Annonceinfo

Inglefield Land

Emner:
Fredag d. 3. august

Onsdag aften går vi om bord på Minna Martek ud for Qaanaaq, et robust skib med plads til 12 passagerer, ud over besætningen der består af skipper Poul Christensen, kokken Gitte Neumann og matrosen Johannes Thorsen. Planen er at vi skal sejle til Inglefield Land så snart flyet fra Upernavik er landet og Nunaminerals medarbejdere er kommet om bord. Vi får dog snart melding om, at flyet ikke er lettet fra Upernavik pga. tæt tåge – det kommer tidligst torsdag.

Der er ikke andet at gøre end at vente om bord, hvilket egentlig kommer som en tiltrængt pause, hvor vi kan få pakket vores indsamlede prøver, ordne data, skrevet blogindlæg og andre småting. Desuden er der god mad i rigelige mængder om bord, så vi lider ingen nød. Torsdag ankommer syv folk fra Nunaminerals.

To slædehunde fra Qaanaaq, som skal arbejde som isbjørne vagter, bliver bragt om bord. Alle, ud over de tre grønlandske feltassistenter, er lidt skeptiske, men hundene viser sig at være meget omgængelige. Det eneste problem er, at de ikke kan enes så de bliver adskilt, så de ikke kan komme op at slås.

Under aftensmaden sejler vi mod vest ud af Hvalsund mod det nordøstligste hjørne af Inglefield Land. Det er uklart, hvor langt vi kan komme, da der er meget pakis i Nares Strædet og isen kan flytte sig hurtigt, hvis vinden skifter. Jeg vågner sidst på natten, da de første isflager skurrer mod skroget. Det lyder voldsomt, men ved morgenmaden får jeg at vide, at det kan være meget værre.

Om morgenen er vi kommet til Etah i Foulke Fjord. Det er et arktisk paradis, hvor Qaanaaq  områdets fangere bl.a. jager moskusokser og rensdyr. Vi ligger i læ for pakisen bag et goldt klippeskær, det er småkoldt og blæser lidt, men ser man ind i dalen kan man nemt forestille sig, at her er meget dyreliv.

Bjergsiderne mod fjorden er grønne af græs, hundredevis af søkonger flyver i formation rundt og rundt over vandet og i bunden af fjorden ligger nogle fangsthytter idyllisk placeret foran en gletschertunge, der stikker ud fra en lokal iskappe. Christian flyver mod nord med skipper og Peter van Maastrigt fra Nunaminerals for at se, hvordan pakisen ligger, samle prøver og danne sig et overblik over området.

Jeg sejler i gummibåd til halvøen nord for McCormick Bugt, for at samle prøver fra to sandstens-formationer langs kysten. Med i båden er Lauren Bibby, en engelsk geolog der arbejder for Nunaminerals og de tre grønlandske feltassistenter Kulutaq Fly, Jens Klemmensen og Tulik Berthelsen. Turen ud er lang og kold, men uden problemer med isen. Vi går i land ved et vandfald, hvor en bæk strømmer ud over en 50 m høj lodret klippevæg. Klipperne er præget af en mørkegrøn bjergart, der kan følges hele vejen rundt om halvøen, bjergarten hælder svagt mod vest og danner mange steder stejle skrænter.

Bjergarten må være hård og svær at erodere, siden den danner disse markante klippevægge. Lauren er med for at tage prøver af denne såkaldte ‘sill’, der danner stejlvæggen ved vandfaldet. En sill dannes hvor magma, i stedet for at komme ud på jordens overflade som lava ved et vulkanudbrud, har presset sig ind mellem to eksisterende lag og størknet. Sill’en nord for McCormick Bugt er omgivet af sandstenslag og sill’en kommer til at fremstå som stejle skrænter mellem de blødere sandstenslag, hvor der er græsdækkede skråninger. Jeg samler to prøver langs stranden på halvøens nordkyst under sill’en, hvor sandstenens skiftevis røde og grønne lag er blottet. På stranden ligger renvaskede sandstens blokke med asymmetriske strømripper der viser, at sandet oprindeligt er aflejret af en flod.

Farverne viser, at bjergarten indeholder oxideret (rødt) og reduceret (grønt) jern. Efter at have samlet prøverne går jeg op mod Lauren og assistenterne. De er klatret op ved siden af vandfaldet og vandrer nu rundt på plateauet oven på sill’en. En håndfuld store hvide harer hopper rundt og spiser, mens de sørger for at holde god afstand til os og en lille ræv, der nysgerrigt følger os rundt. Jeg skal også have en prøve over sill’en på toppen af bjerget, hvor der er store blokke af en lys sandsten ligeledes med strømripper, men der er ikke nogen steder hvor jeg kan finde denne faststående (blotninger), så jeg går ned igen og sejler mod syd ind i McCormick Bugt for at finde et bedre sted.

Vi sejler halvvejs rund om halvøen og går i land på det vestligste punkt. Her er ikke blottet andet end den sill, vi netop har gået på i et par hundrede meters højde og som pga. hældningen mod vest, nu danner halvøens kystlinje. Ifølge det geologiske kort burde der være sandsten og ikke sill her, og mens vi spejder efter den kommer helikopteren forbi over vandet. Piloten Morten Iversen kalder over radioen for at høre, hvordan det går og hvornår vi regner med at være færdige. Han fortæller desuden at kysten er fri for pakis. Jeg kan ikke finde sandstenen langs kysten, så jeg beslutter at det bedste sted at samle en prøve af dette lag er på toppen, hvor jeg må op igen.

Turen hjemad viser sig at blive lidt af en udfordring. Vi følger kysten, men møder pakisen flere steder og kan ikke komme igennem. I stedet går vi i land og venter på at tidevandet trækker isen væk fra kysten, men det går langsomt. Mod sydvest kan vi se mørke skyer trække ind over McCormick Bugt og halvøen vi netop har forladt, og for ikke at blive fanget i dårligt vejr, gør vi et nyt forsøg på at komme gennem isen, men må give op. I stedet trækker vi gummibåden op klipperne og begynder at gå de sidste ca. 4 km tilbage til skibet, mens vi forsøger at komme i kontakt med helikopteren.

Efter en lille time kommer helikopteren og samler os op, så vi kan blive sat af på et klippeskær ved siden af Minna Martek og komme om bord på skibet. Her bliver der serveret en stor bøf – et tiltrængt måltid efter en lang dag i felten. Der er også opstået en åbning i isen så gummibåden kan sejles tilbage til skibet, så der er godt humør om bord og vi er klar til at starte forfra i morgen kl. 7.

Lørdag d. 4. august

Blæst fra nordøst med tåge og lavthængende skyer fra morgenstunden. Tågen lettede lidt op ad formiddagen, så helikopteren kunne flyve nogle tromler brændstof ind på land. Blæsten førte isflager ind i bugten. Vi lå bag en lille ø, som gav læ for de flager der drev ind i bugten. Men skipper Poul havde sit hyr med at holde skibet klar af de flager, der drev ud ad med tidevandet.

Over frokost klarede det så meget op, at vi kunne komme af sted på feltarbejde. Vi fløj ind over fangsthytterne ved Etah, hvor vi kunne se at to turister i kajak havde slået et rødt telt op. Der var spor af flere generationer af fangsthytter her – det seneste fint hvidt og nymalet, alle på den nedre terrasse i landskabet. Terrasserne er dannet af smeltevandet fra gletscheren i perioden efter istiden, og de forskellige niveauer afspejler det varierende relative havniveau. Terrasserne viser, at landet har hævet sig ganske betragteligt siden isen tyngede landet ned. Der kom et hold arkæologer til bugten, som slog sig ned på den højeste terrasse ved mundingen af fjorden. Den har været nogenlunde i havniveau på det tidspunktet, hvor de første folk indvandrede til Grønland – for ca. 4500 år siden. Indvandringerne kan være foregået ved Etah, hvor der ikke er langt til Canada.

Søndag d. 5. august

Da piloten Morten skal have fri i 24 timer fra lørdag kl. 19 til søndag kl. 19, kan vi først komme i felten søndag aften. Men vejret er smukt og om aftenen kommer vi af sted og får samlet flere prøver. Derefter udnytter vi, at lyset falder ind fra nordvest på det sene tidspunkt, til at tage billeder af de ca. 300 meter høje kystklinter, hvor Inglefield Land møder Kane Basin. Vi kan så senere bruge de meget detaljerede billeder til at måle de enkelte lags udbredelse, variationer i tykkelse og karakter.

Vi benytter også turen til at danne os et billede af hav-isens udbredelse. Der er væsentlig mere hav-is i år end i 2011. De lokale folk mener, at det skyldes at sidste vinter var meget kold, med to måneder hvor temperaturen konstant lå under minus 30° C.

Mens vi har været borte har Tulik og Johannes fanget en sæl. Den blev kogt til en omgang ‘suaasat’ – kogt sælkød med ris.

Tirsdag d. 7. august

I dag flyver vi nordover til Dallas Bugt, hvor der findes 120 m tykke lag af sandsten af Kambrisk alder. Sandstenen er gul øverst og rød nederst. Under sandstenen findes grundfjeld, som sandstenen blev aflejret på for ca. 550 millioner år siden. Landskabet i grundfjeldet som sandstenen er aflejret på, er småbakket. Det adskiller sig klart fra det meget flade landskab, som ses på overfladen i dag på toppen af skrænten, og som muligvis er dannet for ca. 35 millioner år siden.

På vejen tilbage flyver vi langs kysten og kan studere udbredelsen af de Kambriske sandsten og de kalksten, der ligger over. Selv ret tynde få meter tykke lag kan følges over titals kilometer. For foden af den ca. 200 meter høje klint kan man se stejle kegler af materiale, der er eroderet ud af klinten.

Fra helikopteren kan vi se, at kysten langs den centrale og nordlige del af Inglefield Land er dækket af pak-is. Her er det ikke muligt for Minna Martek at komme frem.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold
  • En lang dag i høj sol og med isbjørnebesøg

    Tirsdag d. 21. august 2012 Står op til endnu en fantastisk dag i Arktis. Kan man være et bedre sted en sådan dag. Vi...
  • Videre til Canada

    Tirsdag d. 14. august Det er det dejligste solskin, og jeg går en tur ned på skolen for at spørge, om de kunne t...
  • Tilbage til Qaanaaq

    Torsdag d. 9. august Vi kom af sted fra Rensselaer Bugt med helikopteren allerede fra morgenstunden. Vejret var OK, men vi måtte...
  • Inglefield Land

    Fredag d. 3. august Onsdag aften går vi om bord på Minna Martek ud for Qaanaaq, et robust skib med plads til 12 passagerer,...

Christian Knudsen

Blogger om:

Jeg blogger om min ekspedition til Arktis, hvor jeg ved hjælp af prøver af sand, sandsten og granit bl.a. skal undersøge, hvornår bjerge dannes og landskaber formes.
Annonceinfo