Hvis du ikke allerede har set den amerikanske HBO-tv-serie ‘Generation Kill‘ (2008) om invasionen i Irak, så sæt den på listen over must sees. De syv afsnit er intet mindre end genial tv-produktion, langt over hvad jeg længe har set i dansk tv.
Især blev jeg ramt af tematikken i tredje afsnit, ‘Screwby’, hvor soldaten Trombley (Billy Lush) har skudt to irakiske børn.
Hans overordnede, Sgt. Iceman (Alexander Skarsgård), påtager sig ansvaret, for Iceman er en dygtig og troværdig leder. Han har bare et lortejob, for han er underkastet en chain of command, der er gennemsyret af ineffektiv ledelse, manglende overblik, forkerte beslutninger, egoisme og præstationslogik.
Det gælder om at vinde krigen hurtigst muligt med demonstrativ brug af overmagt. Shock and awe. Ingen lytter til logik eller til soldaternes iagttagelser på jorden og erfaringer i mødet med de lokale.
Problemerne hober sig op
Problemerne har hobet sig op i afsnit tre: Alpha team kører forkert, fordi en inkompetent kaptajn insisterer på sin fejllæsning af et kort (en klassiker, vi genkender fra ‘Band of Brothers‘ (2001), hvor Lt. Sobel heller ikke kunne læse kort).
Nu, da Alpha ikke følges med hovedstyrken, synes Lt. Col. Ferrando – kaldt Godfather – at de skal smide alt, de har i hænderne, og erobre en flylandingsbane. Så har de da gjort noget!
På vej mod landingsbanen mener Godfather også, at Alpha ikke skal spilde tid med at tjekke folk. Alle er erklæret fjendtlige, og der er givet ordre til at skyde på alt, der rører sig i ørkenen.
Soldaten Trombley er ikke så kvik. Han er den, alle i platoonen gør nar ad. Men han har rigtig gode øjne og elsker at skyde. »He’s a psycho, but at least he’s our psycho.«
Da Trombley ser irakere, spørger han, om han virkelig må skyde? Yes, svarer Iceman, for han er pålagt af Godfather at give ordren videre. Trombley nedlægger to børn og et par kameler.
Smører tykt på
Landingsbanen er øde, tanksene forladte, og undervejs har Alpha mistet deres lastbil med forsyninger og – allervigtigst – flag. Da Godfather rapporterer til General Mattis, er det en stor sejr: De har jaget fjenden på flugt og erobret en vigtig strategisk landingsbane.
Her var det, min kæreste og jeg muntrede os. Netop sådan, sagde min kæreste, fungerer strategisk kommunikation, når det er værst. Desto større fuck up, desto tykkere bliver der smurt på.
En bragende fiasko kan kommunikativt sagtens formuleres som en success, ingen stiller spørgsmålstegn ved, fordi de selv gør det samme. Men da irakiske kvinder kommer slæbende med sårede børn, må Godfather nødtvunget sende dem til hospitalet, hvilket ikke pynter på missionen.
Referencer til det virkelige liv
Godfather får ros af Generalen, for Godfather tørrer lorten af på sine nærmeste underordnede, der igen sender lorten videre til de ledere, der er sammen med soldaterne. Iceman – der kun modvilligt accepterede Godfathers ordre – har givet Trombley ordren. Ergo er Iceman, der er en dygtig sergent og respekteret og elsket af sine soldater, ansvarlig for de sårede civile.
Logikken: Jo højere rang, desto dårligere overblik og mindre reelt ansvar. I senere afsnit er soldaternes eneste forsvar mod dårlig ledelse at slukke radioen.
Ligner det noget, vi kender? Er udfoldelsen af missionen i ‘Generation Kill’ ligefrem metafor for inkompetence i det civile liv? For mit vedkommende følte jeg mig ramt lige på kornet, og jeg ved godt, hvem der er min lokale Captain America, Encino Man og Godfather.
Jeg ved bare ikke, om jeg selv er Trombley eller Iceman? Psycho eller syndebuk? Okay… indrømmet, jeg er ikke Iceman. Øv, han har ellers et cool navn.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
