Kommissionen måtte derfor trække den tilbage. Den kan dog stadig ses på You Tube, hvor den i dag har 1.253, der kan lide den, og 8.402, der ikke kan.

Se den!

Victoria Herridge, palæontolog ved Londons Naturhistoriske Museum, udtalte til The Telegraph:

”Videoen er stødende på to måder: Det er ikke bare dens helt forkerte fremstilling af, hvad det vil sige at være forsker, men også det forenklede kønsbillede, som den understøtter. Den er næsten længere ude end en parodi. Den inkluderer alle de ting, som vi i dag bekymrer os om i forhold til kønsstereotyper og kropsbilleder. Der er ikke nogen komikere eller andre, der kunne have fundet på det.”

Undskyld, det var teenage-fokusgruppernes skyld!

Komikken fortsætter:

EU-kommissionen har efterfølgende udsendt et fire-siders dokument, der forklarer baggrunden for kampagnen – og undskylder videoen.

Forklaringen på den ufrivilligt komiske trailer er ifølge EU-kommissionen, at reklamebureauets fokusgrupper bestående af teenagepiger havde forklaret, at de gik mest op i makeup og mode, og at videnskab (læs: science) for dem var en tør, kedelig og verdensfjern affære.

Videoen var således reklamebureauets forsøg på at blande billeder fra videnskabens verden (elektronik, matematik, kemi, fysik) med billeder fra modeverdenen. Formålet var på denne måde at tiltrække teenagepigers opmærksomhed til videnskab ved at vise dem, at videnskab og mode (læs: hverdagslivet) hænger sammen.

Tjaee - kunne man have overvejet at følge sin egen sunde dømmekraft frem for at forsøge at tilpasse sig fokusgruppernes udsagn?

Flere kvinder i forskning

Trods fadæsen er det vigtigt at tilføje, at emnet ellers er alvorligt nok. Der skal flere kvinder i forskning, ikke bare for ligestillingens skyld, men også for at gøre bedst mulig brug af alle talenter. Det var også konklusionen fra en dansk tænketank i 2005.

Der er gjort mange forsøg på at ændre den skæve kønsfordeling i natur- og ingeniørvidenskab – indtil videre uden held.

EU-kommissionens ”Science: It’s a girl thing!”-kampagne rummer i øvrigt mange gode elementer, skal det retfærdigvis siges. Blandt andet forsøger hjemmesiden at tegne et billede af natur- og ingeniørvidenskaberne som arbejdsområder, der virkelig gør en forskel inden for sundhed, velfærd, miljø, energi, klima, sikkerhed, osv.

Det er på den måde en skam, at kampagnen er kommet så dårligt fra start. Man kan håbe, at den dårlige omtale i sidste ende kan vendes til budskabets fordel.

Måske vil videnskab.dk’s læsere byde ind med flere eksempler på velmenende tiltag, der kan gøre natur- og ingeniørvidenskaberne mere tiltrækkende for kvinder og teenagepiger?

(Eller måske andre gode eksempler på reklamekampagner, der er slået helt fejl?)

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold
  • Videnskab for børn

    Når videnskab præsenteres for børn, er det ofte med implicitte budskaber fra de voksne. Videnskab for børn i dag...
  • 10 års ESOF

    Konferencen EuroScience Open Forum ESOF2014 finder – som det vil være videnskab.dk’s læsere bekendt – sted i...
  • Moder Natur som våben

    I 1972 var Sverige vært for den første internationale miljøkonference, afholdt af FN. Konferencen var startskuddet for...
  • Videnskabsformidling i Kina

    Kina er et vildt og spændende land. Som udlænding i Beijing møder man mange modsætninger, som tilsammen giver...

Kristian H. Nielsen

Blogger om:

Jeg interesserer mig for forholdet mellem forskning og samfund. I det fremspirende vidensamfund er det vigtigt, at vi forstår og værdsætter forskningens centrale betydning for stort set alle samfundsområder. Jeg skriver om den historiske udvikling af forskningens rolle i samfundet, og jeg undersøger måder, hvorpå vi kan analysere forskning, samfund og forskningskommunikation i dag.

Du kan læse mere om min forskning her.

Andre bloggere i Teoribloggen:
Mikkel Willum Johansen
Claus Emmeche
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo