Annonceinfo

Gys er mange følelser

Emner:

Så er der Blodig Weekend i København, en filmfestival med spændende, blodige, uhyggelige og skræmmende gyserfilm fra torsdag d. 27 til søndag d. 30 september.

Jeg skal straks fremhæve den franske gyserfilm Livide (2011, dansk: Gusten) af de franske instruktører Alexandre Bustillo og Julien Maury, der stod bag den blodige À l’intérieur (2007, eng: Inside), en af mine absolutte favorit-gysere.

À l’intérieur handlede om en gravid kvinde, der aftenen inden hun skal føde med planlagt kejsersnit bliver opsøgt af en kvinde, der vil have hendes barn. Yes, så går den blodige skattejagt. Man kan møde de to franske instruktører lørdag eftermiddag kl. 14 i Cinemateket, hvor de indleder Livide.

Personligt glæder jeg mig også til at se Rec3. Da jeg så [REC] (2007) hoppede jeg i sædet af skræk og skreg højt. Det husker jeg ret tydeligt, og det gjorde jeg både da jeg så den spanske original og den amerikanske remake. Jeg kan lide begge versioner.

Men lad mig vende tilbage til det med skræk og rædsel og blod. À l’intérieur husker jeg (og de mennesker, som jeg har vist klip fra filmen for) for dens aldeles blodige og grafiske scener, mens [REC]  gav mig ét af mine bedste film chok. Og sådan er det med gyserfilm: skræk eller frygt eller hvad vi kalder det, er ikke én følelse, men mange forskellige følelser.

Den hollandske filmforsker Julian Hanich har skrevet en bog om frygt i gyserfilm: Cinematic Emotion in Horror Films and Thrillers: The Aesthetic Paradox of Pleasurable Fear (2010). Hanich deler frygt i fem forskellige typer, som han undersøger nærmere i fem kapitler. De fem typer frygt er:

Direkte Horror (“direct horror”) er når man ser det horrible, og det horrible er grafisk, in-your-face, ofte blodigt eller splattet. Besættelsesscenerne fra Exorcisten er et eksempel, hvor Regans krop bliver grotesk og hun kan dreje sit hoved 180 grader bagud og spytter på præsterne. Intet er overladt til fantasien, det bliver vist og man behøver ikke at forestille sig det horrible.

Antydet Horror (“suggested horror”) er når det horrible netop bliver antydet, enten ved at nogen fortæller om noget grusomt, at vi hører nogen skrige off-screen og forestiller os, hvad der sker med vedkommende, eller at vi får vist torturinstrumenter og derefter skal forestille os, hvordan de bliver anvendt. Antydningens kunst har mange varianter, men her skal tilskueren forestille sig hvad der vil ske.

Cinematisk Shock (“shock”) er forskrækkelsens kunst. Det engelske startle, forskrækkelse, er en automatisk reaktion på noget pludseligt og uventet. En dør smækker bag os og vi hopper af forskrækkelse. Når forskrækkelse er parret med forventningen om noget slemt (altså startle parret med anxious anticipation) har vi gysets chok-effekt. Chokket er her og nu, og det er en automatisk refleks og reaktion. Vores reaktion er automatisk men dens udtryk kan delvis styres: kvinder skriger for eksempel mere end mænd, når vi ser gyserfilm.

Cinematisk Skræk (“cinematic dread”) Hanich kalder dread (skræk eller frygt) for anxious anticipation, hvilket er den angstfyldte forventning om noget skrækkeligt. Den klassiske scene er at være alene i et hus og høre lyde. Når heltinden med løftet kniv skal hen til døren eller vinduet for at undersøge den mystiske lyd – ja, da føler publikum angstfyldt forventning eller dread (de engelske ord passer her bedre end det danske skræk synes jeg). Denne skræk projicerer vores angst ud i fremtiden, her forestiller vi os igen, hvad der vil ske (uden at have fået vist præcist hvad vi skal forestille os). Den ansigtsløse skræk kan være utrolig stærk, som i Spielbergs Duellen, hvor vi aldrig ser føreren af den terroriserende truck. Gyserfilmen The Strangers (2008) er én lang opbygning af denne form for dread indtil de tre mordere tager maskerne af (se evt. billedet for et eksempel på angstfyldt forventning om noget horribelt i Bryan Bertinos gyserfilm The Strangers (2008), hvor Liv Tyler spiller den kvindelige hovedperson Kristen)

Cinematisk Terror (“cinematic terror”). Den sidste kategori er terror, hvilket Hanich definerer som den type gys, hvor vi ser og bekæmper det monstrøse, hvor hovedpersonen er aktiv, og vi som tilskuer er aktive med hovedpersonen. Ripley i Alien-serien er et eksempel på terror i gyserfilm, med de mange scener i Aliens hvor hun (og andre karakterer) bekæmper monstrene. Her “holder man med” hovedpersonen og vi ved ikke, om hovedpersonen overlever. Terror giver os den hæsblæsende jagt, som vi kender fra slutningen af  gyserfilm fra Halloween til Scream og Silence of the Lambs. I terror ved vi, hvordan monsteret ser ud, og vi ved, hvad der sker, hvis monsteret når heltinden, der kæmper desperat for sit liv.

Nogen gyserfilm rendyrker én af disse typer gys, andre blander kortene. Men se selv og meld tilbage hvilken du foretrækker. Hvilken type gys er din favorit? Hvilken af festivalens film bliver din favorit?

Lad den rette komme ind

"Lad den rette komme ind" fik heldigvis en runde på Canal+/Cmore og jeg blev glædeligt overrasket over hvor god den rent faktisk var omend lidt forudsigelig - Tomas Afredson har talent lige som hans far (som dog er mere til det komiske) og hans nye "Dame, konge, es, spion" vil jeg også se lige så snart den dukker op på en af mine filmkanaler.

Tempoet var dejligt roligt i "Lad den rette komme ind" og det fremfor at mase på så fik man tid til at komme ind bag facaden og opleve venskabet mellem de to unge - ok en af dem var knap så ung;) - vokse og kærligheden blomstre.

En stilren svensk vampyrgyser og Kåre Hedebrant som Oscar fylde sin rolle godt ud - selv om der er langt fra frække Emil til den plagede og mobbede Oscar - så gør han det godt og jeg kan da også kun anbefale at folk ser den.

"Livid" med sit udspring i ekstreme franske bølge - ja det bliver interessant og se om den lever op til forventningerne - "Inside" var jo en perle.

blodigt som tendens

Hej Kim,

jeg glæder mig især til Livid og til at se om den lever op til de franske instruktørers debut. Der vil komme mere på bloggen i fremtiden om gysets følelser, som jeg skriver om for øjeblikket. Jeg regner med at se tre film, kan ikke flette mere ind i en ellers travl weekend.

Det er en hardcore gyserfestival med fokus på blod, afsky, horror. Jeg håber også snart, der kommer nogen fede psykologiske gysere eller overnaturlige gysere uden så meget blod. For variationens skyld. Jeg var ret imponeret af sådan en film som den svenske Lad den rette komme ind. Udfordrende.

Synd at det ikke er gået Eddie bedre. Det var en dansk gyserfilm der flot kombinerede splat og humor.

:-) Rikke

Københavns blodigste weekend

Jeg arme stakkel - over tyve film og ti af dem har danmaks premierer samt en masse kortfilm og så kun en Kim til at se dem alle - suk!. Når helt så slemt er det ikke - et par af dem har jeg set og dem jeg ikke når....længe leve nettet ;)

Den italienske horror-maestro Lamberto Bava samt det franske instruktørpar Bustillo & Maury kikker forbi og snakker film.

[REC]³ Génesis er desværre ikke i samme klasse som den første - men den rykker alligevel så glæd dig Rikke.

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Rikke Schubart

Blogger om:

Jeg blogger om Hollywoods film, om underholdning og kvalitet, om stjerner og instruktører og alt hvad dertil hører.

Andre bloggere i Filmbloggen:
Heidi Philipsen
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo