“Astrokultur” er et begreb som indkredser et særligt studieområde inden for det kulturhistoriske forskningsfelt. Jeg har berørt begrebet i et tidligere blog-indlæg, men der er god grund til at gå lidt mere i dybden af, hvad ordet egentlig dækker over. Det er nemlig ikke så lidt.
Bogen Imagining Outer Space: European Astroculture in the Twentieth Century udkom for nylig på forlaget Palgrave Macmillan og i forordet søsætter redaktøren af bogen, Alexander C. T. Geppert, begrebet “astrokultur”. I det følgende vil jeg i det store og hele referere Gepperts præsentation af begrebet.
Geppert kommer med flere definitioner på astrokultur. Den der nok vil blive mest citeret er: “astrokultur omfatter en heterogen række af billeder og artefakter, som alle stræber efter at tilskrive det ydre rum betydning, samtidig med at den individuelle og kollektive forestillingskraft vækkes”.
Det kopernikanske verdensbillede gjorde Jorden ubetydelig ved at fjerne den fra centrum af solsystemet og indsætte solen i stedet. Middelalderens himmelsfærer blev slået i stykker og i stedet trådte det store, sorte verdensrums ukendte dybder.
Som en reaktion rejste sig en flodbølge af forsøg på at fylde tomrummet ud i form af fortællinger, billeder, digte, filosofiske afhandlinger, teologiske traktater, astronomiske værker, film, legetøj, tegneserier, computerspil mv.
Det er alle disse mangeartede og varierede kulturelle produkter, som nu har fået samlebetegnelsen “astrokultur”. Gepperts fokus er i særlig grad på det 20. århundredes såkaldte “rumalder” og et af de spørgsmål han stiller er, hvorvidt man kan sige at den nu er forbi, eller ej.
Der er altså kolossale mængder af kildemateriale for historikeren at kaste sig over og den fortsatte produktion af astrokulturelle artefakter lader til at være ustoppelig. Men hvorfor er det relevant at studere dem?
Iflg. Geppert (og mange andre) er den kopernikanske revolution aldrig rigtig blevet fuldbyrdet. Dette gør at de forestillinger, som udfylder det tomme, ydre rum i høj grad er geocentriske og dermed afspejler den jordbundne menneskeheds frygt og længsel, håb og afmagt.
I astrokulturen finder historikeren altså et væsentligt kildemateriale, der kan supplere de øvrige former for kulturelt kildemateriale. Omvendt, håber Geppert, vil astrokulturhistorikere tage ved lære af mainstreamkulturhistoriens teorier og metodiske apparater, og anvende dem i studiet af astrokultur.
Det overordnede projekt er at af-eksoticere astrokulturen som akademisk emne og føre den ind i mainstream historieforskningen.
Nu har man selvfølgelig kunnet studere astrokultur før Geppert indførte begrebet, og har også gjort det. Især i USA har forskningen i astrokultur haft gode kår, ikke mindst takket være NASAs mangeårige satsning på egen historieskrivning. Men også f.eks. det tidligere Sovjetunionens rumhistorie er blevet behandlet forholdsvist indgående.
Imidlertid mangler, siger Geppert, Europas astrokulturhistorie i høj grad at blive skrevet. Ganske vist har ESA gjort noget ved sagen, bl.a. med et tobindsværk om ESAs historie og en række af fyrre partikulærstudier af de enkelte ESA-landes rumhistorie. Ud over dette er det ikke meget ESA rækker ud mod de humanistiske videnskaber og inddrager dem i en videre historiceringsproces af Europa og rummet.
Et af de spørgsmål som Geppert sætter på dagsordenen, er hvorvidt man kan tale om et særligt Vest-Europæisk perspektiv på rummet i perioden mellem 1945 og de tidlige 1970ere.
Desuden er der et paradoks, som Geppert ønsker at få svar på: Hvordan kan man forklare den udbredte rumbegejstring i Europa op igennem det 20. århundrede, når man sammenholder det med det faktum, at Europa i vid udstrækning har måttet afstå fra bemandet rumfart?
Hvor frugtbare disse spørgsmål er som målsætninger for astrokulturens historieskrivning vil tiden vise. Men at der nu overhovedet er sat nogle mål og stillet nogle spørgsmål er en så markant forbedring, at det måske er nok i sig selv.
Og så har selve indføringen af begrebet “astrokultur” måske en forskningssamlende effekt, som dén slags godt klingende navne ind i mellem kan have.
Måske det ydre rums kulturhistorie en dag også på europæisk grund kan blive taget alvorligt, som et væsentligt input til at forstå os selv og vores historie. Og det ydre rums historie blive skrevet med den kølige distance, som en afbalanceret og kontekstualiseret historieskrivning kræver.
Et af de måske allervigtigste argumenter, som Geppert fremfører for vigtigheden af studiet af astrokultur er, at det netop er gennem astrokulturelle artefakter og fænomener, at den populære forståelse af det ydre rum formes.
Dette er noget som videnskabsfolk er sig pinligt bevidste, hvad enten de udnytter det til propagandistiske formål eller begræder det som et trist og uopretteligt faktum.
Hvordan man end forholder sig til dét, er det i hvert fald et forhold som også gør det samfundsmæssigt relevant at undersøge disse mangeartede repræsentationer af det ydre rum nærmere.
_____________
Alexander C. T. Geppert (2012), “European Astrofuturism, Cosmic Provincialism: Historicizing the Space Age” in Alexander C. T. Geppert (red.), Imagining Outer Space: European Astroculture in the Twentieth Century, Basingstoke: Palgrave Macmillan: 3-24.
En oversigt over ESAs 40 partikulærstudier findes her: http://www.esa.int/esapub/pi/hsrPI.htm og en del af dem er lige til at kvit og frit at downloade.
ESAs tobindsværk om ESAs historie kan læses online her:
J. Krige og A. Russo (2000), SP-1235 – A History of the European Space Agency 1958-1987 (Vol. I: The story of ESRO and ELDO, 1958-1973), Noordwijk, The Netherlands: ESA Publications Division.
Skyd en skolelærere
Det særlige ved dårlige skolelærere er de gør sjove emner kedelige. Det er deres kunst.
spindoktor
For fanden da ham Geppert skulle have nogle slag i den bare – for det er nemlig lykkes ham at tage et emne der er utroligt spændende og trækker alt det sjove ud og efterlader en omgang grå papmache – øv.
Jeg er vokset op med disse ting – jeg har læst det hele fra det poppede til det stringent videnskabelige fra pulp sci-fi til 5.000 siders satellit manualer alt om syrede teknoreligioner der tilbeder rumvæsner til Kopernikus noter – Linda og Valentin blandet op med astrofysik og det er lykkes at finde morskab i det hele og finde det kulørt nok til at underholde mig mens jeg lærer.
Men som du beskriver Geppert tilgang til emnet så faldt jeg sgu i søvn 8 gange før jeg blev færdig – tænk at det er lykkes for ham at tage noget der er så spændende og så gøre det så kedeligt.
” ….Omvendt, håber Geppert, vil astrokulturhistorikere tage ved lære af mainstreamkulturhistoriens teorier og metodiske apparater, og anvende dem i studiet af astrokultur.
Det overordnede projekt er at af-eksoticere astrokulturen som akademisk emne og føre den ind i mainstream historieforskningen….”
Helt ærligt Geppert – der lyder mere som om han trækker det tilbage til studerekammeret og gør det der er sjovt og kulørt - kedeligt og elitært – han trænger vist til en spindoktor og en mere begejstret formidler til at fremlægge hans ideer ;)