Så har jeg set Martyrs og Frontier(s) og det har ærlig talt taget mig et par dage at fordøje begge film.

Hvorfor?

Fordi jeg tidligere ville sige, at det er så-åh-arty-farty, når man blander horror og filosofi.

En god horrorfilm skal virke i maven eller i underlivet eller hvor det nu er, og så kan man bagefter tænke over, at plottet var overraskende (som i Den sjette sans), eller at filmen var ny i sin brug af tortur-maskineri (som i Saw), eller at filmen var bad-taste over-the-top agtig sjov og provokerende (hvilket var min oplevelse af Hostel II) eller noget andet.

Man kan sige så meget bagefter, men når man sidder der, er det som regel, fordi horror er fascinerende og uhyggelig, og veksler mellem kicks af spænding, skræk og angst. Ubehaget er gerne i få scener, mens opbygningen til ubehaget er spænding, spænding og atter spænding med en udløsning til sidst.

Well, det er altså anderledes i ny fransk horror. Og inden jeg generaliserer helt vildt, vil jeg indrømme, at dette indlæg kun bygger på, at jeg har set fire franske horror film/dramaer: Irréversible (2002), À l'intérieur (2007), Martyrs (2008) og Frontière(s) (2007). Og indlægget vil kun handle om Martyrs af instruktør Pascal Laugier.

Maner til omtanke før den er slut

Martyrs er nok den første film, hvor jeg mens jeg ser filmen tænker over, om den er moralsk forsvarlig. Altså, om denne her film er uetisk og forsvarer vold overfor kvinder, og om den vil styrke vold mod kvinder.

Samtidig tænker jeg også, at dens kvinde-portrætter er utrolig interessante, og at volden bliver brugt på en meget provokerende og utrolig grænseoverskridende måde. Med andre ord, får filmen mig til at tænke over vold, kvinder og til sidst også over publikums/vores kulturs forhold til lyst, død og vold.

Handlingen

I Martyrs opsøger en ung kvinde, Lucie, en familie og skyder dem alle fire; far og mor og to teenage-børn. Der er også et monster i huset. Og moren i huset har netop fanget en mus, der stoppede et kloakrør i haven. Så der er lagt op til musefælder, fangster, drab og at være ‘stopklods' i et hul. Og det her er bare begyndelsen!

En veninde, Anna, kommer og hjælper med at rydde op. Lucie begik drabene som hævn for, at hun femten år tidligere som barn blev kidnappet og misbrugt over længere tid af to fremmede; moren og faren i familien.

I det efterfølgende bliver misbruget (hele vejen med kælderrum, lænker, tæsk og så videre - dog voldtægt undtaget) afdækket, udforsket, gransket og til sidst i en eller anden grad forløst og forklaret.

Grænseoverskridende refleksioner

Hvad der gør mig ubehagelig til mode mens jeg ser filmen, er graden af vold, og filmens effektivitet i at involvere mig som tilskuer, og få mig til at tage stilling til voldens rationalitet, dens logik og dens årsag og dens virkning, imens tingene udvikler sig.

Hvad der gør mig frustreret bagefter, er filmens evne til at kombinere plot og genre og æstetik på en måde, så jeg først har været medvidende (og derfor føler mig medskyldig fordi jeg har set på) og bagefter føler mig udfordret på mit forhold til livet, til vold og film, og til at spekulere - ja, indrømmet, filosofere - over disse ting.

Jeg er uafklaret omkring, hvorvidt den etiske dimension i filmen blot er en undskyldning for at vise ekstrem og ubehagelig vold?

Irréversible rejste lignende spørgsmål, og ved at fortælle sin historie baglæns fik man den ekstremt ubehagelig hævnscene først og uden forklaring (hvor en mand får smadret sit hoved med en ildslukker) og voldtægtsscenen midt i filmen, mens den blide start kommer sidst. Det er nærmest som hardcore fra begyndelsen for at ende i blød melodrama.

Martyrs gør noget lignende: den starter med at smadre sin tilskuer, derefter giver den halvdelen af et plot, så tæsker den løs på tilskueren (og hovedpersonerne) noget mere, og giver så resten af plottet. Til sidst rejser den en masse komplekse spørgsmål, der sammen med de voldelige scener forfølger tilskueren (i hvert fald mig) i dagevis.

Ekstremt grænseoverskridende. Ekstremt udfordrende. Og ekstremt spændende.

God fornøjelse, filmen kan lejes i enkelte Blockbusters.

Læs en diskussion af Martyrs her