Annonceinfo

Green Lantern - Superhelten og det superenkle liv

Emner:

Martin Campbells Green Lantern (2011) med Ryan Reynolds i rollen som Green Lantern – Grønne Lygte – er den seneste i en bølge af amerikanske superheltefilm. Og man kan spørge, hvad superhelten har at fortælle et moderne publikum? Og hvorfor vi ser en bølge af dem netop nu?

Først, jeg er ikke ekspert i superhelte, så jeg vil straks indrømme, at jeg ikke kendte Green Lantern, før min datter sidste år begejstret fortalte, at han kom som film i 2011. Ligesom hun fortalte om The Green Hornet, Captain America, Thor og sukkede over, at Wonder Woman desværre ikke blev til en film med rigtige skuespillere (Wonder Woman blev forsøgt som tv-serie i 2011, men pilot-episoden var så dårlig, at serien blev opgivet).

Så ét er sikkert: superhelte taler til unge. Og nok også til børn og voksne, for publikum er så stort, at vi i dag ser den største bølge af superheltefilm nogensinde. Udover de allerede nævnte er min favorit, Bryan Singers X-Men (2000), blevet til en trilogi med to prequels (en prequel handler om begivenheder inden serien), Iron Man (2008) fik en efterfølger og en tredje Iron Man er på vej, der kommer endnu en Spider-Man, og så er vi mange, der ser frem til The Avengers, hvor flere af de nævnte superhelte vil danne team i 2012.

Superhelte taler altså til et moderne publikum. Man kunne have troet, helte i sære outfits signalerede nørd og fastelavn, men superhelten har skiftet status. Han er blevet arvtager til actionhelten og adventurehelten, og genren leger indforstået med hans ‘nørdhed’ i skæve og intelligente film som My Super Ex-Girlfriend (2006), Hancock (2008) og Kick-Ass (2010). Samtidig er der sket et prestige-skift i Hollywood. Indrømmet, Tim Burton’s to Batman film (1989, 1992) havde Michael Keaton, Jack Nicholson, Kim Basinger og Michelle Pfeiffer. Men siden blev det mindre cool at spille superhelt, og i hvert fald kendte jeg ikke skuespillerne i for eksempel X-Men og Fantastic Four (2005). Det ændrede sig med genrens nye popularitet og i dag er den barnlige superhelt blevet et seriøst blockbuster-fænomen spillet af Robert Downey Jr., Will Smith, Christian Bale og Scarlett Johansson.

I Green Lantern spiller Ryan Reynolds den kæphøje og uansvarlige testpilot Hal Jordan, der bliver valgt til jobbet som “Green Lantern” af et døende rumvæsen, Abin Sur. En Green Lantern er et medlem af det intergalaktiske Green Lantern korps, der siden universets opståen har opretholdt fred længe før Jordens og menneskeracens opståelse. Der findes ialt 3600 sådanne Green Lanterns. Eller osse er det 7200, men de nærmere detaljer er nu ikke så vigtige. Det vigtige er superkræfterne, der kommer med den grønne ring og den grønne lygte og som trækker energi fra ringbærerens viljestyrke og frygtløshed. Og det vigtige spørgsmål er, om Hal er frygtløs og ansvarlig? Og hvor får han egentlig sin dragt fra? Ja se, en ringbærer kan materialisere alt med tankens magt: tanks, missiler, racerbiler og grøn dragt og maske. Så en Green Lantern dragt er skabt af tanker (mens Spiderman må rende rundt med sin dragt i en rygsæk og Iron Man har sit grej i kælderen).

Men hvorfor superhelte? Det oplagte svar er tilfredsstillelsen ved at lade én person ordne verdens uoverskuelige problemer. Det gør beslutningsprocesser langt hurtigere: han skal ikke spørge en regering, intet militær, intet bureaukrati, har ingen demokratiske forhandlinger. Superhelten følger sit hjerte og ved altid bedst og sætter han sig op imod intergalaktiske råd, er det fordi, han har ret og er modig. Den slags følger med superkræfterne.

Men den narcissistiske tilfredsstillelse ved utæmmet lyst og gøren er ikke hele forklaringen på superheltens popularitet. Ligeså vigtigt er hans super-enkle moral. Med superhelte-fortællinger følger nemlig også et superenkelt verdenssyn. Etik er reduceret til skurk og helt, og den individuelle moral kan formuleres i én sætning. I Spider-Man lyder den sådan her: “With great power comes great responsibility.” Jeg skal ikke afsløre, hvordan sætningen lyder i Green Lantern. Men den er der.

Det superenkle liv betyder ikke, at alt er let for superhelten. Han har problemer med kæresten, med traumatiske barndomsoplevelse, med superskurke og undertiden med selvværd. I dén henseende ligner han os andre. Men han har ikke problemer med overtræk på kontoen, med at hente unger fra vuggestue eller med at finde tid til at gå i fitnesscenter. Der er undtagelser, indrømmet, og flere film spekulerer i at udfordre den superenkle optik. I Kick-Ass mangler helten superkræfter, i Hancock er han alkoholiker, i Watchmen (2009) er superheltene blevet gamle og bitre, og The Dark Knight (2008) placerer sin helt i moralske problemstillinger, der ikke er superenkle.

Den superenkle moral betyder altså ikke, at livet som superhelt er superlet. Men det betyder, at det er lettere at handle. Når du ser en superskurk og med tankens magt kan materialisere en tank, hvad gør du da? Ringer til politiet? Eller skyder først? I superhelte-universet er superskurkene lige så lette at identificere som superhelten: Enten bærer de superdragter (og har superkræfter) eller også er de deforme, eller også er de skabninger, der bryder naturlovene.

Til sidst, hvorfor opstår en sådan bølge netop nu? Jeg har to bud: for det første gør den avancerede CGI-teknologi det muligt at skabe visuelt overbevisende special effects. Men det er en kedelig teknologisk forklaring. Mit andet og langt mere spekulative bud er, at vi lever i en global og kompliceret verden, hvor moral hele tiden udfordres af politiske interesser og egoistiske hensyn. Vi vil demokratiet, ja. Men vi vil også handle billigt i Netto og betale os fra at være soldat i Afghanistan eller have politiet til at standse indvandrerene når de slås på ydre Nørrebro. Vi vil være humanister og venstreorienterede og bruge billig polsk arbejdskraft til reparationerne på vores villa. Vi vil være internationale og globale og samtidig holde verdens fattige fra vores egne grænser. Ja, livet er sammensat.

Så mit bud er, at superhelten tilbyder en superenkel optik på livet, som vi mere end nogensinde kan bruge. Og mit bud er også, at bølgen kommer til at vare et stykke tid endnu. Jeg krydser fingre for en Wonder Woman-film. Med rigtige skuespillere.

 

Links

Sådan så Green Lantern ud ved sin fødsel i 1940 som tegneserie-superhelt i i All-American Comics #16. juli, 1940: http://en.wikipedia.org/wiki/Green_Lantern

Der findes faktisk også kvindelige Green Lanterns, her er det Jade (der dør!). Hun hedder Jennifer-Lynn Hayden og blev født i 1983: http://en.wikipedia.org/wiki/Jade_%28comics%29

 

FOTO: Ryan Reynolds i rollen som Green Lantern i Martin Campbells Green Lantern (2011). Reynolds er hot i Hollywood efter The Proposal (2009) med Sandra Bullock og den fremragende thriller Buried (2010). Presse still fra Green Lantern med tilladelse fra © 2011 Warner Bros. Entertainment Inc.

Kvindelige superhelte

Problemet med de kvindelige superhelte er publikummet - forstået det er utroligt svært at sælge dem som solister til det fortrinsvise store mandlige publikum.

Kvinderne er gode som vedhæng og skal som minimum iføres særdels sexet outfit der viser mere end det gemmer. Heller ikke i bladverden har de haft den store sucess som solister - WW fik en periode uder krigen men så røg hun hjem til kødgryderne (rent bogstavligt) da WW2 stoppede - Stakkels Diana.

På film er det nok Linda Carter der har haft størst succes som Wonder Women - men der var sgu også drejet til det mandlige publikum - der har dog været et par uden for de kostumeredes rækker - som Ellen Riply (Alien) og Mila Jovovich (Resident Evil/Ultraviolet) - der har fungeret takket været nogle gode manuskripter og gode præstationer men ellers sælger de ikke rigtigt.

Japanerne er dog mere åbne for kvindelige helte og har i en række år produceret en del - der dog kun i et ganske begrænset omfang er kommet til Europa - udenfor en lille kreds af Asia-film fans er det stort set ukendte - men jeg formoder at med så meget andet godt på film fronten som kommer fra de kanter så vil der nok dukket et par af dem op i Hollywood.

Personligt så jeg gerne nogle flere tøsebørn - men det kræver ekstra gode manuskripet hvis de skal trække et større publikum til sig.

Enkelte syntes bare ikke det fungere med de kvinder:

http://www.cinemablend.com/new/We-Don-t-Need-More-Female-Superheroes-114...

de store fortællinger - og de store forklaringer

Jeg synes personligt det er svært at have overblik over de store fortællinger og de store forklaringer, dem hvor man placerer ét fænomen i en meget bred historisk sammenhæng. Som regel er de lette at skyde ned.

Personligt hælder jeg til den ny teknologi og den altid eksisterende narcissisme til at forklare the return of the superhero. Det andet - krise, økonomi, politisk identitet - passer lige nu meget godt. Men som Kim påpeger var der faktisk hverken krise eller nationale identitetskriser i 2001. I hvert fald ikke mere krise, end hvad verden altid byder på.

Og de store forklaringer kan være besnærende enkle. Når man arbejder med genrer - jeg kender til gys, krig og action - så ser man at det meste vender tilbage på et eller andet tidspunkt, når en ny generation af filmgængere ikke kender til tingene. Så kommer der en ny cyklus af fx zombiefilm eller genindspilninger af gamle successer.

og den nuværende bølge af superhelte-film er dømt død af mange i USA allerede nu. Men den fortsætter alligevel. Det vil blive interessant at se hvor længe. Allerede nu er det et yderst massivt fænomen i filmverden.

Jeg venter altså på filmversionerne af Red Sonja, WonderWoman og CatWoman. Der er sikkert flere, der kunne være oplagte. Og nu vi er ved kvindelige superhelte, hvornår kommer der så en Alien 5????

Verdensøkonomien

Da vores helte blev genfødt i Hollywood omkring år 2000 havde økonomien det faktisk helt ok.

Matrix - Blade og The X-men fik deres renæssance sammen med en film The Unbreakable og i årene kort efter fulgte Spiderman og resten af banden.

I 90´erne var det blevet stuerent at læse tegneserier og der var kommet nye tegnere med en ny agenda til - de gamle figuere fik nyt liv og blev refortolket og for en dels vedkomne gjort mere dystre.

Selv om der ok med finanserne så var der op igennem 90´erne begyndt at brede sig en vis utryghed - den nye teknologi påvirkede mange dele af vores liv og mange har nok følt sig endnu mere umyndiggjorte - det begyndte også at blive dagligdag at store virksomheder blev tager i både det ene og det andet - politikerne røg crack og hang ud med ludere - og skandalerne stod i kø - landsbytosserne fik også mere vind i sejlet med et nyt årtusind der nærmede sig.

Så en stigende utryghed - en samfund hvor nogle kunne gøre hvad det passede dem uden at nogen stoppede dem - bang så kom 911 og så gik det ellers stærkt - Heltene stod i kø for at komme på det hvide lærrede - vi havde åbenbart brug for nogle der kunne straffe de onde - nogle der altid ville være som Cæsars hustru: hævet over alt mistanke - i modsætning til politikorpset og politikerne.

Den nye teknologi gjorde det også muligt at fremstille dem uden at de fremstod som direkte latterlige - teknikken gav dem et skær af "realisme" - sproget - det hurtige og lette småironiske som specielt Peter Parker dyrker falder også i god jord blandt nutidens unge og en del af os andre og Matrix lå direkte i forlængelse af det meta-univers som computer ungdommen dyrkede og passe med sit paranoide bedrageriske univers som holdes op som en illusion for alle os komamennesker - maskinernes levende batterier - som en ren egobuster.

De kender computernes verden - de er ikke fanger som os - en helt nye type helte at spejle sig i end dem de ellers kendte fra filmens verden - nu blev deres spilfiguere levende og alle svæklinge kunne være med - pc´en gav dem kræfter.

Nu er krisen en kendsgerning - folket fattes job og penge og det kan måske være med til at forstærke og forlænge livet på superhelte bølgen - men da det begyndte var det nok ikke økonomien der lå til grund.

Det var nu hverken fascisme eller jøder, jeg hentydede til...

Ja, Superman og Batman kom frem i trediverne.

Depressionsårene.

Hvordan har verdensøkonomien det lige nu?

hmmm.... nå, nej, ENIG. :-)

hmmm.... nå, nej, ENIG.
:-) Rikke

(men der er n alligevel en ubehagelig scene hvor Hector (den oversete skuespiller Peter Sarsgaard) og Green Lantern sammeligner kroppe. Den indikere den 'rene' og ubesmittede krop som den bedste).

Superman er fascist

Superman er fascist – undskyld men jeg gik rundt og troede vi var nået til år 2011 – den slags marxistisk bavl fik vi tudet ørene fulde af i 60´erne og 70´erne – vores kærester vores skolelærer alle de røde fik stort set i to årtier ødelagt fornøjelsen ved tegneserier.

Tegneserier kunne læses men de skulle være opbyggelige og have et (rødt) politisk budskab og hvis det ikke lige var et par af de politiske korrekte typer man læste så blev man slået i hartkorn med Hitler når man blev opdaget med månedens Batman.

I mere end fire årtier har jeg dyrket tegneseriemediet og tør nok påstå at jeg har et temmelig grundigt kendskab til stort set alle superheltene og selv om jeg har forsøgt at lede efter spor så har det ikke været muligt at finde spor af de fascistiske træk som den forende venstrefløj påstår findes – tværdigt imod så ligner vores helte i højre grad de gamle græske og romerske guder – hvis altså guderne udelukkende viste sig fra deres gode sider – for vores helte har næsten alle udelukkende til formål at bekæmpe ondskab skabe retfærdighed og fange de skyldige så samfundet kan straffe dem og aldrig lade deres dårlig humør gå ud over andre (modsat guderne).

Superman har igennem årene udviklet sig fra at være ærkeamerikansk til at blive en verdensborger – han er hele Jordens Superman og Bruce Wayne er i rollen som ham selv en af de gode kapitalister der næsten udelukkende bruger sine penge til at skabe et bedre samfund – og selv han mørke side Batman bruger ikke sin magt til at fremme politiske formål men optræder udelukkende som crime fighter og samfundsbevarer.

Helte som Batman og Superman ville aldrig bruge deres evner og kræfter til at skaffe sig selv personlige fordele eller magt – Bruce Wayne ville aldrig i rollen som Batman bryde ind hos hans konkurrenter og stjæle deres hemmeligheder og for Superman er et tak nok – Det er ren spejderdrenge moral – er man god så er man god hele tiden og det man gør gør man fordi man kan og det er ens pligt at hjælpe når man nu kan – hvis de søgte magten havde de jo heller ikke brug for hemmelige identiteter hvor de anonyme kunne nyde en helt almindelig dagligdag med fast arbejde selvangivelse og røvirriterende kollegaer og kø på toilettet.

Fascismen i alle dens farver fra rødt til sort drejer sig om magt – magt til at tvinge og undertrykke – magt til at bestemme magt til at dræbe – vores helte søger ikke magt eller ønsker at står som repræsentanter for magten – udover ordensmagten – de hjælper de svage og redder de udsatte – hiver folk ud af brændende bygninger eller hænger et par forbrydere op i deres spindelvæv eller fange 5 af dem og binder dem sammen med en lygtepæl eller hvad deres speciale nu en gang er.

Og det er derfor de er de sande helte, disse spejderdrenge - alle på planeten Jorden ved at de udelukkende bruger deres kræfter for at beskytte os – vi kan altid stole på de er 100% ærlige og aldrig vil bruge deres evner til at undertrykke os eller på anden måde vil gribe efter magten. Ingen regering eller præsident bestemmer over dem men de lytter gerne til regeringsledernes bekymring og så er de rare at have ved hånden hvis en tsunami eller et jordskælv skulle prøve at ødelægge dagen og det vigtigste af alt de er villige til at dø for at redde hvem som helst af os.

superhelten - fascisme eller altruisme?

her kommer et par reflektioner over superkræfter, superhelte og fortolkning:

Er superhelten narcissist eller fascist når han bruger sine superkræfter? Hvordan skal vi forstå hans "enkle" løsninger? Er de barnlige eller politisk diktator-orienteret?

Jeg synes, et centralt element er at Superhelten tænker på andres velfærd når han handler, og at han er moralsk bevidst om at bruge sine særlige evner til at hjælpe andre og sit samfund eller sin verden. Green Lantern vil gerne redde menneskeheden!

Så bevæggrunden er vigtig og pege på altruisme. Nedenfor er et citat jeg har fundet af Comtes, franskmanden der fandt på udtrykket "altruisme". Superkræfterne kan også fortolkes som gudelignende - og gøre superhelten til et idol, snarere end en politisk leder.

[The] social point of view cannot tolerate the notion of rights, for such notion rests on individualism. We are born under a load of obligations of every kind, to our predecessors, to our successors, to our contemporaries. After our birth these obligations increase or accumulate, for it is some time before we can return any service.... This ["to live for others"], the definitive formula of human morality, gives a direct sanction exclusively to our instincts of benevolence, the common source of happiness and duty. [Man must serve] Humanity, whose we are entirely."
http://en.wikipedia.org/wiki/Auguste_Comte#Works

Endelig, her sidst, i forbindelse med altruisme: nyere forskning viser, at altruistisk adfærd ikke nødvendigvis er en kulturelt tillært ting, men at den kan være biologisk hardwired og give benefits i form af følelse af glæde og styrke "social bonding". Så måske peger superhelten på en dyb biologisk tilffredsstillese af glæden ved at hjælpe de andre?

"Altruism, the experiment suggested, was not a superior moral faculty that suppresses basic selfish urges but rather was basic to the brain, hard-wired and pleasurable."
http://en.wikipedia.org/wiki/Altruism#Neurobiology

fascisme & fortolkning af superhelte

Hmm, i bakspejlet kan jeg godt se at fascistoidt måske har en politisk klang, som ikke var tilsigtet. Det var ikke min pointe at tegneserieskabere rent faktisk er fascister, men blot at en del af tankegodset bag fascismen/nazismen også kan findes i superhelteuniverset.

Jeg mener at en del af fascismens(og nazismens) tiltrækningskræft, hvis man ser bort fra det nationale, er løftet om de enkle løsninger og det kompromisløse. Fortællingen om en verden hvor ting er sorte eller hvide, og hvor lederen/den stærke er den eneste som har løsningerne. og den finder jeg i høj grad også i superhelteuniverserne.

Jeg tror sådan set at vi er enige langt hen af vejen. Jeg ville bare forsøge med en alternativ vinkel på dine forklaringer:)

fascisme & fortolkning af superhelte

Hej Mogens,

tak for kommentar. Og enig, alt for mange ord. Aj, jeg ville ønske, at det var let at nå frem til betydningen af ting uden at bruge så mange ord. Men som forsker tvivler vi på alt og vil undersøge alt og måske også bruge ordene til at 'åbne op' for nye indsigter. Om de så er nye.... ja, nok desværre sjældent. Øv.

Men fordi de to skabere af Superman var amerikanske jøder, betyder det ikke, at alle superhelte skal fortolkes på samme måde. Eller fordi Superman blev skabt i fascismens årti, at alle Superhelte da er enten forkæmpere for demokrati eller fascistiske Übermenschen imod demokrati, eller knyttet til specifikke politiske ideer.

http://en.wikipedia.org/wiki/Superman

Første nummer af Superman kom i 1938 i USA. Og det fascistiske parti blev grundlagt af Mussolini i Italien i 1921, hvor det styrede Italien fra 1922-43.

http://en.wikipedia.org/wiki/National_Fascist_Party

Bare der kom en superman og bar mig ud på min løbetur nu!!!! Men vent, videnskab.dk har jo netop vækket mig med spændende debatter :-)

"hvorfor vi ser en bølge af dem netop nu?"

Suk. Det var dog en forfærdelig masse ord at bruge på ikke særligt meget. Hvis man kan bare en lille bitte del af sin historie, er svaret på spørgsmålet ret indlysende:

Hvornår dukker de første store superhelte tegneserier (Superman, Batman) op?

Hvad er kendetegnene ved det årti (hvad er det bedst kendt for)?

Er der monstro noget i nutiden, der minder om dette?

fascisme og superhelte

Kære Rasmus,

superspændende kommentar. Fik mig til at tænke på superheltens psykologi og på voldens psykologi. Og på moral-psykologi, der på engelsk hedder moral psychology eller slet og ret etik.

Hmmmm. Ordet "fascistoidt" synes jeg har en politisk dimension i sig, ligesom "nazistisk". Fascisme var jo et politisk system i Italien under Mussolini og er stadig en politisk ideologi ligesom nazismen. Ikke at jeg skal gøre mig klog på politik, men kort sagt noget med at tro på nationalisme; at følge en stærk leder; at mene at vold er et berettiget politisk virkemiddel; at afvise demokrati; at ville have en 'ren' befolkning uden træk (biologiske gener) fra andre folkeslag.

Og for mig repræsenterer den typiske superhelt en anden type styrke og en anden brug af vold. Han er ikke leder, men er en enegænger. Han er hverken for eller imod nationer, men støtter demokrati i alle områder (i andre lande, på andre planeter). Han tænker ikke politisk/på et system og en styreform, men har fokus på enkeltindividet.

For nu at gøre det kort, så mener jeg at det "barnlige" og superenkle ved superhelten ikke høre til et politisk blik, men snarere til et narcissistisk og individuelt-psykologisk blik: Det er her vi med udgangspunkt i os selv kan synes at den anden er dum og bare skal have tæsk. Det betyder ikke konkret at vi tæsker andre (jeg gør i hvert fald ikke) men at vi har den primitive følelse. Med primitiv mener jeg barnlig eller mere præget af følelser for én selv end af forståelse af mere komplekse samfundsmekanismer.

Med andre ord: superhelten er ikke fascistoid, han er narcissistisk.

Og så er der alligevel ofte spor af det fascistoide alligevel..... ser vi fx på skurken i Green Lantern, så er han genetisk "uegnet". I en af filmens mere "fascistoide" scener kæmper Green lantern (med sin superkrop og sin ring der giver superkræfter) med skurken, der er en "hæslig nørd". De er begge forelsket i den samme kvinde.

Så, altså, jeg tror ikke vores fascination af superhelten overhovedet behøver være fascistoid. Men jeg kan se, at superhelte-universet sagtens kan inkludere det fascistoide aspekt. Fx. er der netop en vanskabning, der bliver afvist af spartanerne i 300. Han går så over til fjenden, fordi det er nederen at blive afvist af de gode (der jo er arrogante).

Men spændende ved superhelte-universet er, at det lader os arbejde med fascinationen af vold, styrke, magt og handling. Det kan ske på mange måder. De fleste film ser jeg dog slet ikke som fascistoide (fx Ironman, X-men, Superman, Batman, m.fl.)

Fascistoidt?

Jeg syntes de oplagte ord og vendinger bliver brugt i din blog Rikke, men du siger det aldrig rigtigt. At vi godt kan lide det fascistoide ved superhelte. Er det med vilje?

For jeg syntes da at det er ret tydeligt, hvis man kigger efter det: Den stærke mand der som en eneste har visionerne og evnerne til at løse samfundets åbenlyse (og meget sort/hvide) problemer. Og som blæser på hvad der er lov og ret, men gør det han (og vi med ham) mener er rigtigt.

Især Miller (som du jo også nævner) bliver faktisk ret tydelig i sin fasination (eller hvad det nu er) af den fascistiske helt/det fascistiske. Både i 300, men også i sin filmatisering af Eisners 'The spirit'. Når man læser tegneserieforums rundt omkring er der mange som afsværger ham, netop fordi han bevæger sig ud hvor det bliver lidt for ekstremt. Hvis man skal tro det som viskes om hans kommende værk, kammer det vist helt over der.

Lidt ekstra

In brightest day, in blackest night,
No evil shall escape my sight
Let those who worship evil's might,
Beware my power... Green Lantern's light! ”

—Hal Jordan/Many Current Lanterns

Add-on

Universet er opdelt i 3600 sektorer og hver sektor overvåges af 2 medlemmer fra The Green Lantern Corps – dvs. der er i alt 7.200 medlemmer af korpset.

Korpset blev grundlagt af en gruppe fra planeten Maltus for ca. 3-4 milliarder år siden – de var den første intelligente race i universet – Gruppen besluttede efter en række katastrofer (de skabte et multivers og var lige ved at udrydde sig selv) at danne The Guardians of the Universe – det syntes kvinderne var noget pjat og eftersom de havde opnået udødelighed (mænd og kvinder) og derfor ikke havde brug for at reproducere sig selv – så skiltes deres veje (det var den gang man kun havde sex for alvor og ikke bare for at hygge sig ;)) – Mændene slog sig ned på Oa en planet som ligger i universets centrum (jow den gør) og besluttede at de vil bekæmpe ondskab og forbrydelser i almindelighed for alt tid fremover.

Og siden har de lavet endnu flere ulykker og har gentagende gange været ved at udslette os alle - men alligevel er de stadigvæk nogle arrogante små skiderikker der føler de har styr på det hele og til tider er de ganske ulidelige – men nu hænger vores nuværende Grønne Lygte jo ikke ud til dagligt med dem – så det går nok.

Helt udødelige er de nu ikke de kan slås ihjel og om ca. 1.000 år er det forbi med de Grønne Lygter – men det er en anden historie.

I kan læse meget mere om oprindelsen og den Grønne Lygte her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Green_Lantern_Corps

http://en.wikipedia.org/wiki/Green_Lantern

Ps. Øj hvor jeg glæder mig til du kommer tilbage med en omgang gyser i din blog - sidst dukkede der nogle ret interesante mennesker med stor indsigt i det emne.

indsigt i superhelte

Hej Kim,

indsigt.... vi er nok forskellige, os forskere, men jeg får først indsigt, når jeg begynder at forske i ting. Og der skal være en anledning eller noget der 'skubber'. Jeg er meget selektiv i, hvad jeg læser, for som ekspert har man - i hvert fald undertegnede - en dyb viden fremfor en bred viden. Så, kort sagt, noget ved jeg en masse om. Og rigtig meget ved jeg næsten intet om.

Superhelte hører til det, jeg næsten intet ved om. Og det håber jeg at ændre. Til gengæld har jeg læst en masse om eventyr det sidste halve år, det var enormt interessant. Nu ved jeg lidt om eventyr og det bruger jeg til at se på det eventyrlige, når jeg analyserer gyserfilm (Red Riding Hood, Pans Labyrint, og et par flere).

Så jeg glæder mig til at lære mere om superhelte. Ofte føler jeg i øvrigt, at mine studerende viser mig vejen med mange ting. Det er det fede ved at undervise.

Så, jeg glæder mig til at følge op på dine links. Nu vil jeg vende tilbage til forskningen i lidt andre områder. Men det kommer i mit næste indlæg.

Jeg er vendt tilbage til min 'gamle' genre, gyserfilmen. Her er så meget fedt, herinde!!!!

:-) Rikke

Dc konta Marvel

I begyndelsen var det DC der var helt fremme i skoene med film og serier hvilket måske skyldes at DC figurer var mere og sorte og hvide end Marvels ditto. Superman og Batman er ubestikkelige i alle livets forhold er de hæderligheden selv – Man ved at de heller vil dø selv end at skade en uskyldig. En formel der er ganske enkel at overfører til tv og film – specielt den gang – Her er en helt og her er en skurk – Heltene var store og stærke – skurke lignede skurke med ar og grumme smil på læberne – og ungerne elskede dem – enkle og ukomplicerede helte der når som helst kunne dukke op og redde dig eller din mor/hundehvalp/dukke/planet….. betingelsesløst og uden at skele til din tro eller hudfarve og et enkelt tak var nok for dem.

Marvels univers er befolket med lidt mere brogede personligheder og er ikke alle lige modige eller uselviske som gutterne fra DC – de er mere menneskelige og som du skriver så er de fleste af dem ikke helt frivilligt blevet trukket ind i alt det superhelte halløj – enkelte var født med mutationer som f.eks. Wolwerine men han fik først styrke nok efter at han fik et par sprøjter adamantium og kun nød tvang ham modvilligt påtage sig jobbet som superhelt.

Hulk er jo også en sær type at bakse med og Lou Ferrignos version af Hulk var lidt en samme genre som Adam Wests Batman – lidt svært at tage alvorligt og med en kompleks figur som Hulk bliver det ekstra svært at overfører det til lærred.

Så generelt vil jeg sige at det først og fremmest den sort/hvide fremstilling af DCs folk der gør det nemt og billigt at skabe serier efter serie – formlen kendes på forhånd og så er det bare at finde ugens skurk.

Marvel universet kræver mere af sine læsere/seer – figurerne er generelt lidt mere grålige og har gerne personlige forhold der er en væsentlig del af fortællingerne og det gør dem mere komplekse – for at få et godt udbytte skal de tages alvorligt - for alvorligt til at man kan bygge en række 5-10 minutters episoder på dem – med en begyndelse en midte og en pæn afslutning – så er det nemmere med Skvatman og Svupman – her er helten her er skurken ka-pow og smid ham i fængsel for mig, Gordon.

Men for begge gælder det at de i en meget lang årrække ikke blev taget alvorligt i Hollywood – det var bare en slags corny underholdning for børn og meget barnlige sjæle og selv de Batman film der blev produceret fra slut 80erne til slut 90erne med alle de kendte – formåede ikke at fremstille figurens kompleksitet og Superman filmene var direkte latterlige og ulidelige.

Først da Sam Rami fik mulighed for at lave den første Spiderman film i 2002 og da Chis Nolan et par år efter fik til opgave at lave en Batman film begyndte der at ske noget – hans figur fik de dimensioner og facetter der før havde manglet – nu blev han beskrevet med Frank Millers fortolkning som forbillede og med det udfoldede han sig for første gang for alvor på film og blev mere helstøbt og interessant for folk uden for tegneserieverden og man kan vel rolig konkludere at Batman Begins blev startskuddet til en helt ny æra af heltefilm og godt hjulpet på vej af alt den fede teknik der er adgang til blev det også muligt at skabe bedre Marvel film med andre end ”your friendly neighborhood Spider-Man”

Lidt læsestof til de nysgerrige:

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_films_based_on_DC_Comics

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_television_series_based_on_DC_Comics

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_films_based_on_Marvel_Comics

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_television_series_based_on_Marvel_C...

http://da.wikipedia.org/wiki/Marvel_Comics

http://en.wikipedia.org/wiki/DC_Comics

Ps: "Og om indsigt - jeg håber at lave et valgfag om tegneserier og film til foråret. Hvis det bliver til noget, så vil jeg læse noget om alt det, jeg ikke kender til."

Jeg vil melde mig til under falsk navn og så dukke op og stille sære spørgsmål og få dig på glatis ;)

superhelte: det enkle og det simple

Hej Kim,

i lige måde, jeg har savnet bloggen og især dine indsigtsfulde kommentarer. Nå, men, mit liv har været vendt og og ned det sidste år, så det er først nu jeg har fundet fodfæste – og energi til at blogge.

Jeg synes, det er spændende med denne bølge af 'voksne' tegneserier. Som barn og indtil jeg fik for travlt læste jeg alt i tegneserier. Simpelthen alt. Fra Tintin til Blueberry og spanske ting og Milo Manara og Fritz the Cat, alt hvad biblioteket havde hjemme. Så min smag her er ret alsidig.

Superhelte - havde biblioteket IKKE hjemme, så dem købte jeg nogen hæfter af da jeg var i USA og har siden set som film. Jeg har altid nydt superhelte universerne.

Nu kiggede jeg på IMDB - og nej, jeg opdagede faktisk Halle Berry i X-Men, der er fra 2000. Jeg kan se, hun var med i The Last Boy Scout, men jeg genkendte hende ikke derfra. Så for mig var skuespillerne i de her 'nye' superhelte film faktisk nye ukendte ansigter, hvilket var fedt og gjorde det nemmere bare at nyde universet og figurerne.

Om det enkle og det simple. Mit indlæg fik mig til at tænke over, at jeg synes der er forskel på de to ting. Det enkle gør tingene overskuelige. Mens det simple for mig at se 'forsimpler' og dermed stadig gør ting overskuelige, men nu på en fejlagtig måde hvor essentielle ting er udeladt. Og jeg synes, at mange af den nye bølges film gør det første, de gør komplicerede ting enkle. Og enkle at forholde sig til. Samtidig med at filmene leger med komplicerede problemstillinger - bl.a. i Kick-Ass, hvor tilskuerne ikke griber ind, men bare ser på overfald udenfor caféen, hvor de sidder, som underholdning. De ringer ikke engang til politiet. Jeg synes, den film havde overraskende og 'skæve' indfaldsvinkler på selvtægtsfænomenet. Den gav i hvert fald ikke nogen simpel løsning.

Wonder Woman – Anne skriver, at Refn har udtalt, han gerne vil lave filmen. Jeg har læst nogen af de nye Wonder Woman tegneserier og set en animationsfilm. Min datter er stor fan. Jeg er vist mere vild med Catwoman, som jeg skrev lidt om i min bog Super Bitches and Action Babes (2007). Ikke nogen god film, men alligevel var der mange fede elementer. Dog var Pfeiffer en bedre Catwoman efter min smag.

Og om indsigt - jeg håber at lave et valgfag om tegneserier og film til foråret. Hvis det bliver til noget, så vil jeg læse noget om alt det, jeg ikke kender til. For tiden arbejder jeg med kvinder, gys og bad emotions. Men det vil der komme mere om på bloggen i efteråret.

.-) Rikke

Why the world needs superman

Hej Rikke

Velkommen tilbage – jeg har savnet dine blogs og filmsnak i almindelighed.

Jeg glæder mig til at jeg skal se den Grønne Lygte i biffen i næste uge og ikke mindre til den kommende Avengers.

Igennem de sidste mange år er der blevet bygget op til Avengers og vi har igennem forskellige film blevet præsenteret for medlemmerne af gruppen som bl.a. består af Hulk – Iron Man – Thor og Captain America m.fl.

Grønne Lygte er en af de mere særprægede helte i den gruppe – Han er ikke født med superkræfter eller kommer fra en sær dimension eller planet – han er en helt almindelig gut som ved et tilfælde bliver rodet ind balladen og udnævnes til den nye Grønne Lygte og en del af et universelt politikorps.

At du er ny i tegneserieverden og først for få år siden blev bekendt med det univers har jeg jo drillet dig med før ;) – men det undre mig når du skriver at du ikke skuespillerne fra f.eks. X-men eller Fantastic Four – vi taler trods alt om skuespillere som havde en pæn karriere før de optrådte som superhelte f.eks. Michael Chiklis som var midt i The Shield da han for første gang optrådte som Ben Grimm – Eller Halle Berry eller Ioan Guffudd som de fleste kender fra The Hornblower osv.

Ellers har du nogle rigtigt gode betragtninger om hvorfor vi igen er blevet til helte med alle deres fejl og mangler – selv anti-heltene og de mere skæve typer er kommet ind i varmen og jeg tror at du har fat i den lange ende når du peger på at vi lever i en verden som bliver mere og mere kompliceret og dagligt afsløres den ene leder efter den anden som værende korrupt og vi kan læse om store skurke der urørligt sidder og griner af deres ofre og en lov der er blevet så udvandet og fordrejet at det er blevet umuligt at dømme de dumme svin – vi har igen brug for at opleve en verden der er mere sort og hvid – en verden hvor de skyldige fanges og straffes og de uskyldige altid ender med at vinde.

At vi tyr til heltene er ikke unormalt og verdens uretfærdighed var den gødning der skulle til for at gøre folk som Dirty Harry spiselig – vi havde brug for en der ikke var blødsøden og vi ville have en verden hvor en voldtægtsforbryder blev skudt for sine ugerninger.

Tegneserie heltene var lidt mere renskuret og så snart de forlod drengeværelset og røg op på det store lærred så virkede de kiksede og latterlige – hvilket men i en periode tog konsekvensen af og skabte den totalt corny række af Batman film og ditto serier fra 60´ erne med Adam West i hovedrollen som Batman gjorde godt grin med hele genren og sig selv – også på tegneserie fronten var det sløjt med at tage sig selv alvorligt i den periode.

Så dukkede der folk som Frank Miller op og med et vendte billede – flere kom til og heltene blev genfødt – nu som både mere menneskelige men også som mere dystre og godt hjulpet af den nye teknologi var det nu muligt at overfører dem til det store lærred uden at de virkede latterlige – kombineret med gode skuespiller – instruktører og solide manuskripter fik hele tegneserieverden med et nyt liv og vi behøvede ikke længere at gemme vores blade væk når der kom gæster.

Jeg kan kun give dig ret i at superhelte universet giver os en superenkel optik at kikke på verden igennem – men det trænger vi også til en gang imellem uanset om det er John McClane der Yippee-ki-yay, motherfucker Hans Gruber eller Batman der hiver en Batman Begins hiver Flass udover et hustag – så giver det os en tilfredsstillelse at vide de onde altid bliver straffet for deres ugerninger.

Wonder Women - man har da lov at håbe - men du ved jo hvordan det ofte går med de kvindelige superhelte - men måske... vi har lov at håbe

superhelte cyklus og Refn

Hej Anne,

jeg er med på det med cyklusser. Jeg kender ikke helt nok til genren til at udtale mig sikkert. Men det virker på mig som om tegneserien har udviklet sig til en 'voksen' kunstform, hvad den har været hele tiden, men nu tager den mere opmærksomhed og skaber inspiration til film. Frank Miller har været afgørende men jeg kan se, at der sker så meget på denne front: The Walking Dead, Kick-Ass, Cowboys & Aliens, der er mange ting fra film og tv der tager afsæt i tegneserie, udover superhelte-universet.

Cyklus: Som jeg ser det har Miller inspireret til at filmen tog tegneserien seriøst, bl.a. med Sin City og 300, film der blev nedrakket af anmeldere men stormende modtaget af publikum.

Hvorfor? Jeg tror som sagt på to forklaringer, en teknologisk (der gør fede special effects billigere og nemmere at producere) og en sociolocisk. Den sociologiske er ret kompleks: jeg tror der er politiske faktorer, der får os til at vende os mod de enkle universer med enkle helte og enkle løsninger. Det spændende er så faktisk at det enkle ikke altid er så enkelt endda. The Dark Knight (2008) er et rigtig spændende bud på en moralsk og politiksk kompleks fortælling.

Om Marvel og DC - ja, her fanger du mig. Jeg kender en masse superhelte, men har ikke sat mig ind i, om de er fra den ene eller anden producent. Men jeg har tænkt mig at foreslå et valgfag på mit institut om tegneserien og filmen til foråret, så vil jeg læse op på emnet, hvis det bliver realiseret.

Og tak for kommentaren om Refn - jeg tjekker linket senere, jeg vil synes det var FOR VILDT om han lavede en Wonder Woman filmatisering! Hans Valhalla Rises er helt utrolig. Jeg ved ikke, om jeg kan lide filmen, men den gjorde dybt indtryk på mig. Absolut en auteurs film og meget mere dyb (synes jeg) end Fear X.

:-) Rikke

Hej Rikke :-D Nicolas Winding

Hej Rikke :-D

Nicolas Winding Refn har sagt, at hans store drøm er at lave en Wonder Woman film med Christina Hendricks som Wonder Woman, HVIS og kun hvis, Logans Run bliver en success! Her er kilden: http://blastr.com/2011/08/want-a-wonder-woman-movie.php Der er vist ret stor chance for at Logans Run hitter, hvis Refn vinder en Oscar med Drive (som der tales om)... Så vi håber...

Apropos superhelte, har jeg også et indlæg: er det muligt, at der kan tales om superhelte loops? Forstået på den måde, at det første 'loop' var 1930erne og 1940erne, der ofte kaldes The Golden Age for superheltegenren, igen i 1970erne kom 'The Silver Age'... Og nu boomer superhelte frem igen (film er det nye medium). Verden har måske igen i 00erne nået et kompleksitetsniveau, hvor superheltetankegangen er belejlig?

En anden kommentar, er en interessant detalje som du ikke nævner i din blog. Der er stor forskel på historierne i både filmatiseringerne og tegneserier hos henholdsvis Marvel og DC... Marvel har de seneste 10 år produceret film på livet løs, men DC er først lige ved at komme med på vognen... Forskellen på de to typer superhelte er ret signifikant... Hos Marvel bunder superheltens kræfter oftest i et (fejlslagent) menneskeligt, videnskabeligt eksperiment (Spiderman, Hulk, Wolverine, Iron Man, Captain America), hvor superheltene i DC universet oftest er overjordiske/udenjordiske (Superman, Den grønne lygte, Mfl.) og har næsten magiske, messias-lignende kræfter... Der er også en meget omtalt Superman film lige på trapperne.. Har du en kommentar til dette?

Mvh.

Anne

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Rikke Schubart

Blogger om:

Jeg blogger om Hollywoods film, om underholdning og kvalitet, om stjerner og instruktører og alt hvad dertil hører.

Andre bloggere i Filmbloggen:
Heidi Philipsen
Annonceinfo