Indlægget her har en meget lovende indledning som slutter med det relevante spørgsmål:
"Overholdes regelsættet, der dikteres af Plantedirektoratet og dermed Fødevareministeriet, får jordbrugeren ret til at bære det røde eksklusive Ø-mærke. Men det store spørgsmål er: 'Er det virkelig nok til at gøre en forskel for miljø, klima og fødevarekvalitet?"
Det bliver vi desværre ikke meget klogere på, men jeg forstå på afslutningen at Thomas tvivler. Det gør jeg også. Ihvertfald hvad angår at gøre en forskel til det bedre.
I virkeligheden synes jeg vi trænger til en vidensyntese om økologisk jordbrugs effekter på miljø, natur og resource forbrug. Sådan en der virkelig kom i dybden med LCA'er, sammenligning med alternative scenarier osv. Så kunne forbrugere og politikkere måske få et bedre grundlag at træffe deres beslutninger på.
Jeg formoder at I bloggere gerne vil bidrage hvis fødevareminsteren finder pengene. Mens vi venter kunne  I jo tyvstarte her :)
-------
Mht. Thomas fremtidsvisioner om permakulturer og pløjefrit landbrug, så er jeg helt enig i at der skal forskes og tænkes nyt ud af de spor. Jeg kan nu ikke lade være med at tænke at rammerne er lidt friere for den slags i det konventionelle landbrug. Udenfor det bagstræberiske Europa er pløjefrit landbrug jo i fremmarch. Ikke sammen med økologien, men sammen GM-afgrøderne. Permakultur kan økologerne gå i gang med til energiafgrøder. F.eks. pil. Der er nogle muligheder. På den lange bane kunne man nu også tænke sig at genetisk modifikation kunne udvide mulighederne for permakultur og så vil økologerne igen skulle sidde over mens fremskridtet gøres.
 

Finn, jeg ville altså ikke kalde pesticider for ”økologiske principper” bare fordi deres kemi er identisk eller ligner kemien af nogle naturlige forsvarsstoffer. Det er altså stor forskel om organismer bruger dem i deres lokalt begrænset forsvar, eller om man sprøjter dem i stor skala over marken. I et økologisk system bevar man alle arter. Man kan sagtens overleve med skadedyr. Det er først og fremmest vigtigt at bevare deres naturlig fjende. Det gælder om at stabilisere et system, hvor man har mest gavn af nyttige arter og mindst skade af resten. Så snakker vi biodiversitet og økologisk stabilitet. Det vil du aldrig kunne opnå med kemi.
Den anden grund til at sige farvel til kemi og kunstgødning i den fremtidige landbrug er, at vi simpelthen ikke vil have råd til det. Det er lige netop derfor så en stor lettelse for mig at se at permakultur kan klare sig uden alt det.
I mine øjne bliver det økologi eller 'permakultur' som vil brødføde os i fremtiden. Alt andet er ikke bæredygtigt. Hvornår det skeer helt præcis..? Men der er god grund til at bygge de systemer op så lange vi er i den luksuriøse situation vi er i.
Jeg vil hjerteligt anbefale at se filmen ”The power of community”. (http://www.livevideo.com/media/playvideo_fs.aspx?fs=1&cid=CD893609A0CB495D9A9CF04AC9E4AEFF) Filmen er en dokumentar om Cubas krise, der på grund af økonomisk isolation for 20 år siden mistede 80% af både import og eksport. I den situation begyndte cubanerne at dyrke grønsager og afgrøder i fællesskab i deres byhaver og i marker, selvfølgeligt uden gas og derfor heller ikke med plov> kunstgødning>pesticider>herbicider. Filmen tydeliggøre hvor tæt Cuba stod foran sult og helbredsproblemer. Men p.t. fandt de ud af, at de faktisk kan brødføde sig selv. Så gik det op af bakken. Der er mange faktorer som gjord at Cuba kom igennem krisen. Lektionen af krisen for os må være at Cuba ikke var parat til den omstillingsprocess. Faktisk viste sig omstillingen til økologi ikke at være så dårlig en løsning alligevel.

Interessant at se at permakultur og pesticider nu er blevet forenet i såkaldt ægte økologiske principper. Jeg kan kun ønske held og lykke - det bliver spændende om en sådan konstellation kan slå det "statsautoriserede økologiske" jordbrug af banen. Bare gå til den.... 

Tak for en forbilledlig og interessant artikel, som efter mine begreber handler om økologisk jordbrug i den egentlige betydning: landbrug baseret på videnskaben økologi og ikke på blind tro på at noget bare er "økologisk"  fordi det er nedfældet i nogle rigide og buraukratiske regelsæt, hvis efterlevelse undersøges af en hær af kontrollanter og udløser tilskud i form af klingende mønt til dem der til punkt og prikke følger reglerne.
Det er påfaldende i debatten her at mange fortalere for det statsautoriserede økologiske jordbrug mener at ”økologisk jordbrug” og brug af pesticider er modsætninger - og samtidigt tager man det næsten for givet at mekanisk jordbehandling er økologisk acceptabelt. Men hvorfor nu det?
Mekanisk jordbehandling med eller uden pløjning forekommer jo stort det ikke i naturen og er derfor et kunstigt og unaturligt element i ethvert jordbrug og iøvrigt årsag til hovedparten af alle miljøproblemerne forbundet med jordbrug (opformering af resistente ukrudtsarter (f.eks. kvikgræs), massiv forurening med næringsstoffer, ødelæggelse af jordstruktur og muldlag samt massiv forurening med CO2 og den dermed forbundne ødelæggelse af vilde naturarealer verden over). Det må betegnes som vildledning når man kalder jordbrug hvori indgår væsentlige elementer af mekanisk jordbehandling for "økologisk jordbrug" - det rigtige navn er jordbrug baseret på mekanisk jordbehandling.
Det er forfriskende og forbilledligt at Thomas Jahn her i artiklen  kommer ind på disse forhold i forbindelse med pløjning og pløjefrit jordbrug og anviser at permakultur er et bud på hvordan man kan indføre ægte økologiske principper i det økologiske jordbrug.
Indenfor videnskaben økologi (som ikke er det samme som det statsautoriserede økologiske jordbrug) handler en stor del af forskningen om hvordan naturlige pesticider, altså kemiske stoffer, indgår som noget helt fundamentalt i de økologiske samspil mellem planter, dyr og skadegørere. Når planterne er resistente skyldes det ofte at de har et højt indhold af en række naturlige pesticider eller at kan producerede store mængder naturlige pesticider når de angribes. Dertil kommer at planterne ”kommunikerer” med rovinsekter og tiltrækker dem ved at udsende kemiske signalstoffer når skadelige insekter gnaver i planterne - og planterne kommunikerer også indbyrdes og angirbes enkelte planter udsendes kraftigtvirkende kemiske hormonstoffer som aktivierer forsvarsberedskabet i omkringsstaående planter. Hvorfor må planterne og landmanden ikke kommunikere med hinanden således at landmanden går til angreb på skadegørerne med tilsvarende pesticider når hans planter trues? Når naturens princip, dvs. det økologiske princip, i høj grad er baseret på kemiske stoffer undrer det mig at man i denne debat og i det statsautoriserede økologiske jordbrug i særdelshed, overhovedet ikke er opmærksom på at naturlige pesticider/kemiske stoffer er meget mere økologisk acceptable, dvs. indgår i de naturlige økologiske samspil i naturen, end f.eks. mekaniske jordbehandlingsprincipper.
Skal man arbejde hen imod noget der respekterer de økologiske samspil i naturen må man således opgive brugen af de mekaniske jordbehandlingsprincipper og indføre flerårige kulturer (kræver ikke mekanisk jordbehandling) som Thomas Jahn er inde på – en hektar med æbletræer er jo meget meget meget mere produktiv end en hektar med vårbyg ligesom flerårige (kløver-) græsafgrøder også hører til de mest højproduktivr afgrøder vi har her i landet – og den biologiske mangfoldighed i kløvergræsmarkerne er størrelsesordner højere end i de enårige "økologiske" korn- og rapsafgrøder.
Der er altså bunkevis af dokumentation for at flerårige kulturer fungerer glimrende og er højproduktive – at man så f.eks. også begynder at dyrke jorden nedenunder f.eks. æbletræerne og bevæger sig retning af permakultur-principperne gør jo blot det hele meget mere produktivt og miljøvenligt.
Det er somom man befinder sig i en tornerosesøvn indenfor det statsautoriserede økologiske jordbrug og klamrer sig til rigide regelsæt der intet har med forsvarligt økologisk jordbrug at gøre.
Hvorfor ikke kan bruge naturens egne principper, altså kemiske stoffer, når man skal bekæmpe skadegørere og ukrudt der bliver for dominerende? Det gør planterne jo selv – og de kommunikerer med deres omgivelser – hvorfor må landmanden ikke indgå i denne kommunikation og komme planterne til undsætning med pesticider når planterne angribes af alvorlige skadegørere? Hvorfor skal den statsautoriserede økologiske landmand lukke øjnene og ikke bruge de midler som naturen selv bruger?
 Enkelte af de pesticider der har været anvendt og anvendes i det konventionelle jordbrug er faktisk naturstoffer, dvs. naturlige pesticider som naturligt indgår i de økologiske samspil. Det gælder f.eks. phosphinotricin og bialaphos som bl.a. anvendes til udkrudtsbekæmpelse i pløjefrit jordbrug verden over (det er naturlige herbicider der virkningsmæssigt og kemisk er belægtede med det det aktive stof i Roundup), insektbekæmpelsesstoffer såsom pyrethroiderne (som findes naturligt i en række plantearter), og svampebekæmpelsesmidler som kobber og mangan samt vækstregulatorer mv. som ethylen og gibberellin. Det er også nogle af disse stoffer som planterne bruger i kommunikationen med hinanden.
Hertil kommer en masse unaturlige pesticider, som er efterligninger af naturligt forekommende pesticider, men hvor de unaturlige udgaver har vist sig at være meget mere ugiftige, miljøvenlige og skånsomme end de naturlige pesticider.
Hvorfor ikke bruge de økologiske principper i det økologiske jordbrug?

Som Lone skriver kan forskningen både tage fejl og være bagstræberisk (det er der mange eksempler på). Det betyder dog ikke at man skal glemme sin kritiske sans når man møder noget nyt og alternativt. Marc Bonfils' metode og resultater er så bemærkelsesværdige, at alle med blot en smule erfaring med landbrug burde blive en skeptiske. Vi har altså også erfaringer med at så hvede i etableret kløver i Danmark, og det har mildest talt ikke været nogen succes. Hvor gerne vi end vil alternativerne, så kan vi jo ikke bare slippe den viden og erfaring som allerede eksisterer - og kaste os in i fantasiens verden. 

Hej Henrik,
Dine planer om pløjefri majs lyder spandende. Hvilke videre planer har du med det? Vil du transformere den del til pløjefri, eller prøver du at dyrke majs på en alternativ måde?
Jeg ville under alle omstændigheder begynde småt.
Jeg tænker mig, at det burde være muligt at starte en landbrugsrevolution ved selve gården (gårdsbygningerne). Om det er et drøm eller en virkelighed få vi først at vide i fremtiden. Men du har ret, det føles som drøm på mange måder.
Men jeg mener at mindst på landet skal folk dog have deres egen nyttehave, for der er gode grunde til at tænke i de baner.
Mit ønske som forfatter vil i hvert fald være, at alle som interesserer sig for dyrkning af det spiselige vil beskæftige sig med økologi. Enten for at selv kunne dyrke eller mindst for at kunne danne sig et billede om det der er muligt og det der bliver udfordring.  Ikke at man definerer økologisk efter det røde Ø-mærke.
Permakultur har endnu ikke konkurreret med nutidens landbrug men har været brugt med stor succes til forsyning af private eller kommuner. På P1 var der i mandags en udsendelse om omstillingsbyer, en bevægelse som startede i Storbritannien for kun 5 år siden. Omstillingsbyer laver en plan B for tiden efter ”peak energy”.
I disse kommuner er selvforsyning et væsentligt mål og permakultur har et kæmpe potentiale her til selvforsyning. Faktisk er bevægelsen initieret af Rob Hopkins, en permakulturist, som ud fra sin erfaring ser permakultur som en central løsning.
Jeg mener ikke at det er et evne men en erfaring der hør til når man vil dyrke økologisk. Det er den erfaring vi nu mangler og hvor permakultur kan bidrage og rette op. Permakultur kan give dem som ikke har erfaring redskaber i hånden. Samtidig ser jeg som biologe at permakultur er rent økologi. Det vil sige, at det er en videnskab.
Det er endnu meget få der har erfaring (eller viden) til at praktisere det. Men viden ligger der en hel del allerede. Det skulle nu implementeres. Om vi så kælder det permakultur eller økologi kan vi godt blive enige

 
I flere år har mig og min far haft følgende proces - udbringning af gylle, harvning, pløjning, tromling, 1-2 overkørsler med en såbedsharve og derefter såning. Processen er omkostningstung og kræver en masse arbejde, men har resulteret i en god etablering af afgrøden. Fremover er det planen at få en maskinstation til at køre gylle ud med en sortjordsnedfælder som indarbejder gyllen i jorden og derefter så majsen. Vi prøver i år med ca 10 ha på en mark hvor den ene halvdel bliver pløjet inden nedfældning af gyllen for at kunne se forskellen på de 2 principper.

Nu dyrkes der jo meget lidt pløjefrit i DK og Europa sammenlignet med navnlig USA og Sydamerika, og derfor er det måske ikke så underligt at der heller ikke er den store bevægelse inden for pløjefri økologi i DK. Det er dog helt oplagt at ukrudtsproblemet vil få mange til at holde sig væk - ihvertilfælde er alle de pløjefri systemer jeg kender ret nært koblede til brug af herbicider.
Nøglen til at få det til at virke er naturligvis at ukrudtet holdes nede ved brug af dækafgrøder - undersåede/eftersåede whatever. Om man kan få det til at virke i det lange løb vil nok afhænge af meget, men man kan forestille sig et minimum tillage system hvor der fræses/pløjes/brændes med et par års mellemrum, for at få styr på det flerårige ukrudt.
Et andet problem er nedvisning af efter/fangafgrøderne - her bruges der også i vid udstrækning sprøjtemidler. I Danmark har vi (ofte) fordelen af den kolde vinter, så ved brug af udvintrende undersåede afgrøder - eksempelvis en del kløversorter - kan man etablere tætte bunddækker (som af og til bliver lidt højere end man kunne ønske...) som udvintrer. Med særligt såudstyr kan der sås direkte i det etablerede bunddække (evt. andet år hvis den ikke udvintrer), der er også lavet forsøg hvor man "rækkefræser" 25-50% af arealet og sår i disse striber. Det giver også mulighed for at bruge bunddækket som direkte gødningskilde ved fræsning. Jeg har set og hørt om forsøg med navnlig hvede i forskellige kløver på Foulum og andre steder, men erfaringerne har ihvertilfælde ikke ført til større udbredelse.
Mere fundamentalt kan man spørge hvad mere der er at hente ved sådanne systemer. Mange danske økologer har kløvergræs i deres sædskifter, og måske er de yderligere fordele ved mere pløjefrit ikke så åbenbare?
De steder hvor det virkeligt har virket er jo på intensive korn og soyaarealer, med stor brug af kunstgødning, og til dels på erosive jorde med kraftige nedbør, og evt en tør periode (de nær-subtropiske kornbælter). Her kan opbygning af organisk stof og beskyttelse af overfladen virkelig gøre en forskel (på trods af de dokumenterede stigninger i total C i hele profilen ikke altid er så stærke). Det betyder ikke nødvendigvis at vi ser de samme fordele i husdyrrige landbrug på non-erosive jorde (som i DK).

Tak Lone. Du beskriver godt problemer for forskning i økologisk landbrug.
Jeg ser det først og fremmst som en udfordring. Systemer er selvfølgeligt meget komplekse. Men med et mere holistisk syn på det skulle det sagtens kunne lade sig gøre.
Og dit forslag om forskningsmidler til forsknng i marken hos folk lyder rigtigt godt. Det ville jeg gerne tage op.

Poul, Marc Bonfil var landmand. Alligevel er jeg meget imponeret over så meget indsigt i økologi og planteernæring. Det vi ved fra forskningen om for eksempel kvælstofmobilisering kan jeg godt bruge til at forklare nogle af metoderne, Bonfils har fundet frem til ved at eksperimentere på marken. Det vækker min interesse som forsker.
Artiklen er ikke ”videnskabeligt”. Og man kan virkeligt være overrasket over at sådan noget simpelt og oplagt som at dyrke hvede i kompromisløst økologisk landbrug ikke er undersøgt mere videnskabeligt. Men i lyset af meget overbevisende literatur om jorden og dens dannelse i en pløjefrie landbrug giver den lille artikel en ide om, hvordan man kan dyrke i sådan et system.
Der er faktisk tale om 1,5 – 4 planter per kvadratmeter (eller 60 – 100 cm såafstand). Det lyder virkeligt ekstrem. Men det er forklaret ved en rakke faktorer som vækstperioden, sorter, lys og næringsstofkonkurrence i den tidlige vækstfase....Der bydes faktisk på en del forklaringer i den lille artikel som i mine øjne er tankevækkende.
Men lad os endlig kom tilbage til det videnskabelige.
Nu er der ved at komme kød på. Lad os få forskning igang. Alt det I skriver om er prøvet. Men ikke dokumenteret på en måde, som "kan bruges til noget". Jeg har været økologisk landmand siden 76. Vi ville prøve om teorierne virkede. Der var mange skriverier og en masse erfaringer fra Biodynamikerne. Landbrugets aktører på alle planer sagde, at det ville ende i et ukrudtsorkie i totalt udpint jord. Der blev sat mange kræfter ind på at nedgøre forsøgene, senere sagde man ikke så meget højt, - men forskningen.... den handler om, hvordan vi kan lave økologiske varer i storskala. Megen forskning er lavet af forskere, der ved hvad der ikke kan lade sig gøre - og i det sammenhæng er det komplet uinteressant, at nogen har gjort det i virkeligheden. Forskerne bliver aldrig bedt om at forske i økologi som grundforskning - hvordan kan man gøre det helt optimalt? - næ, man beder dem forske i, hvordan mam kan tilpasse de almindelige metoder til en økologisk form - inden for nogle givne økonomiske rammer. - Det lyder selvfølgelig fornuftigt nok, men problemet er, at når man ikke kender det optimale - er det hulens svært at arbejde hen imod det. Ikk? Så bliver det dogmerne, der styrer ...
Det andet problem, der tårner sig op foran forskningen er kravet om ikke at blande tingene sammen. Økologi er netop en sammenblanding af tingene. Man kan ikke bare snakke om pløjefri jord - jeg har prøvet det. Jeg harvede jorden efter høst af korn, såede vinterhvede med kløvergræsudlæg (kun hvidkløver) og det gav en meget frodig mark, der var rigtig svær at høste, men egentlig med bedre resultat, end det så ud til. - Men den efterfølgende kløvergræsmark stod godt - rigtig godt. - 1000 spørgsmål melder sig - som jeg gerne ville kunne arbejde videre med. Men en rigtig forsker må jo dele det op i forsøg med harvning /pløning - hvede med og uden udlæg - udlæg udsået sent på året eller om foråret.....
Og sådan kunne jeg blive ved i det uendelige. Men for at være mere konstruktiv vil jeg foreslå, at der blev sat flere forskermidler af til forskning i marken hos folk, der gør det umulige - bare for at se, om det er umuligt - bare for at se, hvad der egentlig sker - se, måle og veje - og måske formulere mere forskeragtige forsøg.

Poul, Marc Bonfil var landmand. Alligevel er jeg meget imponeret over så meget indsigt i økologi og planteernæring. Det vi ved fra forskningen om for eksempel kvælstofmobilisering kan jeg godt bruge til at forklare nogle af metoderne, Bonfils har fundet frem til ved at eksperimentere på marken. Det vækker min interesse som forsker.
Artiklen er ikke ”videnskabeligt”. Og man kan virkeligt være overrasket over at sådan noget simpelt og oplagt som at dyrke hvede i kompromisløst økologisk landbrug ikke er undersøgt mere videnskabeligt. Men i lyset af meget overbevisende literatur om jorden og dens dannelse i en pløjefrie landbrug giver den lille artikel en ide om, hvordan man kan dyrke i sådan et system.
Der er faktisk tale om 1,5 – 4 planter per kvadratmeter (eller 60 – 100 cm såafstand). Det lyder virkeligt ekstrem. Men det er forklaret ved en rakke faktorer som vækstperioden, sorter, lys og næringsstofkonkurrence i den tidlige vækstfase....Der bydes faktisk på en del forklaringer i den lille artikel som i mine øjne er tankevækkende.
Men lad os endlig kom tilbage til det videnskabelige.

Hej Henrik,
Dine planer om pløjefri majs lyder spandende. Hvilke videre planer har du med det? Vil du transformere den del til pløjefri, eller prøver du at dyrke majs på en alternativ måde?
Jeg ville under alle omstændigheder begynde småt.
Jeg tænker mig, at det burde være muligt at starte en landbrugsrevolution ved selve gården (gårdsbygningerne). Om det er et drøm eller en virkelighed få vi først at vide i fremtiden. Men du har ret, det føles som drøm på mange måder.
Men jeg mener at mindst på landet skal folk dog have deres egen nyttehave, for der er gode grunde til at tænke i de baner.
Mit ønske som forfatter vil i hvert fald være, at alle som interesserer sig for dyrkning af det spiselige vil beskæftige sig med økologi. Enten for at selv kunne dyrke eller mindst for at kunne danne sig et billede om det der er muligt og det der bliver udfordring.  Ikke at man definerer økologisk efter det røde Ø-mærke.
Permakultur har endnu ikke konkurreret med nutidens landbrug men har været brugt med stor succes til forsyning af private eller kommuner. På P1 var der i mandags en udsendelse om omstillingsbyer, en bevægelse som startede i Storbritannien for kun 5 år siden. Omstillingsbyer laver en plan B for tiden efter ”peak energy”.
I disse kommuner er selvforsyning et væsentligt mål og permakultur har et kæmpe potentiale her til selvforsyning. Faktisk er bevægelsen initieret af Rob Hopkins, en permakulturist, som ud fra sin erfaring ser permakultur som en central løsning.
Jeg mener ikke at det er et evne men en erfaring der hør til når man vil dyrke økologisk. Det er den erfaring vi nu mangler og hvor permakultur kan bidrage og rette op. Permakultur kan give dem som ikke har erfaring redskaber i hånden. Samtidig ser jeg som biologe at permakultur er rent økologi. Det vil sige, at det er en videnskab.
Det er endnu meget få der har erfaring (eller viden) til at praktisere det. Men viden ligger der en hel del allerede. Det skulle nu implementeres. Om vi så kælder det permakultur eller økologi kan vi godt blive enige om.

Den der artikel kan jeg altså ikke bruge til ret meget. Thomas, du må da kunne ryste op med noget mere substantielt. Hvad med lidt videnskabeligt? Findes det?  Det lyder jo spændende nok, men det virker lidt tyndt. Jeg vel meget gerne se noget dokumentation på at en hvede med mindre end 10 planter pr m2 kan give et udbytte der er interessant – og lad os bare holde os til den videnskabelige litteratur.

Ovenstående artikel tyder desværre på manglende indsigt i hvordan planteproduktion foregår - for at opnå et ordentligt udbytte, så skal man sørge for at planten har de mest optimale betingelser med minimal konkurrence fra skadegørere og en passende tilførsel af næringsstoffer. Økologisk jordbrug kan ikke dyrkes pløjefrit da smittetrykket fra ukrudt og sygdomme som "septoria" i hvede vil være for stort(smitter via planterester)
Jeg har altid været modstander af det økologiske regelsæt fordi at det efter min fulde overbevisning medvirker til udpining af jorden, udvaskning af næringsstoffer og øget udledning af CO2 fordi at det er nødvendigt at bearbejde jorden oftere end i det konventionelle landbrug, eftersom det er den eneste måde at bekæmpe ukrudtet på. Det gør at belastningen på naturen er lige så stor som ved det konventionelle landbrug for 20 år siden, hvilket jo ikke er grundtanken.
Jeg er konventionel mælkeproducent og foretrækker en balance imellem begge produktionssystemer hvor der tages hensyn til at der er kulstof/liv i jorden og ellers så vidt muligt få gødet planterne optimalt, selvom den danske lovgivning gør det direkte umuligt. Det er derudover vigtigt for mig at der er et optimalt sædskifte for at sikre et lavt tryk af diverse skadegørere, men det betyder ikke at pesticider kan undværes. Hvis man ikke sørger for en rettidig bekæmpelse hvert år eller behandling med en lav dosis glyphosat inden såning, så vil der efter en kort årrække komme så stor en pulje af ukrudtsfrø i jorden, at der bliver behov for en meget større dosis af sprøjtemidler og/eller brug for mange overkørsler med ukrudtsharven, hvilket er en alt andet end ønskværdig situation, fordi at det vil betyde en større belastning af miljøet og klimaet
Tanken om pløjefri dyrkning kan jeg sagtens følge og regner med at dyrke majsen pløjefrit i løbet af foråret med efterafgrøder i bunden og senere forsøge med at etablere kløvergræs og lign bælgplanter på samme måde, men har lige pt ikke råd til at anskaffe det rette grej. Økologisk pløjefri dyrkning er nok en drøm hos artiklens forfatter som ikke vil kunne opfyldes, da det er meget få der har evnerne til at praktisere det.
Miljøbelastningen fra det konventionelle landbrug er også stærkt overvurderet, da et højt udbytte betyder en lavere miljøbelastning/kg fødevare i forhold til en økologisk afgrøde med et lavt udbytte og en forholdsvis stor udledning af CO2.

www.metafro.be/leisa/2000/164-13.pdf

Mine erfaringer er, at der ikke er meget der kan gro under træer, så det er lidt svært for mig at forstå, det du skriver. Jeg blev ikke klogere på hvordan man dyrker korn uden plov i et sædskfite med kløvergræs? 

Det drejer sig ikke så meget om bestemte afgrøder. I permakultur bliver dyrket mange forskellige afgrøder. Og tanken om afgrødefølger er også utypisk for en permekultur (permanent kultur).
For det første vil det være meget hensynsmassigt at bruge flere træer. De vil give forskellig slags frugt eller nødder og bidrage til produktion af biomasse. Det er vigtigt for at få gang i omsætningsprocesser i jord som jo danner humus af biomasse. Træerne vil yderligere forberdre jordens vandbalance og jordoverfladens temperaturbalance. Selvfølgeligt vil de også tag lys, men det kan være til fordel for mange andre faktorer så som dyreliv.
Her kan man se et eksempel for permakulturprincipperne: træerne har flere funktioner; ikke alle nødvendigvis lige positive i alle sammenhænge, men det gælder om at prioritere.
Generelt set kan et ’virkeligt økologisk system’ ikke begrænses på to afgrøder i følge. Det er et multi- eller mindst polikultur, og polikultur er et forudsætning for et stabilt system.
En fransk landmand (Marc Bonfils) har igennem flere årtier dyrket hvede og andre kornarter i det, han kaldte et ’naturligt landbrug’. Her er der fokus på hvede eller andre kornafgrøder, meget på linie med ’konventionelle’ dyrkningssystemer. Alligevel dyrkede han uden pløjning, pesticider eller gødning. Idet vækstperioden går fra juni til august i det efterfølgende år, er der en blivende plantedække lige som ved et flereårigt afgrøde. Kløver og bælgtræer er en del af hans kornkulturer.
Hvor jeg nu skrev om pløjfri marker, kom der med det sammen stor skepsis. Og jeg værdisætter den erfaring der må stå bag det. Men igen: det handler ikke bare om at lave være med at pløje. Der er mange aspekter i ølologien som kun i et sammenspil kan går op i en højre enhed. ”Der er brug for langt mere ambitiøse tiltag for at fremme den økologiske grundtanke i 'økologisk jordbrug'.”
 

Som Poul Hansen synes jeg, det ville være oplysende at få at vide, hvilke konkrete afgrøder det drejer sig om.
Og så vil jeg lige tilføje: mine forældre drev til langt op i 1950'erne landbrug uden kunstgødning og sprøjtegifte (et satans til slid) i fire skifter. Det troede jeg længe var konventionelt og traditionelt landbrug, men sprogbrugen ændrer sig åbenbart, nu er det tradition og konvention at hælde tonsvis af kemi ud på markerne. Er det ikke det, der hedder new-speak?
 

Det er svært at forestille sig et økologisk jordbrug under danske himmelstrøg uden pløjning. Kløvergræs i sædskiftet og så ellers en portion korn og bælgsæd på de øvrige pladser kalder jo på ploven. Kunne vi ikke få konkrete eksempler på afgrøder og afgrødefølger i det ”nye” økologiske jordbrug. Uden konkrete eksempler bliver det lidt flyvsk. Skal der eksempelvis dyrkes korn og i hvilket omfang?

Pløjefri dyrkning i økologisk landbrug er noget der ligger meget langt væk. Jeg har praktisk erfaring med pløjefri dyrkning i traditionelt landbrug og dér er det nødvendigt at køre en runde med round-up sprøjten hvert år. Jeg er bestemt ikke fanatisk med sprøjten, faktisk er jeg en af dem der måske ad åre kunne lokkes over i det økologiske. Det er absolut små mængder der sprøjtes med, så jeg har god samvittighed, men det er nødvendigt for at tage toppen af det flerårige ukrudt. Var det muligt ville jeg gerne nøjes med at sprøjte hvert andet år, men nej. Dags dato er det ren fantasi med pløjefri dyrkning i økologisk landbrug, med mindre man bruger intensiv gasbrænding eller lægger jorden brak det halve år.