Annonceinfo

Evolutionen af camouflagens mestre, skjoldcikaderne

Skjoldcikadernes utrolige morfologiske diversitet er ikke nogen nyhed.

Disse små insekter, der er nærmest beslægtet med cikaderne, er ofte blevet beskrevet som bizarre og science-fiction agtige. Grunden er skjoldet på deres ryg.

En struktur som findes hos samtlige skjoldcikader (ca. 3.200 arter hvoraf kun én, Horncikaden, findes i Danmark) og som antager alverdens former lige fra torne, ekskrementer, myrer til former der langt overgår ens fantasi.

Nyheden, der netop er blevet offentliggjort i tidskriftet Nature og har bragt skjoldcikaderne på mange entomologer og evolutionbiologers læber, er derimod, at denne struktur er dannet af yderst modificerede vinger placeret på det første thorax segment (den miderste del af insektkroppen).

For at sætte denne opdagelse i relief, skal det naturligvis nævnes, at vinge-lignende vedhæng hos ALLE andre nulevende insekter er begrænset til andet og tredje thorax segment.

De eneste vedhæng der normalt findes på det første thorax segment er såldes et par ben (som også findes på andet og tredje segment). Af denne  årsag, har man indtil nu troet at skjoldet var en udvækst af selve thorax, som man kender det fra flere billearter med horn-lignende vækster.

De franske forskere, Prud’homme og Gompel, er dog også klar over at der skal utvetydige beviser på bordet, for at understøtte deres sag.

Første bevis er et tværsnit af det voksne individ, hvor det tydeligt ses at skjoldet er hæftet på thorax med elastiske led på samme måde som vingerne.

Næste bevis findes i skjoldcikadens udvikling fra larve til voksen, hvoraf det fremgår at både dannelsen af skjoldet og det genetiske program der styrer processen, er det samme som det der bruges ved dannelsen af skjoldcikadens vinger.

Fra fossiler ved man, at insekter i starten af deres udviklingshistorie i nogle tilfælde havde vinger på samtlige tre thorax segmenter.

Det tyder derfor på, at det ‘tredje vingepar’ som findes hos skjoldcikaderne ikke er en ny opfindelse, men nærmere et karaktertræk der var latent tilstede hos deres forfædre, og som blev genaktiveret tidligt i skjoldcikadernes evolutionære historie.

Siden da har skjoldets morfologi været gennem en rivende udvikling, hvilket har ledt til den utrolige diversitet vi ser i dag.

Hvad der har drevet udviklingen ligger ikke klart. Forskerne bag studiet spekulerer, at strukturen i starten ikke havde nogen funktion men heller ikke var nogen omkostning for insektet, da det så ville være blevet luget ud gennem naturlig selektion. Den manglende funktion har betydet at der ikke har været selektion for et bestemt type skjold, hvilket har medført at det kunne udvikles frit. På samme måde forbliver det spekulativt hvad skjoldets funktion er i dag, for selvom den mest gængse forklaring er camouflering, så er det endnu ikke påvist.

 

Billedtekst: Skjoldcikaden Ceresa taurina. Foto: © Bruce Marlin (http://commons.wikimedia.org/wiki/File:Ceresa_taurina.JPG)

 

Se eksempler på nogle fantastiske skjoldcikader her:

http://news.sciencemag.org/sciencenow/2011/05/treehopper-camouflage-derives.html?rss=1

http://whyevolutionistrue.wordpress.com/2011/05/05/the-bizarre-origin-of-the-treehopper-helmet/

helt igennem fantastisk camouflage..

Klik ind på linket fra sciencemag.org og forstør billederne. Det er utroligt, hvad de har udviklet sig til.... Det ligner monstermyrer, de har på ryggen : )

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Line Vej Ugelvig

Blogger om:

Er der nogen, der har sat sit præg på naturvidenskaben, så er det Charles Darwin. Jeg skriver om Darwins betydning for min forskning i dag.

Andre bloggere i Evolutionsbloggen:
Henrik Hjarvard de Fine Licht
Mette Elstrup Steeman
Trine Bilde
Jakob Vinther
Niels Holm Jensen
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo