Annonceinfo

Kulstof-demokrati 2

”Kul skabte muligheden for det moderne demokrati, og olie dets grænser.”

Sådan opsummerer Timothy Mitchell sin nyeste bog Carbon Democracy i indledningen til et foredrag holdt på University of Massachusetts d. 9. maj i år.

Mitchell er professor i mellemøststudier ved Columbia University, og han har også tidligere i sit forfatterskab beskæftiget sig med sammenhænge mellem – på den ene side – teknologi, videnskab og natur og – på den anden – politik, økonomi og samfund.

Steffen Dalsgaard, min AU- og blog-kollega, har allerede i sit udmærkede blogindlæg om kulstofdemokratiet opsummeret Mitchells centrale argumentation vedrørende sammenhængen mellem udvinding og anvendelse af forskellige former for kulstof, primært kul og olie, og udvikling af/hindringer for demokrati. Jeg vil supplere Dalgaards indlæg med fokus på Mitchells grundlæggende politiske filosofi samt hans overraskende pointer om ”sabotage”, ”brændstoføkonomien”, ”energikrisen som aldrig fandt sted” og ”McJihad”.

Den hybride politik

Den grundlæggende præmis for Timothys Mitchells analyse er en politisk filosofi, der knytter tætte forbindelser mellem sociale og naturlige ”kræfter”. Den moderne forestilling om en adskillelse af samfund og natur, som blandt andet ses institutionaliseret i de videnskabelige hovedområder, er ikke holdbar.

Presserende problemstillinger som olieudvinding, demokratisk udvikling, global retfærdighed og lokale magtkampe lader sig ikke skille af. Det er i bund og grund hybride eller socio-tekniske problemstillinger, der kræver analytisk blik for både politiske, økonomiske, sociale, videnskabelige, tekniske og naturlige processer.

Timothy Mitchell henviser blandt andre til den franske filosof Bruno Latour, som er en af de vigtigste talsmænd for denne hybride form for politisk filosofi. Latour har inspireret forskere inden for mange discipliner og udfordret dem til at tænke på tværs af faggrænser.

Mitchell konkluderer fx:

”We are learning to think of democracy not in terms of the history of an idea or the emergence of a social movement, but as the assembling of machines.”

De ”maskiner”, som Mitchelle her refererer til, er alt lige fra matematisk-økonomiske beregningsmodeller over teknisk infrastruktur til råstof- og ressourceudvinding. Den tekniske infrastruktur, som er nødvendig for hhv. kul- og olieproduktion – og som også Steffen Dalsgaard omtalte i sit blogindlæg om kulstofdemokratiet – udgør altså kun en del af det socio-tekniske ”maskineri”, som er drivkraften for den styreform og det samfund, som vi kender til.

Sabotage

Normalt forbinder vi ordet sabotage med ødelæggelse og hærværk begået af politiske (friheds)bevægelser, fx den danske modstandsbevægelse under anden verdenskrig, militante strejkegrupper eller islamistiske oprørsgrupper, der bomber olieledninger i Mellemøsten.

Mitchell bruger begrebet i en anden betydning med henvisning til den amerikanske økonom og sociolog Thorstein Veblen, der i sin bog Engineers and the Price System fra 1921 gav denne mere generelle definition af sabotage: ”Enhver manøvre, som forsinker, skaber ineffektivitet, forkludrer eller obstruerer”.

Formålet er at vise, at det i virkeligheden er de store olieselskaber, der gennem det 20. århundrede har ”saboteret” olieproduktionen og -distributionen, og ikke oprørere eller strejkende.

Mitchell dokumenter, at olieselskabernes primære bekymring har været at skabe kunstige mangelsituationer på det globale oliemarked. Det er sket ved at forhindre eller forsinke olieboringer på bestemte righoldige oliefelter, blokere for visse olietransport-muligheder og i det hele taget sørge for, at oliemarkedet var tilstrækkelig ineffektivt til at sikre netop de store olieselskabers monopol på leverance og prisudvikling.

Sabotagen er blandt andet sket gennem støtte til islamiske regimer i Mellemøsten, som har kunnet garantere, at olieleverancer fra deres oliebrønde ikke var med til at trykke prisen på oliemarkedet.

Økonomien skabt af olien

Olien har altså haft (alt)afgørende betydning for, hvordan de vestlige demokratier (og deres problematiske relation til Mellemøsten, Sydamerika og andre verdensdele) har udviklet sig i det 20. århundrede.

Timothy Mitchell argumenterer endvidere for, at olien har været med til at definere vor tids dominerende økonomiske teorier. Faktisk er det ifølge Mitchell oliens ”skyld”, at vi nu tænker på ”økonomien” som et selvstændigt socialt system, der fungerer helt (eller næsten helt) uafhængigt af andre sociale og naturlige relationer.

Før 1930erne og ’40erne var der stort set ingen økonomer eller politikere, der talte om ”økonomien” i bestemt ental. De, der gjorde, henviste alle til den oprindelige betydning af ordet, nemlig økonomien som en form for sparsommelighed eller fornuftig brug af ressourcer.

Udviklingen af økonomien som et lukket, men stadigt voksende (nogle gange skrumpende) system for produktion, cirkulation, beregning og transaktion af værdi, services og varer – repræsenteret af Bruttonationalproduktet – hænger ifølge Mitchell uløseligt sammen med olie. Olien muliggjorde en løsrivelse af økonomien fra forestillingen om de begrænsede materielle ressourcer og gjorde ideen om økonomisk vækst fremherskende.

De enorme energiressourcer, som olien har leveret, har med andre ord betydet, at vi i en kort periode på 50-60 år ikke har skulle regne med materielle begrænsninger for økonomien. Økonomien er samtidigt blevet et mere og mere virtuelt system, midlertidigt frigjort – med oliens hjælp – fra naturlige ressourcer. Det vil klimaforandringer og begrænsninger i olieforsyningen ændre på i løbet af det kommende århundrede, og det er svært at forestille sig, hvilken betydning det vil have for økonomien.

Den iscenesatte energikrise

Energikriserne i 1970erne kom som et alvorligt chok for de fleste i den vestlige verden. For første gang oplevede man høje oliepriser og dermed begrænsninger i brug af olieressourcer med små og store (flest små) justeringer i levevis til følge.
Mange oplevede dengang – og sådan bliver historien også ofte fortalt i dag – at det var nogle få olieproducerende lande i Mellemøsten, der udløste den første energikrise i 1973. De gennemførte nemlig en olieembargo mod USA og andre lande, der støttede Israel i Yom Kippur-krigen mod en koalition af arabiske lande.

Baggrunden var dog mere kompleks, og USA, våbenindustrien og de store olieselskaber spillede af flere grunde en vigtig rolle i forhold til at udløse krisen og holde den kørende.

USA havde en økonomisk interesse i våbenleverancer til Israel og andre mellemøstlige lande. Våbenteknologi var (er) den perfekte ”modydelse” til olie og er blevet brugt til at returnere store dollars-beløb fra Mellemøsten til USA – dollars, som USA i første omgang har betalt for olie, jf. det der er blevet kaldt våbendollars-petrodollars-koalitionen).

Våben er dyre, og der er stort set ingen grænser for størrelsen på leverancerne. Faktisk er der en indbygget forstærkning i våbenleverancer: Jo flere våben, der leveres, jo større leverancer bliver der i fremtiden behov for. Derfor var USA forbeholden i forhold til tiltag, der kunne standse konflikten mellem Israel og den arabiske verden. Det spillede tilsyneladende også en rolle, at USA ønskede at destabilisere regionen for at undgå stærke og stabile regeringer, der kunne tage kontrol med olien.

Olieselskaberne spillede også selv en aktiv rolle i at skabe de høje oliepriser og dermed krisen. Der var ikke mangel på olie under energikriserne, selv om det ofte er blevet udlagt sådan. Olieselskaberne rådede over reserver, som sagtens kunne have ophævet mangelsituationen, men selskaberne udnyttede embargoen til at presse prisen opad. Det var endnu et eksempel på olieselskabernes ”sabotage”, jf. ovenfor.

McJihad

Olien har været med til at muliggøre den vestlige verdens samfund og de styreformer, som vi i dag kender til og tager for givet. Olien er også en central faktor for forholdet mellem den vestlige og den arabiske verden.
Det er i dag blevet populært at sige, at vi lever i verden, hvor den vestlige og den arabiske verden står i modsætning til hinanden: Jihad vs. McWorld. Modsætningen er ifølge Timothy Michell helt forkert. På grund af olie lever vi snarere i en verden, hvor de to kræfter gensidigt forstærker hinanden, altså McJihad.

McJihad er sammenhængen mellem den globale kapitalistiske verdensorden, som især USA repræsenterer, og den islamiske verden, hvor det er religionen og traditionelle livsmønstre, der er dominerende. Begrebet dækker blandt andet over, at USA har sikret sig mest mulig kontrol med olien (primært for at begrænse olieproduktionen for at holde prisen på olie oppe), og det er sket ved at støtte religiøse styrer i Mellemøsten. Det er en regel næsten uden undtagelser (Iran under shahen er én af dem), at de sekulære lande i Mellemøsten er de lande, der har været mest uafhængige af USA.

De mest religiøse lande – Saudi Arabien som det bedste eksempel – har (ofte) haft tætte forbindelser til den amerikanske regering og kommercielle interesser i USA.
Religion og amerikanske interesser har altså ingen problemer med at gå hånd-i-hånd, hvilket er et generelt kendetegn for den globale kapitalisme. Den er rettet mod profitmaksimering og ikke mod skabelse af demokrati eller fred.

Demokratiets grænser

Udnyttelsen af fossile brændstoffer har altså frigjort samfundsmæssige kræfter, der på nogle måder har været befordrende for demokratiets udvikling og på andre måder har skabt forhindringer for det. Olien har givet et begrænset antal lande mulighed for en hidtil uset økonomisk vækst – og været med til at forme de økonomiske teorier, der beskriver et samfund i vækst stort set uden grænser.

For andre lande har olien medført en øget militarisering og styrket anti-demokratiske og anti-kapitalistiske bevægelser, ofte i tæt tilknytning til ”olie-demokratierne”. De begrænsninger i brug af fossile brændstoffer, som vi fremover kommer til at opleve – pga. peak oil og klimaforandringer – vil sikkert have lige så stor indflydelse på samfundets politiske udviklingen, som hhv. kul og olie har haft.

Som også Steffen Dalsgaard påpeger i sit blogindlæg, har Timothy Mitchell skrevet en tankevækkende bog, som fortjener større opmærksomhed. Min opfordring til videnskab.dk’s læsere er derfor: Læs den, og lad os andre høre, hvad I synes.

Fremtidens tekniske udfordringer.

Om det er mennesker eller solen, der er skyld i klimaforandringerne, får vi et afgørende svar på om ca. 2 år, når vi har data nok ,til at måle virkningerne af solens livscyklus og den 11 årige pause i soludbrudene .
Uanset resultatet er udviklingen af bæredygtig energi, en vigtig teknisk udfordring, der skaber mange løsninger, på fremtidens udfordringer.

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Kristian H. Nielsen

Blogger om:

Jeg interesserer mig for forholdet mellem forskning og samfund. I det fremspirende vidensamfund er det vigtigt, at vi forstår og værdsætter forskningens centrale betydning for stort set alle samfundsområder. Jeg skriver om den historiske udvikling af forskningens rolle i samfundet, og jeg undersøger måder, hvorpå vi kan analysere forskning, samfund og forskningskommunikation i dag.

Du kan læse mere om min forskning her.

Andre bloggere i Teoribloggen:
Mikkel Willum Johansen
Claus Emmeche
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo