Det er simpelthen fantastisk; Menneskehjernens kapacitet for information, hjernens kapacitet for memer. Hvis jeg nu siger: ‘Zebra’, kan du så lade være med at tænke på en stribet hest?
Er det muligt for dig nu: At lade være med at modtage samme mentale billede når jeg siger: ‘Stri-bra’? Kan man i det hele taget lade være med at tænke? Prøv at lade være med at tænke på noget som helst? Det er ikke nemt vel? Måske med visse teknikker eller øvelser fx meditation eller måske golf?
»Forstil dig en verden med langt flere memer end der er hjernekapacitet til«. Hvilke memer vil så finde plads og blive kopieret fra hjerne til hjerne? Og hvilke vil forvinde eller uddø?
For eksempel er ordene i sprog er memer, og så længe der er ‘brug’ for et ord om noget bestemt (fx en stribet hest fra afrika) vil det blive sagt højt eller skrevet, kopieret over til andre hjerner, der så kan bruge (sprede) det igen. Ordet ‘stri-bra’ har jeg fra en venindes dreng på 4, som oplagt har hørt ordet ‘zebra’ forkert og logikken byder barnet derefter at kalde en stribet hest for en ‘stri-bra’. Navnet Zebra er formodentligt fra Afrika oprindeligt, men hvis vi i dag skulle opfinde et dansk ord for ‘stribet hest fra afrika’ er stri-bra et virkeligt godt bud. Et stri-bra meme fra mig til dig 🙂
Men igen; »Forstil dig en verden med langt flere memer, end der er hjerne kapacitet til «. Hvilke memer vil så finde plads og blive kopieret fra hjerne til hjerne? Til at starte med har memer som havde direkte indvirkning på hule-mandens eller slette-aben (eller hans gener) overlevelse: for eksempel; »check altid hulen for bjørne først« eller »svøm ikke i det grumsede vand, der er krokodiller«.
Memer driver en genetisk udvikling
Disse memer vil ‘drive’ en genetisk udvikling, hvor hjernens kapacitet til at indeholde og kapere flest mulige memer af den slags: »spis ikke de grønne bær eller den gule sne« eller »man kan fange dyr ved at skræmme dem til at løbe hen over et hul du har gravet først«. Den slags som direkte kan føres tilbage til genetiske fordele.
Men for at en et meme kan være et ægte meme skal det opfylde kravet om at være noget kulturel information som kan blive kopieret ved imitation med variation og undergå selektion. Dette vil drive en memetisk evolution hvor nogle memer vil synes mere og mere raffinerede og blive mere og mere komplekse. Memer vil ikke altid direkte være til en genetisk fordel og nogle måske direkte skadelige. Det er her den memetiske tankegang virkeligt kan bruges til noget filosofisk.
Hvis man nu forstiller sig et simpelt ‘biologisk belønnings system’ et som udløser en følelse af succes for eksempel: du har fundet føde – ’tillykke med det’, eller du har parret dig – ‘det var fedt’. Så er det nemt at se, hvordan denne biologiske funktion hurtigt vil give individet (eller gen-komplekset) en fordel frem for andre i evolutionen, da du jo får lyst til at gøre det igen og dermed opnår bedre biologisk fitness.
Vi kender godt dette biologiske belønningssystem og kan udløse belønningen når vi spiser mad, spiller spil, dyrker sex, løber en tur eller ryger en cigaret. Det er også det system som er forbundet med en masse lidelser: ludomani, alkoholisme, anorexi og mange andre.
Så jeg spørger for sidste gang: »Forstil dig en verden med langt flere memer, end der er hjerne kapacitet til«. Hvilke memer vil så finde plads og blive kopieret fra hjerne til hjerne? Et meme som har alt der skal til for at blive kopieret eller det meme som har alt der skal til for at blive kopieret men samtidigt aktiverer vores biologiske belønningssystem?
Memer leder til adfærd som altruisme
Memer, som fx leder til adfærd som selvopofrelse (også kaldet altruisme) kunne være et eksempel på, hvordan memer udnytter vores kapacitet for memer og vores biologiske belønningssystem til fx at hoppe i havnen for at liv-redde en vildt fremmed ind på land. Denne handling giver nemlig ikke umiddelbart mening set med vores genetiske evolutions briller på.
Men hvis memet: »hvis du klør mig på ryggen, så klør jeg dig« har drevet en udvikling af vore belønningssystem genetisk, vil det give dig en belønning fysiologisk at hoppe i havnen og redde en vildt fremmed selv om der ikke var et øje til at bevidne din helte-gerning.
Denne tanke synes jeg er opløftende: at jeg kan rejse en fremmed væltet cykel på gaden uden at ejermanden nogensinde nødvendigvis vil klø mig på ryggen og alligevel få en følelse af at have gjort noget godt og udløse en belønnings-følelse indeni.
Dette forklarer også de ‘virale’ internet-memer som folk frivilligt kopierer og lægger op på deres ‘wall’ på fx Facebook, som spiller på vores følelser. Polemisk kunne man anklage disse stumper information for at være direkte computer virus.
De har typiske noget at gøre med ‘spred dette for en god sag’ eller ’til alle ordentlige mødre eller dyrevenner derude, spred dette’. Dette er en uforudset effekt ved at have udviklet en hjerne med en kæmpe kapacitet for information og memer, som stort set er tændt hele tiden, bruger en masse energi og som vi har meget svært ved at slukke for (stri-bra) og hvori memerne kæmper en uendelig kamp for overlevelse. Måske skulle man læge-ordinere ‘gode’ gerninger til folk i stedet for eller sammen med lykkepiller og nikotinplastre.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
