Annonceinfo

Fortielse gør os dummere

  Tale er sølv, men tavshed er guld.

Sådan tror mange tilsyneladende det er, når emnet hedder den Kolde Krig.

Men de tager fejl.

Fortielse skaber tabuer.

Fortielse nærer myter.

Fortielse gør os alle sammen dummere.

Fortiden indhenter spionerne

For snart 25 år siden opfordrede det daværende medlem af SFs folketingsgruppe Pelle Voigt folk, der blev forsøgt hvervet af KGB, til at fortælle om det. Siden da har forbløffende få benyttet sig at lejligheden til at stå ærligt frem og tale ud om deres kontakter til den ene eller anden efterretningstjeneste.

I stedet har agenter og kontaktpersoner fra den Kolde Krig valgt at gemme sig og håbe på, at arkiverne ikke bliver åbnet i deres tid.

For de østtyske, polske, tjekkiske, ungarske, rumænske og bulgarske agenters vedkommende er fortiden stille og roligt ved at indhente dem.

Venner af KGB og GRU kan dog stadig glæde sig over, at arvtagerne i Rusland holder hånden over dem.

Retssag fik skeletter ud af skabet

Derfor er der glædeligt at se, hvordan flere benyttede lejligheden i forbindelse med den nyligt afsluttede sag mellem historikeren Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl til at tale ud om deres egen fortid.

Det var det væsentligste nye den sag bragte. Selve retssagen var en fortærsket genopførelse af den Kolde Krigs fjendskaber og en kortlægning af politiske og personlige fjendskaber, man godt vidste fandtes.

Mens hovedpersonerne i retssagen trampede rundt på stedet, var der flere bipersoner der overraskede. Det gælder ikke mindst den tidligere Ekstra Bladsjournalist Jakob Andersen, Peter Wivel, der under den Kolde Krig arbejdede på avisen Information, og slavisten Svend Aage Christensen, der dengang arbejdede for det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU).

Husspion som frynsegode

Allerede inden sagen startede kunne Jakob Andersen fortælle, at Per Larsen fra PET medvirkede til 'den første afsløring af Dragsdahl som agent' - med dertil hørende retssag og erstatning til Dragsdahl.

I retten kunne både Peter Wivel og Svend Aage Christensen fortælle, hvordan de havde haft forbindelse til Sovjetunionen.

Peter Wivel berettede for eksempel livagtigt, hvordan KGB havde forsøgt at hverve ham i hans tid på Information.

Svend Aage Christensen havde sågar haft egen 'hus-russer'; altså en fast kontaktperson fra Sovjetambassaden, der frekventerede ham. Det var nærmest en del af jobbet; et uønsket frynsegode om man vil.

Fortielse skaber myter

»Og hvad så?« Fristes man til at spørge. KGB og GRU's medarbejdere - der på ambassaden skønsmæssigt talte 40 stykker af de godt 100 sovjetdiplomater - skulle jo have noget at lave og nogen at snakke med.

Så naturligvis rendte de embedsmænd og journalister på dørene. Det er der i sig selv ikke noget unaturligt i. Det bliver faktisk først rigtigt problematisk i det øjeblik folk forsøger at fortie, eller endnu værre, at bortforklare og omskrive fortiden. Derfor hatten af for dem, der har format til at stå ved deres egen fortid.

Uden dem opstår der historiske tabuer. I ly af disse tabuer kan myter og konspirationsteorier få lov til at vokse sig store og stærke.

Forestillinger a la at Sovjetunionen fjernstyrede snart sagt alt på den danske politiske scene, mens danskerne selv var viljeløse robotter.

Tavsheden tvinger os desuden til at lukke øjnene for, hvordan efterretningstjenesterne fungerer i et moderne samfund. Når vi historikere undersøger udenrigspolitik og indenrigspolitik, samtidigt med at vi lader som om efterretningstjenesterne ikke eksisterer, gør vi verden mere simpel, end den er.

Det svarer til at skrive om miljøpolitikkens udvikling, uden at tage hensyn til de grønne organisationer. Vi gør os selv dummere, end vi behøver at være. Og det er usundt for vores demokrati.

Timingen er essentiel

Nogen holder måske munden lukket af frygt for fordømmelse. »Hvordan kan ham med husrusseren lede en offentlig udredning, der handler om KGB og GRU?«, kunne nogen måske finde på at spørge. Og af frygt holder man tand for tunge.

Men når historien kommer fra ens egen munden, og ikke er et skelet, der vælter ud af skabet, er det sjældent så slemt. I denne sammenhæng er det naturligvis afgørende, hvornår man fortæller om sine efterretningsforbindelser. Gør man det først den dag, de bliver afsløret, er beretningen selvsagt ikke af samme værdi, som hvis man stod frem og fortalte om dem af egen drift.

Hvis sandshedsbacillen spreder sig, vil det være muligt at kortlægge efterretningstjenesternes virke i Danmark under den Kolde Krig bedre. Lykkes det, bliver vi lidt klogere på, hvordan det danske demokrati fungerer. Skal 'tavshedens lov' imidlertid være forfatningen for vores historieskrivning, vil det gøre ondt hver gang historikerne aftvinger arkiverne en ny hemmelighed.

Thomas Wegener Friis' profil på SDUs hjemmeside

SV:SV:Hold jer til argumenterne

Jeg synes det er fint videnskab.dk griber ind overfor usober tone i debatten. Det er bare bemærkelsesværdigt, at der på andre tråde ikke bliver grebet ind over for langt værre ting, se fx denne tråd: http://videnskab.dk/content/dk/samfund/hver_tredje_dansker_frygter_forskere
Redaktionen har desværre ikke uanede ressourcer til konstant og detaljeret moderation af debatten. Men vi gør, hvad vi kan, og forlader os i øvrigt på den sunde fornuft og vilje til at bidrage til et godt debatmiljø hos brugerne.
Vibeke Hjortlund. Videnskab.dk

SV:Hold jer til argumenterne

Kære Svend Aage ChristensenRedaktionen føler sig nødsaget til gøre dig opmærksom på, at der er visse debatregler, der skal overholdes, når man deltager i diskussionerne her på Videnskab.dk.
Det er selvfølgelig i orden at komme med indsigelser i forhold til Thomas Wegener Friis' blogindlæg. Men vores regler tilsiger altså, at det skal foregå i en sober tone. Så i dine fremtidige kommentarer bør du venligst holde dig til bolden og udelade personlige kommentarer om bloggeren. Det klæder både dig og debatten bedst.
Debatreglerne findes her: God debatskik
Med venlig hilsen Irene Berg Sørensen, redaktionen på Videnskab.dk

Jeg synes det er fint videnskab.dk griber ind overfor usober tone i debatten. Det er bare bemærkelsesværdigt, at der på andre tråde ikke bliver grebet ind over for langt værre ting, se fx denne tråd: http://videnskab.dk/content/dk/samfund/hver_tredje_dansker_frygter_forskere
Her siger Dorte Wulff Dahl:  "Dumme svin." "Gamle fjolser. Pas jer selv. Behandl jer selv. Hvor er I dog direkte dumme at høre på."
Debatdeltagere har opponeret imod dette, men redaktionen har intet gjort.

Friis vildleder stadig

Som enhver kan se af ovenstående tråd har jeg på intet tidspunkt bedt Thomas Wegener Friis tage stilling til "opgøret" mellem Bent Jensen og mig. Jeg har ej heller efterspurgt hans "holdning" til stævningen. Det er nemlig lysende klart fa hans egne indlæg, hvilken "holdning" han har, og det fremgår jo også af seneste indlæg.
Jeg har derimod efterlyst hans dokumentation for en række påstande. I den forbindelse har jeg henvist til, at der foreligger en række dokumenter, som måske kunne danne grundlag for påstandene. Jeg har endvidere efterlyst hvilke retsdage han overværede.
Ikke overraskende må jeg nu konkludere, at Wegener Friis ikke magter en sådan dokumentation. Han bygger på fornemmelser, følelser, fordomme og rygter. Det er ikke en historiker værdigt.

SV:Svar efterlyses stadig

Det er lidt af et snuptag at forsøge at forvandle det historiske færdselsuhelds øjenvidner til de skyldige. Naturligvis var jeg ved retssagen. Jeg var dernede et par dage – ikke fordi jeg forventede de store nyheder, men for at se hvordan den slags går for sig og for at se girafferne. Ellers har jeg forhørt mig hos andre, der var dernede. Og fulgt med i den udmærkede mediedækning i blandt andet Fyns Amt Avis, Jyllandsposten og Weekendavisen, der troligt dækkede koldkrigsslagsmålet. Jeg mener faktisk, at de danske medier på den måde dækkede sagen i imponerende omfang. Især taget i betragtning af, at den for mange fremstår som et noget forsinket slutopgør om den Kolde Krig.Jørgen Dragsdahl efterspørger gang på gang en stillingtagen i det bitre koldkrigsslag mellem ham selv og Bent Jensen. Han spørger for eksempel, om undertegnedes holdning til stævningen, han ønsker, at undertegnede skal begrunde sit indtryk af sagen i det ene partsindlæg (Jørgen Dragsdahls 700 sider – så tror jeg tallet er slået fast).Når andre journalister har bedt mig bedømme, hvorvidt Jørgen Dragsdahl var en kedelig karl eller ej, så har jeg sagt nej. Det får han mig heller ikke til her.Det kan muligvis være helt uforståeligt for en gammel frontkæmper i den Kolde Krig, at man forbeholder sig retten til ikke at abonnere på hverken hans eller hans modstanders holdninger. Men min verden er ikke enten sort eller hvid. Det kan selvfølgelig også være svært i forstå, når man selv er optaget af et personligt opgør.Jørgen Dragsdahl virker ophidset over en artikel som Jyllandsposten bragte 5.9.2009, hvor der stod, at jeg skulle vidne i hans retssag. Det er jeg imidlertid aldrig blevet oplyst om, hverken fra retten i Svendborg eller fra nogle af parterne. Man måtte dog forvente, at de i den sammenhæng ville sende et lille brev eller i det mindste en sms. Hvis Jørgen Dragsdahl fastholder dette, er det tale om almindelig vildledning og misinformation.  Ikke at jeg ville have noget imod at vidne i retten. Det ville jeg i givet fald anse som en simpel borgerpligt. Og jeg ser det bestemt ikke som et problem. Jeg er ikke bundet op på sagens parter. Jeg er ikke ven med dem på Facebook. Og jeg har ikke bidraget til nogen krigskasse.Jørgen Dragsdahl mener slutteligt, at ”wiki-historien” er et ”umådeholdende groft angreb” på hans advokat. Og det er i hvert fald korrekt, at det var hans advokat, der trak wiki-trumfen. Men det står faktisk ikke i bloggen, at det var Dragsdahls advokat. Det er Dragsdahl selv der genkender sin egen dokumentation. Jeg mener, at det var en pinlig situation den dag i retten. Og den følelse forbeholder jeg al ret til at have og også at formulere på skrift. Jørgen Dragsdahls forsøg på meningsregulering, minder i uheldig grad om et levn fra den tid, hvor diktaturet herskede i det halve Europa.Men kære Jørgen, den tid er faktisk forbi. Tiden er i dag til at skrive historien om dengang. Hvis du er parat til at tale om den tid, da sovjetrusserne holdt til på Kristiania-gade er det fint. Hvis du ønsker at tie om historien, er det en skam. Hvis du ønsker at kaste med mudder, bør du gøre det i kantinen eller på knejpen på hjørnet.

En blog er en blog

@Dennis Hansen og Jørgen DragsdahlRedaktionen er på ingen måde en part i debatten. Vi har stillet bloggen her til rådighed for fire koldkrigshistorikere med hver deres syn på Den Kolde Krig. Deres blogindlæg er ikke et udtryk for redaktionens holdninger. Det, de skriver, står helt for egen regning.
Når vi har postet Friis' indlæg, så var det som sagt pga. tekniske problemer. Samtidig blev hans svar efterspurgt her på bloggen. Vi har ikke blandet os i Friis formuleringer, fordi de slet ikke er i nærheden af at være så grove, som Svend Aage Christensens 'piccolo-fløjte', 'dybtgodnat.dk', 'fedtede insinuationer' osv.
Vi er nødt at sætte grænsen for ondskabsfulde udsagn et sted, og Svend Aage Christensens perfide sprog hører altså ikke hjemme i en debat mellem voksne mennesker.
Irene Berg Sørensen, redaktionen på Videnskab.dk
 
 

SV:Svar fra Thomas Wegener Friis

Med hensyn til peer reviewede artikler kan jeg berolige Svend Aage Christensen med, at sådanne artikler skriver jeg faktisk. Men de er måske blevet overset af Svend Aage Christensen. Omend morsomt, så er denne formulering vel ikke af en karatere der kan sige sig fri for at køre på manden frem for bolden?
Nu er det jo glædeligt, at Jørgen Dragsdahl har haft opmærksomheden på dommeren, frem for på publikum i salen. Kan vidst betragtes om både sarkastisk og at argumentere med Dragsdahls person frem for sagens substans.
Ligeså glædeligt er det, hvis Dragsdahl søger en dialog med historikerne. Især hvis han også vil tale om historien. Sarkasme? Er det at overholde god debat tone?
 

Ude at tage stilling til substansen i debatten - jeg har ingen anelse om hvem der var skurk eller "helt" i den kolde krig - må det undre, at videnskab.dk på denne melder sig som part i debatten.
Man vælger at fremhæve at debatten skal gå efter bolden, men vælger samtidig at poste Friis' indlæg, inkl. forskellige ad hominem argumenter.

Svar efterlyses stadig

Jeg søger gerne dialog med historikere, men det er lidt svært med dialog, hvis konkrete spørgsmål ikke besvares. Gentagne gange har jeg bedt Thomas Wegener Friis oplyse, hvornår han overværede retssagen i Svendborg, men også i sit svar ovenfor udelader han denne oplysning, Hvorfor er det så svært?
 
I stedet for kaster han sig ud i en insinuation – at jeg vil drage ham ind i min ”private sag mod Bent Jensen”. Det ligger mig fjernt. Rent faktisk var Thomas Wegener Friis et vidne, som Bent Jensen ville indkalde, og han blev mig bekendt ikke vraget i sidste fase, fordi han selv havde indvendinger.
 
Redaktionen af Videnskab.dk ønsker en sober tone samt, at man i indlæg forholder sig til bolden og udelader personlige kommentarer om bloggeren. Det er imidlertid vanskeligt, fordi Thomas Wegener Friis har gjort sig selv til ”bolden” – og redaktionen har tilladt, at hans artikler har indeholdt falske og uanstændige påstande.
 
Som eksempel kan nævnes følgende uddrag af artiklen ”Wikipedia vidner i agent-sag”, der blev bragt 4. maj. Her skriver Wegener Friis: ”Således kunne de fremmødte høre en af landet fineste advokater citere Wikipedia som sandhedsvidne. I pinefuld lang tid. Som historiker tager det tid at komme sig over. Her sidder en mand, der har researchet for millioner af kroner og hans resultat er Wikipedia”.
Var han mellem de fremmødte? Det kan man jo tro, når det ligefrem tog lang tid, før historikeren kom sig over oplevelsen. Men jeg tvivler stærkt på, at han har andet kendskab end et par ord i en avisartikel. Årsagen til min tvivl er ikke blot, at jeg ikke så ham i løbet af de 2 ½ dag, som forelæggelsen af sagen varede. Tvivlen opstår også, fordi en minimal del af dokumentationen var fra Wikipedia – dette værk blev primært brugt i forbindelse med nogle biografiske oplysninger. Forelæggelsen bestod i gennemgang af et kompendium på mere end 700 tæt beskrevne sider. Men referenten har så åbenbart ikke bemærket, at talrige dokumenter og uddrag af bøger blev anvendt til en detaljeret tilbagevisning af Bent Jensens påstande. Alligevel føler han sig rustet til et umådeholdent groft angreb på min sagfører, Henrik Holm Nielsen.
Der er mange andre eksempler, som kunne fremdrages. Wegener Friis har så åbenbart ikke kendskab til sagens centrale dokumenter. Det gælder bl.a. stævningens indhold, endeligt påstandsdokument – samt begge advokaters procedurer. I stedet har han underholdt læserne med ekstremt populistisk retorik og løsagtige påstande. Jeg kan ikke finde et eneste ”fact” i hans artikler, som ikke er hentet fra de alt andet end udførlige artikler, som et par aviser bragte.
Redaktionen henviser til reglerne for god debatskik. Heri finder man følgende opfordring: ”Kontroversielle påstande kræver stærk dokumentation”. Måske kan redaktionen oplyse, hvilken dokumentation Thomas Wegener Friis har anvendt?
Man kan desuden tage initiativ til en artikel og en debat, som belyser det kedelige dilemma, som nogle historikere er kommet i, fordi vi lever i et mediesamfund, hvor de gerne vil være folkelige. Thomas Wegener Friis har i den sammenhæng forladt kildenærheden.
Og så ser jeg frem til, at redaktionen finder en mere saglig og uafhængig forsker, som kan gennemgå dommen, der kommer 2. juli. I den vil man formentlig finde ganske meget, der kan gendrive de påstande, som man indtil nu har sat i omløb.

Svar fra Thomas Wegener Friis

Det har ikke været muligt for Thomas Wegener Friis at svare på kommentarerne til blogindlægget på grund af tekniske problemer. Derfor bringer redaktionen hans svar her:
@SAC:
Der er temperament i Svend Aage Christensens natlige opus. Men det er vigtigt at huske på, at det selvsagt ikke er let at konfrontere sin egen fortid. Fodnotetiden samt Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen spiller tilsyneladende stadig en stor rolle i Svend Aage Christensens liv. Så meget desto større anerkendelse skal han have for at stille sig op i hans gamle bekendte Jørgen Dragsdahls retssag og fortælle om livet på SNU.
Det er uklart, hvilke insinuationer Svend Aage Christensen læser i blog-indlægget. Det er netop en hyldest til folk som Jacob Andersen og ham selv. Det er bestemt et modigt skridt at fortælle om sine kontakter til Sovjetunionen.
Nu handler blogindlægget ikke om Svend Aage Christensen – endsige om Jørgen Dragsdahl. Den handler derimod om de konstruktive erfaringer, man kan drage af den nyligt afsluttede retssag. Hvis jeg i denne sammenhæng har misforstået Svend Aage Christensens optræden, og der alligevel ikke er tale om åbenhed, må jeg jo – om end med beklagelse – trække mine roser tilbage.
Med hensyn til peer reviewede artikler kan jeg berolige Svend Aage Christensen med, at sådanne artikler skriver jeg faktisk. Men de er måske blevet overset af Svend Aage Christensen.
Peer reviewede artikler behøver imidlertid ikke at udelukke bredere formidling af historiefaget. Det er ikke længere en dyd – hvis det nogensinde har været det – at lukke sig selv inde i elfenbenstårnet og bare vente på offentlig forsørgelse. Her på Syddansk Universitet sidder vi netop ikke udelukkende og venter på ”flere penge”. Her forskes og undervises.
@Dragsdahl:
Nu er det jo glædeligt, at Jørgen Dragsdahl har haft opmærksomheden på dommeren, frem for på publikum i salen. Ligeså glædeligt er det, hvis Dragsdahl søger en dialog med historikerne. Især hvis han også vil tale om historien. Mindre interessant er det, hvis hans mål blot er at drage folk ind i hans private sag mod Bent Jensen.
 

Hold jer til argumenterne

Kære Svend Aage ChristensenRedaktionen føler sig nødsaget til gøre dig opmærksom på, at der er visse debatregler, der skal overholdes, når man deltager i diskussionerne her på Videnskab.dk.
Det er selvfølgelig i orden at komme med indsigelser i forhold til Thomas Wegener Friis' blogindlæg. Men vores regler tilsiger altså, at det skal foregå i en sober tone. Så i dine fremtidige kommentarer bør du venligst holde dig til bolden og udelade personlige kommentarer om bloggeren. Det klæder både dig og debatten bedst.
Debatreglerne findes her: God debatskik
Med venlig hilsen Irene Berg Sørensen, redaktionen på Videnskab.dk

Efterlysning

Ovenfor bemærker Svend Aage Christensen, at han ikke så Thomas Wegener Friis i den, iøvrigt lille, retssal under sit vidnesbyrd. Værre endnu er det, at jeg heller ikke har set ham nogen af de i alt ni retsdage. Værst er det, at Friis trods gentagne opfordringer i private e-mails heller ikke kan/vil oplyse, hvornår han var der. Når spørgsmålet har en vis betydning skyldes det hans uddeling af karakterer til deltagerne og vurdering af retssagen. Som historiker må det formodes, at han har et kildegrundlag. Men hans udsagn tyder på, at han har fået indsigt i en ganske anden sag end den, som han så ihærdigt beskriver i nu talrige indlæg. Derfor vil det være interessant, hvis Friis, der ikke ønsker noget fortiet, redegør for hvilke retsdage han overværede og hvilke af de mere end 700 siders dokumentation, som han finder anvendelige til bevisførelse for sine besynderlige synspunkter.

Piccolofløjten Friis

Thomas Wegener Friis har spammet bloggen her med en køn omgang pladder. Han er min gamle medarbejder fra DIIS’s koldkrigsudredning, og som årene er gået, har han fået stadig sværere ved at holde styr på fantasien.
Denne blog hedder Videnskab.dk, og hvad hans lille stykke har at gøre på den adresse er ikke nemt at forstå. Der er plads nok på nettet, og hans kratluskeri ville passe bedre på Dybtgodnat.dk eller Lumreinsinuationer.dk.
I lighed med visse moderne forfattere har piccolofløjten Friis så travlt med at gøre sig bemærket med events og sproglige stunts, at det tager magten fra ham: "Se mig!", "Hør mig!", "Send flere penge!", pifter det sympatiske lille instrument og forsvinder lige så hurtigt igen i den bærende lyd fra koldkrigsforskningens orkester.
Retssagen i Svendborg som Soap, Star Wars, Luke Skywalker og Darth Vader. Friis har det med at bruge sammenligninger fra underholdningsbranchen. Det er åbenbart de billeder, der ligger først for i hans elastiske sind, når han tænker faglige tanker og prøver at få piccolofløjtens spinkle toner til at trænge igennem i det store orkester.
Med et par triller skaber piccolofløjten et øjeblik en illusion her på bloggen af, at jeg som sekretariatschef i SNU har deltaget i en form for maskepi med sovjetiske repræsentanter, og at jeg nu endelig – om end ifølge Friis’ blogindlæg tydeligvis for sent – benyttede lejligheden i Svendborg til at gå til bekendelse og stå ved min fortid. Med en alvorlig, faderlig tone, der ikke harmonerer helt med piccolofløjtens lette, lyse karakter, hedder det, at jeg derved viste mit format.
Problemet er bare, at piccolofløjtens kunstige triller ikke har noget at gøre med den prosaiske virkelighed i SNU og i Svendborg. Jeg så ham da for resten heller ikke i retssalen.
Af hensyn til bloggens eventuelle læsere er jeg nødt til at formulere et par linjer om substansen. Friis broderer på en lille del af mit vidneudsagn, som han altså næppe har hørt. Det tyder hans tekst i det mindste ikke på. Det jeg sagde var helt banalt og velkendt: nemlig at der i alle hovedstæder var regelmæssige samtaler mellem lokale embedsmænd og politikere på den ene side og repræsentanter for de udenlandske diplomatiske missioner på den anden side – østlige såvel som vestlige. Universiteter, tænketanke og forskere var i et vist omfang integreret i dette kredsløb.
Denne globale, vidt forgrenede samtalevirksomhed mellem øst og vest (og vest og vest) var i de fleste tilfælde organiseret efter et fast skema. De udenlandske repræsentanter ankom efter forudgående aftale til det pågældende ministerium, universitet eller tænketank. Her blev de modtaget af en receptionist og derefter i kollegernes påsyn vist ind på embedsmandens eller forskerens kontor. Samtalen foregik som regel i form af en række forberedte spørgsmål fra gæstens side. Det hørte med i det faste skema i SNU (og de fleste andre steder), at hvis gæsten kom fra en af østmagterne, udfærdigede man efter samtalen en notits og sendte den til Udenrigsministeriet til orientering.
I Svendborg forsøgte jeg med få streger at tegne et billede af denne bureaukratisk gennemregulerede kontaktform, som jeg havde erfaringer med fra mit arbejde i SNU i 1980’erne. Jeg fortalte afslutningsvis, at faste kontorgæster fra den sovjetiske ambassade overalt i miljøet i den professionelle jargon blev benævnt husrussere. Det sidste udtryk har Friis kunnet læse i JP’s referat fra retten. Måske har dette ord været for meget for hans fantasi.
For min skyld kan Friis godt pakke sine fedtede insinuationer sammen om, at denne "Retssag fik skeletter ud af skabet", og at "flere benyttede lejligheden til at tale ud om deres egen fortid". Hvad jeg fortalte i retten i Svendborg havde ikke noget at gøre med at bekende nogen synder i fortiden, eller at stå åbent og ærligt frem og fortælle sandheden om mine "kontakter med Sovjetunionen" og den slags lirum-larum. Det handlede faktisk slet ikke om mig, men var en generel beskrivelse, hvor jeg blot en passant brugte min egen erfaring som eksempel.
Måske skulle Friis finde ud af, om han vil være historiker, piccolofløjte eller stand-up? Hvis han vil være historiker, kan han sikkert få hjælp til at tøjle sin fantasi, hvis han i en periode lader fløjten ligge og koncentrerer sig om at skrive peer-reviewede artikler til danske og udenlandske tidsskrifter.

Misforståelse

Hvis sandshedsbacillen spreder sig, vil det være muligt at kortlægge efterretningstjenesternes virke i Danmark under den Kolde Krig bedre. Lykkes det, bliver vi lidt klogere på, hvordan det danske demokrati fungerer.
Her er en misforståelse, det danske demokrati i dag er ikke det samme som datidens demokrati.
Man har afhopper fra KGB og de fortalte at KGB virkede lige så ineffektivt som alt andet i Sovjet. Ingen kunne stole på hinandens oplysninger og arvtagerne i Rusland holder hånden over en kæmpe skandale. KGB var ikke ansvarlig overfor nogen og kunne derfor gøre som de ville og lavede arbejde til dem selv.

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Thomas Wegener Friis

Blogger om:

Historikerne er langt fra færdige med at undersøge den danske Koldkrigshistorie, og her på Videnskab.dk kan du læse om forskellige emner fra den store Koldkrigshistorie.

Andre bloggere i Koldkrigsbloggen:
Sissel Bjerrum Fossat
Iben Bjørnsson
Anne-Mette Anker Hansen
Peer Henrik Hansen
Mette Fentz
Rosanna Farbøl
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo