Jeg havde egentligt forestillet mig, at mit næste indlæg her på bloggen skulle handle om muslimer efter 911. Men en avisartikel i Ekstrabladet d. 19. januar ændrede den plan, hvorfor jeg tager emnet op på et senere tidspunkt.
 

Et websted som videnskab.dk har som hovedformål at formidle forskning. Forskning er resultater, eksperimenter, teorier, analyser, konklusioner. Men god forskning er også afhængigt af ytringsfrihed, at forskeren videregiver sine resultater, som han eller hun ser dem. Forskningsresultater kan diskuteres, de kan udfordres, men udfordringen skal ske på et fundament, som (fx når det gælder islamforskning) er empirisk og/eller teoretisk velfunderet og sammenligneligt. En forskning, der fordrejes, fordi forskeren er bange, ikke bare for sin mulighed for at arbejde men også for sit liv og sundhed, kan kun blive dårlig forskning. Og dårlig forskning eller fortiede forskningsresultater, det kan et samfund ikke være tjent med. Videnskaben er langt fra den eneste basis for beslutninger, som tages i forskellige dele af samfundet, men hvis videnskab skal kunne bruges som handlingsgrundlag, så må forskeren kunne tale frit om de resultater, som han eller hun kommer frem til.
 

Derfor er det også, som når vi fx taler islam- eller migrationsforskning, som jeg er involveret i, bekymrende, at forskere udsættes for trusler eller personangreb. Artiklen i Ekstrabladet beskriver en af disse sager. En ung mand er pt. varetægtsfængslet for at have fremsendt alvorlige trusler mod integrationsborgmesteren i Københavns Kommune, Anna Mee Allerslev, samt en række politikere og forskere. Jeg er en af de forskere, som (det er i hvert fald anklagen mod personen, hvis det viser sig ikke at være ham, så er det en anden) på internettet er blevet præsenteret som legalt terrormål, og en person, som det er tilladeligt at dræbe.
 

Som forsker i islam og indvandring i Danmark bliver det hurtigt en vane, at man af og til besøger de steder på nettet, hvor der diskuteres heftigt imod sådanne fænomener. Nogen gange ser man sit eget navn nævnt, i mit tilfælde ikke just på positiv vis. Jeg har fx fået dele af min Facebook venneliste lagt ud på kommentarfeltet på et af disse ganske flittigt benyttede sites. Og så er der jo også fornøjelige bemærkninger i kommentarfelter, som diskuterer min forskning, som fx at ”de der mennesker derinde på universitetet, de burde stenes”.  Hertil kommer, at mit og andre forskeres og politikeres navne i løbet af de sidste måneder igen og igen lægges i – atter - kommentarfeltet under kronikker på større landsdækkende avisers internetsider og blogs. Og nej, vi nævnes ikke for vores kvaliteter som mennesker, men for det modsatte.
 

Men har jeg som forsker mere ret til at ytre mig end andre? Nej, det mener jeg ikke. Som forsker ser jeg min stemme som en ud af mange, og anser det faktisk for vigtig - hvis man ikke skal have et statisk, stagnerende samfund – at forskellige og modsatrettede holdninger og forståelser får lov til at sameksistere. De forståelser, som jeg kommunikerer ud, er baseret på mit arbejde, og hér er det faktisk min holdning, at jeg har ytringspligt.

Men trusler er ikke en del af en god, konstruktiv debat. Og frygt er ikke en del af god videnskab. Derfor er det også vigtigt, at vi er opmærksomme på den effekt, som hån og trusler imod forskere kan have for deres vilje til at deltage i debatten, ikke mindst når de arbejder indenfor felter, hvor der er politisk og ideologisk polariserende røre. Det kan vi kun få en ringere debat af, hvilket vil være dårligt nyt for et samfund, som ønsker at være vidensbaseret. 

Et godt blogindlæg om ytringsfrihedens demokratiske funktion og den negative betydning af trusler i debatten kan i øvrigt læses her.