»Mørkets kræfter skal ikke have lov til at vinde.« – Søren Pape, leder af De Konservative, citeret i Information, 14. februar 2015
»Vi ved, at der findes kræfter i verden, som mener, at mørket er stærkere end lyset.« – Helle Thorning-Schmidt, Statsminister, Socialdemokraterne, 16. februar 2015.
Nogle formuleringer, nogle former for brug af ord i den offentlige samtale, vil altid vil skabe opmærksomhed hos en religionsforsker. Ikke mindst, når de bruges udenfor de rum og sfærer, som man umiddelbart kunne opfatte som religiøse; de religiøse institutioner, de religiøse ritualer, den religiøse praksis.
Et sådant tilfælde er, når religion bliver en del af den politiske retorik i et samfund som det danske, der oftest beskriver sig selv som sekulært. En sådan retorik er, interessant nok, en del af billedet efter de terroranslag, som vi var vidne til den 14. februar 2015.
Mørket vil det onde til livs
Søren Pape taler om mørkets kræfter, Helle Thorning-Schmidt om mørket og lyset. Et modsætningsforhold, hvis ikke ligefrem en (dødelig) konflikt tegnes imellem lyset og mørket. Mørket vil det onde til livs; lyset må forsvare sig. Der er ingen gråzone imellem. Der er kun en skarp grænse, som ikke må overtrædes. Hvis den bliver det er, for at sige det på godt dansk, helvede løs.
Religionsforskeren vil, med udgangspunkt i religionshistorien, beskrive dette forhold som manikæisk. Dyk gerne ned i viden om denne ret så fascinerende gnostiske sekt, som blev en verdensreligion før kristendommen (selvom den blev født senere).
Augustin, en af kristendommens store figurer, var manikæer inden han blev kristen. Udgangscenariet l i denne religion var, at lys og mørke i begyndelsen var adskilt. Helt og aldeles adskilt.
Sproget kan være valgt på baggrund af magtfuldhed
Men mørket var grådigt (en egenskab, som ofte tilskrives det onde) og åd sig ind på lyset. Materien – mennesket – blev skabt af mørke; simpelthen for at holde på lyset. Det var igennem bevidstgørelse – og seksuel afholdenhed – at den troende kunne bidrage til, at lyset vendte tilbage til sit udgangspunkt.
Og kiggede man op på himlen, kunne man se beviset for at projektet var på vej til at lykkes: Stjernerne og deres gang over himlen var såmænd lyset, som var på vej tilbage til – lyset. Før eller siden ville en ny tidsalder genopstå, og kaos ville for altid være overvundet. Lyset ville atter kun være lys, og mørket atter kun mørke.
Jeg er overbevist om, at ingen af vores hårdtarbejdende politikere er skabsmanikæer, og at den valgte sprogbrug om noget er valgt på baggrund af sin magtfuldhed. Lys og mørke, godt og ondt – det er kontraster, som er til at forstå. Men den valgte formulering viser også, hvor stærk og virksom et religiøst sprogbrug, som forholder sig til kosmos og kaos på baggrund af metaforen lys kontra mørke er.
Men hvordan er det egentligt med mørkets kræfter; hvad er det egentligt for kræfter som mener, at mørket bør sænke sig over os alle og opsluge lyset?
Her er det måske værd, spagfærdigt, at bemærke, at den ene gruppes og samfunds lys let og ofte kan være et andet samfunds mørke og omvendt. Og at grænsen mellem lys og mørke sjældent er så krystalklar, som de gamle manikæere gerne ville have verden til at tro.
