Så nærmer vi os med hastige skridt den officielle opstart, og weekenden har været præget  af hektisk aktivitet overalt på CERN.

Som tidligere nævnt har planen for de sidste par dage været at få den ene proton-stråle (den der kører mod uret) frem til punkt 6 - hvor der er et stråledump. Det lykkedes ikke helt denne weekend, idet en strømafbrydelse i punkt 8 lørdag morgen gjorde at kryogenanlægene i punkt 8 havde problemer med at holde sig på de 1.9K, dv.s -271 grader celcius.

Når temperaturen ikke er rigtig, kan man ikke køre magneterne, så det er først ved at blive afprøvet idag mandag.

Der var til gengæld grund til fejring af de protoner, der kører med uret (såkaldet stråle 1) - idet  det lykkedes at få den stråle gennem 3 af sektorerne (frem til punkt 4). Så der var grund til jubel (og champagne) i den forbindelse!

En af de ting der tager mest tid i forbindelse med opstarten, når alting ellers er tændt som det skal, er det man kalder optikken. Udover de store (blå) dipol magneter der "blot" styrer stålen rundt i en ring, så er der brug for andre typer magneter der fungerer som linser for partiklerne. Disse magneter (quadrupoler) og en bunke andre små styremagneter, skal naturligvis alle være instillet rigtigt, og nord og syd skal  pege den rigtige vej for ellers kører strålen ikke særligt langt. Det lyder jo nemt, men når der er mange tusinder hænder og en eller to er blevet forbundet forkert, opdager man det ikke, før man faktisk prøver at føre partiklerne gennem dem. Så det er en langsommelig proces, man dog heldigvis kun behøver gøre en gang!

Til dem der er lidt forvirrede efter ovenstående beskrivelse, skal jeg måske lige opsummere:

LHC'en er bygget til at kollidere protoner med hinanden i fart. Der er mere effektivt at kollidere partikler ved at lade to stråler af partikler køre ind i hinanden, end ved kun at accelerere en stråle og skyde den ind i et stillestående objekt. En meget stor fordel ved at kollidere dem mod hinanden er, at den totale impuls i et sådant sammestød er nul (idet partiklerne har samme masse og modsatrettede ens hastigheder), d.v.s. de reaktioner der måtte komme ud af sammestødet bevæger sig symmetrisk ud fra sammenstødspunktet, og er derfor nemmere at studere.

Det bringer os hen til en af de kommentarer, der har verseret meget i medierne på det seneste, nemlig alverdens dommedagsprofetier om LHC'en.

LHC'en gør ikke noget, naturen ikke gør i forvejen 

Som I kan høre af beskrivelsen ovenfor, er det eneste LHC'en gør at kollidere protoner med hinanden. Det nye er at LHC'en gør dette ved en, for menneskeheden, meget høj energi, den højeste vi nogensinde har været istand til at opnå (når det virker altså).

Til daglig bliver jorden bombarderet med massevis af protoner fra universet med væsentligt højere energier, og mange af disse kolliderer også med hinanden. Det "eneste" LHC'en gør er at den giver os mulighed for at definere i rum og tid hvornår sådanne kollisioner finder sted. Da det kræver et apparat på størrelse med rundetårn at studere disse kollisioner, selv når man ved hvor og hvornår, de finder sted, er det en umulig opgave, hvis man ikke gør det på den måde.

Det er derfor man har bygget LHC'en, ikke fordi den som sådan skal gøre noget, der ikke allerede finder sted, men fordi vi vil have mulighed for at kigge naturen i kortene i nogle processer, der er umulige at studere på anden vis. Der er således ikke størrer risici forbundet med LHC'en end ved en vilkårlig anden almindelig industriel installation, og alle den slags "jordnære" risici er der taget højde for fra ende til anden.
 

Læs mere :  

 
Sikkerhed ved LHC (på engelsk)

Quadrupolerne der gav knuder sidste år (ses herunder)