Annonceinfo

Månebase Alpha: Mystik på monopolets tid

 

I megen af den science fiction, som omhandler rejsen ud i rummet (eller rejser i tid, for den sags skyld), er historiens kerne at mennesket får svar på, hvor det hører ind i den store, kosmiske tingenes orden. Her er der lighedspunkter at finde med den apokalyptiske grundfortælling.

Himmelsk henrykkelse

Apokalypser omhandler nemlig også ofte rejser, eller henrykkelser, op i himmelen og åbenbaring (som “apokalypse” egentlig betyder) af hemmeligheder vedrørende tingenes orden og eksempelvis menneskets skæbne. Her kan man f.eks. tænke på Det Ny Testamentes sidste skrift, Johannes’ Åbenbaring.

Et eksempel kunne være filmen Contact, hvor hovedpersonen Ellie Arroway rejser gennem et ormehul, og ender med, i et simuleret kystmiljø, at møde et rumvæsen i skikkelse af sin far.

Rumvæsenet fortæller Ellie om, hvor mennesket hører til i det store hierarki af galaktiske civilisationer, nemlig sådan lidt midt i. Med stort potentiale for had og krig, såvel som for fred og kærlighed. Moralen er, at mennesket selv må foretage de valg, som skal føre det ind på den store himmelstige.

Månebase Alpha

For nylig genså jeg den gamle engelske tv-serie Månebase Alpha (eng. Space: 1999) der blev vist på engelsk tv fra 1975 til 1977. Her faldt jeg over endnu et eksempel på en apokalyptisk fortælling i science fiction-form. Det var i afsnittet “Fare for kollision” (eng. “Collision Course”).

Serien begynder med at Månen, hvorpå Månebase Alpha altså ligger, bliver sendt ud i rummet, og dermed bort fra sit kredsløb om Jorden, af en kæmpe atomeksplosion. Man har nemlig brugt Månen som depot for Jordens atomaffald, og det er dette depot, der eksploderer.

Kosmisk kollisionskurs

På deres færd gennem rummet kommer folkene på Månebase Alpha så ud for diverse, hårrejsende hændelser og møder forskellige rumvæsener. I “Fare for kollision” er Månen på kollisionskurs med en kæmpe planet, Aetheria, og lederen af Månebase Alpha, John Koenig, flyver ud i et rumskib for at undersøge planeten nærmere.

Et endnu større rumskib letter fra planeten, åbner sig og sluger Koenigs rumskib. Han går på opdagelse i det større rumskib og her møder han en gammel kvinde, som viser sig at være Dronning Arra af Aetheria.

En alvorlig samtale

Arra fortæller Koenig, at det ikke er noget tilfælde, at Månen og Aetheria nu er på kollisionskurs. Herpå udspiller sig en dialog, der på eksemplarisk vis demonstrerer science fiction-genrens nære beslægtethed med apokalypsen:

Koenig: “Jeg ville meget gerne vide hvad min plads er i tingenes orden (eng. “in the scheme of things”).”

Arra: “Vores to planeter har mødt hinanden i tidens vælde med det store formål at mutere. Vi skal forvandles totalt. Og forvandlingen vil give genlyd gennem evighedens galakser og universer. Du og jeg er to vitale dråber i tidens grænseløse ocean. Vi er mødtes med et formål. Vi må ikke svigte vores skæbne.”

Koenig: “Angående spørgsmålet om menneskets skæbne…kunne du være mere specifik? Hvad vil der ske med os?”

Arra: “I skal fortsætte. Jeres odyssé skal ingen ende tage. I vil trives og mangfoldiggøres på nye verdener, I vil befolke rummets dybeste afkroge.”

Koenig: “Og du?”

Arra. “Åh. Genet, som jeg og mine folk er en del af, skal mutere. Vi skal iklæde os en anden form, uigenkendelig, åndelig om du vil, men når vi én gang er blevet forvandlet, skal vi forblive sådan i umindelige tider.”

Koenig. “Og hvad skal jeg gøre for at hjælpe dig med at opnå alt dette?”

Arra: “Intet.”

Troens spring og rummets kolonisering

Det viser sig nemlig, at det Koenig skal lære, er at tro. Han vender hjem til Månebase Alpha og alle er ivrige for, at der skal gøres noget. Der er lagt en plan om at bringe nogle atombomber til at sprænge mellem Aetheria og Månen, hvilket skulle kunne forhindre sammenstødet. Disse eksplosioner vil imidlertid også sprænge Arras rumskib i luften.

Koenigs ordrer om at intet skal gøres er oprørende for de rationelt tænkende Alpha-beboere. Men Koenig er stærk i troen og netop som Aetheria skal ramme Månen forsvinder den sporløst. Aetheria og Arra synes at have undergået den forvandling, som Arra talte om. Derved får Koenig indirekte bekræftet, at det er menneskets skæbne at erobre og befolke det ganske univers.

En klassisk fremtid

Månebase Alpha var en af de første science fiction tv-serier, der blev vist i Danmark, i 1976 og 1977. Den fangede en hel generation og står for mange mennesker som noget helt særligt. Når man ser serien i dag er to ting slående: Dels hvor outdatede månebasens møblement, og alphaernes påklædning, er, og dels hvor cool og imponerende billederne af månebasen og rumskibene virker.

At det er sådan, er ikke noget tilfælde. Det var nemlig den samme mand, Brian Johnson, som arbejdede med rumskibsdesigns og special effects på Kubricks Rumrejsen år 2001, som også arbejdede på Månebase Alpha. Og for at det ikke skal være løgn, så stjal George Lucas med arme og ben fra Månebase Alphas visuelle univers, da han skulle lave Star Wars.

De kølige, grå rumskibe med ramponerede overflader og de hvide, kliniske interiører er blevet så indgroet en del af astrokulturen, at det simpelthen – stadig – er sådan vi mener, at fremtiden skal se ud.

Rumreligion i dagligstuen

Sidst, men ikke mindst, er der en tanke, der fascinerer mig. Rundt omkring i de små, danske ‘70er-hjem har en hel generation siddet og fået serveret en vision af, hvad det tekno-videnskabelige fremskridts yderste konsekvens, rumalderen, kunne tænkes at bringe.

Og så har man set et afsnit, som “Fare for kollision”, der handler om religiøse åbenbaringer, tro og en søgen efter mening og formål. I de socialrealistiske 70ere, med religionskritik og marxisme, sneg en ny religion sig alligevel ind: rumreligionen. Og så oven i købet på monopolets tid.

_____________

En god artikel om, da Månebase Alpha blev vist i Danmark:

Torben Rølmer Bille (2008). “Rendyrket nostalgi” Kulturkapellet, 11
November: http://www.kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=319, accessed 10 March 2012.

Se desuden:

Henry Keazor (2012). “A Stumble in the Dark: Contextualizeing Gerry and Sylvia Anderson’s Space: 1999” i Alexander C. T. Geppert (red.). Imagining Outer Space: European Astroculture in the Twentieth Century, Basingstoke: Palgrave Macmillan. Geppert 2012: 189-207.

En utrolig righoldig informationsbase om Månebase Alpha er: http://www.space1999.net/

 

Sci og Fi

Ja der var ikke så meget at vælge imellem dengang - her i København kunne vi vælge mellem DR og DR i en lang årrække og efter nogle år fik vi en antenne der gjorde at vi kunne se svensk TV men så stoppede festen også.

Vedr. Sci-fi på film/serier så er det sjældent de fungere - ofte har jeg oplevet af en af mine ynglings bøger/tegneserier blive totalt ødelagt af at komme i hænderne på Hollywood eller i det hele taget bare at blive omsat til film gør at mange af dem kommer til at virke små latterlige og ubehjælpsomme. Ofte misforstår filmfolket budskabet - som ofte den gang var samfundskritisk - og bruger i stedet for tiden på åndssvage effekter der kun sjældent virker realistiske og overbevisende og når man besætter de forskellige roller er det gerne "skuespillere" fra 3. rækker man hiver frem hvilket heller ikke øger kvaliteten.

Space:1999 var dog en undtagelse når det kommer til en del af skuespillerne - Martin Landau har altid været en glimrende skuespiller men han var komplet malplaceret i det makværk og humpede af sted med latterlige replikker som selv en garvet aktør som ham ikke kunne gøre ret meget med. Barbara Bain var et kapitel for sig selv – hun var nogle år før kendt som en femme fatale i rollen som Cinnamon Carter i Mission: Impossible men da Space:1999 gik i luften var hun blevet til en bedstemortype og de latterlige kostumer gavnede ikke hendes krop – ofte viste de kun hendes ansigt men det skete at de var tvungne til at skyde hende i fuld figur og så var det svært at opretholde illusionen om at hun var en underskøn ledsager.

Kostumer og kulisser virkede fortænkte og "cheesy" på en Ed Wood´sk måde og var med til at trække hele historien ned. Så kort og godt Space:1999 gled kun ned fordi der ikke var andet og så var det en undskyldning for at mødes og drikke øl

Non-sci fi

Ja, Kim, nogen videnskabeligt set instruktiv serie var Månebase Alpha i sandhed ikke. Tak for dit erindringsglimt; jeg konstaterer med et lille smil på læben at du dog sad der, uge efter uge, og brækkede dig af grin. Men okay; der VAR heller ikke meget sci-fi dengang, på monopolets tid...

Sci-Fi FILM!

Har to tænkt over, at det er fiktions-film og ikke dokumentarudsendelser? Det er videnskabelig fiktion for hyggens skyld. Ikke for at blive uddannet eller blive klogere. Sådan noget som Star Wars og Star Trek må da få jeres maver til at vende i jer.

Jeg syntes at sci-fi film er meget interessante og morsomme at se, vel vidende, at meget af det ikke kan lade sig gøre i virkeligheden. Men jeg er også klar over at det er fiktion. Så jeg har ingen problemer med det.

Dog er det interessant at se, at mange af de ting de bruger som fremtids-gadgets i filmene i det 2400 århundrede (Star Trek) har vi allerde idag. Selvåbnende døre. Mobiltelefoner. Blue Tooth headsets. Stemmestyrrede Computere. Bærbare computere samt iPad/Tablets. Der er med garanti mere af den slags. Dog er jeg nysgerrig over hvordan de får Warp Speed, Lys Sværd, Cloaking Devices, Beaming/Transportation og Force Fields lavet.

Det ville være porno at se dem forklare sig ud af de idéer :D

Nåh- den var da udmærket

I monopoltiden blev man ikke forvænt med sci-fi. Selvom de da også viste lidt "Dr. Who"- jeg husker en med robotter -forklædt som mennesker som særligt skræmmende. Dr Who gik rundt med Hippie-hår og blød hat. Dengang! sSå først -70-erne

Der var også den der serie med en kile som symbol, om nogen mennesker, der skulle deportereres, og edb-fyren havde vist lånt Dr. Who's universalskruetrækker, han var i hvertfald altid meget muggen og usamarbejdsvillig.

Hvis det kommer til dårlig videnskab, så er X-files fremme i forreste linie! Men ret beset er de fleste scifi-film behæftede med fejl, så jeg sidder og råber ad skærmen, de bryder illusionen på en måde, så jeg ikke kan lege med. Amerikanske katastrofe film er nu også slemme: Husk paraplyen, hvis en vulkan regner hed aske over dig, åndedrætsværn er helt overflødige. Og biler og både kan færdes over magma. Dooh! Det var Dét, der gik galt i Pompeji... De havde ikke opfundet paraplyen! ;>

Mvh
Tine

Mere Fi en Sci

Space:1999 drev mig til totalt vanvid – den var så smæk fyldt med fejl at det eneste man kunne gøre var at samle en flok venner og et par pils og så ellers brække sig af grin over ugen episode – specielt fik vi meget morskab ud af Barbara Bains kæmpe røv og det faktum at hun hele tiden så ud som om hun lige havde fået elektrochok – Martin Landau gik konstant rundt med et stenansigt og så ud som om han hele tiden skulle fortælle sig selv at han kun var med fordi han var halvflad og skulle tjene penge til huslejen.

Replikkerne var gumpetunge og fremsat uden charme og det lille selvironiske glimt i øjet der kunne have reddet en del af skuespillet hjem var komplet fraværende – men værst af alt var dog de utallige latterlige forsøg på at proppe videnskab ind i serien hvilket også fik en kritiker til at skrive at der var mere Fi end Sci i den serie.

Lad os tage udgangspunktet – en atomlosseplads anbragt på Månens bagside ryger i luften – med Månes bagside – the Dark Side - mener de den side der ligger længst væk fra Jorden og her kommer så de første af en lang række fejl – (Nej ikke den om at hele Månen blive belyst af Solen i takt med den triller rundt om sig selv og nej heller ikke den med at bare fordi man samler en masse brugt atombrændsel så ryger det altså ikke i luften af sig selv) – Nej vi skal ned har have fat i gode gamle Newton – ham med lovene – nr. 3 i rækken fortæller os at hvis den side der vender væk fra Jorden bliver sparket i røven af en atombombe der er stor nok til at sende Månen ud på en rejse – så ville Månen ramme Jorden og ikke flyve væk fra den – ik` sandt?

Og så var der den episode hvor deres bedste og mest intelligente videnskabsmænd bruger en halv episode for at forstå at de ikke kikker på en ”sort sol” ??? (ja I hørte rigtigt) nej det er et sort hul – wow så er man godt nok dum!

Og så var der….nej jeg må heller stoppe – den serie var på alle måder komplet åndssvag– tænk på hvad der ville ske med en måne der driver gennem universet udover de vil få frostbid i røven – well til at begynde med så vil der gå 8-900 år før de når det næste stjernesystem og så vil det blive en temmelig begivenhedsløs serie ;)

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Thore Bjørnvig

Blogger om:

Jeg vil primært skrive inden for områder, der vedrører kulturelle og religiøse aspekter af videnskab og teknologi, med forkærlighed for emner, der er relateret til det ydre rum – det være sig rumfart, rumforskning, science fiction, SETI, astrobiologi, eller astronomi generelt. En god samlebetegnelse for det jeg skriver om er "astrokultur", et begreb indført af den tyske historiker Alexander C. T. Geppert. Man kan også følge "Astrocultural Tweets" på Twitter eller kontakte mig hvis man er interesseret i foredrag om et eller flere af de emner, jeg skriver om her på videnskab.dk.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo