Millarder af små bokse lavet af DNA-molekyler med tilhørende låg og nøgle, det var hvad et interdisciplinært og -institutionelt forskerhold med udgangspunkt på Aarhus Universitet kunne præsentere i nummeret af Nature d. 7. maj 2009. Det er i sig selv et bemærkelsesværdigt resultat inden for den del af DNA-nanoteknologien, der nu går under betegnelsen DNA-origami.

Metoden går kort fortalt ud på, at man ved hjælp af avancerede computerprogrammer kan udvælge særlige DNA-strenge, som er i stand til at folde sig selv i de ønskede tredimensionelle strukturer, når de bliver bragt sammen.

Origami er egentligt navnet på en traditionel japansk papirfoldningsteknik, og det er nu det, forskere er i stand til at gøre på nanoniveau, altså i størrelsesordener af 0,1-100 nanometer (10^-9 m). De omtalte DNA-bokse måler helt nøjagtigt 42 x 36 x 36 nm³.

Teknikken har store anvendelsesmuligheder. For eksempel forestiller forskerne sig, at DNA-boksene vil kunne finde anvendelse som sygdomssensorer eller måske som transportkasser for medicin inde i kroppen.

Derved vil man kunne aflevere medicinen helt præcis dér, hvor den skal virke. Det kaldes målrettet medicinsk behandling.

Nanoteknologiens nye objektivitet

Forskningsresultaterne er også interessante set ud fra et videnskabsteoretisk perspektiv. De er nemlig tegn på, hvad videnskabshistorikerne Lorraine Daston og Peter Galison har identificeret som en ny form for videnskabelig objektivitet.

Denne nye objektivitet er en hybrid mellem grundforskning, ingeniørpraksis, kunst og erhverv. Objektivitet er således ikke længere et rent videnskabeligt anliggende, men noget der involverer mange forskellige erkendelsesinteresser.

Et særligt kendetegn ved den nye nanoteknologiske objektivitet er, at det videnskabelige billedmateriale ikke længere giver sig ud for at være rene repræsentationer eller afbildninger af naturen, som den eksisterer uafhængigt af forskernes eller andres subjektivitet.

Billederne er nu del af en mere kompleks proces, som handler om at kunne producere og præsentere nye nanoteknologiske objekter. De nye nanoobjekter er fremstillet ved hjælp af naturens byggesten; de opstår som følge af pure menneskelige overvejelser om mulige anvendelser; de er muliggjort af den teknologiske udvikling, herunder computersimulation; og de er ofte baseret på bagvedliggende overvejelser af en mere æstetisk og kommerciel art.

Som eksempel på de nye nanoobjekters æstetiske dimension kan det nævnes, at Paul Rothemund - foregangsmand for DNA-origami - har fået sine nanoobjekter udstillet på Museum of Modern Art i New York som del af udstillingen Design and the Elastic Mind i 2008.

Klassiske objektivitetsformer

I bogen Objectivity (2007) modstiller Daston og Galison denne nye nanoteknologiske objektivitet med tre mere traditionelle objektivitetsformer:

• Den sande natur: Opstod i 1700-tallet og byggede på en forestilling om naturens ideale former. Variation og individualitet måtte så vidt muligt nedtones til fordel for, hvad man gennem videnskaben kunne identificere som "den sande natur". Forskeren var nærmest at ligne med en kunstner, der kunne bringe det sande og det skønne frem gennem sin forskning.
• Mekanisk objektivitet: Forestillingen om, at videnskab består i en fuldautomatisk og helt igennem mekanisk reproduktion af naturens langt fra ideelle former, opstod i slutningen af 1800-tallet. Fotografiet var skoleeksemplet på videnskabelig objektivitet opnået ad denne vej. Forskeren måtte i så høj grad som muligt være usynlig og umærkelig i forskningsresultaterne.
• Trænet erkendelse: I løbet af 1900-tallet blev det klart, at selv fotografisk reproduktion ikke kunne være 100 % objektiv. Der lå altid et vist subjektivt valg bag. Ydermere opstod en erkendelse af, at billeder og andet datamateriale ikke taler for sig selv. Der skal et trænet øje til for at fortolke det foreliggende videnskabelige materiale.

Selv om deres fremstilling er historisk, argumenterer Daston og Galison ikke for, at den ene form for objektivitet endegyldigt afløser den anden. Det er således ikke sådan, at forskere i dag kun benytter sig af den ene eller den anden objektivitetstype. Tværtimod vil alle fire objektivitetsforståelser kunne finde anvendelse inden for forskningen i dag.

De fire former er nok i en vis grad modsigende og delvist usammenlignelige. Gennem videnskabshistorien har de udfordret, men også befrugtet hinanden. Og sådan vil det nok også være fremover i forskningens historie.

Videnskabelig objektivitet kan derfor ikke længere forstås som en enkelt og homogen størrelse. Nanovidenskab og nanoteknologi har tilføjet endnu en dimension til forestillingen om, hvad objektivitet er og kan bruges til.