Min søn er på vej til fodbold. Han er 10 år og yderst bevidst om sit udseende i det hele taget og til fodbold i særdeleshed. Til fodbold kommer det især til udtryk i forhold til hans påklædning og ikke mindst øvrige udstyr. For nogle år siden var det nok, at der stod Messi bag på hans trøje og støvlerne måtte gerne være billige og uden navn, bare de ikke klemte. Sådan er det ikke længere.

Hans støvler er Adidas’ topmodel. Letvægt og med indbygget chip, der registrerer hans løb, antal tilbagelagte kilometer, tophastighed og acceleration.  Når han kommer hjem fra træning, kan chippens registreringer overføres til en vituel figur – en avatar – i et online spil, hvor formålet er at gøre fremskridt som fodboldspiller i de internationale ligaer. Hans strømper har indbyggede siliconepuder, der efter sigende forbedrer hans sparketeknik. Hans benskinner matcher støvlerne og strømperne holdes oppe med ligeledes matchende tape. Tøjet er Barcelonas udebanedragt, præcis samme udgave og kvalitet som de professionelle spilleres. Og hvis det er koldt, har han en tætsiddende, funktionel bluse inden under. Alt i alt er han ekviperet for adskillige tusinde kroner, når han to gange om ugen drager af sted til den lokale fodboldklub.

Der er flere ting, som kan udledes af denne lille beretning. Først og fremmest kan man konstatere, at fodbold, i lighed med mange andre fritidsaktiviteter, som danske børn deltager i, er forbundet med et ikke uvæsentligt forbrug og at det kan antage en størrelse, hvor der er forskel på de familier, der har råd til at deltage og de, der ikke har. Mindre kan gøre det, det er der ingen tvivl om. Men fordi forbruget ikke udelukkende opfylder en praktisk funktion, men også er forbundet med en bestemt diskursiv iscenesættelse af fodbold som medialiseret legepraksis (http://videnskab.dk/blog/fodbold-som-medialiseret-legepraksis), er der set fra børnenes og ikke mindst fra legens perspektiv mere på spil end som så.

Udstyret udfylder nemlig en ikke uvæsentlig funktion i en ganske bestemt leg, hvor hver enkelt deltager indtager en ganske bestemt rolle som ’professionel fodboldspiller in spe’. Det er en leg, der ligger rundt om og som grundlag for selve den leg (eller det spil, om man vil), der udfolder sig på fodboldbanen og som handler om, at man forestiller sig, at man er på vej til at slå igennem som verdenskendt fodboldspiller. Legen sættes i scene ved hjælp af forskellige artefakter. Her spiller fodboldtøjet, -støvlerne og –udstyret en væsentlig rolle, men også computerspil, blade og andre medieprodukter er med til at fortælle historien og tilbyder den enkelte at tage del i den. Tilmed DBU (Dansk Boldspils Union) er med deres slogan ’Fra leg til landshold’ medvirkende til at understøtte diskursen eller fortællingen.

Men legen finder kun sted – bliver kun til leg, når de legende lader den udspille sig. Når de deltager med deres personlige og kollektive med- og omfortolkninger af fortællingens råstof, bliver legen meningsfuld for dem. De nye, sociale medier tilbyder en række platforme, hvorpå dette kan finde sted. Tydeligst naturligvis i computerspillene (FIFA-spillene er de mest kendte), hvor spillets formål er at gå fra street fodbold til de store stadions ved at opbygge erfaringer, rutine og kompetencer og sørge for at blive købt og solgt af de rigtige, på det rigtige tidspunkt. Andre fodboldspil, herunder en lang række onlinespil, er variationer over samme tema og bøger og magasiner fortæller historierne om hvordan Messi, Zlatan og Bendtner er nået dertil, hvor de er i dag.

Også mere ustrukturerede legeaktiviteter med reference til professionel fodbold spiller sig ud på de sociale medier. Eksempelvis på netbutikken unisport.dk, hvor et stort brugercommunity lader kunderne komme til orde selv, med anmeldelser og diskussion af forskellige typer udstyr, støvler, bolde, benskinner mm. Her kan børn uploade videoklip, hvor de leger anmeldere og lægger ansigtet i de rette – professionelle – folder, i deres anprisning af karbonstøvler og VM bolde.

Børn, måske især drenge, har altid villet være professionelle fodboldspillere. Det er der ikke noget nyt i. Det nye – og det, der understreger fodboldlegens medialiserede karakter – er alle de produkter, platforme og fortællinger, der understøtter denne drøm og derved breder den langt ud over fodboldbanen, til en lang række andre arenaer i børnenes liv og fletter den sammen med deres mediekultur i mere bred forstand.