Forskningssystemet undergår i disse år store forandringer.

- Der skal satses mere på indbyrdes konkurrence mellem forskningsmiljøerne.

- Der kommer krav om øget kommercialisering af forskningsresultater.

- Og der bør bygges bro mellem forskning og samfund i form af mere formidling og større forståelse for forskning.

Af hensyn til effektivitet og social ansvarlighed er det alt sammen rimelige krav at stille til forskningen. Spørgsmålet er bare, hvordan forskerne selv reagerer på sådanne forandringsprocesser?

Forskeres medbestemmelse

En nylig undersøgelse foretaget i forbindelse med den igangværende evaluering af universitetsloven viser, at omtrent halvdelen af universitetsforskerne ikke mener, at de er medbestemmende for, hvad der sker på deres eget institut.

Hele 90 % mener ikke, at de udøver nogen indflydelse på den øverste ledelses beslutninger. Omvendt mener langt størstedelen af universitetets ledere, at de er meget lydhøre overfor ansatte og studerende.

Der hersker delte meninger om, hvorvidt den store forskel direkte kan henføres til organisatoriske ændringer på universiteterne af nyere dato. Man kan sige, at sådan har det nok altid været. Men der er næppe tvivl om, at den manglende sammenhæng mellem forskningsledelse og forskere 'på gulvet' ikke er befordrende for de ønskede forandringer i organisation og mentalitet.

Hvis ikke forskerne er aktive medspillere, kan man lave nok så mange forandringer og komme med nok så mange gode ønsker på forskningens vegne.

Sovjet-forskning

Hvis man vil lære mere om, hvordan forskere håndterer store forandringer, der finder sted over en kortere tidshorisont end en generation, kan det være lærerigt at kigge på den russiske (tidligere sovjetiske) forskningsverden.

Før Sovjetunionens sammenbrud var forskningen dér fuldstændigt topstyret: Det var staten, der alene stod for uddelingen af store bloktilskud til forskningsinstitutionerne, og der fandtes ingen konkurrenceudsatte midler. Staten bestemte suverænt over forskeruddannelse og -rekruttering. Forskningsinstitutionerne selv var stærkt centralistiske og hierarkiske.

Selve forskningen var ineffektiv og oppustet. Miljøerne var totalt domineret af de såkaldte videnskabelige skoler, der typisk var centreret omkring en stor forskerpersonlighed, og som helt ukritisk forfulgte denne forskers projekter over længerevarende perioder.

Forskerskolerne var på mange måder et varemærke for sovjetrussisk forskning. Reelt set medførte 'skolerne', at der ikke eksisterende nogen form for uvildig kontrol med forskningens kvalitet og effektivitet. Alle hævdede, at de bedrev forskning af internationalt format; meget få gjorde det.

Hvem holder med Rusland?

Jerntæppets fald sendte chokbølger gennem den russiske forskningsverden. Bevillingerne faldt dramatisk, og mange, især yngre forskere, forlod landet.

Såvel russiske som udenlandske bevillingshavere begyndte i stigende omfang at gøre midlerne afhængige af international meritering målt ud fra anerkendte forskningsindikatorer.

Institutionerne blev gjort mere fleksible og udadvendte, og der blev skabt incitamenter til virksomhedsopstart. Sidst, men ikke mindst kom der - især med støtte fra udlandet - en række initiativer til at øge andelen af den ikke-militære forskning.

Russisk omstillingsparathed

Der har været foretaget mange undersøgelser af de store forandringer, som russisk forskning har undergået inden for de seneste knap 20 år, men kun få af, hvordan russiske forskere forholder sig til omvæltningerne.

Man kunne forvente, at de, der klarer sig bedst under de nye betingelser, også er dem, der er mest positivt indstillet over for forandringerne. Andre faktorer som alder og etnicitet kunne også forventes at have en vis indflydelse.

Nyere resultater publiceret i tidsskriftet Social Studies of Science bekræfter, at der er sket en ujævn, skævvredet og ufuldstændig tilpasning blandt forskerne. Generelt set er det - ganske som forventet - yngre forskere med en russisk etnisk baggrund og med positive forventninger til egen fremtidig succes, der er mest omstillingsparate.

Den overvejende del af de godt 600 russiske forskere, der indgik i undersøgelsen - den første af sin slags - bakkede op omkring de forandringer, der var sket.

Samtidigt blev det i undersøgelsen konkluderet, at mange forskere stadig ønskede at tage socialt ansvar med deres forskning - noget, som i høj grad var del af den sovjetiske forskningsideologi. Især forskere, som fortrinsvis publicerer på russisk, kunne tilslutte sig dette ønske som et delvist modsvar på den voksende kommercialisering af forskningen.

En by i Rusland?

Hvad kan vi lære af de russiske erfaringer? Er det ikke helt uden sammenligning med de trods alt mindre modifikationer af det danske forskningssystem, der nu pågår?

Både og. Selvfølgelig har begivenhederne i Rusland været langt mere drastiske end noget andet sted. Og selvfølgelig er der store kulturelle forskelle mellem danske og russiske forskere.

Hvis vi alligevel skal uddrage en konklusion der kan bruges herhjemme, må det være, at selv store forandringer af forskningsorganisationer ikke er umulige, men tager tid og kræfter. Det tager tid at ændre systemerne, men det tager også tid for forskernes indstilling til ændringerne at ændre sig.

Holdningerne vil nok ændre sig, men det vil ske meget ujævnt blandt forskerne. Faktorer som alder, etnisk baggrund og foretrukne publikationssprog vil kunne have betydning for hastigheden, hvormed holdningerne ændrer sig i forhold til den institutionelle kontekst.

Eftersom succesoplevelser med de nye organisatoriske rammebetingelser synes at være en gulerod for omstillingsparatheden, kan det være en idé at indrette de nye systemer således, at mange forskere oplever mulighed for succes i de tidlige faser af forandringen.