Martin Campbells ‘Green Lantern‘ (2011) med Ryan Reynolds i rollen som Green Lantern – Grønne Lygte – er den seneste i en bølge af amerikanske superheltefilm.
Og man kan spørge, hvad superhelten har at fortælle et moderne publikum? Og hvorfor vi ser en bølge af dem netop nu?
Først, jeg er ikke ekspert i superhelte, så jeg vil straks indrømme, at jeg ikke kendte Green Lantern, før min datter sidste år begejstret fortalte, at han kom som film i 2011. Ligesom hun fortalte om The Green Hornet, Captain America, Thor og sukkede over, at Wonder Woman desværre ikke blev til en film med rigtige skuespillere (Wonder Woman blev forsøgt som tv-serie i 2011, men pilot-episoden var så dårlig, at serien blev opgivet).
Så ét er sikkert: superhelte taler til unge. Og nok også til børn og voksne, for publikum er så stort, at vi i dag ser den største bølge af superheltefilm nogensinde. Udover de allerede nævnte er min favorit, Bryan Singers ‘X-Men’ (2000), blevet til en trilogi med to prequels (en prequel handler om begivenheder inden serien), ‘Iron Man’ (2008) fik en efterfølger og en tredje ‘Iron Man’ er på vej, der kommer endnu en ‘Spider-Man’, og så er vi mange, der ser frem til ‘The Avengers’, hvor flere af de nævnte superhelte vil danne team i 2012.
Et prestige-skift
Superhelte taler altså til et moderne publikum. Man kunne have troet, helte i sære outfits signalerede nørd og fastelavn, men superhelten har skiftet status. Han er blevet arvtager til action- og adventurehelten, og genren leger indforstået med hans ‘nørdhed’ i skæve og intelligente film som ‘My Super Ex-Girlfriend’ (2006), ‘Hancock’ (2008) og ‘Kick-Ass’ (2010).
Samtidig er der sket et prestige-skift i Hollywood. Indrømmet, Tim Burton’s to ‘Batman’-film (1989, 1992) havde Michael Keaton, Jack Nicholson, Kim Basinger og Michelle Pfeiffer. Men siden blev det mindre cool at spille superhelt, og i hvert fald kendte jeg ikke skuespillerne i for eksempel ‘X-Men’ og ‘Fantastic Four’ (2005). Det ændrede sig med genrens nye popularitet, og i dag er den barnlige superhelt blevet et seriøst blockbuster-fænomen spillet af Robert Downey Jr., Will Smith, Christian Bale og Scarlett Johansson.
I ‘Green Lantern’ spiller Ryan Reynolds den kæphøje og uansvarlige testpilot Hal Jordan, der bliver valgt til jobbet som Green Lantern af et døende rumvæsen, Abin Sur. En Green Lantern er et medlem af det intergalaktiske Green Lantern-korps, der siden universets opståen, længe før Jordens og menneskeracens opståelse, har opretholdt fred.
Der findes ialt 3600 Green Lanterns. Eller også er det 7200, men de nærmere detaljer er nu ikke så vigtige. Det vigtige er superkræfterne, der kommer med den grønne ring og lygte, og som trækker energi fra ringbærerens viljestyrke og frygtløshed. Og det vigtige spørgsmål er, om Hal er frygtløs og ansvarlig? Og hvor får han egentlig sin dragt fra? Ja se, en ringbærer kan materialisere alt med tankens magt: tanks, missiler, racerbiler og grøn dragt og maske. Så en Green Lantern-dragt er skabt af tanker (mens Spider-Man må rende rundt med sin dragt i en rygsæk og Iron Man har sit grej i kælderen).
Sort/hvid etik
Men hvorfor superhelte? Det oplagte svar er tilfredsstillelsen ved at lade én person ordne verdens uoverskuelige problemer. Det gør beslutningsprocesser langt hurtigere. Han skal ikke spørge en regering, intet militær, intet bureaukrati og har ingen demokratiske forhandlinger. Superhelten følger sit hjerte og ved altid bedst, og sætter han sig op imod intergalaktiske råd, er det fordi, han har ret og er modig. Den slags følger med superkræfterne.
Men den narcissistiske tilfredsstillelse ved utæmmet lyst og gøren er ikke hele forklaringen på superheltens popularitet. Lige så vigtigt er hans superenkle moral. Med superhelte-fortællinger følger nemlig også et superenkelt verdenssyn. Etik er reduceret til skurk og helt, og den individuelle moral kan formuleres i én sætning. I ‘Spider-Man’ lyder den sådan her: »With great power comes great responsibility.« Jeg skal ikke afsløre, hvordan sætningen lyder i ‘Green Lantern’. Men den er der.
Det superenkle liv betyder ikke, at alt er let for superhelten. Han har problemer med kæresten, traumatiske barndomsoplevelser, superskurke og undertiden også med selvværd. I dén henseende ligner han os andre. Men han har ikke problemer med overtræk på kontoen, at hente unger fra vuggestue eller at finde tid til at gå i fitnesscenter.
Der er undtagelser, indrømmet, og flere film spekulerer i at udfordre den superenkle optik. I ‘Kick-Ass’ mangler helten superkræfter, i ‘Hancock’ er han alkoholiker, i ‘Watchmen’ (2009) er superheltene blevet gamle og bitre, og ‘The Dark Knight’ (2008) placerer sin helt i moralske problemstillinger, der ikke er superenkle.
Den superenkle moral betyder altså ikke, at livet som superhelt er superlet. Men det betyder, at det er lettere at handle. Når du ser en superskurk og med tankens magt kan materialisere en tank, hvad gør du da? Ringer til politiet? Eller skyder først? I superhelte-universet er superskurkene lige så lette at identificere som superhelten: Enten bærer de superdragter (og har superkræfter), ellers er de deforme eller skabninger, der bryder naturlovene.
Teknologi eller livssyn?
Til sidst: hvorfor opstår en sådan bølge netop nu?
Jeg har to bud. For det første gør den avancerede CGI-teknologi det muligt at skabe visuelt overbevisende special effects. Men det er en kedelig teknologisk forklaring.
Mit andet, og langt mere spekulative, bud er, at vi lever i en global og kompliceret verden, hvor moral hele tiden udfordres af politiske interesser og egoistiske hensyn. Vi vil demokratiet, ja. Men vi vil også handle billigt i Netto og betale os fra at være soldat i Afghanistan eller have politiet til at standse indvandrerne, når de slås på ydre Nørrebro.
Vi vil være humanister og venstreorienterede og bruge billig polsk arbejdskraft til reparationerne på vores villa. Vi vil være internationale og globale og samtidig holde verdens fattige fra vores egne grænser. Ja, livet er sammensat.
Så mit bud er, at superhelten tilbyder en superenkel optik på livet, som vi mere end nogensinde kan bruge. Og mit bud er også, at bølgen kommer til at vare et stykke tid endnu. Jeg krydser fingre for en Wonder Woman-film. Med rigtige skuespillere.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
