Som tidligere nævnt, er et af de helt store interesseområder inden for evolutionsbiologien seksuel selektion. Der findes et utal af eksempler på karaktertræk som for eksempel farvestrålende fjerdragter hos fugle, kæmpestore gevirer hos hjorte, eller højlydte kald fra hanfrøer, som ikke gavner individets overlevelse.

Darwin undrede sig meget over disse træk, som ligefrem øger risikoen for at blive opdaget af rovdyr, eller koster en masse energi at slæbe rundt på - det passede ikke ind i teorien for naturlig selektion.

Bemærkelsesværdige træk findes især hos hanner, og Darwin lagde også mærke til, at for eksempel hos fugle, er hannernes farvestrålende fjerdragt ofte kun til stede i parringssæsonen, hvorimod de har en mere afdæmpet fjerdragt udenfor parringssæsonen.

Darwins observationer kan sammenfattes til at reproduktionsinstinktet tilsyneladende kan være stærkere end overlevelsesinstinktet, og at det oftest er hanner der udviser spektakulære træk for at tiltrække hunner.

Der skal to til seksuel reproduktion - hvorfor er der så forskel på kønnene, hvorfor kæmper hannerne som oftest om hunnerne og ikke omvendt? Hvorfor er der så intens kamp om en partner, når der fødes lige mange af hvert køn, og der i princippet burde være en partner til alle?

Svarene på disse spørgsmål findes med udgangspunkt i en helt grundlæggende forskel på kønscellerne - gameterne - imellem hanner og hunner. Hanner har uendelig mange mikroskopiske sædceller, som hver især kan give ophav til et afkom, en han kan altså i princippet blive far til millioner af afkom.

Derimod har en hun et meget begrænset antal ret store æg, (sammenlignet med sædceller er de kæmpestore), og en hun kan aldrig få mere afkom end det antal æg hun besidder.

En kvinde afgiver for eksempel 1 æg hver måned, ca. 500 æg i alt i løbet af den fertile periode, og bliver hun gravid skal hun bære på barnet i 9 måneder, og derefter skal hun tage sig af barnet i mange år før det er i stand til at tage vare på sig selv. Det kræver en enorm investering i hvert enkelt afkom, mens hannen i princippet kan nøjes med at donere en sædcelle.

Hvis en han kan finde et helt harem af hunner, kan han producere et stort antal afkom, mens en hun kun kan producere præcis det antal afkom som svarer til en graviditet, eller et kuld æg, uanset hvor mange hanner hun parrer sig med.

Denne lille forskel i gameter betyder en kæmpestor forskel i hvilken reproduktionsstrategi der er den bedste: En hun bør finde en han med gode gener (f.eks. sygdomsresistens), mange ressourcer (for eksempel mad, territorium, penge, forsvar mod rovdyr, yngelpleje), og vælger hun en "god" han, kan hun maksimere sin egen reproduktive succes ved at opfostre sunde og overlevelsesdygtige afkom.

En han skal balancere mellem at befrugte så mange æg som overhovedet muligt - altså finde mange partnere - samt at bidrage til at de enkelte afkom overlever, så de kan videregive hans gener igennem deres egen reproduktion.

Derfor kæmper hanner til døden med andre hanner om adgangen til så mange hunner som muligt. Derfor er hannen ikke altid villig til at tage del i at passe afkommet på lige fod med hunnen. Derfor findes der en grundlæggende asymmetri mellem hanner og hunner, der danner basis for enorme konflikter imellem kønnene.