Annonceinfo

KULSTOF-DEMOKRATI

Det er efterhånden almindeligt anerkendt, at verden står over for en række store klimaproblemer foranlediget af den voksende udledning af drivhusgasser. Det er også almindeligt anerkendt, at effekterne af klimaforandringer rammer 'skævt'. Det vil sige, at beboere i fattigere dele af verden har sværere ved at beskytte sig mod effekterne, hvad enten disse manifesterer sig som ørkendannelse, smeltende gletsjere eller havstigninger. Klimaforandring som problem er med andre ord tæt forbundet med ulighed som problem.

Netop med hensyn til lighedsidealer og klimaforandring er det værd at notere sig en forbindelse, som historikeren Timothy Mitchell peger på i en ny bog. Han argumenterer for, at udviklingen af det vestlige demokrati kan ses som nøje forbundet med industrialiseringens udnyttelse af fossile energiformer. Hans udgangspunkt hænger sammen med en undren over, hvordan det i dag kan være, at de stater, der sidder på de største forekomster af olie og gas, ikke er velfungerende demokratier. De er ramt af, hvad politologer og historikere har kaldt 'ressourcernes forbandelse': At et land på trods af rige forekomster ikke har en fair fordeling af rigdommene, og at størstedelen af dets befolkning er afskåret fra politisk indflydelse. Men kan man udelukkende lokalisere forklaringen på dette problem hos selve disse landes beslutningstagere (som ’korrupte’), i deres politiske institutioner eller deres mangel på samme?

Mitchells bog er et grundigt værk, og jeg kan ikke komme ind på alle hans pointer her. En af de mest væsentlige pointer er at vise, at reelt demokrati er muligt der, hvor masserne har mulighed for kontrol med de ressourcer, der sikrer samfundets økonomiske og politiske reproduktion. Sagt med andre ord: Kontrol med de ressourcer, der holder et samfund i gang. Mitchell mener, at de demokratiske former, som historisk set er opstået, også hænger sammen med måden, hvorpå energi udvindes, behandles, transporteres og forbruges.

Kul

Industrialiseringen og derved hele det moderne samfunds opståen bygger på effektiv udnyttelse af energi, som er akkumuleret i fossilt brændsel. For den tidlige industrialisering var hovedkilden først og fremmest kul. Mitchell argumenterer for, at kombinationen af kullets beliggenhed, mulighederne for hvordan det kunne transporteres, samt selve energiudnyttelsen i kullets ’stoflighed’ har haft betydning for, hvordan det kunne kontrolleres politisk, og dermed for hvilke muligheder for demokratisk mobilisering, der var forbundet med dets udnyttelse.

Dengang kul var den vigtigste energikilde, blev det udvundet i miner tæt på de dele af verden, hvor det også blev anvendt (f.eks. Ruhr-området i Tyskland, Appalache-bjergene i USA, samt i centrale og nordlige egne af England). Da energiindholdet i kul imidlertid er meget højere og mere koncentreret, end det f.eks. er tilfældet med træ, kunne det betale sig at transportere kul et betragteligt stykke vej for at udnytte det. Det skulle altså transporteres fra mine til fabrik eller forbruger, og det var forbindelserne igennem en bestemt topografi eller landskab, som gav muligheder for kontrol med transport og distribution. Transporten fandt sted på tog eller via floder og kanaler, som det var relativt let at blokere, fordi de var afhængige af bestemte knudepunkter. Udvindingen og transporten af kul krævede desuden mange ansatte til at udføre det manuelle arbejde. Kombineret med beliggenheden og infrastrukturen gav kularbejdernes antal dem et væsentligt pressionsmiddel. Hvis de var utilfredse med arbejdsforhold eller politiske forhold, kunne de lukke et helt samfund ned ved at stoppe for udvindingen eller transporten af det samfunds energi. Kularbejderne formåede altså i denne periode at organisere sig med udgangspunkt i de muligheder og begrænsninger, der lå i kul som energiform, og i den teknologi, der kunne udvinde den og transformere den. Arbejderne kunne true med at lamme samfundet med deres aktioner, og i England blev kularbejdernes indflydelse først for alvor brudt under Margaret Thatchers regeringsperiode i begyndelsen af 1980erne. Inden da havde deres mobilisering været stærkt medvirkende til indførelsen af både velfærdsstat og universel stemmeret.

Olie

Siden Anden Verdenskrig har olie og andre former for petroleumsbrændsel gradvist overtaget den centrale rolle, kul har haft på verdensmarkedet for energi. I begyndelsen af det 20. århundrede havde oliearbejdere også succes med at organisere sig, men det har gradvist ændret sig med mekanisering og med olieforekomster, som i stigende grad har været fjernt beliggende fra de steder, hvor olien hovedsageligt anvendes.

Olie kræver en mindre arbejdsstyrke at udvinde end kul, både fordi olien ikke skal graves ud, og fordi rørledninger i højere grad end skibe og tog passer sig selv. Rørledninger er ganske vist også sårbare over for sabotage, men i mindre grad over for arbejdsnedlæggelse og strejker. Derudover er olie og gas energiressourcer, som det lettere kan betale sig at transportere på tværs af verdensdele, da de per enhed indeholder en større koncentration af energi end kul. Transporten er derfor også oversøisk og ikke som kul begrænset til det kontinent, hvor det udvindes. Transporten på oceanerne er sværere at stoppe end både på en flod, da de let kan omdirigeres til andre havne, og når olietankerne sejler under bekvemmelighedsflag i internationalt farvand, kan de undgå strikse forpligtelser i forhold til løn, arbejdstid med mere, som fagforeningerne i de vestlige lande formåede at fremtvinge under kullets æra. Dette blev endnu mere grelt med den teknologi, der gjorde det både muligt og rentabelt at udvinde gas og olie ’offshore’.

Arbejderne har med andre ord ikke det samme pressionsmiddel i deres hænder, når det kommer til olie. Kontrollen med energien centraliseres med andre ord i og med at den lægges i hænderne på de få, der finansierer og bestemmer over udvinding, transport og salg. Dette betyder selvfølgelig ikke at kontrollen altid er lige let. Situationen i Niger-deltaet i Nigeria, men også andre stater i Afrika, gør kun dette alt for tydeligt (se f.eks. Ghazvinian 2009). Med til kontrollen hører også en mængde regulativer og prisfastsættelser – ofte begrundet med ’national sikkerhed’ (især i USA) – der har gjort olie til en ekstremt kontrolleret vare med hensyn til udbud og pris. Samtidig mener Mitchell, at det også har haft betydning, at efterspørgslen på olie i USA er blevet fremmet gennem støtte til produktionen af biler, der havde højt brændstofforbrug. Mens europæiske bilproducenter lavede langtidsholdbare biler med to og endog en cylinder, så skabte de amerikanske bilproducenter ifølge Mitchell en livsstil med store biler som middelklassens drøm.

Som endnu et bidrag til, hvordan kontrollen med energi har udformet de demokratiske spilleregler, kan man ikke komme uden om, hvordan engelske og amerikanske virksomheder har haft direkte indflydelse på politik i Mellemøsten siden Anden Verdenskrig. Tiltagene, som blandt andre CIA stod bag i slutningen af 1940erne til midten af 1960erne, inkluderede alt lige fra arrestationer og forfølgelse af strejkende arbejdere, der krævede ret til at danne fagforeninger (f.eks. i Saudi Arabien), over mordforsøg mod lokale politikere og fagforeningsledere (f.eks. i Irak), til direkte kup (f.eks. i Syrien, Iran og Irak). Støtten til anti-demokratiske kræfter blev anset for at være nødvendig for at kunne bibeholde kontrollen med oliefelter, rørledninger og raffinaderier. Lokale og nationale grupper i Mellemøsten udtrykte ofte skuffelse over de aftaler, der gav vestlige olieselskaber lov til at pumpe energi for milliarder hen over deres land, uden at de lokale beboere så skyggen af job eller udvikling til gengæld. Så selvom der var kamp om de netværk, hvor olien flød, så gav olien ikke befolkninger og arbejdere samme muligheder for kontrol, som det havde været tilfældet med kul. Selv hvis det lykkedes at lukke olieproduktionen eller forsyningen et sted, så var der på grund af oliens oversøiske rækkevidde altid konkurrerende oliefelter og –producenter, der kunne træde til i stedet.

Fremtidens forhold mellem energi og demokrati

Det er tidligere blevet sagt og skrevet, at USAs krige i Mellemøsten hovedsageligt er motiveret af adgangen til olie, og Mitchells analyse tilføjer måske ikke et nyt perspektiv på dette punkt, men han giver dog perspektivet en nuanceret historisk baggrund. Ligeledes viser han, at kampen om at kontrollere olien har været stærkt medvirkende til at underminere flere demokratiske tiltag i Mellemøsten. Mitchell er først og fremmest historiker, og hans gennemgang er således også kun historisk. Derfor kommer han desværre ikke med et bud på, hvad nyere energiformer har betydet for demokratiske og politiske organisationsformer. Han udsiger altså intet om fremtiden og hvilke muligheder, der kunne ligge i nye energikilder, selvom de teknologiske muligheder i for eksempel solceller og vindmøllers udnyttelse umiddelbart virker mere decentrale end nogen anden energikilde, der kræver systematiseret kontrol og distribution (med atomkraft som det mest grelle eksempel). Så snart et solpanel eller en vindmølle er etableret, kan brugeren selv kontrollere dets/dens virke, og hvis folk har deres egen energiforsyning, vil man som forbruger i langt mindre grad være afhængig af multinationale olieselskaber og markedsmekanismer i forhold til prisen på energi. Man kan være fristet til at tænke, at dette er endnu et incitament for såvel olieindustri såvel som bestemte stater og deres magthavere til at yde modstand mod nye alternative energikilder. Hvis man ikke kontrollerer folks energiforsyning, er det desto sværere at kontrollere befolkningen selv. Derudover ser energimæssig selvforsyning ud til at kunne være en trussel mod økonomisk vækst. Hvis folk kan klare sig selv, har de jo intet incitament til at producere til og forbruge fra et marked. Det er en gængs tanke, at det liberale demokrati ikke kan tænkes adskilt fra den økonomiske frihed og markedet, men et ’frit’ marked og en demokratisk styreform behøver på ingen måde at gå hånd i hånd. I hvert fald ikke, hvis man studerer den historiske udvikling i energiforsyning og energiforbrug.

På den anden side var kularbejdernes kollektivitet ifølge Mitchell et centralt og samlende aspekt i udviklingen af det masse-demokrati, som blev muliggjort af udvindingen og transporten af kul for over 100 år siden. Med solpaneler og vindmøller er der til gengæld mulighed for, at energiudnyttelsen og forbruget individualiseres, og det er derfor svært at sige, om udnyttelsen af disse energiformer på samme måde kan virke samlende. Tilføj et element som CO2-kvoter – uanset om der kan handles med dem eller ej – og udviklingen bliver endnu sværere at forudse. Uanset hvad, så kommer fremtidens energiudnyttelse og energiforbrug – og dermed også konsekvenserne for klimaet – utvivlsomt til at være tæt knyttet til politisk magt og styreformer. Men hvordan forholdet vil være står endnu hen i det uvisse.

Litteratur

Mitchell, Timothy 2011. Carbon Democracy. Verso.

Se også:

Ghazvinian, Paul 2009. Untapped. Harcourt.

Mitchell, Timothy 2009. Carbon Democracy. Economy and Society, vol. 38, 3, s. 399-432.

 

Bæredygtig energi og afgifter.

Politikerne har overtaget styringen af udviklingen omkring den bæredygtig energi, ved som målsætning, at pålægge den stigende afgifter, til trods for at den udvikler og skaber nye arbejdspladser som er efterspurgt i samfundet.
Man kunne spørge hvorvidt det er demokratisk, når det rammer de mindre bemidlede så hårdt, og når det tilsyneladende er opbakning til denne udvikling, blandt samtlige politiske partier?

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold
  • Jokowi-effekten

    Indonesien er med næsten 250 millioner indbyggere et af verdens mest folkerige demokratier, og deres parlamentsvalg fortjener alene...
  • Hold kæft og brug stemmen!

    I dag går det løs med valg til kommuner og regionsråd, men debatten om valget har denne gang ikke kun koncentreret sig...
  • Valgkursus

      I Danmark står Kommunalvalget for døren. Den 20/8 blev der åbnet for afgivelse af brevstemmer og den 19/11 er...
  • E-valg: hvorfor ikke?

    Under en høring i Kommunaludvalget i februar 2012, udtrykte flere af de inviterede talere, at de regnede med at e-valg stod lige for...

Steffen Dalsgaard

Blogger om:

Jeg har gennem flere år forsket i statsdannelse, politisk lederskab og udvikling i Papua Ny Guinea i det vestlige Stillehav og er nu ansat ved ITU på et projekt om indførelsen af digitalt valg i Danmark (www.demtech.dk). Mine blogindlæg vil diskutere de kulturelle og sociale fundamenter for demokrati i både vestlige og ikke-vestlige lande.

Andre bloggere i Politikbloggen:
Sigge Winther Nielsen
Jacob Gerner Hariri
Asmus Leth Olsen
Yosef Bhatti
Rasmus Tue Pedersen
Annonceinfo