Annonceinfo

Når talen falder på talent bliver der oftest stille

»Fem helstøbte værker fra fem nyudklækkede animationsinstruktører. Et stort tillykke - verden venter på jeres talent.«

Sådan sagde rektor på Filmskolen Poul Nesgaard i sine afskedsord til de nyuddannede animationsfilminstruktører.

Og Nesgaard har jo givetvis ret i, at instruktørerne og værkerne gerne må være talentfulde, så de kan være med til at udvikle dansk film.

Men samtidig er 'talent' et meget subtilt og udefineret ord at bruge. For hvad er talent?

Det vil jeg diskutere i dette blogindlæg, hvor de nye animationsfilm også afslutningsvis får mine ord med på vejen.

Når talen falder på talent...

Hver gang virksomheder, filmskoler, teaterskoler, designskoler og så videre skal udvælge nye elever eller medarbejdere, spørger udvælgerne sig selv og ansøgerfeltet 'Hvad er talent?'. Hvad er det vi søger? Hvad er det, der kan indløse kreativitet?

Da jeg i sin tid lavede min undersøgelse på Den Danske Filmskole (Philipsen 2005) og spurgte ind til deres talentudvælgelse var svaret, at de gik efter 'det særlige pennestrøg, der kunne ses på tværs af ansøgerens produktioner'.

Teknisk veludført eller ej; hvis den personlige signatur skinnede igennem, så var der antageligt tale om et talent. Desuden, sagde de, så søger de også efter personer, der evner at indgå i en gruppedynamik.

Det individuelle og det fælles

Dette er to karakteristika ved talent, som giver en interessant dynamik i sig selv. For det særlige penselstrøg, som den enkelte kunstner kan 'eje' på tværs af værker, er et auteur-træk; et soloprojekt, mens evnen til at samarbejde og udfylde en rolle i en gruppe, det er et fællesskabsanliggende.

Ergo, hvis man tager dette forsøg på at indkredse talent for pålydende, så søger Filmskolen personer, der rummer den kompleksitet: Både at kunne sætte et individuelt præg og at samarbejde. Både lytte til den indre og lytte til den fælles stemme.

Buhl og den romantiske talentmyte

Denne tilgang til talent ligger ikke så langt væk fra det talentbegreb Claus Buhl opererer med i sin nye bog 'Talent - Spørgsmålet er ikke, om du har talent, men hvordan' (2010). Buhl er forfatter og virksomhedsrådgiver med speciale i kreativitet og oplevelsesøkonomi.

I denne bog medtænker han mange forskellige kendte personers talent og bruger en masse eksempler: Kristian Levring (filmskaber), Ulla Hedner (biokemiforsker), Caroline Wozniacki (tennisspiller), Christian Eriksen (fodbold) og mange flere.

Fællestræk for disse og andre, der har formået at indløse deres talent, er ikke, at de er heldige at være født med noget helt særligt. Det særlige ved dem er derimod, at de har fundet og dyrket deres passioner på de mest kompromisløse og disciplinerede måder. I Buhls optik får den romantiske talentmyte således kamp til stregen.

Øvelse og repetition

Han skriver fx:

»Der er ingen sportsstjerner, succesfulde forretningsfolk eller banebrydende forskere, som er kommet nemmere til deres succes, fordi de havde et større medfødt potentiale end deres ligemænd. Anders Ericssons forskning viser, at virkelig dygtige talenter har talent for at øve sig koncentreret og længe.« (Buhl 2010: 67)

Når talentet udvikler sig, så sker det gerne ved, at det øver sig på repeterende måder. Tænk på musikere, der øver de samme passager igen og igen. Tænk på maleren Oluf Høst, der stort set malede det samme motiv, gården Bognemarken, hele sit liv. Og så evaluerer på resultaterne.

Ifølge Buhl sker talentudvikling også via imitation af allerede kendte værker. På kunst- og musikakademierne er det kendt stof, at eleverne skal plagiere andre værker i egne fortolkninger. Det er mindre kendt inden for for eksempel filmskabelse. Men noget man kunne overveje at indføre.

Målet er igen at træne, at lære domænet at kende og at spidse sin personlige pen.

Talent er ikke naturdefineret

Det er en klassisk natur-kultur diskussion: Hvorvidt talent er noget indre og medfødt eller et spørgsmål om træning. I Buhls udlægning og ifølge de undersøgelser, han refererer til, er talent noget indre, der kun indfries ved hård træning.

At bruge sit talent handler altså ikke alene om at få øje på, hvad ens passion er, men også at være i stand til at udvikle den via benhård disciplin, kendskab til det domæne, som talentet er en del af (reklamefilm, biokemi mv.) og få respons fra de bedømmere, som troner i domænet.

'Talent er ingen ø'

Herved placerer Buhl sin talentdefinition en millimeter fra den kreativitetstilgang, som professor Csikszentmihalyi præsenterer i sin bog 'Creativity' (1996). Kreativitet er betinget af individuelt talent; at man rykker ved et domæne og får anerkendelse af domænets eksperter.

Dette blik på kreativitet 'sikrer', at man ikke betragter omtrent alt som kreativt, men vurderer kreativitet i forhold til visse kriterier. Med dette kreativitetsblik in mente er det oplagt, at et talent ikke bare kan indfri sine evner helt solo, men også medfører tilegnelsen af det fælles 'sprog' og de normer, som kendetegner domænet.

Desuden må talentet få evalueringer fra domænets eksperter, og i sidste ende - hvis talentet formår at stå for noget kreativt - også anerkendelse fra disse. Buhl formulerer det sådan, at:

»Et talent er ingen ø, men har brug for at komme ind i domænet med de andre ligesindede deltagere. Og adgangskortet er ikke at være en unik original« (Buhl 2010: 95) Talentet er altså ikke et individuelt karateristika (alene), men også et socialt fænomen.

Talent i fællesskab

Og så er vi tilbage ved Den Danske Filmskole og deres syn på, at talent er mixet af det individuelle pennestrøg og evnen til at indgå i et fællesskab. Skolens fællesskab har under uddannelserne meget fokus på at udvikle et fælles sprog hos eleverne.

Dét er netop at lære dem forskellige film-domæner at kende og give dem ord til at kommunikere og sparre på tværs. så talenterne ikke flyder rundt som øde øer, men bliver landfaste, om man så må sige.

En kunstinstitution, hvis blik på talent både rummer det individuelle og det fælles, medvirker også til at placere eleverne i, hvad man kunne kalde for 'det rette element' med andre. Og man skal netop placere sit talent i det rette element, og dermed blive genkendt, som den man er, hvis talentet skal videreudvikles.

Bevidstheden om domæner bør vokse ved institutioner, der vil fremme talent og kreativitet. For som Buhl konkluderer:

»Den domænemæssige sammenhæng, talentet udfolder sig i, er ligeså vigtig som det individuelle talent selv.« (Buhl 2010: 49)

Dedikeret passion

Talent er altså at finde ind til sin passion og være flittig til at forfølge og udvikle sin passion i fællesskab med andre.

»Verden venter på jeres talent,« sagde Nesgaard til de færdige animationsinstruktører. Det er klart, han må sige det. Men er der så talent og eventuelt kreativitet at spore i de fem animationsfilm?

Jeres udsendte blog-indlægger så dem igennem. Hun tænkte domænerne animationsfilm og fiktionsfilm ind, og hun nåede frem til, at der i hvert fald er tale om 2 ud af 5 film, hvor nye udtryksformer kommer kreativt frem.

Afgangsfilmene

Filmene 'Julegrisen' (af Rickard Stampe Söderström), 'To venner' (Paw Charlie Ravn) og 'Venus' (Tor Fruergaard) (mere herom på www.filmskolen.dk) virker ikke udpræget kreative. De præsenterer hver især historier, der er flotte, men ret oplagte at lave som animationsfilm.

'Julegrisen' er fortællingen om en gris, der frygter at ende som julemad og stikker af.

'To venner' handler om et fremtidsscenarie, hvor der kun er hankøn tilbage i verden.

Og 'Venus' omhandler et par i en midtvejskrise, der får ny inspiration ved at gå i en swingerklub.

Alle tre film er teknisk særdeles veludførte og 'Venus' er sjov og tankevækkende. Men efter min mening bliver det ikke de tre film, der kommer til at ændre hverken ved fiktionsfilm eller animationsfilmsdomænet.

Nye typer af animerede udtryk

Alle film fik dog gode anmeldelser i pressen. Og det er også befriende og positivt at alle - med undtagelse af 'Julegrisen' - tager livtag med emner for det voksne publikum, og rykker animationsfilmen væk fra dens rolle som børnenes sted.

Særligt blev der i pressen lagt mærke til Søren Fruergaards spil 'Klik i familien'. Det er bemærkelsesværdigt, for det er første gang i Filmskolens historik, at der produceres et spil, som afgangsprodukt. Og spillet er til og med en remediering af en tegneseriestribe, som så bare i denne udgave er interaktiv.

Det er kreativt og talentfuldt tænkt/udført og det er uden tvivl den type medieværksblandinger, hvor seeren inddrages til at interagere med historien, vi kommer til at se mange flere af fremover. Fuld credit for ideen og det interaktive element, selvom jeg finder historien en anelse tynd.

Tunge hoveder

Tilbage står Helena Franks absurde animationsfilm 'Heavy heads', som jeg er vendt tilbage til flere gange, og som ud fra en meget enkel fortælling om en kvinde, der lever alene med en flue, formår at give tilskueren plads til selv at udfylde gådefulde huller.

Den er skøn, den er modigt lavet med figurernes alt for store hoveder, der har en vis symbolværdi, og den udpeger for mig at se et talent med et særligt pennestrøg, der også må have formået at samarbejde med teamet.

For eksempel er lydsiden på denne produktion enkel, sigende og fantastisk (lavet af Martin Juel Dirkov). Filmen udnytter, at det er en animation, idet en live-action-film ikke (med nogen særlig lethed i hvert fald) kunne have mønstret så groteskt store hoveder, ligesom flue-scenerne kunne have været svære, kiksede og komiske i live-action.

Fremtiden må vise, hvilke talenter, der mestrer domænerne, når eleverne nu skal møde den virkelige filmverden, og om der kommer kreative værker ud af dette.

Både Csikszentmihalyi, Buhl og Filmskolen medvirker til at foreslå en måde at tale om talent og kreativitet på.

Det er en dialog, som jeg bifalder og hermed deltager i og inviterer læserne til.

Heidi Philipsens profil på SDUs hjemmeside

Odenses filmpris

Jeg er kun glad for at du retter fokus på den lille perle - alt for mange små film bliver totalt overset og folk får kun kendskab til dem når de vinder en pris.
Jeg tror det var DR der i en periode dyrkede den type film - men de blev sendt om eftermiddagen hvor folk var på arbejde så ingen fik set dem.
Vedr. Odenses filmpris så ved jeg at mange i Hollywood stræbe efter at få den - ;) hehe lol (undskyld jeg kunne ikke lade være med at drille)

Tak for link

Kære Kim
Tak for alternativt link til filmens trailer. Man kan også gå direkte via DFI's website (www.dfi.dk) eller Den Danske Filmskoles site (www.filmskolen.dk) og læse lidt mere om filmen her. Min intention med at nævne den i kommentaren var udelukkende at pege på, at et animationsværk, som jeg tidligere antog for at være talentfuldt, også nomineres til så efterttragtet en pris som i Berlin. Den vandt også to priser i sommer ved Odense Internationale Filmfestival.
Vh. Heidi
 
 

UPS

Ups en fejl - beklager

The missing link
The missing link

Hej Heidi
Dit link fungere ikke
jeg fandt dette link:
http://twitchfilm.com/news/2011/01/trailer-for-helena-franks-heavy-heads.php

Heavy Heads nomineret til filmpris

Hej bloglæsere, talentdebatører
Jeg vil blot lige gøre opmærksom på, at animationsfilmen Heavy Heads, som jeg har beskrevet som udtryk for talent i mit ovenstående blog-indlæg, nu er udvalgt til Berlin Filmfestival :)
Man kan således læse følgende om filmens nominering på DFIs website:
Filmskolefilm kæmper om gylden bjørn

Helena Franks afgangsfilm fra Filmskolen "Heavy Heads" er som fjerde danske film inviteret til Berlin Filmfestivalen. Den skal kæmpe om Den Gyldne Bjørn i kortfilmkonkurrencen.

Berlin Filmfestivalen har udvalgt Helena Franks "Heavy Heads", en afgangsfilm fra Den Danske Filmskoles animationsuddannelse, til Berlinale Shorts Competition, hvor 30 kortfilm konkurrerer om Den Gyldne Bjørn.
Helena Frank tegner i "Heavy Heads" med skarp streg og absurd, sort humor den ensomme Monika, der lever mellem de fire grå vægge i sit køkken. Lyden er metallisk med en dryppende vandhane, tøffende trin, smækkende døre og en summende stueflue, som lader sig forføre af Monika. 
Filmens trailer er kan ses her: Trailer til "Heavy Heads"
Følg med i dette års Berlin Filmfestival på DFI's Temaside om Berlin 2011
Vh Heidi

Hævnen

Apropos Biers talent, så vender jeg om et par dage tilbage med et blogindlæg om hendes nye film Hævnen, som jeg netop har set. Så kan vi måske diskutere videre om hendes talent og udvikling.
Heidi

Hævnen

Apropos Biers talent, så vender jeg tilbage om et par dage med et blogindlæg om hendes nye film Hævnen, som jeg netop har set. Så kan vi måske diskutere videre om hendes talent og udvikling.
Heidi

Talent udi mainstream eller kreative film

Kære Kim, Hans og Allan
Det er naturligvis ikke enkelt at definere, hvad talent er. Som I har kunnet læse i ovenstående, så har Claus Buhl et bud, og det bygger jeg videre på. Men det er væsentligt at få nuanceret det således, at man godt kan være fx en filmskaber, der slet ikke får indløst sine muligheder, fordi man måske netop er en dovenlars, der ikke har disciplinen til at indløse og udvikle sit potentiale. Denne filmskaber kan måske være heldig at lave en enkelt fuldtræffer, men hvis der skal være tale om talent, så skal der arbejdes hårdt. Jeg tror ikke på, at talenter som Bier, Strange-Hansen, Trier, Fly, Vinterberg, Ficher Christensen mv. er spor dovne. De er netop instruktører med et potentiale, der er talent, fordi de samtidig arbejder hårdt, er kritiske over for deres egne produktioner mv., hvorved de udvikler sig. Jeg tror ikke på, at man får indløst sit talent uden hårdt arbejde, og dette understøttes også af diverse undersøgelser (fx af musikere og malere, der er desværre endnu ikke lavet så meget forskning udi filmskabelse, det er netop dét, jeg gerne vil udføre).
Vi har altså den nuance, at du kan ha potentiale, men aldrig indfri det, hvorved du (i Buhls udlægning) ikke er et talent.  
Vi har også den nuance, at man kan være et talent, der skaber noget kreativt, og man kan være et talent, der ikke skaber noget kreativt (men som bestemt stadig er et talent).
For mig at se er fx Susanne Bier et kæmpe talent udi at skabe velfortalte mainstreamfilm. Det er ikke kreative værker, hun tænker ikke out-of-the-box og sætter ingen nye standarter for filmsproget mv. Men det ændrer ikke ved, at hendes film er vigtige, gribende, godt håndværk og et udtryk for stort talent, som hun vedvarende udvikler.
Lars von Trier er et talent, der samtidig tænker out-of-the-box og skaber kreative koncepter og værker. Han udvikler sig hele tiden og er ubestridt et talent udi at skabe dét, man kunne kalde for art cinema film. 
Filminstitutioner bør vedvarende diskutere og definere, hvordan de opfatter talent og kretivitet. Og akademikere med viden på dette område kan indgå i sådanne reflektioner (og selv lære en masse og videreudvikle deres forskning). Den Norske Filmskole har netop afholdt et seminar for at diskutere disse tilgange. Dét synes jeg i sig selv vidner om talentfuld ledelse af en filminstitution. Det er nemlig svært seriøst at udvikle noget, man ikke har fået defineret.
Hvis nogle ledere/medvirkende ved filmskabelsesinstitutioner (eller andre med interesse for film) er uenige i dette, hører jeg gerne fra dem.
Vh. Heidi

talent

- Det er "korrekt" at reducere talent til en bagatel - næ, noget stort er opnået på flid og, nå ja, en smule talent.
Men sådan spiller klaveret langt fra i den virkelige verden, her når - uretfærdigt - den flittige måske et nul og nix, og den talentfulde dovenlars, når de store ting.
Men er dovenlarsen flittig, og måske et geni, kan der udrettes ting vi andre dødelige ikke kommer i nærheden af.

Øhhh

Hvem skal så bestemme hvad talent er ?
Er man for populær, så er det jo "bare" popkultur og sælgen ud til masserne !?

Rigtigt set

Kære Heidi
Jeg er overbevist o, at du rammer hovedet på sømmet når du påpeger at for få institutioner der arbejder med Talentudvikling, har en klar definition- eller en afklaret definition af begrebet.
Oftest kan det synes som om man tror at det alene at benyttet ordet er en form for mantra der lukker alle døre om til det rum, hvor kreativitet og talentudvikling blomstrer. Sådan er det jo ikke.
Hvis talentudvikling rummes i en form for institionel forankring, må måden man vil søge at udvikle talenter beskrives, strukturerner hvorunder det skal foregår må afklares,rammerne inden for hilke kreativiteten ønskes udført må defineres, og det (videns)socialenetværk skal være tilstede samt behørig professionel teknisk og indholdsmæssig guidance må ligeledes sikres.
Det betyder adgang til kvalificeret udstyr, velegnet hjælpeudstyr(såsom grip), adgang til bådnb eller flashdiske(tid), adgang til hensigtsmæssig instruktion eller hjælp til brug af grejet, redigering, assisterende software såsom after effrects/CGI, adgang til viden om præsentation i egnede fore, lancering overfor egnede grupper osv.
Den institutionelle ramme uanset om det er et værksted, en seljejende institution, Super 16, 8 etc. skal sikre at der er adgang til egnet guidence indenfor satorybord arbejde, manuskriptsklrivning, drejebog, og teknik.
Alfa og omege er, for mig at se, at der uden unødvendig indblandeing i form og indhold alligevel skal være sikkerhed for at de rammer og den frihed der ligger herindenfor kan udnyttes bedst muligt til fordle for det enkelkte projekt og ikke institutionen.
Alt efter om der er tale om talentudviklin for børn , unge eller voksne indrettes den vejledning der kan fås herefter. Muligheden foir at udvikle talendter ligger ikke på noget bestemt aldersniveau, mnen kan findes fra en tiudlig alder ( og holder måske ikke ved), senere hen( og udvikles måske ved gentagne produktioner eler hos det mere modne segment som har væsentlige ting på hjerte og visuel spændingskraft der er anderledes end de yngre generationer,hvor man kan opleve at der måske kun er denne ene oplagte talentfulde film på spil eller og vedkommende holder fast og udvikler sig.
Åbenhed, kvalificeret læsning af synopser, treatments eller storybords er en vigtig del af arbejdet. Herefter følger den åbne diskussion om visuelle og auditive løsninger, hvor nogen er bedre end andre, er et must.
Og tid er en del af fundamentet.
 
Bedste hilsner Hans V
 
 

Talent værksteder

Kære Hans
OFF er vel overstået, og jeg har fået læst dit indlæg mere grundigt. Jeg er enig i, at forskellige typer af medieværksteder kan være gode medudviklere af talenter. Det er interessant, at læse om den fødekæde Haderslev har medvirket til, hvor talenter kan 'lege' fra barnsben af. Mange falder sikkert fra, mens andre (som du gir eks. på) ender med at gå hele vejen. Man kan godt begræde, at der nedlægges medieværksteder i yderkantsområder (samtidig med at man efterspør udvikling i samme). Det er ret indlysende, at en by som Kbh jo nok skal få talenterne i sidste ende, for hvor rejser man hen, hvis man vil udvikle sig som filmtalent? Til Kbh. ja. Men det understreger bare behovet for, at værksteder andre steder bibeholdes eller oprettes, for der bor talent allevegne, og de kunne også fint udvikles i flere egne af landet end primært Kbh. Svendborg og Fåborg på Fyn er gode eksempler på, at med tilpas meget kampgejst kan det lykkes for ihærdige og dygtige sjæle, at få gode eksperimentarier og miljøer til yderområder (Next og 18 frames, filmfestival mv.).
Jeg er bornholmer (et absolut yderområde) og stor fortaler for, at udvikling af kreativitet og talent i ydre områder, medvirker til dels at udvikle de talentfulde/kreative selv, men også udvikle området. Jeg ser på københavnercentraliseringen med bekymring (selvom jeg holder af Kbh). Og jeg er stolt, når det lykkes OFF at trække store anerkendte filmskabere til Odense hvert år i august. De medvirker til at skabe motivation for upcommings og gir gode oplevelser til os andre.   
Jeg er også stolt, når to 17 årige fynske piger ender med at vinde PlayOFF 2010 (international kortfilmskonkurrence). Deres stopmotion film Søen (ligger på OFFs hjemmeside) udviser talent. De er bestemt ikke 'færdige', men de evner at tænke divergent og out of the box, og det er væsentligt ifm kreativitet og talent. Skaberne hedder Astrid Plesner Hansen og Louise Wulff Andersen. Dem tror jeg på! Næste step for piger som disse, er så fx et talentværksted at udvikle sig på. For som du Hans - og også Buhl - gør opmærskom på, så kan en umiddelbar succes godt være en ener, hvis ikke talentet finder rammer og støtte (stilladsering) og et rum for udvikling via hårdt men sjovt arb. Jeg kan kun bifalde, at medieværksteder indgår i talentudvikling. Og i mit næste blogindlæg vil jeg gøre lidt mere ud af beskrivelsen af talenter som Louises og Astrids.
Jeg tror, at alt for få medieskabelsesinstitutioner ved noget om, hvad talent og kreativitet egentlig er for noget. De vil gerne have som ideal, at de udvikler kreative og talentfulde filmskabere, men hvordan de definerer dette nærmere, det er svært at få øje på. Jeg tror, at mere viden på disse centrale områder kunne medvirke til en mere fokuseret indsats ifm talentudvikling. Hvis jeg har uret, så må lederne af disse institutioner meget gerne komme ud af busken med en blogkommentar.
 
Bedste hilsner fra Heidi
 

Svar følger

Kære Hans
Tak for et langt og interessant indlæg om talentudvikling. Jeg vil rigtig gerne svare på det, men er lige i denne uge ved at indsamle data til noget forskning ved Odense Internationale Filmfestival. Der er masser af talent. Jeg kan kun anbefale at dreje forbi Odense og se nogle af de skønne film, der kører just nu og møde instruktørerne bag. Jeg har bl.a. set Udflugten af Kasper Torsting og Dying in Dixieland af Martin Sundstrøm. Begge film lidt baske og meget tankevækkende.
Jeg kan også anbefale at klikke ind på OFFs website og så finde PLAYOFF 10, som er en talentkonkurrence, hvor filmfolk har lavet film på to dage under et bestemt tema. Det er der kommet nogle interessante kortfilm ud af.
Jeg vender tilbage til bloggen efter filmugen med en kommentar til dig Hans og med mere nyt fra OFF.
Heidi 
 

Replik til talentudvikling

Talentudvikling - hvad er det egentlig ?
 
En replik til indlægget af Heidi Philipsen, af AV-underviser Hans V Bang, Medievidenskab, SDU
 
Talentudvikling var kodeordet, mantraet eller buzz ordet da Det Danske Filminstitut i 2001
ville drejer sigtet med min tidligere arbejdsplads, Det Danske Videoværksted i Haderslev i en ”ny” retning. Det kom hermed til at stå som hovedindsatsområde for Videoværkstedet.
Det blev uddybet i en artikel af daværende områdedirektør for Produktion og udvikling , Lars Feilberg i 2003 redegjorde for Filminstituttets sigte med sin støtte til værksteder og særligt Videoværkstedet. ”Formålet med støtten er at bidrage til talentudvikling og professionelle eksperimenter, med hovedvægten på talentudvikling” og senere i samme artikel sættes der spørgsmålstegn ved om videokunsten kan komme ind under talentudvikling- det mente man ikke. Resten af artiklen er i højere grad en redegørelse for filmpolitiske hensyn og strategier end nogen afklaring af hvad talentudvikling skulle være eller hvilke arbejdsmetoder og former der skulle tages i anvendelse for at opnå en talentudvikling.
 
Mit ærinde er at søge at redegøre for hvorledes Videoværkstedet i perioden 1977 – 2003 efterstræbte at skabe en talentudviklingsproces - uden at kalde den sådan.
Men hvad betyder ordet talent egentlig?- jeg har været tilbage i Dansk Ordbog for Folket fra 1914 og finder at talent der står for naturgave,kunstevne, teknisk færdighed i udøvelsen af en kunst, at nogen eller noget er talentfuld/t eller det modsatte talentløs!
Det er jo en overraskende afklaring!
 
Hvadfor et talent ?
Der bliver der ofte stille når talen falder på talent og talentudvikling, skriver Heidi Philipsen i sit blogindlæg. Måske forståeligt, idet hvad er det der tales om?
Tales der om håndværksmæssigt talent, fortællertalent, evnen til at sammensætte et
visuelt og auditivt værk på en særegen, personlig måde eller ?
Grundlæggende kan det ene ikke nødvendigvis skilles fra de andre elementer.
 
Det Danske Videoværksted som eksempel
PÅ Videoværkstedet stod det tidligt klart at den væsentligste opgave var at stille hensigtsmæssige og næsten professionelle produktionsredskaber til rådighed for den gode historie, det interessant korrektiv til ”den offentlige mening”. Det var i den periode hvor mantraet mere var ”alternative Billeder(Erik Thygesen 1978) og § 77 i Grundloven om ytringsfrihed. Vægten lå mere på meddelelsen, formen var ikke nødvendigvis interessant!
 
Hvor meget skulle Videoværkstedet så intervenere i filmens/videogrammets tilblivelse ?
Jo- en del. Inden produktionerne efter bevilling i et arbejdsudvalg gik i gang, afholdtes der et produktionsmøde hvor forskellige visuelle og auditive løsningsmuligheder blev gennemgået. Både for at hjælpe de producerende , men også for at sikre at vi kunne udlevere det udstyr der kunne leve op til projektets intentioner og tidsrammer. Samtidig blev afhentning og aflevering , samt periode for første gennemklipning(forredigering) aftalt.
Alt sammen styringsredskaber med baggrund i administrative behov- en form for stilladsering som kom de producerende tilgode og Videoværkstedet ligeså.
Værkstedet fungerede som produktionsplatform, råd og dåd, samt under redigeringsprocessen som miljø, hvor de producerende kunne mødes og drøfte deres film og se hinandens forredigering og lign. Dette uformelle sociale element havde stor betydning i hele Videoværkstedets funktionsperiode , her mødtes det individuelle med det kollektive. Her havde værkstedet funktion som umiskendeligt udviklingsmiljø- uden at det blev kaldt sådan. Udviklingen af værkstedet fra starten i 1977 tog hele tiden dette element alvorligt og indrettede huset som et åbent, eksperimenterende, rummeligt træfpunkt for husets producenter og andre.
Derfor fik stedet det tilnævn at være videorefugium, langt fra storbyers høje pace og konstante opmærksomhedskrævende hændelser ,men i et kontemplativt og koncentreret værkstedsophold.
 
Derfor er det også meget præcist når Claus Buhls bog ”Talent- spørgsmålet er ikke , om du har talent, men hvordan” bringens i spil af Heidi Philipsen-.
Det har betydning hvem der anskuer et talent, i hvilken tid og i forhold til hvilke forventninger der ligger bagved om der er tale om et talent eller talentudvikling.
Værksteder har visse muligheder som f.eks. filmskoler eller universiteter ikke har, i forhold til talentudvikling, Højskoler og akademier har andre, tilgangen er forskellig alt efter hvilken retning talentet og talentudviklingen skal have og hvilket sigte der er.
Filmskolen s sigte er højprofessionel uddannelse af dygtige håndværkere og instruktører til en branche- dvs. et kommercielt marked og tv.
Værksteder, højskoler og kort og dokumentarfilmskoler kan tillade sig at udvikle på baggrund af lyst til at skabe, udvikle og præsenterer uden skyldig hensyntagen til afgangsbeviser og lignende.
 
Værkstedet og lign. som del af en fødekæde i medie vækstlaget.
Værksteder er derfor del af en fødekæde og her kommer det andet element ind i Videoværkstedets måde at fungere på at se sig selv som en del af fødekæden til branchen i bredeste forstand.
Da Videoværkstedet oprettedes i 1977, opstod der samtidig et børnefilmværksted – dvs.- et sted der i mindre krævende målestok kunne være åbent overfor filmiske ideer fra gruppen under 18 år.
Det kom der mange gode, sjove og forunderlige film ud af – altid efter en snak med børnene om hvad de havde tænkt sige og om de havde set noget der evt. havde inspireret dem.
Senere blev tanken om fødekæde fra børn med produktions- og fortællelyst, over unge via de over 18 som kunne bruge Videoværkstedet og videre til den Europæiske filmhøjskole, Den danske filmskole og Film- og medievidenskabsuddannelserne på Odense, Århus og Københavns Universiteter søgt udviklet gennem de følgende initiativer:
MEDIEBIXEN
I efteråret (5. november)1986 besluttedes det lokalt , at etablere Mediebixen for børn, unge og indvandre.
Medier: foto, Video og radio.
Placering: Slotsgade 27.
Lovgrundlag: 10 punktsprogrammet under Undervisningsministeriet.
Finansiering: Den selvejende institution Slotsgade 25(Kulturhus), Undervisningsministeriets 10 punkts program( ca. 950.000 kr.), Haderslev Kommune(lokaler).
Målgruppe: Børn og unge samt indvandrer fra ca. 10 åg og op.
2 årigt projekt eksisterede i 2 ½ år.
Ledelse: Jette M.Olsson.
 
VIDEOMEDIEVÆRKSTEDET
Efter Mediebixens ophør p.gr. af bevillingens bortfald, overdragedes udstyr m.v. til Haderslev Kommunale Ungdomsskole 1989,som i 4 år efter ,videreførte video delen fra Mediebixen som åbent produktionsværksted.Placering: HKU, Christiandfeldvej.
Finansiering: Haderslev Kommune samt mindre tilskudsgivere.
Ledelse: Jette M. Olsson ( deltid)
 
DET SØNDERJYDSKE TEGNEFILMVÆRKSTED
Som skabende sommerferieaktivitet etableredes i 1993 og 1994 et åbent tegnefilm - og animationsværksted for landsdelens børn og unge.
Placering: A) Haderslev Seminarium B) tidl. TV Syd Bygning.
Medier: alle former for animation
Målgruppe: Børn og unge fra 10 – 18 år.
Finansiering: Bl.a. Det Danske Videoværksted, Haderslev Kommune
Ledelse: animator Jette M.Olsson.
 
Multimedieassistentuddannelsen
Behovet for multimediekendere af mindst semiprof. tilsnit var i 90erne stort og dette gjorde at der etableredes et filmisk baseret uddannelsesforløb i tilknytning til Det Danske Videoværksted.
Målgrupper alle over 18.
Placering: Laurids Skausgade 12
Finansiering: Bl.a. Haderslev Kommune, Undervisningsministeriet
Ledelse: Peter Engel Andreasen.
Gæstelærer baseret undervisning.
 
Animationsbussen
Erfaringerne fra Det Sønderjyske tegnefilmværksted og Det Danske Videoværksteds aktiviteter gjorde at DDV i 1995 fik et legat til at købe og bygge en bus om til animationsstudie - og tegnefilmbus for at kunne være mere opsøgende overfor børn og unge.
Bussen var i 8 år en del af Det Danske Videoværksteds aktiviteter.
Finansiering: Kulturministeriet/B&U), DFI, DDV. Samt senere: Rekvirenter(Såsom Københavns og Malmøs kommuner).
Nedlagt og solgt 2003.
 
Medieskole Syd
Behovet for en introducerende forskole for unge interesserede, til et videre mere professionaliseret medieuddannelsesforløb og som fødekæde for Det Danske Videoværksted viste større og større og i 1997 etableredes Medieskole syd med et eet årligt uddannelses og træningsforløb.
Placering: Laurids Skausgade 12, i samarbejde med Det Danske Videoværksted både undervisning og kollegie.
Finansiering: Undervisningsministeriet og Det Danske Videoværksted
Ledelse: Karl Jensen
Lærere bl.a.; Thomas Lampe, Jette M.Olsson, Karl Jensen.
Projektet ophørte af finansielle grunde i 1999.
 
Væksthuset for børn og unge
Med midler fra Kulturministeriet etablerede DDV i 1998 Væksthuset til erstatning for tidl. stoppede projekter.
Placering: I Haderslev Bibliotek, Bispegade.
Medier: tegning, video, animation, drama, grafik.
Målgruppe: unge fra ca. 8 år og til 18 år.
Finansiering: Kulturministeriet, Haderslev Kommune og Det Danske Videoværksted.
Ledelse: A) Anne Lilholdt og B) Sørine Geil, under hvis ledelse det ændrede navn til Vækstfremmeren.
Projektet stoppet p.gr. af økonomi.
 
Viljen til frirum for filmisk udvikling
Som det fremgår af ovenstående projektliste har viljen til den mere kontinuerlige udvikling af rum for filmiske eksperimenter og træning for børn og unge kun holdt nogle få år og alligevel er projekterne vigtige fordi de handler om talent og talentudvikling i forskellige fraser af såvel deltagerne som projekternes udvikling.
Alt sammen projekter med det for øje at skabe rum for børn og unge med passion for fortælling og levende billeder. Rum for udvikling på hovedsagelig egne betingelser, steder hvor der kunne træne og øves praksis som refereret fra Buhl 2010 s.67.
 
Projekterne gennemførtes sideløbende med Videoværkstedets hovedfunktioner og i kraft af mange unge i jobtræning m.v. som selv gerne ville udforske mediet og derfor var entusiastiske guider for de projektimplicerede børn og unge. Man kunne givet være kommet længere hvis midlerne havde været til det.
 
Jeg vil fortsat anskue disse rum for træning og øvelse, som utrolig centrale elementer i et værksteds funktion som mellemvej fra uprofessionel til semiprof -, ingen vil dog undervejs kunne gøres parat til at optage banklån til film – det kommer langt senere.
Men de kan opnå at producere filmiske værker som de kan benytte som visitkort i verden udenfor værkstederne eller universiteterne m.v.
 
Nye muligheder
Da Videoværkstedet i 1996 flytter domicil og får langt bedre plads til sine arbejdsområder, indrettes biograf og filmstudiesamling parallelt med håndbogssamling , overnatningsmuligheder for redigeringsfolket. Der etableres 3 redigerings rum, animationsstudie, lydmixerum og et egentlig studie til kulisser og andet mise en scene produktion. Rummelige ressourcer med plads til kreativ udfoldelse og afprøvning af filmiske ideer.
Dette også for at danne ramme om mulighederne for at undersøge andres film og filmiske udtryk- se dem i fællesskab og arrangere forpremiere på færdige film.
Hermed gives der mulighed for at blive inspireret af, eller producere i modstand til andres filmiske udtryk som Buhl nævner i sin bog om at kunne træne ved at imitere allerede kendte værker. Dog ikke på samme måde som malere og andre udøvende kunstnere må gøre. Men plads til ”the up and coming”!
 
Værksteder må se på om historien/fortællingen holder og lytte til ophavsmandens eller mændenes redegørelse for filmens nødvendighed og se på de løsninger og metoder der ønskes anvendt i produktionen- også her kan man fint drøfte nødvendigheden af at træffe en række valg for at fremme historiens vellykkede transformation til filmisk strimmel. Buhl understreger hvorledes talent udvikles gennem hård træning – dette belyser hvorledes Videoværkstedet altid vægtede at
1) et filmisk projekt skulle gennemføres til færdig udgave og

    2) var der klare elementer at bygge videre på, skulle producenterne gå i gang med næste projekt.

Der er adskille eksempler på hvorledes dette resultater i klar bedre og bedre forløste film f.eks. Henrik Ruben Genz med ”Smalltalk og ”Den mand kunne jeg bare stole på” og hans bidrag til Timecode III ”Carwash”under overskriften Love Rituals.
Fanny Knigths ”På sporet af et liv” 1996, Lars Reinholt med ”Fragmenter af et liv” 2000 og ”In Motion” 1996 samt ”Wounded Souls” 1998, Torben Skjødt Jensen i perioden ca. 1982-1987 med ”Englefjæs”, ”Shanks:Long Black Son” ,”Born Zero”, ”First annual Anti anti Fashion Video performance”, ”Break The Silence”, ”Sort Dsamba”, ”Bennys Flyver” .
Manyar Parwani med ” Frihed fra fortiden”, eller Sverre H. Kristensens store arbejde med scratch genren i bl.a. hovedværket ”Something New to Die for” fra 1993 og ”Mondo Sicko” fra 1991. Eller Niels Willum med ”Allesjæles dag ” og ”Syv Bibelbilleder” etc. etc.
Deltagelse i coproduktioner såsom ”Timecode” gav også rum for udvikling af projekter i kraft af den stilladsering der lå i f.eks. Timecode- fastlagt tema, ingen tale, længde max,. Xx min m.v.
Mange videokunstnere har selvfølgelig brugt Videoværkstedet som laboratorium og refugium og dermed fået skabt eet eller flere værker af kunstnerisk interesse såsom Jan Krogsgaard, Niels Lomholt, Michael Støvring, Henrik Jacobsen, Michael Kierkegaard, Kassandra Wellendorf, Marie Rømer Westh, Pablo LLambias og Jesper Rasmussen m.fl.
 
Utallige er de der ”bare” skulle lave én vigtig produktion, fordi de havde noget på hjerte der SKULLE ud til andre.
Dette gælder også de mange installationer der fandt plads i produktionen- udviklingsprojekter som kunne optage hele huset i perioder såsom ”Peep” og "Für Führer, Volk und Vaterland" af Pablo Llambias og ”Exile – 5 point zone” af Michael Kirkegaard.
 
Min konklusion er, at forskellige værksteder er en del af vækstlaget og uvurderlige som træningssteder og afprøvningsfora, at filmproduktion i hele skoleforløbet fra 5 klasse til og med gymnasiet er en anden form for vækstmulighed, mellemuddannelserne såsom Kort og dokumentarfilmskolen i Kbh., eller Filmhøjskolen i Ebeltoft giver semiprofessionelt udgangspunkt og det samme kan universiteternes film og medievidenskabs studier give, men den eneste egentlige professionelle institution er Den Danske Filmskole- direkte brancherettet.
Hvert enkelt sted foretager forskellige vurderinger af talent og talentudvikling i forhold til, de respektive formål, intentioner og sigte med indsatsen de har. Og betyder det ofte noget hvor tæt man er på branchen selv.
Uanset kan et sted netværk og det nødvendige offentlighedsarbejde resulterer i, at udvalgte , individuelle talenter får en chance i branchen såsom f.eks. Manyar Parwani med deltagelsen i Sfinx Film/tv selskabets ”5 hjerteslag”. Parwani kom med en timelang indvandreungdomsfilm fra Odense- næsten et køkkenbordsarbejde til Videoværkstedet i Haderslev- fik næsten pålagt nogle mindre projekter før han kunne komme i gang, det lykkedes med bl.a. ”Frihed fra fortiden”.Senest spillefilmen ”Himlen falder”. Sådan!
Ovenstående bygger på mine videoværksteds erfaringer fra 1977 – 2003 og senere fra Medievidenskab SDU.
 
 
Hvad er Videoværkstedet/Det Danske Filminstitut.2001. s. 4
 
Timecode. Juni 2003 #2. Forsiden.
 
Timecode -april 2002. #1
 
25 år med levende billeder. DFI/Videoværkstedet siden 1977. s 8 ff.

ok

Du har helt ret, misforståelsen bygger på at jeg indlæste geni i begrebet talent.

Nej

Kære Thomas
Undskyld lidt sent svar. Har lige været nogle dage på Den Norske Filmskole og tale kreativitet og talent mv med lærerne på Filmskolen, en række begavede og inspirerende mennesker. Måske jeg kommenterer lidt herpå i et andet indlæg.
Men svaret til dig er 'nej, talent kan ikke reduceres til rent miljø'. Hvad Buhl sætter fokus på er, at et talent ikke (nødvendigvis) kan udvikles på baggrund af særlige fysiske fortrin, men at et talent også skal have evnen og kampgejsten til at træne, træne, træne, gemmenleve kriser, tilegne sig et eller flere domæners symboler og viden. Dette er ikke muligt for et miljø at give, uden at talentet selv er en born fighter. Miljøet kan stimulere, men den enkelte skal være villig til at tage imod. Dette er antageligt også baggrunden for, at fx Den Danske Filmskole har indført i deres optagelsesprøver at teste om de potentielle talenter også er i stand til at tage imod læring og udvikle sig. Det er desværre ikke alle, der har det i sig. Og det er en væsentlig ingrediens i at være fx et filmtalent.
Vh. Heidi  

Hmm...

...Sat på spidsen, vil det så også sige at enhver i teorien kan blive lige så dygtig som Mozart, hvis blot han/hun har følgende på plads:- Et stimulerende miljø på højde med det Mozart havde.- En opdragelse eller viljestyrke, der kunne diciplinere han/hendes indsats og træning- En forståelse gennem en nødvendig erfaring af den kontekst/tidsånd, som han/hun skal operere i, for at "tale" det fælles "sprog".
Underforstået, forstår jeg det korrekt, at talent kan reduceres til rent miljø ?

Hårdt slid - helt enkelt

Jeg tror, det er rigtigt, og deler din erfaring med, at dét, man har talent for, det er ensbetydende med hårdt arbejde og mange erfaringer med domænet, før det evt kommer til udtryk i noget enkelt. Først er man vel - so to speak - beruset over/forelsket i, at man har fundet en passion, noget man brænder for og umiddelbart virker god til. Så bliver det en del af en process at vide mere og mere om feltet, og øve sig ihærdigt, hvorpå en enkeltehed kan indtræffe. At betragte talent på denne måde er et opgør med de mere romantiske talentmyter, ud fra hvilke det umiddelbart skulle være nemt fra starten af at udvikle sit talent. Den, der har talent for fx at skrive, behøver ikke - i den optik - at knokle ret meget, for det kommer helt simpelt til vedkommende. Men det er dén optik, som Buhl i sin bog og jeg i mit indlæg forsøger at give modspil. 
Hårdt arbejde gør det naturligvis ikke alene. Det skal være kombineret med, at man har passion for noget og måske også fysiske fortrin inden for et område. Selvom Indurain påvideligt havde stor lungekapacitet, var han dog ikke blevet en cykellegende uden en ekstrem mental og fysisk indsats for at bruge talentet. En anden cykelrytter med samme lungekapacitet, men uden vijlen til hårdt arbejde og uden evnen til at sætte sig ind i domænet cykelbjergkørsel, ville ikke have fået det samme ud af sine fysiske fortrin. Så fysiske fortrin spiller måske en mindre rolle end først antaget.  
Når jeg nu læser mit eget blogindlæg igen, og også din kommentar, får jeg lyst til at tilføje, at jeg (og du) måske i lige lovlig udstrakt grad får sat lighedstegn ml talent og kreativitet. Begge dele kræver hårdt arbejde, og der er mange talenter, der medvirker til at udvikle noget kreativt. Der er rigtig mange fælles bånd ml talent og kreativitet. Men - når det er sagt, er der også en del forskelle. Og jeg får måske sat et lidt for fremhævet lighedstegn ml de to begreber. Man må huske, at en del talenter også lever livet uden at skabe noget kreativt. Man kan jo fx have talent for at lave mainstream, velfungerede og glimrende genrefilm fx. Men hvis man ikke samtidig rykker den specifikke genre i en ny retning, så er man måske er meget dygtig instruktør, der til fulde har udnyttet og udviklet sit talent, men bare ikke brugt det til at skabe et værk, der kan betegnes som kreativt.
Den differentiering er central at få med. Og det kom den så her. Talent for at skrive eller ej, så handler det jo om at øve sig og gennemskrive igen og igen, før det hele forekommer velformidlet og nuanceret på den enkle måde :) 
Heidi 

om det "lette" og talent

Hej Heidi,
 
tak for et spændende indlæg om talent. Jeg synes det er godt at høre, at det vigtigste ved talent er hårdt arbejde. Jeg har selv bemærket, at det sværeste i mit arbejde er at få ting til at se lette ud, og at når jeg har skrevet noget, der virker "let" så tror folk ofte, at jeg ikke har brugt tid på det og at det var let at lave. Altså, at det var lavet bare på talent, og ikke med arbejde.
Min erfaring er, at netop hvad der virker "let" og "lettilgængeligt" ofte er meget sværere og kræver mere talent at frembringe. Hvorfor det? Er det som om vi skal "skrabe" vores erfaring af, for at vores talent kan fremstå klarere - f.eks. i en tekst. Eller, hvis man er filmskaber, i en film?
Jeg tænker også på, at for det utrænede øje kan det "lette" eller "simple" ofte virke uden talent eller "ligetil at lave" - som Mondrians malerier om hvilke jeg har hørt flere sige at de "bare" er firkanter og former.
Har du nogen kommentarer til forholdet mellem arbejde, talent og kreativitet?
bedste hilsener,
Rikke

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Heidi Philipsen

Blogger om:

Jeg blogger om dansk film og kreativitet.

Andre bloggere i Filmbloggen:
Rikke Schubart
Annonceinfo