Annonceinfo

Grænser i det grænseløse verdensrum

 

Den 19. til 22. april afholdtes konferencen “Envisioning Limits: Outer Space and the End of Utopia” i Harnack-Haus i Berlin. Konferencen var arrangeret af forskergruppen The Future in the Stars ledet af den tyske historiker Alexander C. T. Geppert, Freie Universität Berlin.

Rumhistoriens mørke tidsalder

Konferencens formål var at bringe en række forskere sammen for at diskutere og analysere 1970erne som periode i rummets historieskrivning. Men med den særlige tilføjelse, at det skulle handle om Europa og europæisk rumhistorie.

 

1970erne betragtes af mange som en art mørk tidsalder i det ydre rums historie. I 1972 afsluttedes det amerikanske månelandingsprogram Apollo og den æra, der begyndte med Sputnik i 1957, var dermed forbi. At Apollo-programmet således blev afsluttet, før det oprindeligt var planlagt, skyldtes bl.a. ideen om “grænser for vækst”, som blev introduceret med bogen Limits to Growth i 1972, vietnamkrigen og alle mulige andre forhold, som gjorde at fokus blev vendt bort fra verdensrummet og mod Jorden. USA havde vundet rumkapløbet og Mars kunne vente.

Rumalderens afslutning – eller en ny begyndelse?

Først med rumfærgen i 1981 kom der for alvor skub i den bemandede rumfart igen. Men det var intet mod, hvad Michael Michaud i bogen Reaching for the High Frontier har kaldt for den “klassiske rum-dagsorden”: Månelanding, base på Månen, videre færd til Mars, kolonisering af solsystemet. Den utopiske forestilling om menneskehedens ekspansion ud i det uendelige univers, som så længe havde været forudset i science fiction-genren, skulle alligevel ikke blive til virkelighed.

Men hvad var det egentlig der skete rumhistorisk i 1970erne? Var det overgangsperiode, et “tabt årti”, eller måske snarere en periode, hvor utopierne fik fornyet kraft? Princeton-fysikeren Gerard K. O’Neills visionære ideer om kolonier i rummet, samt astrokulturelle fænomener i form af bl.a. den vildt populære science fiction-film Star Wars (1977), viser at interessen for rummet, i hvert fald som imaginært sted, ikke nødvendigvis døde ud i 1970erne. Billedet står ikke helt klart og konferencens oplæg viste da også, at der er meget at diskutere.

En mangfoldighed af perspektiver

Konferencen bød, som konferencer altid gør, på en herlig mangfoldighed af perspektiver, emner og indgangsvinkler. Der var en gennemgang af de tyske videnskabsmagasin Xs fremstilling af rumfart fra 1969 til 1973, spændende indlæg om rum-juridiske problematikker, en analyse af britiske romaner fra 1970erne, en øjenåbnende fremstilling af NASAs deltagelse i vietnamkrigen, fascinerende fremstillinger af Gerard O’Neills rumkolonier, en opsummering af kunstneres anvendelse af satellitmediet og en vurdering af betydningen af de ideelle rummissioner i NASA, som måske aldrig bliver til noget, men som vedbliver at påvirke de missioner, som faktisk bliver til noget – og meget andet.

Fremskridtsskepsis og transnationalisme

Her vil jeg blot fremhæve et par enkelte præsentationer, som var af særlig relevans og interesse i forhold til emner, som jeg selv har forsket i. Den engelske historiker Robert Poole, fra University of Cumbria, holdt et oplæg om Stanley Kubricks og Arthur C. Clarkes Rumrejsen år 2001, hvori den tese blev fremsat, at filmen sætter spørgsmålstegn ved menneskets uproblematisk progressive udviklingspotentiale. Set i lyset af samtidige teorier om menneskets oprindelse og evolution blev filmen fremstillet som et argument for, at mennesket i fremtiden vil være ligeså primitivt, og aggressivt, som de aber, der i Rumrejsen år 2001 skrigende samler sig om den sorte monolit på savannen i menneskehedens morgengry.

Historikeren Andrew Jenks fra California State University, USA, fortalte om den rolle, som den sammenslutning af astronauter og kosmonauter (russiske astronauter), der kaldte sig “Association of Space Explorers”, spillede i 70erne. Denne eksklusive gruppe forsøgte, med den amerikanske astronaut Rusty Schweickart i spidsen, at arbejde for en transnational forståelse af rumkapløbets æra. Her spillede den franske astronaut Jean-Loup Chrétien en særlig rolle, ligesom hans landsmand, og opdagelsesrejsende i Jordens “indre” rum, Jacques Cousteau, også gjorde det. Og det gjorde de netop qua det, at de var europæere og dermed nogenledes neutrale i forhold til den kolde krig, der i rasede mellem vest og øst.

Rum-religiøsitet

Endelig holdt Roger D. Launius, kurator på afdelingen for rumhistorie på the Smithonian Institution’s National Air and Space Museum, Washington, DC (og NASAs tidligere chef-historiker) et oplæg, som jeg i særlig grad så frem til. Alene titlen, “Human Spaceflight as Religion in the Aftermath of the Space Race”, var nok til at øge min puls.

I flere år har jeg haft på fornemmelsen, at studiet af hvad jeg selv i en tidligere blog har kaldt “det ydre rums religion”, var på nippet til at bryde igennem på rumfartsområdet. Når en så distingveret forsker som Launius gør sin entre på denne scene, viser det at tiden er kommet til at tage fat på dette store emne. Der har bestemt været tilløb før; men i det store og hele har de været perifære og præget af en manglende demonstration af religionsvidenskabelig teori og metode.  

Launius’ indgangsvinkel var at amerikansk rumfart kan læses som en religion, slet og ret, med alt fra religiøse ritualer, over religisiøse skrifter, til ønsket om frelse. Under den efterfølgende diskussion foreslog jeg et par potentielle problemer, som det var værd at tage med i overvejelserne omkring forbindelsen mellem religion og rumfart. Virgiliu Pop fra det rumænske rumagentur, der selv har skrevet om sammenhængen mellem det sovjettiske rumprogram og religiøsitet ud fra et astrosociologisk perspektiv, tog omgående tråden op og foreslog at vi skulle lave et særnummer af tidsskriftet Astropolitics med temaet “det ydre rum og religion”. Det har tidsskriftets redaktør nu givet grønt lys for.

Og mig selv, sagde hunden

Selv fik jeg positiv feedback på mit oplæg om det såkaldt “klassiske” rum-LEGO fra 1978-79 set i en astrokulturel kontekst og blev sågar interviewet om det til schweizisk radio. Og så kan man jo ikke forlange mere. 

______________________

Michaud, Michael A. G. (1986). Reaching for the High Frontier: The American Pro-Space Movement, 1972-84. New York; Westport, Connecticut; London: Praeger Publishers.

Virgiliu Pop (2009).”Viewpoint: Space and Religion in Russia: Cosmonaut Worship to Orthodox Revival” i Astropolitics, 7: 150-163.

Lærer at afgrænse.

Gennem vores erkendelse og videnskab har vi lært at afgrænse, for bedre at kunne forstå, men i virkligheden har alt en større sammenhæng, som vi lærer at sætte sammen som et puslespil.
Vi har det bedst med at have en overskuelig verden som vi føler, at vi behersker og stadigvæk kan udforske, og det er vel en vigtig del af vores livs grundlag, og har medvirket til, at vi stadigvæk eksisterer i dag.
I fremtiden vil vores eksistensgrundlag blive ændret under et større tempo, derfor er det vigtigt. at vi forsat, kan bevare overblikket og føle det fællesskab og den nærhed vi har brug for i vores evige rejse for at overleve mentalt og fysisk.

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Thore Bjørnvig

Blogger om:

Jeg vil primært skrive inden for områder, der vedrører kulturelle og religiøse aspekter af videnskab og teknologi, med forkærlighed for emner, der er relateret til det ydre rum – det være sig rumfart, rumforskning, science fiction, SETI, astrobiologi, eller astronomi generelt. En god samlebetegnelse for det jeg skriver om er "astrokultur", et begreb indført af den tyske historiker Alexander C. T. Geppert. Man kan også følge "Astrocultural Tweets" på Twitter eller kontakte mig hvis man er interesseret i foredrag om et eller flere af de emner, jeg skriver om her på videnskab.dk.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo