Annonceinfo

Hvordan reagerer vi på seksuelle tilbud fra fremmede?

Forestil dig dette spørgsmål stillet af en moderat attraktiv person af det modsatte køn.

Overvej nøje dit svar inden du går videre:

»Hej jeg hedder 'X'. Du må undskylde jeg sådán stopper dig her men jeg lagde mærke til dig, fordi jeg synes du var tiltrækkende og så var det altså jeg tænkte om ikke du havde lyst til at gå i seng med mig i aften"?

59 % af single danske mænd takkede 'ja' mens ingen af kvinderne takkede ja.

Hvad svarede du?

Velkommen til ‘Consent to Sex With a Stranger'

Ny dansk undersøgelse konkluderer ikke overraskende, at det overvejende er mænd, som takker ja til seksuelle tilbud fra fremmed. Mere overraskende er det måske at mænds villighed til sex med fremmede i høj grad er påvirket af om de er i forhold eller ej.

For kvindernes vedkommende spiller mandens udseende en væsentlig rolle for om de takker ja.

Undersøgelsen er netop blevet offentliggjort af undertegnede og Professor Henrik Høgh-Olesen, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og tager afsæt i en række meget omtalte og berømte amerikanske eksperiment foretaget af psykologerne Russel Clark og Elaine Hatfield i henholdsvis 1978, 1982 og 1990 på Florida State University.

Det praktiske arbejde omkring selve undersøgelsen

Tilbage i juni 2009 ansatte vi en række forskningsassistenter, som fik til opgave at henvende sig til medlemmer af det modsatte køn.

Forskningsassistenterne blev sendt til København, Århus, Ålborg og Odense i dagtimerne og fik til opgave at henvende sig til medlemmer af det modsatte køn og efter en standard introduktion stille et af følgende tre spørgsmål:

»Vil du på date med mig i aften eller senere på ugen/weekenden?« »Vil du komme hjem til mig i aften eller senere på ugen/weekenden?« »Vil du i seng med mig i aften eller senere på ugen/weekenden?«

Mænd mere villige til sex med fremmede

Forskningsassistenterne blev bedt om kun at henvende sig til medlemmer af det modsatte køn de faktisk selv kunne forestille sig at gennemføre en date med, invitere hjem eller gå i seng med. Næsten 400 personer blev adspurgt af de tilsammen 21 forskningsassistenter (179 mænd og 216 kvinder).

Som det fremgår af tabellen svarede væsentligt flere mænd end kvinder ja tak til at komme hjem til eller gå i seng med forskningsassistenten, mens der ikke var væsentlig statistisk forskel på adspurgte mænd og kvinders villighed til at gå på en date med forskningsassistenterne.

Singler er mere villige til sex med en fremmed

Undersøgelsen viste, at singler væsentlig oftere end adspurgte i forhold takkede ja til de seksuelle tilbud. Dette gjorde sig gældende for både mænd og kvinder.

Faktisk, i en sådan grad, at chancen for at en single mand takkede ja til invitationen var 20 gange så stor, som at en mand i forhold takkede ja. Blandt kvinderne var der otte gange så stor chance for at få et 'ja' fra single kvinder sammenlignet med kvinder i forhold.

Overraskende blev der ikke fundet nogen væsentlig forskel på mænd og kvinder i forholds villighed til at takke ja til de forskellige invitationer.

Udseende er afgørende for kvinder

Vi undersøgte også, om forskningsassistenternes udseende havde betydning for, hvordan de adspurgte svarede. Interessant kunne det konstateres, at så længe de kvindelige forskningsassistenter blev opfattet som moderat attraktive af den adspurgte mand, spillede udseendet hos den kvindelige forskningsassistent ikke nogen yderligere rolle.

Kort sagt: De kvindelige forskningsassistenter vandt ikke yderligere ved at være mere end moderat attraktive. Det gjorde de mandlige forskningsassistenter til gengæld:

Sandsynligheden for, at de adspurgte kvinder takkede ja til den seksuelle invitation voksede, jo mere attraktiv den mandlige forskningsassistent var. Dette er bemærkelsesværdigt, fordi mænd i valg af partner, de skal være sammen med i længere tid, generelt lægger mere vægt på udseendet end kvinder.

Evolutionær eller sociokulturel forklaring?

Grundlæggende kan undersøgelsens fund forklares på flere måder:

Ud fra mere evolutionspsykologiske vinkler vil man sige, at kvinder generelt er mere kritiske overfor seksuelle tilbud fra fremmede end mænd fordi 'omkostningerne' i form af graviditet og risiko for egen sikkerhed er større hos kvinder end mænd.

Det betyder, at kvinder i langt højere grad end mænd må være mere kræsne og påpasselige i deres valg af partner, for at sikre de mest optimale muligheder for egen overlevelse og hjælp til opdragelse af afkommet.

Ud fra mere sociokulturelt orienterede teorier ville man forklare resultaterne med, at kvinder og mænd er blevet opdraget til at opføre sig og reagere på bestemte måder afhængig af den kultur/samfund de befinder sig i. I dette tilfælde har kvinder lært, at det er bedst at afvise alt for udtalte seksuelle invitationer fra fremmede, mens mænd har lært at tage chancen når den byder sig - i hverttilfælde når de er single.

Gert Martin Halds profil på Københavns Universitets hjemmeside

Når et tilbud lyder for godt til at være sandt...

... så er det fordi det ikke er sandt.
Meget andet end en bekræftelse af denne gamle læresætning er der vist ikke basis for at konkludere på grundlag af denne undersøgelse .
 

Fejl i indledningen

Der står at 59% af single mænd sagde ja tak, men at ingen af kvinderne gjorde. Ét der vides ikke hvad svar procenten var, kun at den udregnede ja procent hos single kvinder er 0%. Der virker især underligt når senere nævnes at det for kvinderne var spørgens udseende der var vigtigt, det kan man jo ikke konkludere hvis alle svarede nej. Det kan dog ses at  4% af kvinder i forhold svarede ja, så udseende er altså det mest væsentlige for kvinder der kigger efter et sidespring, mens single kvinder helt konsekvent ikke er interesseret i tilfældig sex (ihvertfald ikke hvis man spørger så flabet).

Evolutionspsykologi og semantik

"Det betyder, at kvinder i langt højere grad end mænd må være mere kræsne og påpasselige i deres valg af partner, for at sikre de mest optimale muligheder for egen overlevelse og hjælp til opdragelse af afkommet."
Artiklen rummer nogle interessante evolutionspsykologiske overvejelser. Dog savner man en uddybning af, hvad der menes med "hjælp til opdragelse af afkommet".
Ref 1. : http://www.rolf-r.dk/lsbrv/880816_EB_Iovrigt_mener_jeg.gifRef 2. : http://www.rolf-r.dk/artikels/eneurma1.jpgRef 3. : http://www.rolf-r.dk/artikels/malipol.gif
 

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Gert Martin Hald

Blogger om:

På seksualitetsbloggen kan du diskutere og blive klogere på, hvordan køn, sex og identitet hænger sammen i vores og andre kulturer.

Andre bloggere i Seksualitetsbloggen:
Marie Bruvik Heinskou
Christian Groes-Green
Lovise Haj Brade

Blogs - Seneste kommentarer