Det er en ekstra stor fornøjelse at være videnskabsjournalist, når man skriver om emner, hvor virkeligheden overgår fantasien - tænk bare på sorte huller i universet eller forunderlige væsener som for eksempel næbdyret.

Og nu er der en anledning til at skrive om et af de absolut mest imponerende naturfænomener i verden, nemlig kæmpekrystallerne i Krystalgrotten - Cueva de los Cristales - i det nordlige Mexico. De er som taget ud af en Hollywood-filmatisering af 'Rejsen til Jordens indre'.

300 meter under jorden ligger grotten, der måler ca. 40 meter på den længste led og gemmer på omkring 150 af verdens største krystaller. De største af dem er 11 meter lange og vejer op til 55 ton.

Vi kan desværre ikke vise billeder fra grotterne her, idet de få fotografer, der har været dernede, passer godt på optagelserne og sælger dem dyrt. Men vi kan i det mindste henvise til Naica-projektets hjemmeside, hvor man kan se masser af utrolige billeder.

Forskerne på arbejde i 50 graders varme

Krystalgrotten blev opdaget ved et tilfælde i 2000. Et mineselskab gravede efter bly, zink og sølv, og i den forbindelse blev vandstanden i Naica-bjerget sænket. Det betød, at Krystalgrotten blev tørlagt, og et par minearbejdere fandt den.

Siden starten af 2006 har et stort antal forskere undersøgt grotten for at finde ud af, hvordan disse enorme krystaller kunne dannes.

Og det er ikke helt problemfrit at opholde sig i grotten, for temperaturen ligger på 45-50 grader celsius, og luftfugtigheden er tæt på 100%. Der skal særlige overlevelsesdragter til, og man kan ikke være dernede ret længe ad gangen.

Svingende klima fodrede krystallerne

Men nu har nogle af forskerne fundet frem til, at regionens svingende klima skal have en del af æren for de ekstreme krystaller.

Italienske og schweiziske forskere har været i stand til at undersøge små mængder væske og pollen, der har været fanget i krystallerne. Og prøverne beretter om en fortid, hvor klimaet har skabt de perfekte betingelser for, at krystallerne kunne vokse sig stadig større gennem flere hundredetusinde år.

Det er ret overraskende, at klimaet har haft betydning for de underjordiske grotter. Men Krystalgrotten er en del af et større hulesystem, og den har blandt andet forbindelse med en højereliggende grotte kaldet Sværdgrotten (Cueva de las Espadas) efter de mange sværdlignende krystaller, man finder her.

I varme og tørre perioder er en del af vandet i Sværdgrotten fordampet, og koncentrationen af salte i det tilbageværende vand er steget. Og dette saltholdige vand har blandet sig med vandet i Krystalgrotten via underjordiske kanaler. I mere fugtige perioder er vandet igen steget i Sværdgrotten, og så kunne processen starter forfra.

Fremtiden er uvis

Forskerne mener således, at sværdgrotten kan have forsynet Krystalgrotten med vand, der var mættet med kalcium og svovlforbindelser. Og i den dybtliggende grotte har en stabil vandtemperatur på 58 grader været perfekt til dannelse af krystaller af kalciumsulfatdihydrat - naturlig gips i en klar krystalform.

Således har helt unikke geologiske og klimatiske forhold skabt de kæmpemæssige krystaller, der nu er i fare for at gå til grunde. Uden vand vokser de ikke, og de vil efterhånden blive misfarvede. Da de er ret skrøbelige, kan de også nemt gå i stykker.

Men måske kommer vandet tilbage, når mineselskabet engang holder op med at pumpe vand op fra undergrunden. Og så kan krystallerne måske få fred for de nysgerrige forskere og gro videre i et adstadigt tempo.
 

Naica-projektets hjemmeside