Kampen mod menneskehandel (oprindelig titel)

Kampen mod menneskehandel er blevet et verdensomspændende politisk projekt, som USA, EU og FN tilsammen bruger milliarder af dollars på. Senest har USA også gjort det til en forudsætning for at yde udviklingsbistand, at tredjeverdenslande har et program for bekæmpelse af menneskehandel.

Selvom det øgede fokus på menneskehandel er vigtigt, er der en fare for, at den nuværende indsats skader potentielle ofre mere, end den gavner, samt at ressourcerne anvendes de forkerte steder. Problemet er, at de primære midler i kampen består af kontrolpolitiske tiltag, det vil sige politimæssige og juridiske tiltag, der bygger på kontrol, straf og overvågning. Der er nemlig tegn på, at overvågning af migranter og sexarbejdere, øget grænsekontrol samt kriminalisering af sexindustrien gør potentielle ofre langt mere sårbare over for udnyttelse og bedrag. Dels tager kontrolpolitikken ikke højde for de globale faktorer, der driver migrantkvinder mod den vestlige sexindustri, og dels nedprioriteres forebyggelsestiltag i de lande, kvinderne kommer fra.    

Den danske regerings handlingsplan mod menneskehandel er inspireret af Bush-administrationens ’anti-trafficking’-program fra 2005. Sidstnævnte definerer al prostitution som tvunget og alle migrantkvinder i sexindustrien som ofre. Det er givetvis derfor debatten herhjemme har handlet om købesex-forbud og en øget politiindsats over for landets bordeller. Men hvis vi vil dæmme op for udnyttelsen af udenlandske sexarbejdere, er vi nødt til at forstå, hvad der motiverer disse kvinders migration, og hvilke globale faktorer der gøder jorden for menneskehandel.Studier i udviklingslande har vist, at langt de fleste migrantkvinder rejser til Europa efter eget ønske, og at et fåtal udsættes for menneskehandel i form af tvang, bedrag, bortførelse, indespærring eller gældsslaveri. Forskning peger på fattigdom og global ulighed som de faktorer, der på en gang forårsager migration og gør migranterne sårbare for udnyttelse.

Under feltarbejde i det sydlige Afrika erfarede jeg, at mange unge afrikanske kvinder migrerer mod Europa med henblik på at hjælpe deres fattige slægtninge økonomisk. I kvindernes øjne var deres rejse til Vesten ikke tvunget, de så den snarere som en forpligtelse. Studier fra Afrika, Asien og Latinamerika bekræfter, at migrantkvinder trodser store risici, når de migrerer mod vestlige lande, og at de sætter familiens sociale sikkerhed over deres egen sårbarhed. I en individualistisk vestlig kultur kan det virke mærkværdigt, at unge kvinder er villige til at ofre sig for at sikre familien. Ikke desto mindre er muligheden for at sende penge hjem til slægten en afgørende motivationsfaktor bag de store migrationsstrømme mod den nordlige halvkugle.  

Hvis vi vil den fattigdom til livs, som skaber grobunden for udnyttelsen af migrantkvinder, må vi først erkende, at hovedansvaret for den globale ulighed ligger i vores del af verden. Det er USA og EU’s økonomiske politik, der har fremmet migration mod den vestlige sexindustri og samtidig skabt grobund for en kriminel underverden, der lukrerer på situationen. Liberaliseringsreformer i udviklingslande, ansporet af Verdensbanken og donorlande som Danmark, har ført til stigende fattigdom, social ulighed, øget kriminalitet og massiv arbejdsløshed i byområderne. Under disse omstændigheder bliver mange unge stadig mere desperate efter en indkomst og søger ind i den uformelle økonomi, hvor udnyttelse af migranters behov for transport, logi og arbejde kan blomstre.

Men det er ikke kun Vestens økonomiske politik, der er skyld i migrantkvinders sårbarhed. Også de vestlige regeringers kontrolpolitik tvinger migrantkvinder, der vil hertil for enhver pris, til at opsøge illegal og farlig transport over grænserne. Det seneste eksempel på denne politik er den omstridte grænseaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.Midt i diskussionen om konsekvensen for Danmarks rolle i Schengen-samarbejdet overså flere, at bekæmpelse af menneskehandel var et af hovedargumenterne bag den. Problemet med den type indgreb er dog, at mere statslig overvågning og kontrol med indvandring risikerer at gøre migranter mere udsatte i forhold til menneskehandlere. Kontrolpolitikken fører i mange tilfælde til, at migranter presses ud på stadig farligere transportruter, og at de bosætter sig og arbejder under mere usikre betingelser. De hundredvis af migranter, som drukner i Middelhavet hvert år som følge af farlige og illegale overskibninger fra Nordafrika, er en tragisk illustration af, hvordan ’Fort Europa’ gør det umuligt at krydse grænser på lovlig og sikker vis. Det er ironisk, at kampen mod menneskehandel i form af øget grænsekontrol og overvågning af migration og sexarbejde har gjort migranter stadig mere afhængige af de bagmænd, som man ønsker at bekæmpe. Yderligere et eksempel på den danske kontrolpolitik er forslaget om et købesex-forbud, som politikere hævder vil begrænse menneskehandel. Men i Sverige, hvor loven er indført, peger forskere på, at kvinder skubbes i armene på alfonser og arbejder på skjulte bordeller, hvor risikoen for overgreb og økonomisk udnyttelse er større. Selv hvis et købesex-forbud kunne begrænse prostitutionens omfang, ville det næppe fjerne migrantkvinders motivation til at rejse hertil fra fattige verdensdele.

I de fleste vestlige lande placeres ofre for menneskehandel i såkaldte ’sikkerhedshuse’ eller krisecentre. Her modtager migranterne forskellige former for støtte, mens de forberedes på hjemsendelse til oprindelseslandet. I Danmark forudsætter regeringen, at migrantkvinder fra for eksempel Nigeria eller Thailand er tvunget til landet som sexarbejdere, og at de derfor reelt ønsker at komme hjem. Men studier viser, at de fleste ofre for handel foretrækker at blive i landet og arbejde som sexarbejdere eller i andre job. Mod deres vilje udvises kvinderne til lande, som de har gjort meget for at forlade, og hvor fattigdom og jobmangel hindrer dem i at hjælpe deres familier.

I forsøget på at retfærdiggøre kontrolpolitikken på migrations- og prostitutionsområdet er der tendenser til at overdrive omfanget af menneskehandel. Forskere fra Norge har påvist, at EU’s opgørelser over menneskehandel er ekstremt overdrevne eller i det mindste er baseret på metoder, der er uigennemskuelige og uvidenskabelige. Når EU og FN estimerer, at 700.000 kvinder handles til prostitution i Vesteuropa hvert år, er der grund til at diskutere, hvad disse estimater bygger på, og hvem der har gavn af at overdrive tallene. Forud for VM i Tyskland i 2006 førte fagforeningen 3F og Socialdemokraterne an i en kampagne mod indslusningen af 100.000 handlede kvinder til tyske byer. Kilden til disse tal var uklar, men fakta var ifølge tysk politi, der afsatte tusindvis af betjente til at finde disse kvinder, at blot fem prostituerede var under mistanke for at være handlede. Under VM sidste år hævdede religiøse og humanitære organisationer, at 100.000 handlede kvinder ville komme til Sydafrika, men lokalt politi og forskere konstaterede efterfølgende, at der ikke var tegn på et forhøjet antal prostituerede i landet. Når disse overdrivelser får lov at stå uimodsagte, har det ofte at gøre med hjælpeorganisationers og politikeres økonomiske og ideologiske interesser, der på området menneskehandel vejer tungere end internationale forskningsresultater.

Hvis menneskehandel skal bekæmpes effektivt, bør forebyggelse ikke længere stå i skyggen af en kontrolpolitik, der bygger på overdrivelser og løsningsmodeller, der ofte skader mere, end de gavner, og som negligerer problemets kerne. Forebyggelse omfatter blandt andet bekæmpelse af fattigdommen i udviklingslande via en mere retfærdig udviklings- og fordelingspolitik, at oplyse kvinder i udviklingslande om farerne ved migration til Vestens sexindustri uden at moralisere samt at skabe mere sikre migrationsruter og arbejdsforhold for migrantkvinder, der vælger at migrere til vores del af verden.