Flyskræk journalist styrter med fly
22. maj 2012 kl. 09:40Videnskab.dk's udsendte medarbejder er bestemt ikke glad for at flyve – men hun deltager alligevel netop nu i det europæiske rumagentur ESA's vilde parabolflyvning. Læs mere
Gensyn med 9. april
7. april 2009 kl. 15:16 13 kommentarer
En forhenværende tysk officer, der havde været udstationeret i Danmark under den anden verdenskrig og derfor formodedes at have forstand på de ting, blev efter krigen inviteret til at bidrage med sine erfaringer, da det danske forsvar skulle genopbygges. Officeren skal efter sigende have afvist invitationen med ordene: "Dänemark lässt sich überhaupt nicht verteidigen!" - Danmark kan overhovedet ikke forsvares!
Et militært forsvar af landet mod en styrkemæssigt overlegen angriber havde længe været en umulighed. Det havde vist sig i 1801, i 1807 og i 1864 - og det viste sig igen i 1940, den 9. april. Viggo Hørups kommentar til det fantastisk udgiftskrævende anlæg af Københavns befæstning i 1800-tallets slutning - "Hvad skal det nytte?" - dækkede mange danskeres holdning til sagen, mens konservative, der brystede sig af at være mere nationalt sindede end deres øvrige landsmænd, fastholdt, at det udelukkende var et spørgsmål om at afsætte tilstrækkeligt mange ressourcer til militæret. Argumentet blev grundigt torpederet af Polens nederlag i september 1939 og de tyske sejre i Belgien, Nederlandene og Frankrig i maj-juni 1940.
Datidens lettere opgivende holdning til Danmarks forsvar er ikke et resultat af en særegen dansk fejhed, eller "mangel på national rankhed", som det ville have heddet i 1930er-jargon, men skyldes en realistisk erkendelse af landets særlige geopolitiske situation. Beliggende ved indsejlingen til Østersøen lå Danmark historisk set strategisk udsat i konkurrencen mellem de europæiske stormagter, og eftersom landet var for småt til militært at kunne hævde sin egen selvstændighed, måtte dets skæbne afhænge af stormagternes vilje og evne til ikke at lade landet falde i konkurrerende stormagters hænder.
Læren af 9. april var, i det store perspektiv, at man ikke kunne vide sig sikker på, at denne magtpolitiske mekanisme ville blive ved at fungere. Man kunne komme i en situation, hvor Danmark blev overladt til sin skæbne. Det var denne situation, der var indtrådt efter Nazitysklands strategiske alliance med Sovjetunionen i august 1939. Tysklands to stormagtsrivaler på den europæiske scene, Storbritannien og Frankrig, var trængt i defensiven og henvist til at koncentrere sig om nærområderne. Den britiske landgang i Nordnorge umiddelbart efter den tyske invasion viste, at Norge var af vital interesse for briterne, der ikke kunne leve med tysk militær kontrol med Nordatlanten. En sådan interesse gjaldt selvsagt ikke Danmark - hvad den britiske regering da også havde gjort de danske kolleger tydeligt opmærksom på.
Resultatet kender vi.
"Aldrig mere en 9. april!" - et naturligt slogan og et stærkt argument for dansk indtrædelse i NATO i 1949, efter at modstandsbevægelsen med nød og næppe havde gelejdet landet over på den rigtige side under krigen. Nu lod Danmark sig alligevel forsvare, mente mange, skønt man måske kunne stille spørgsmål ved, om Stevnsfortet og dets langtrækkende kanoner ville være bedre i stand til at holde russerne væk, end Dybbøl Skanse og Københavns befæstning tyskerne. Stevnsfortets kanoner - oprindeligt dækskanoner fra det tyske slagskib "Gneisenau" - var i øvrigt, hvad der nok ville have moret ovennævnte tyske officer, blevet forflyttet fra deres stillinger på Fanø, hvor de i krigens sidste år havde været en del af den tyske Atlantvold. Om kanonerne nu var effektive eller ej: I NATO stod man i det mindste ikke alene, hvis helvede skulle bryde løs med Sovjetunionen i spidsen.
Magtspillet var efter krigen flyttet fra den europæiske til den globale scene, og hovedrolleindehaverne blev skiftet ud. Tyskland var delt, og dets stærke halvdel var fra 1955 og 1957 effektivt indlejret i NATO og Rom-traktaten. De tidligere så stærke franske og britiske kolonimagter led under krigen et afgørende knæk, og i stedet blev scenen overladt til to ideologiske hovedfjender og supermagter. Danmark, hvor trusselsbilledet nu var ændret, fortsatte sin småstatslige tilpasningspolitik, denne gang over for alliancepartneren USA. I modsætning til 30erne og 40ernes tilpasningpolitik over for Tyskland tilpassede man sig gerne amerikanerne, som jo ikke repræsenterede nogen trussel mod Danmarks eksistens. Washington blev på sin side garanteret kontrol med med indsejlingen til Østersøen, hvor en stor del af den sovjetiske flåde lå for anker, og i tilgift fik amerikanerne råderet over grønlandsk territorium - og behøvede derfor ikke at kræve det.
Skønt den nuværende regering nok vil hævde noget andet, spillede Danmark som NATO-medlem under den kolde krig formentlig en langt vigtigere rolle i international politik, end det har gjort med den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Danmarks deltagelse i Irak-krigen i 2003-2007 var i den forstand ikke meget andet end en bekræftelse af, at landet siden Østblokkens opløsning trygt har fortsat sin tilpasningspolitik over for den til enhver tid gældende, nærmeste eller eneste dominerende magt, en sikkerhedspolitisk doktrin, der gjorde en dyd af nødvendigheden efter nederlaget i den anden slesvigske krig i 1864 og Tysklands endelige samling i 1871.
Pudsigt er det, at Anders Fogh Rasmussen, hvis kandidatur til stillingen som generalsekretær for NATO netop i skrivende stund er blevet bekræftet, formentlig vil gå over i historien som den, der efter årtiers kujoneri bragte Danmark ind i den aktivistiske udenrigspolitiks epoke (udenrigsminister Per Stig Møller vil ikke få tildelt denne ære). I klar forvisning om den forestående udnævnelse skrev Weekendavisen få dage forinden Foghs eftermæle (27. marts) og interviewede Berlingske Tidendes Claes Kastholm Hansen, som udtalte:
"Med deltagelsen i krigen i Irak og i Afghanistan har han [Anders Fogh Rasmussen] med betydeligt mod trukket Danmark ud af tilpasningspolitik og småstatstænkning og placeret os det rigtige sted mellem USA og de gamle europæiske magter. At han også gjorde op med samarbejdspolitikken under besættelsen, var kun logisk: Det, man tror på, må man også kæmpe for."
Men er der noget, Fogh ikke har gjort, er det at trække Danmark "ud af tilpasningspolitik og småstatstænkning". Lad os et øjeblik se bort fra, at det slet ikke var Fogh, der startede "den aktivistiske udenrigspolitik". Det der sker i den lille øvelse er, at Claes Kastholm Hansen, som formentlig ved bedre, velvilligt lader sig bruge i den løbende inddragelse af besættelsestiden i den stående "værdikamp". Her er de fem år efterhånden flittigt blevet anvendt i forsvaret for en udenrigspolitisk kurs, der brød med FNs kollektive sikkerhedspolitik, splittede Folketinget og havde svært ved at vinde opbakning i befolkningen - og hvor Fogh behændigt fik konstrueret en parallel mellem modstandskampen og krigen mod Irak. Et klassisk eksempel er hans tale i 2003 i anledning af 60-året for augustkrisen 1943. Historien fortæller os bare noget andet: Samarbejdspolitikken skyldtes jo ikke, at den danske samlingsregering (der som bekendt også omfattede Foghs eget parti) dengang havde opgivet kampen for, hvad man troede på. Om samarbejdspolitikken var klog, kan altid diskuteres - og er blevet det lige siden. Men målet med den, Danmarks overlevelse, står ikke til diskussion.
"Aktivistisk udenrigspolitik" er pudsigt nok nøjagtig den samme term, som er blevet brugt om stats- og udenrigsminister Erik Scavenius' intensive tilpasningspolitik med den tyske besættelsesmagt under krigen. I dag føres der blot ikke tilpasningspolitik eller "aktivistisk udenrigspolitik" med henblik på Danmarks overlevelse som stat og nation. I modsætning til Anders Fogh Rasmussen var Stauning, Buhl og Scavenius tvunget af omstændighederne. Var det egentlige mål med Danmarks deltagelse i Irak-krigen derimod udelukkende at demonstrere loyalitet over for George W. Bush's katastrofale udenrigspolitik, da har tilpasningspolitikken nået sit logiske slutpunkt og er blevet et mål i sig selv. Danmarks udenrigspolitik er muligvis aktivistisk, men selvstændig og uafhængig er den ikke - og bliver det formentlig aldrig.
Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Mest læste blogs
Blogs - Seneste kommentarer
Temaer
@Vibeke Hjortlund: Jeg skal
@Vibeke Hjortlund: Jeg skal atter takke for din gavmilde ødslen af viden, denne gang om tilbudte fag på universitetet. Jeg er enig i at sund debat grundlæggende set er et dyrebart gode og at en forudsætning er at vi ikke på forhånd er absolut enige. Jeg er ikke enig i at unuanceret diskussion af et givent emne kan bibringe skoleelever eller studerende viden af egentlig værdi. Og det er sådan jeg (samt tilsyneladende et par andre kommentatorer) læser Joachim Lunds blog, om redaktionen bryder sig om det eller ej. Det er derved Lund i mine øjne stopper som historiker og i stedet starter som politiker. Det er samtidig derved hans ord devalueres til blot at vægte som lægmands, uagtet de mange år og titler på diverse uddannelsesinstitutioner. Men den del når vi næppe til enighed om, vor forskellige hensyn at tage taget i betragtning. Lad os i stedet være konstruktive: For at hindre at børn og svage sjæle uhensigtsmæssigt tror de bibringes eksakt viden ved læsning af blogs på videnskab.dk, var det måske en idé at markere at der er tale om netop blogs og altså overhovedet ikke noget der kan kaldes forskningsresultater? Altså noget i tråd med den øegde markering Niels Kristian Holm foreslår. Således ville brugerne kunne læse blogs for det de er, du og dine skribenter vil undgå debatter om det betimelige i teksten og mange misforståelser forebygges.
@Tommy Larsen: Historikere
@Tommy Larsen: Historikere arbejder blandt meget andet med emnet brug og misbrug af historien - det er sågar et fag på universitetet. Som jeg læser Joachim Lund, så forholder han sig til Anders Fogh Rasmussens måde at bruge historien på politisk – og han gør det på et funderet grundlag ud fra sin dybe viden om den relevante historiske periode. Det kan vi alle blive klogere af, og har man holdninger og kommentarer dertil, kan man komme med dem. Du mener ikke, forskerne skal have lov til at ytre deres holdninger her på videnskab.dk, fordi der er offentlige midler i projektet. Hertil kan jeg kun sige, at det at sætte gang i en lødig debat, interaktion mellem forskerne og brugerne samt brugerne imellem, også er en af de opgaver, videnskab.dk skal løse. Det gør vi blandt andet ved at bringe forskere på banen, som har noget på både hjerne og hjerte. Debatten, det kan føre til, er – hvis den forbliver på et sobert niveau – til gavn for alle. Inklusive skoleelever. Endelig vil jeg lige notere, at min tidligere indskærpelse om at bevare salontonen var til dig. Den blev udløst af din bemærkning: ”Lund har mistet enhver ret til at kalde sig historiker”, som i min bog var tæt på at gå over stregen. Mvh. Vibeke Hjortlund, videnskab.dk
@Vibeke Hjortlund Tak for din
@Vibeke Hjortlund
Tak for din beskrivelse af bloggens natur. Imidlertid kan jeg ikke se at du kommenterer på min egentlige indsigelse, det der er ovenstående blogindlægs egentlige problem: Skattemidler anvendt på politiske budskaber.
Jeg er naturligvis enig i at Joachim Lund, uanset om han er forsker eller ej, har lov at ytre sig og udtrykke sin mening. Det findes der mange rigtige gode kanaler til. Men skal forskere nødvendigvis udtrykke personlige politiske holdning på videnskab.dk? En side horom det kan siges at pligter, rettigheder og begrænsninger bør ligne det der wer gældende for DR og andre af fællesskabet finansierede borgeroplysende public service funktioner. Naturligvis kan vi ikke undgå at enhver tekst præges af afsenders holdninger, uanset hvor meget man blot forsøger at beskrive virkelighed. Dog: Her ser jeg forbløffende meget anti-Fogh og anti-irakkrig. Hvorfor? Er det beskrivende historie?
Videnskab.dk bør i mine øjne tilstræbe beskrivelse, ikke politisk stillingtagen. Sådan kan en blog også skrives og er blevet det på videnskab.dk, f.eks. den serie der var fra de danske forskere i CERN for nogen tid siden. Mange, også letpåvirkelige medborgere i form af skoleelever benytter videnskab.dk. Jeg beder til at de mødes af mere oplysning og mindre politik.
Joachim Lund forklarer i en senere kommentar til bloggen bl.a. sammenligningen mellem Danmarks besættelse og Iraks befrielse. Lund forklarer at det var den nu forhenværende statsminister der var først med at trække parallellen mellem besættelsestiden i Danmark og krigen i Irak samt at Lund og kolleger har advaret mod sådanne sammenligninger. Jamen er Fogh da ikke politiker og Lund historiker? Er det ikke netop Foghs job at arbejde med holdninger, men altså ikke Lunds? Gør det at Fogh begår en fejl, set med en historikers briller, det korrekt at en historiker begår selv samme fejl? Er det så en historiker eller en politiker der taler?
Endelig er der din indskærpelse af videnskab.dk’s debatregler. Nu er jeg ikke sikker på at indskærpelsen var ment på mig, idet jeg ikke ser at have hold en tone der kaldes mindre sober end så mange andres, herunder bloggeren selv. I fald du ikke er enig, bedes du forklare hvor jeg træder over stregen jf. debatreglementet, således at jeg og andre kan forholde os til redaktionens tolkning af reglementet.
Hej Vibeke. Mange tak for dit
Hej Vibeke. Mange tak for dit svar. Det lyder spændende med de nye planer
@ Niels Kristian Holm: Tak
@ Niels Kristian Holm:
Tak for dit lange, reflekterede og inspirerende indlæg. Du har en væsentlig pointe i, at markeringen af blogindlæg vs artikler kunne være bedre. Vi er opmærksomme på det i redaktionen og overvejer, hvordan vi kan løse det indenfor vores eksisterende rammer, så man som læser ikke forveksler de to genrer. Din pointe om scientisme eller biologisme er tankevækkende. Netop forholdet mellem videnskab og menneskeliv har givet anledning til markante debatter her. Vi arbejder blandt andet på den baggrund på at få en blog om videnskabsteori skruet sammen, hvor det tværvidenskabelige element vil kunne udspille sig. I et sådant forum ville man kunne have den type diskussion, du efterlyser, tror jeg. Man kunne også forestille sig andre temaer/overskrifter. Forslag er meget velkomne. Mvh Vibeke Hjortlund, videnskab.dk
Så blev det den 9. april – en
Så blev det den 9. april – en dato, der lige siden 1940 har givet anledning til heftige diskussioner, lige fra årsagerne til kapitulationen til de konsekvenser, man burde drage af den. Det lader til, at jeg har haft held til at starte endnu en diskussion, og det glæder mig naturligvis. Det er netop formålet med bloggen. Begivenhederne den 9. april 1940 (og besættelsen i det hele taget) er ofte blevet brugt i helt andre sammenhænge end den historiske. Som eksempel nævnte jeg i min første blog, hvordan den tyske invasion blev brugt som argument for dansk tilslutning til NATO i 1949. Helt op i vor tid har man lavet spin på besættelsestiden.
Per Rønne: Du mener tilsyneladende, at jeg bør holde mig til emnet (besættelsestiden) – hvorpå du giver dig til at diskutere noget helt andet (Københavns Befæstning)! Lad os bare tage den med det samme, for det er i virkeligheden ikke irrelevant. At formålet med befæstningen var “at forsinke en eventuel britisk eller russisk invasion af Danmark, med henblik på at angribe Tyskland nordfra”, som du skriver, har intet hold i virkeligheden. Fæstningsværkerne blev til som et direkte resultat af frygten for et angreb fra det nyligt forenede, stærkt militaristiske og nationalistiske Tyskland, der som bekendt havde besejret Danmark militært i 1864 og berøvet os en vigtig landsdel. Efter Østrigs nederlag til Preussen ved Königgrätz i 1866 kom ikke bare Slesvig men nu også Holsten under preussisk kontrol, og frygten for Tyskland voksede. Her i landet holdt man derfor gerne i fuld offentlighed med Frankrig under den tysk-franske krig i 1870-71, idet man logisk nok håbede, at et tysk nederlag ville give os Sønderjylland tilbage. Frankrigs nederlag og udråbelsen af det tyske kejserrige i 1871 styrkede frygten for den store nabo mod syd og blev den direkte årsag til, at regeringen i 1872 fremlagde planen om anlæggelsen af en fæstningsværk omkring København (Jylland og Fyn betragtede man som umulige at forsvare militært). “Effekten [af befæstningen] sås under 1. verdenskrig (“The Great War”), hvor tyskerne ikke så nogen nødvendighed i at besætte Danmark”, skriver du; Københavns Befæstning “gjorde det muligt at holde landet neutralt under »the Great War«.” Det passer heller ikke! Under den første verdenskrig havde Københavns Befæstning for længe siden udspillet sin rolle. Langtrækkende kanoner (uanset hvem de tilhørte) kunne uden problemer jævne København med jorden, hvis det var det, det kom an på. Det, der holdt tyskerne ude af krigen og tyskerne ude af Danmark var, at den danske regering i august 1914 øjeblikkelig imødekom den tyske anmodning om en minering af bælterne, så modstanderne kunne holdes ude af Østersøen. Dermed havde Tyskland fået opfyldt sine militære behov omkring Danmark – og tilpasningspolitikken (“Tyskerkursen”, som modstanderne kaldte den) havde virket endnu engang, præcis som det var meningen, den skulle virke i 1939/40. Denne gang lykkedes det bare ikke, for nu skulle Tyskland bruge de danske flyvepladser som springbrædt til Norge, hvor tyske baser skulle sikre, at man ikke blev lukket inde bag en allieret blokade som under den første verdenskrig (de oprindelige tyske planer opererede faktisk kun med en besættelse af Jylland, da man egentlig kun skulle bruge Aalborg Flyveplads).
Steffen Nørregaard: Du holder sig til brugen af besættelsestiden i nutidens politiske dagsorden og mener, at ”Sammenligningen af besættelsestidens politiske situation med beslutningen om at deltage i Iraks befrielse er helt ude i hampen”, hvad jeg forsåvidt kun kan give dig ret i. Du lader imidlertid til at mene, at det er undertegnede, der indfører denne sammenligning; her kan jeg kun minde om, at det ikke var mig, men Anders Fogh Rasmussen, der konstruerede sammenhængen mellem besættelsestiden og krigen i Irak og dermed gav startskuddet til en nutidig politisering af besættelsestiden. Det kan tidsfæstes ganske nøjagtigt, nemlig til hans tale på Holmen den 29. august 2003, da han i forbindelse med sit forsvar for deltagelsen i Irak-krigen tog kraftigt afstand fra samarbejdspolitikken under besættelsen (og dermed også fra sine egne forgængere i partiet, hæderkronede Venstre-politikere som Thomas Madsen-Mygdal, Oluf Krag, Søren Brorsen, Henrik Hauch og Knud Kristensen). Jeg og andre har jævnligt i pressen givet udtryk for betænkelighed ved denne (mis)brug af historien, som ser helt bort fra datidens betingelser for at føre sikkerhedspolitik, blot for at kunne føre kortsigtet værdikamp uden respekt for de vanvittigt svære og dybt ansvarlige og samvittighedsfulde diskussioner, der konstant fulgte flertallet af de politiske beslutningstagere i de fem år.
God Påske!
Til Vibeke Hjortlund – om
Til Vibeke Hjortlund – om viden og værdier på videnskab.dk
Jeg synes disse debatskabende artikler har deres klare berettigelse, for der ligger en meget vigtig pointe i at videnskabens objektivitets- og neutralitetsfordring er et mål, man aldrig kan nå, men kun stræbe imod. Men der er et klart problem med genremarkørerne i disse blogs, for bortset fra det lille ord ”bloggen” er det ikke indlysende at der er tale om et partsindlæg, særligt ikke når man kommer ind på siden via de links, man kan abonnere på via mail. Og det er da uheldigt at medvirke til at udviske grænserne mellem tilstræbt objektiv forskning og bevidst værdiladet forskning.
Jeg synes i øvrigt at problemet rækker videre end til disse blogs. For mange at de artikler der angiveligt er værdineutrale, er det absolut ikke (og måske er det erfaringer med disse artikler, der får nogen til at fare i blækhuset med en lanse). Jeg synes det ville klæde jeres i øvrigt utroligt vigtige og givende hjemmeside, hvis det blev mere klart, at de videnskabelige resultater som regel er set gennem et ”temperament”. Det gælder i øvrigt både de ”progressive” artikler fra danske forskere og de konservative artikler, der lidt bevidstløs skrives af fra det amerikanske.
Mere Jesper Hoffmeyer. Mindre Lund Madsen.
I et større perspektiv begrænser problemet med ensidigheden sig heller ikke til politisk forudindtagethed. Også forholdet mellem videnskab og menneskeliv behandles på en problematisk måde. Jeg tænker på de ende- og åndløse artikler om kognitionsforskning og om evolutionsteori, hvis resultater bevidstløs overføres på den kulturelle og menneskelige sfære, eksempelvis kærligheden. Naturligvis er det materielle og fysisk-kemiske grundlag for den menneskelige bevidsthed og oplevelsesverden særdeles vedkommende. Men alt er ikke sagt i det øjeblik et handlemønster kan tilbageføres til en såkaldt krybdyrhjerne, det er tværtimod udtryk for en uholdbar og reduktionistisk biologisme. Denne scientisme er ved at udvikle sig til vor tids afløser for den dogmatiske freudianisme og marxisme, der tidligere red de vestlige læreanstalter som en mare. Jeg synes ikke I skal medvirke til at styrke en fundamentalistisk scientisme!
I stedet kunne i vende problematikken til en styrke for jeres hjemmesides diskussioner. Når det nu er sådan at videnskab aldrig – end ikke naturvidenskab – er helt neutral, så kunne I jo inddrage dette i jeres udvalg af emner. Inviter eller referer til kapaciteter som semiotikerne Frederik Stjernfelt og Jesper Hoffmeyer (den sidste er bogaktuel) – intellektuelle, der virkelig har formået at tolke videnskabens frembringelser i livets perspektiv.
Det er nemlig en stor fare ved den Weberske ”affortryllelse af verden” med dobbelt skrue, der huserer i denne tid. I det øjeblik videnskaben triumferende efterlader verden som et goldt univers, som man ikke kan skrive mening ind i, kaster man de mindre kolde gemytter i armene på hvad Ole Hartling så rammende har kaldt the New age techno bable – altså vulgærreligionernes overtroiske tilværelsestolkninger. Og det kan da ikke være hensigten med et videnskabeligt magasin!
I min bog er det et dybt
I min bog er det et dybt seriøst indlæg, og dertil en interessant måde at trække tråde fra besættelsestiden til nutiden, hvor virkeligheden jo altså er, at Danmark er i krig. Vi forstår kun nutiden og kommer ordentligt videre ved at søge at forstå fortiden, og det får man hjælp til her.
@Tommy Larsen: Jeg vil
@Tommy Larsen: Jeg vil henlede din opmærksomhed på, at der er tale om et blogindlæg, og at bloggens natur netop er at være debatskabende. En god blogger sætter gerne tingene på spidsen – med udgangspunkt i sin indsigt i et givent emne, som Joachim Lund gør her. Videnskab.dk prioriterer at få etableret blogs, der drives af forskere, som har dyb viden om deres respektive felter og kan ytre sig på den baggrund. Herunder at komme på banen med deres holdninger. Som forsker har man naturligvis ret til at ytre sig og tage stilling, og på videnskab.dk føler vi os forpligtet til at gøde den konstruktive debat. Den er du og alle andre brugere af videnskab.dk meget velkomne til at deltage i. Men på baggrund af ovenstående må jeg indskærpe, at indlæg holdes i en sober tone uden nedsættende bemærkninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der er i strid med debatreglerne. Du kan læse videnskab.dk’s debatregler her: http://videnskab.dk/content/dk/om_videnskabdk/debat Mvh Vibeke Hjortlund, videnskab.dk
Det er et mærkeligt indlæg.
Det er et mærkeligt indlæg. Bloggen skulle handle om besættelsestiden, men lægger mere vægt på Danmarks deltagelse i befrielsen af Irak. Sammenligningen af besættelsestidens politiske situation med beslutningen om at deltage i Iraks befrielse er helt ude i hamen. Et gennemkorrupt FN system med olie for madprogrammet måtte have en ende. Hvis man er i tvivl kan man blot læse Michael Soussans bog "Bagstabbing for beginners".
Men det var jo besætteelsestiden det skulle handle om. Jeg håber at vi får nogle mere seriøse indlæg på denne blog.
1000 tak til Joachim Lund for
1000 tak til Joachim Lund for at tage denne debat op igen. For det kan ikke gøres for tit.
Jeg ser Tommy Larsen og Per Rønnes indlæg som "kulturkampskæmpere" i relation til den neonationale bølge, der har strømmet gennem landet de sidste 10 år. Og som vores nuværende regering i den grad både har pustet til og redet på.
For mig er det centrale budskab i bloggen, at aktivistisk udenrigspolitik kan tage mange former. Og det at fravælge "våben i hånd" ikke er det samme som at sidde med hænderne i skødet.
Det er en vigtig nuancering af den debat, der pt. foregår, hvor regeringen står på den ene side flankeret af Claes Kastholm, Bent Jensen og deslige. Og hvem er det lige der står på den anden? Jeg kan ikke se dem - Information måske. En avis der har et oplag på godt 20.000 stk om dagen.
Jeg kan kun give Tommy Larsen
Jeg kan kun give Tommy Larsen ret, og så tilføje at formålet med Københavns befæstning /ikke/ var at forsvare hovedstaden mod en tysk invasion.
Næh, formålet var at forsinke en eventuel britisk eller russisk invasion af Danmark, med henblik på at angribe Tyskland nordfra.
Effekten heraf sås under 1. verdenskrig, hvor tyskerne ikke så nogen nødvendighed i at besætte Danmark.
Som følge af 20ernes og 30ernes afrustningspolitik [tilsidst gik man så vidt at man sparede hestene bort; soldaterne kunne da /cykle/] blev det så nødvendigt for tyskerne at besætte landet, for at forhindre at briter og franskmænd kunne angribe Tyskland uden om Siegfried-linien. At tyskerne også havde andre og noget mere aggressive hensigter ses ud fra det faktum, at de også indtog Norge, der skulle bruges som fæstning i Battle of Britain.
Men artiklens forfatter har altså ikke engang været klar over betydningen af Københavns Befæstning, der gjorde det muligt at holde landet neutralt under »the Great War«.
Mage til politiseren i
Mage til politiseren i videnskabens navn skal man heldigvis lede længe efter. Der er noget aldeles galt i en så kraftig politisk stillingtagen til emnet. Lund har mistet enhver ret til at kalde sig historiker, ligesom videnskab.dk får svært ved at forklare hvad der beretter anvendelse af skattekroner til publicwering af Lunds artikler. Skam jer.