Internettet er spooky, klamt, unheimlich. Det bliver værre og værre.
Da jeg i forbindelse med nogle forsøg på at få politikerne i tale i 2008 via en underskriftsindsamling for en bedre universitetslov oprettede en facebook-profil, blev jeg efter kampagnen enig med mig selv om, at jeg ikke rigtigt kunne have det med begrebet facebook-venner, og besluttere derfor ikke at benytte denne ‘funktion’.
På Facebook er jeg således venneløs, det gjorde mit liv dér både kort og simpelt (og livet udenfor lidt længere og sjovere). Jeg beholdt profilen/kontoen, for af og til må jeg bide i den sure facebook og søge efter information inde på sitet.
Min daværende skepsis skyldtes primært historierne om Facebooks salg af data om folks private forhold til forskellige firmaer, Facebooks hævdelse af at eje alt uploadet materiale, osv.
Google tilpasser søgeresultater
Når jeg i de her dage hører omtaler af Eli Parisers bog om internettets filterboble (‘The Filter Bubble – What the Internet Is Hiding From You’, Penguin Press; se fx denne intro-tale af Pariser, omtalen på www.democracynow.org, eller omtalen i Weekendavisens Ideer d. 1. juni) rejser hårene sig atter i nakken, men denne gang pga. degenerationen af søgemaskinen Google fra en fælles database til en fragmenteret og ‘kunde-tilpasset’ søgemaskine, der gemmer ting om dig, din computer, dine søgevaner, og ’tilpasser’ resultatet af dine søgninger til dén som Google mener du er!
Vi kender det fra Amazons ‘vi tror denne bog vil interessere dig’, men der er det trods alt i en afgrænset ramme, som en boghandler der kender sine kunders smag. Det er ligesom noget andet med generel informationssøgning.
Jeg ville gerne kunne søge på Google og få de samme resultater frem, uanset om Google tror jeg er H.C. Andersen, Benny Andersen eller Anja Andersen.
Vi troede, at internettet var et vindue ud i verden
Billedet af en filterboble er vældigt godt og burde underkastes en semiotisk analyse. Vi gik lige naivt rundt og troede, at vi kunne bruge internettet som et vindue ud til verden, den virkelige. Nu får vi at vide, at smarte algoritmer har redigeret den information vi henter, uden at vi kan se redigeringen.
Det minder om den skelnen, der ligger mellem Ting i et Miljø og Genstande i en Omverden, ifølge den tysk-estiske biosemiotiker Jakob von Uexküll.
Der er fysiske ting i miljøet, uanset om jeg ser dem (sanser og opfatter dem, processerer repræsentationer af dem) eller ej, men gennem mine artsspecifikke sanseorganer transformeres kun bestemte aspekter miljøets Ting og tegn til semiotiske Genstande for min indre Umwelt.
Vi forstår ikke alvoren af cybersemiotisk Umwelt
Forskellen er blot, at hos dyr ligger artsspecificiteten for en stor del allerede indgroet i fx fluens, billens eller rævens særlige biologi. Det gælder også for mennesket, men vores Umwelt er tillige sproglig, kulturbetinget, og social-samfundsmæssig-kosmopolitisk. Disse ekstra lag (ovenpå vores biologiske Umwelt) er for så vidt vores allerede eksisterende ‘filterbobler’.
Men i vores stigende afhængighed af internettet har vi glemt, at nettet altid allerede er sprogligt, kulturelt og socialt (tre for så vidt meget forskellige men dog hinanden gennemsyrende niveauer).
Nu mindes vi – gennem den særligt nederdrægtige algoritmiske filterboble Eli Pariser beskriver – igen om, at internettet ikke bare er et vindue til Tingenes verden, men en samfundsmæssigt bestemt cybersemiotisk (og cyborgisk) Umwelt, som vi p.t. kun kan gøre os håb om at ‘gennem-skue’, men ikke for alvor forstår.
Det minder lidt om stalinisterne i Sovjet
En anden ting er internettets flygtige natur og tvivlsomme værdi som historisk kilde, og de problemer det stiller historikerne overfor.
Senest har der været kritik af, at Københavns Universitet og Videnskabsministeriet på deres hjemmesider er ved at fjerne mange henvisninger til Milena Penkowa, formentlig for at nedtone hendes tidligere ministerielle status af rollemodel for kommende forskergenerationer (se Universitetsavisen d. 31. maj).
Det minder måske lidt om dengang stalinisterne i Sovjet bortretoucherede omridset af Leo Trotskij fra de officielle fotos af revolutionens fortrop. Så kritikken er forståelig.
Men måske er det alligevel svært – for alle offentlige institutioner – at finde grænsen mellem på den ene side det, der er historiske kilder, og derfor bør bevares uændret af hensyn til historikerne og den alment nysgerrige offenlighed, lad os kalde det for et daov (‘Dækkende Arkiv Over Virkeligheden’) og så på den anden side det, som er – lad os kalde det for et daon (‘Det Aktuelle Opdaterede Nu’), dette tidsglimt, som vi (og institutionerne) lever i, netop nu. NU!
Daonets dynamik gør daovet illusorisk
Det var ellers meningen, at det store internetarkiv skulle hjælpe os med problemet, men dette ret virkelige arkiv er så langt fra dækkende internettets virkelighed, som vi kunne ønske os.
Vores drømme om det totale daov, det dækkende arkiv over verden, må nok snarere opfyldes ved læsning af Borges’ noveller end i den virkelige boblevirkelighed.
Vi må indtil videre nøjes med at håbe, at vi – hver især – kan ønske hinanden et Go’ daov, du!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
