Annonceinfo

Er voldelige computerspil umoralske?

Emner:

Den kendte læge, foredragsholder og debattør Vibeke Manniche kom for nylig på sin blog med en decideret bredside mod voldelige computerspil. Indlægget har titlen: ‘Dit barn bliver rigtig dygtigt til at slå ihjel!' og er henvendt til forældre til børn i 8-18 års alderen. Som titlen antyder, ser Vibeke Manniche en direkte sammenhæng mellem brugen af voldelige computerspil og voldelige adfærd. Spillene træner og opfordrer børnene til voldelig adfærd, mener Vibeke Manniche, og hvis man lader sine børn spille de voldelige spil risikerer man, at de enten kommer hjem i en ligpose fra Afghanistan eller at de ender som Anders Breivik, der ifølge Vibeke Manniche “om noget er et resultat af disse rædselsfulde spil”.

Vibeke Manniches indlæg er kun ét i en lang og temmelig indædt debat om voldelige computerspils mulige skadevirkninger. Debatten er desværre ikke altid lige frugtbar, og jeg vil derfor prøve at kaste lidt mere filosofisk og videnskabsteoretisk lys over den. Fra et filosofisk synspunkt skal man for det første gøre sig klart, at der i Vibeke Manniches - og mange lignende - indlæg både ligger en empirisk påstand (computerspil medfører voldelig adfærd) og en moralsk påstand (man bør ikke spille eller lade sine børn spille voldelige spil). Det mest interessante og til dels oversete af disse to spørgsmål er klart det sidste. For at diskutere det, vil jeg tage udgangspunkt i en artikel af Marcus Schulzke fra 2010 (“Defending the morality of violent video games”). Heri overvejer Schulzke om man fra hhv. et kantiansk, et aristotelisk og et nytteetisk synspunkt kan forsvare brugen af voldelige computerspil.

Kant og computerspil
Kants etik tager - i meget korte træk og groft forenklet - udgangspunkt i, at man skal respektere andre menneskers autonomi. Således må man ikke behandle andre blot som et middel til at nå ens egne mål. Det medfører bl.a. at man ikke må lyve for, skade eller på andre måder udnytte andre mennesker. Fra et kantiansk synspunkt er der derfor ikke noget etisk problem i at dræbe computergenererede væsner, da disse ikke er mennesker. Derimod kan det i visse tilfælde være etisk problematisk at skade en avartar, dvs. en anden menneskelig spillers alter ego i spilverdenen. Spillere investerer ofte megen tid og energi i at opbygge deres avartar, og knytter sig til den i en sådan grad, at det at skade eller dræbe en avartar reelt vil skade den anden spiller. Man bør derfor respektere andre spilleres autonomi ved at sikre sig, at de frivilligt og fuldt oplyst har accepteret den risiko, de udsætter deres avartar for, ved at indgå i en kamp. Eller med andre ord: Man må ikke narre og snyde hinanden uden for de på forhånd vedtagne regler - heller ikke når man spiller computerspil. Men ellers er der frit slag - også for voldelige spil.

Den nytteetiske kalkyle

Såvidt Kant. Lad os springe Aristoteles over i denne omgang og gå direkte til nytteetikken. Nytteetikken siger i korte træk, at den moralsk rigtige handling i en hver situation er den handling, der maksimerer nytten (eller lykken) for de berørte parter. Når man skal overveje, om en handling kan forsvares fra et nytteetisk synspunkt, kommer man derfor ikke uden om i et eller andet omfang at inddrage empiri, idet man bliver nødt til at overveje de faktiske konsekvenser af en given handling. Når det kommer til voldelige computerspil, må man for det første bemærke, at spillene efter alt at dømme bringer en hel del glæde og lykke ind i verden; hvis spillene ikke gjorde folk glade, ville millioner af mennesker over hele verden vel næppe betale hundredevis af kroner for spillene. Spillene giver derfor oplagt en del plusser i det globale, nytteetiske lykke-regnskab. Det mere betændte spørgsmål er imidlertid, om der også er minusser, og her kommer spørgsmålet om den mulige årsagssammenhæng mellem voldelige spil og voldelige handlinger ind i billedet.

Gør voldelige spil voldsmænd mere kompetente?
Schulzke har i sin artikel legefrem identificeret hele tre mulige årsagssammenhænge, der alle i et eller andet omfang optræder i debatten. For det første er der den mulighed, at voldelige spil fungerer som træning, der gør mulige voldmænd mere kompetente til at udføre deres ugerninger. Det er dét argument, Vibeke Manniche benytter i sit indlæg, når hun hævder at børn “bliver gode til at slå ihjel”, når de spiller voldelige computerspil. Argumentet holder imidlertid ikke, idet realismen i computerspil på nuværende tidspunkt er så lav, at erfaringer af den type, der her er tale om, ikke direkte kan overføres til virkeligheden. De konkrete handlinger, man skal udføre med sin egen krop, når man gøre noget i et spil, er ganske simpelt væsensforskellige fra de handlinger, man skal udføre, for at lave den tilsvarende handling i virkeligheden. Hvis man fx spiller rigtig meget Guitar Hero, får man ikke letter ved at lære at lære at spille på en rigtig guitar, fordi den rigtige guitar skal betjenes på en helt anden måde end Guitar Hero-interfacet. Faktisk, hævder Schulzke, kan for mange timer med Guitar Hero gøre det sværere at lære at spille på en rigtig guitar, idet det, man har lært i spilverdenen, skal aflæres før man kan bruge det virkelige instrument. Tilsvarende er der ikke noget der tyder på, at de mange timer spillere af voldelige spil bruger med mus og keyboard sætter dem i stand til benytte nærkampsteknikker eller til at betjene nogen former for våben. Det eneste, de lærer er - ja, at trykke på taster og at klikke med mus.

Den indirekte årsagssammenhæng

Det andet argument, der, ifølge Schulzke, er at finde i debatten, er en påstand om en indirekte årsagssammenhæng mellem spil og (volds)kriminalitet. Påstanden er, at de voldelige spil gør spillerne mere aggressive og mindre empatiske, og at spillerne pga. denne øgede aggressivitet er mere tilbøjelige til at begå voldskriminalitet. Netop denne indirekte sammenhæng har været genstand for et utal af undersøgelser, hvoraf en håndfuld bringes af Vibeke Manniche som evidens i et senere blogindlæg (her). I sin artikel gennemgår Schulzke en række forskellige undersøgelser og konkluderer på den baggrund, at evidensen er uklar. Jeg er enig med ham i den vurdering, og faktisk er det, set fra en videnskabsteoretisk synsvinkel, meget lidt overraskende. Det er nemlig notorisk vanskeligt at undersøge den slags årsagssammenhænge.

Hvis man laver et kontrolleret forsøg, hvor man ved lodtrækning sætter et antal forsøgspersoner til at spille hhv. voldelige og ikke-voldelige spil og bagefter måler deres aggressionsniveau, støder man ind i mindst tre forskellige metodologiske problemer. For det første skal man finde ud af, hvilke spil der helt konkret er voldelige og hvilke der er ikke-voldelige. Pac-Man blev fx oprindeligt betragtet som et voldeligt spil. Men er det det? Og hvad med ludo? For slet ikke at tale om skak? Her dræber brikkerne jo hinanden - og i øvrigt er skak modelleret over troppebevægelserne på en slagmark. Men hvis skak er voldeligt, når det optræder som computerspil, er det så ikke også voldeligt, når man spiller det som brætspil? Well, det er et godt spørgsmål. Under alle omstændigheder må man altså tage nogle valg, når man skal afgøre, hvad der tæller som et voldeligt spil, og de valg er ikke altid helt oplagte. For det andet bliver man nødt til at operationalisere det ret vage begreb ‘aggression’; man bliver på en eller anden måde nødt til at kunne måle, om en forsøgsperson er aggressiv eller ej. Men hvordan gør man det? Her kan man let komme til at begå fejl og fx forveksle aggressivitet med et behov for fysisk aktivitet (som fremhævet i dette indlæg). Og skulle man endelig måle en sammenhæng mellem aggressivitet og brugen af voldelige spil, har man, som det tredje problem, ingen vished for, at aggressionerne i praksis vil føre til egentlige voldshandlinger. 

Det sidste problem kan løses ved at betragte den statistiske sammenhæng mellem den faktiske kriminalitet, folk udfører, og de spil, de har spillet. Eller sagt med andre ord kan man undersøge, om folk, der spiller voldelige spil, i praksis begår mere (volds)kriminalitet end gennemsnittet. Den måde at gribe tingene an på løber imidlertid hurtigt ind i alvorlige metodologisk problemer. Det er velkendt, at man ikke kan slutte fra eksistensen af en statistisk sammenhæng til eksistensen af en årsagssammenhæng. En statistisk sammenhæng mellem brugen af voldelige spil og kriminalitet beviser ikke, at spillene er årsag til kriminaliteten. Sammenhængen kan skyldes en tilfældighed eller, hvad der er mere plausibelt i dette tilfælde, at folk, der på forhånd er voldeligt disponeret både vælger at spille de voldelige spil og vælger at udføre voldshandlinger. Til illustration vil en granskning af statistikkerne formentligt også vise, at folk, der går i store sko, er overrepræsenteret i voldsstatistikkerne. Det skyldes næppe, at det at gå med store sko gør en mere voldelig, men er mere sandsynligt et resultat af, at de fleste voldsforbrydere er mænd, og at mænd fra naturens hånd er udstyret med større fødder end kvinder.

Schulzke tager i sin artikel et kig på kriminalitetsstatistikken i USA. Det pudsige er, at kriminaliteten har været stødt faldende siden 1992. I alle disse år er de voldelige computerspil blevet stadig mere voldelige og grafiske, og de har fået et stadigt større publikum. Der er altså en klar statistisk sammenhæng der viser, at jo flere folk der spiller jo mere voldelige spil, jo mindre kriminalitet bliver der begået. Nu kan man som nævnt ikke slutte noget om årsagssammenhænge ud fra statistiske sammenhænge - og Schulzke overfortolker efter min mening statistikken. Det kunne jo have været, at kriminaliteten var faldet endnu mere, hvis folk ikke havde spillet det voldelige spil - det ved vi ikke -, men man kan i det mindste sige, at statistikken ikke i sig selv er grobund for bekymring.

Direkte årsag

Den tredje type argument, der optræder i debatten, tager udgangspunkt i spektakulære enkelttilfælde, som Colombinemassakren, og påstår, at voldelige computerspil direkte har forårsaget voldsmændendes handlinger. Det argument finder man også hos Vibeke Manniche, der som nævnt påstår at Anders Breiviks brug af spillet World of Warcraft var den direkte årsag til Utøyamassakren. Igen er den empiriske evidens mildest talt tynd. I alle de kendte tilfælde er sammenhængen mellem computerspil og voldshandlinger, ifølge Schulzke, blevet foreslået af udenforstående kommentatorer, der aldrig har haft adgang til de voldsmænd, de udtaler sig om. De psykiatrisk og retstekniske eksperter, der har haft med sagerne at gøre, har derimod alle afvist den påståede sammenhæng. Da Vibeke Manniche ikke er psykiater og mig bekendt aldrig har undersøgt Anders Breivik passer hendes brug af Breivik-argument fint ind i dette mønster.

Social impact
Schulzke stopper sin analyse her. Da der ikke er en påviselig sammenhæng mellem voldelige spil og voldskriminalitet er der ikke - set fra et nytteetisk synspunkt - noget moralsk forkert i at spille voldelige computerspil. Det er for mig at se at lade spillene slippe lidt for let. Det er muligt, at computerspil ikke fører til mere vold, men det betyder ikke, spillene ikke kan have andre - positive som negative - konsekvenser. Det har vel formentlig en eller anden betydning for vores samfund, at millioner af mennekser bruger store dele af deres tid på at sidde foran computeren og spille spil (voldelige eller ej). Faktisk er den store tragedie ved den ufrugtbare og notorisk metodeudfordrede fokus på voldsproblematikken, at de andre mulige effekter af spillene for en stor dels vedkommende er gået i glemmebogen.

For det første er det oplagt at spørge, hvad det betyder for vores sociale liv at så mange bruger så meget tid på spillene. Kan folk få aktiv deltagelse i venskaber, familie- og foreningsliv til at harmonere med et tidskrævende engagement i diverse spilverdener? I hvilken grad kan de venskaber, folk får i spilverdenerne, afløse virkelige venskaber? Betyder adgangen til spil, at folk i stigende grad isolerer sig med deres computere, eller giver spillene tværtimod socialt handikappede og andre potentielt isolerede en genvej til meningsfulde og forpligtende sociale fællesskaber? Der er masser af gode spørgsmål, at stille - og der er for mig at se en langt tydeligere og potentielt mere betydningsfuld sammenhæng mellem computerspil og vores sociale liv, end der er mellem spil og vold. Det er glædeligt, at der er begyndt at komme mere forskning på netop dette område, som for nyligt omtalt her på sitet (her).

Som et andet spørgsmål er det oplagt at overveje, om folk moralsk set ikke kan finde noget mere nyttigt at lave, end at spille computerspil. Man skal her notere sig, at nytteetikken ikke blot (som Schulzke lader til at gå ud fra) kræver, at en handling giver et plus i nytteregnskabet. Hvis en handling skal forsvares nytteetisk, skal det være den bedste handling, altså den, der giver flest muligt plusser i det globale nytteregnskab. Her må man nok indrømme, at man formentligt ville skabe mere nytte, hvis man i stedet for at købe et nyt spil, sendte de 400 kr, spillet ville have kostet til nødhjælp i Afrika og i øvrigt brugte den tid, man ville have brugt på at spille, på at lave frivilligt arbejde for Børnefonden og at hjælpe pensionisterne i nabolaget med deres internetopkopling. Så spillene er altså ikke, fra et nytteetisk synspunt, fuldstændigt retfærdiggjorte. Når vi spiller, øger vi ganske vist vores egen lykke, men vi bidrager jo ikke som sådan med noget konstruktivt til den øvrige verden. Spillene er dog ikke ene om at have den status. Det samme argument vil kunne bruges, hvis vi bruger tid og penge på at gå i operaen eller på at købe og læse en god bog.

Hvem er umoralsk?

Lad os til sidst vende tilbage til Vibeke Manniches blog og dens indirekte opfordring til, at forældre forbyder deres børn at spille voldelige computerspil. Som nævnt er det svært at argumentere for, at voldelige computerspil er direkte umoralske. Det værste ved dem er, at den tid man bruger, når man spiller, måske kunne have været brugt på en anden mere konstruktiv måde. Der er ikke klar evidens for, at voldelige computerspil gør folk mere voldelige, og hvis man endelig vil gå ned ad den sti, er der andre kulturelle aktiviteter, der springer mere i øjnene. Adskillige episoder med smadrede omklædningsrumsdøre og vandflaskespark tyder vel på, at fodbold gøre folk aggressive. Desuden er der en velkendt sammenhæng mellem fodboldkampe og vold blandt tilskuerne. Betyder det så, at man som forældre skal forbyde sit barn at gå til fodbold?

Heldigvis er der næppe mange forældre, der er nervøse for at sende deres poder til fodbold - også selv om kyler med træningstasken, når de har tabt en kamp, eller på anden måde lader forældrene ane en sammenhæng mellem aggressivitet og boldspil. Måske skyldes forældrenes manglende nervøsitet, at fodbold er et spil, de selv kender og forstår. Derfor kan jeg fuldt ud tilslutte mig Vibeke Manniches opfordring til, at man sætter sig ind i, hvad det er for nogle spil, ens børn spiller. Faktisk vil jeg gå videre end det, og opfordre folk til rent faktisk at spille spillene med deres børn, i stedet for blot at dømme spillene ud fra en overfladisk betragtning. Jeg glæder mig personligt meget til mine børn bliver store nok til at få tæv i en gang Playstation. Og jo: De må også gerne spille fodbold på trods af risikoen for, at det vil gøre dem til voldsmænd.

Hvis man endelig skal pege på noget umoralsk i denne debat, er den mest oplagte kandidat måske Vibeke Manniches og lignende debatindlæg. De er for mig at se et udtryk for en form for moralisme, hvor forfatterne på baggrund af en empirisk set ufunderet angst forsøger at få andre til at leve deres liv på en for forfatteren genkendelig måde. Moralisten forsøger at trække sine egne værdier og sit eget livssyn ned over hovedet på andre - i dette tilfælde ved at skræmme dem med ligposer og Utøyamassakre. Og den slags er svært at forsvare med kendte etiske teorier. Ingen bliver lykkeligere af moralisme og forsøget på at skræmme andre til at overtage sine egne værdier kan heller ikke ses som et udtryk for respekt for andres autonomi. Det er nok derfor, at så mange - forståeligt nok - reagerede så skarpt på Vibeke Manniches blog. Vi vil gerne selv have lov til at bestemme, hvordan vi lever vores liv, tak, også selv om det indbefatter, at vi bruger vores tid på noget, Vibeke Manniche ikke forstår. 

Rapelay

Jeg er lidt spaaendt paa hvad folk synes om dette spil

.

Jeg siger mange tak for dit svar, og respekt for dine artikler, dette var ikke et angreb på dig som person, men et angreb på journalister generelt. Så STOR respekt for dit arbejde, og jeg kan sagtens leve med save ;-) fejl. Jeg er bare træt af journalister! Tak for et godt indlæg.

Carlos Alinkson

De 11 til 14 aarige.

Mikkel Willum Johansen. Nu viser stastetik jo ikke alt, og sporgmaalet er hvorvidt at unge er mere voldelige i dag ?
Jeg tror at en del unge der spiller voldelige spil fra 11 til 14 aar kan udvikle en lavere tolerance for hvornaar de slaar?
Maaske min egen son der i dag er 16 aar ikke er repraesentiv for den alders gruppe, men omkring de 12 aar fortalte han mig, at naer han havde spillet disse spil fik han lyst til at banke nogen helt umotiveret. Hvor lang tid denne faeelse holdt sig ved jeg ikke, men i dag siger disse spil ham intet, han har ikke behov for at stive sin selvtillid af som en slags misbrug af disse spil, og er blevet saa selvstaendig i dag, at han rejser 10 mdr. til USA for at gae i skole der. Naer der skal ske noget aktion spiller han fodbold pae videospil i stedet.
Hans faelser har altid vaeret empatisk.
Jeg tror at nogle unge der af forskellige aersager ikke kan udvikle normale menneskelige foelser, kan tage skade af disse spil, isaer i de unge aar.

Indlæg slettet

Indlæg slettet, der ikke er relevente for artiklens indhold.

Redaktionen

En af Danmarks bedste hjerner, Bjørn Lomborg...

...er også en flittig computerspils-tilhænger. God gymnastik for hjernen har han udtalt.

Denne Bjørn Lomborg, der internationalt er blevet udråbt som én af verdens (af hundrede) mest betydeligste personer.

Bjørn Lomborg har dog på ingen måder udvist voldelige tendenser trods det, at han af en del af den akademiske verden, er blevet svinet godt og grundigt til.

Computerspillet får ham til at slappe af.

Og ja. Den amerikanske hær bruger i stor udstrækning computerspil til træning af skarpskytter.

Men det bliver skarpskytterne ikke voldeligere af i dagligdagen.

Runes kronik

Det er en rigtig god kronik Rune har begået men desværre fik den kun et par stupide bemærkninger med så jeg er bange for den ikke rigtig har rykket på de eksisterende fordomme.

Vi må nok se i øjene at de fleste der aldrig har spillet eller kun har et begrænset kendskab til den verden aldrig vil forstå de mekanismer der ligger bag når folk mødes over et spil - de vil aldrig kunne forstå at det er kun dem der samarbejder der kan vinde og at det er kun dem der er tålmodige der er i stand til at gennemfører de store episke spil - dem der kræver at man i timevis skal undersøge og løse opgaver - de agressive og utålmodige taber og når ikke at tilbringe så lang tid foran en computer eller konsol at de kan når at blive påvirket hverken i positiv eller negativ retning.

Moralsk panik

Det kan siges at diskussionen om det muligt umoralske ved computerspil er en ganske klassisk moralsk panik.
http://en.wikipedia.org/wiki/Moral_panic

Disse er karakteriseret af meget markante holdninger til at aktiviteten er noget frastødende og nedbrydende, og disse synspunkters prædikanter er så overbeviste om antagelsernes gyldighed at de udelukkende ser efter hvordan (ikke om) omstændighederne bekræfter deres præmis. Dette gælder i særdeleshed også hvis de iklæder deres dagsorden en "objektiv" præsentation og laver "videnskabelige" undersøgelser med den afgørende svaghed at de ikke anstrenger sig for at afkræfte deres teorier. Det var sidste år oppe her på videnskab.dk:
http://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-sloser-nar-de-undersoger-vol...

Rune Kristian Lundedal Nielsen har som computerspiller og gæsteforsker for en måned siden begået en kronik hvor han går i rette med de moralsk forskrækkede:
http://www.b.dk/kronikker/farvel-og-tak-til-den-moralske-panik

Tid til vold

Jeg er desværre også komme i tidsnød og har svært ved at afsætte den nødvendige tid til at begå vold - og de sidste par gange har jeg siddet en times tid over Portal 2 fremfor vold - suk ;) Men så kan jg da lige tilføje - at slippe igennem Portal 2 på fornuftig tid dvs. rigtigt mange timer - kræver både fordybelse og en særdeles krøllet hjerne samt evnen til at tænke i mange dimensioner.

Re: En gammel rotte

Hej Kim

Oh ja, det havde jeg helt glemt. Tak for dit indspark. Jeg tror, mange kan nikke genkendende til netop din beskrivelse; tilsyneladende er vi ikke blevet mere voldelige og samfundsfjendske på trods af, at en stor del af befolkningen har spillet voldelige computerspil i min. 20 år (alt efter definitionen på, hvad et voldeligt spil er). Dette bakkes op af statistikken fra USA - der er simplethen blevet mindre kriminalitet i alle de år, vi har haft spillene. Det er måske det bedste og mest håndfaste stykke empiri vi har i denne debat: Hvis computerspillene var så farlige, som modstanderne påstår, burde statistikken have set helt anderledes ud.

Jeg kunne ikke være mere enig med dig, Kim, og jeg har i øvrigt præcis den samme erfaring (omend det efterhånden er alt for længe siden, jeg har tid til at spille computerspil. Suk!)

Mikkel

Johan var bare i gang med at hælde den sædvanlige spand fornærmelser ud over mig -

Skal vi vende tilbage til emnet: Jeg skrev at hverken mine venner eller jeg var blevet voldelige….

En gammel rotte:

http://videnskab.dk/blog/er-voldelige-computerspil-umoralske#comment-33364

Re: Kim og Carlos - amoralsk vs. umoralsk

Tak for diskussionen. Det er godt at få slået forskellen på 'amoralsk' og 'umoralsk' fast. Det burde jeg måske have gjort. Jeg belager i øvrigt stave- og andre sproglige fejl og modtager gerne rettelser. Jeg skal måske til Carlos sige, at bloggerne her på sitet ikke nødvendigvis er journalister. De fleste af os er, tror jeg, videnskabsfolk, der ikke har nogen speciel træning i at skrive. Så vi er langt fra fejlfri - jeg er det i hvert fald ikke!

Re: Perspektiver i at se dette ift. konsekvenser af postive spil

Hej Charlotte
Tak for din konstruktive kommentar. Det er et interessant og tildels overset aspekt af debatten, at spil faktisk kan have positive konsekvenser. Jeg mener at have set lignende studier, hvor man vha. hjernescanninger kobler voldelige spil med aggression. Det er dog tvivlsomt, og det løser alle de metodologiske problemer; aggression er for mig at se ikke i sig selv noget negativt. Det er vel nærmest havd man kan kalde en spontan livsytring, for nu at låne et glmrende udtryk fra den danske etiker K.E. Løgstrup. Den negative konsekvens kommer først, hvis aggressionen bliver omsat til voldelige handlinger, og det er her, det er svært at lave kontrollerede forsøg. Men det er bestemt værd at inddrage også hjernescanninger. Computerspil spiller en større og større rolle i vores kultur, og jo mere nuanceret videnskabelig viden vi får om emnet, jp bedre.

Hej Kristina Kan du være mere

Hej Kristina
Kan du være mere specifik i din kritik?

re: Svar Kim Kaos

Det er da din ret at rette alt det du orker - men før du begynder så vil jeg da foreslå at du så finder din gamle X og 0 frem samt en retskrivningsordbog - For at sige det mildt: tænk sten og glashus ;)

Venligst og med stærk modvilje, eftersom har jeg påpeget et par fejl hos en debatør - fejl af den type jeg forbeholder mig at kun at påpege overfor journalister (Well, here's another nice mess you've gotten me into! ;)

Kim Kaos

Svar Kim Kaos

Jeg giver dig ret og vil straks undersøge hvad du har skrevet. Jeg vil dog påpege at jeg finder det i min fulde ret at kritisere en person som er udd. til at skrive hvis personen ikke kan finde ud af det. Ligeså vel som hvis man brokker sig over at vinduespudseren ikke kan pudse vinduer, såfremt det er hans udd.! men det Danske sprog er mildelst talt ved at blive vol....... og det hjælper ikke hvis journalisterne heller ikke kan dansk, det vil ikke fremme vores sprog, hvis det skal fremmes.

amoralsk - adjektiv -

amoralsk - adjektiv - [ˈamoˌʁɑˀlsg]

Betydninger

1. som er uden moral; som afviser berettigelsen af en hvilken som helst moral

2. = umoralsk - denne brug regnes af nogle for ukorrekt.

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?aselect=amoralsk&query=a

A- og umoralitet

Amoralsk er den, der ikke er i besiddelse af moral (og grundet denne mangel må regnes for at stå uden for samfundet), mens den umoralske person bevidst bryder det vedtagne moralkodeks.

http://da.wikipedia.org/wiki/Moral

amoral

amoral, (af gr. a- og lat. moralis, af mos 'skik'), holdninger eller livsanskuelser, der sætter sig ud over, hvad der i en given situation anerkendes som moral. Amoral kan desuden rumme en afvisning af, at vi i det hele taget kan foretage begrundede moralske vurderinger.

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Religion_og_mystik...

umoralsk

umoralsk, (se moralsk), anstødelig; sammenlign med amoralsk.

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sprog/Fremmedord/u...

Carlos: "Uanset hvad vil det aldrig kunne blive umoralsk, men det kan måske være amoralsk, jeg ved det ikke, men jeg har altid sat pris på jeres journalastisk, men hvis man kan stave hjælper det på forståelsen."

Carlos jeg bryder mig ikke om at man retter på folk når de staver forkert – så længe de ikke skaber misforståelser – Dog er det er i selve artiklen at der er stavefejl så er det OK at man retter den - Men gør man det så bør man selv have styr på det grammatiske ;)

Jamen jamen jamen

Fortæl mig hvad amoralsk betyder? Det kan ikke findes i en ordbog. Så det korrekte ord må være umoralsk, eller dårligt udd.

Umoralsk og amoralsk

Umoralsk er nu det rigtige ord her, da amoralsk mere står for afvisning af berettigelsen af en moral. Sociale computerspil udgør ikke noget amoralsk univers, en sådan spiller kunne blive meget ildeset. Det er diskutabelt om computerspil kan siges at stride mod almindeligt gældende normer for anstændighed, men det er jo netop også pointen med at stille dette spørgsmål som titel på artiklen.

Et amoralsk synspunkt ville være at det ikke er relevant at spekulere på moral omkring computerspil. Det er speget at konkretisere hvordan computerspil skulle være umoralske, da dette ville betyde at argumentere specifikt for hvordan de kan siges at bryde moralske normer, og hvilke.

Umoralske?

Uanset hvad vil det aldrig kunne blive umoralsk, men det kan måske være amoralsk, jeg ved det ikke, men jeg har altid sat pris på jeres journalastisk, men hvis man kan stave hjælper det på forståelsen.

Perspektiver i at se dette ift. konsekvenser af postive spil?

Denne kritik af voldelige computerspil med både filosofiske og empiriske begrundelser kunne måske ses ift. til forskning i konsekvenserne af brugen af mere konstruktive spil. Dvs. hvis man kan bevise, at det har en positiv effekt for f.eks. selvfølelsen at spille et bestemt spil, er de beviser så fremkommet på en måde, - med en metode, som man kan have gavn af at undersøge de voldelige computerspil med?

Eksempler på beviser for den gavnlige effekt af brugen af computerspil kan bl.a. ses i denne artikel: http://urlen.dk/Yt
Hvilket også omtales i disse 2 videoer: http://urlen.dk/Zt og http://urlen.dk/au

Polarisering

Fodbold-analogien er sjov. Den klare polarisering der ses her er reelt ikke mellem spillerne, men mellem klubbernes dedikerede fans, der nogle gange har "os kontra dem" full-time. Spørgsmålet er for mig at se ikke enten/eller om polarisering, men om en mulig gradsforskel.

En principiel forskel på de sociale computerspil, i forhold til simple regelstyrede spil (som fodbold), er at de på en helt anden måde kan blive stedet for deltagernes sociale identitet og liv. Social kontakt bliver ikke mindre virkelig af at ske via digital teknologi, og kan hurtigt blive betydeligt mere vedkommende end en klubaften med bold og tredie halvleg.

Så derfor mener jeg at "os kontra dem" har så forskellige vilkår, at det kunne fortjene undersøgelser, i højere grad end fokus på at sætte tal på mulig aggressivitet.

En gammel rotte

Mine venner og jeg har altid muntret os ganske højlydt når de store ånder hævder at man bliver mere tilbøjelig til at løse ens daglige små problemer med vold når man igennem mange år har spillet voldelige computerspil.

Jeg har efterhånden rundet de 50 år og har spillet computer spil lige så længe det har været muligt at eje en hjemme comp. – I 1980 fik jeg mig en Vic-20 som nok var den første rigtige der kunne lidt mere end blot Pong – før det havde vi spillet forskellige arkadespil uden at komme bag tremmer. I 1982 fik jeg en Commandore 64 – eller retter jeg forærede mig selv en og endte først med at gøre min kæreste sur og siden afhængig – alt det på bare en uge ;)

Siden da har jeg i rask tempo udskiftet min PC i takt med at spillende krævede det – jo mere gore jo mere power kræves – så i takt til de døendes skrig og min motorsavsbrummen er der blevet hentet RAM og forbedrede kølere hjem uden at det danske politi på noget tidspunkt har set sig nødsaget til at hente mig ind til afkøling.

Ved en hastig rundspørge i min vennekreds viser det sig også at når det kommer til personfarlig kriminalitet er tallene skuffende – alle som en nægter at have begået mord – de kan naturligvis lyve – men indtil videre må vi tage deres ord for gode vare – når det kommer til almindelig vold og springe over i køen supermarked så viser det sig at her er der noget at hente – mange af dem indrømme uden skam i livet at de har sprunget over i køen men i samme løgnagtige åndedræt benægter de hårdnakket at skulle have slået gamle damer ned og berøvet dem deres pension og det er selv om flere af dem har et mistænkeligt stort forbrug af hårde hvidevare og ferierejser med unger optil flere gange om året forekommer mere ofte end deres indkomst tillader – mange gemmer muligvis deres forbrydelser bag forbrugslån men jeg har givet deres navne til kriminalpolitiet for en sikkerhedsskyld ;)

Nu har vi naturligvis også kun spillet i 30-35 år og der kan muligvis gå længere tid før den voldelige adfærd ansporet af computerspillene viser sig – det ligger måske latent og bryder så ud når vi er kommet op i firserne – det er jo farligt med den type spil og ved aldrig hvornår den slags voldelige tilbøjeligheder bryder ud.

Frygtelig artikel

Ikke nok med, at vi bliver sølet igennem de filosoffer artiklens skribent ikke evner at nævne, men det gøres så søvndyssende og forkert, at jeg ikke forstår artiklen er blevet godkendt til publicering. Jeg er ikke nået igennem lortet, men kan blot konstatere, at ikke alt fra videnskab.dk er videnskab. Noget er lort.

God kommentar, Johnnie. Det

God kommentar, Johnnie. Det vil sikkert være værd at kigge nærmere på. Igen kan man sige, at problemstillingen ikke ved første øjekast er speciel for computerspil, idet man kunne forestille sig (og måske faktiske kan se) lignende problemer for andre spil, så som fodbold mv. Men måske vil 'os kontra dem' tage sig anderledes ud i spilverdenen. Hvem ved?

Social polarisering som mulig risiko

Jeg er helt enig i at teorien om at blive optrænet til voldelig adfærd næppe holder, men har af og til tænkt på en mere kompleks mulig risiko. Spillene har den sociale force at klanernes sammenhold og fælles målsætning kan siges at træne samarbejde og ledelse. Men konceptet er bygget op omkring at kæmpe mod andre klaner, det kan altså blive meget med "os kontra dem", og dermed fremmes social polarisering muligvis. Det bliver legalt at bekæmpe og se ned på "de andre", udenfor egen klan.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold
  • Er voldelige computerspil umoralske?

    Den kendte læge, foredragsholder og debattør Vibeke Manniche kom for nylig på sin blog med en decideret bredside mod...
  • Er Gud matematiker?

    Matematik er ikke som de andre naturvidenskaber. Når man i fysik eller kemi opnår viden, gør man det ved at unders...
  • Private universiteter i Danmark?

    Videnskabsminister Helge Sander luftede i sidste uge ideen om at indføre private universiteter i Danmark. Men hvorfor? Og hvem vil...
  • Hvad skal vi med videnskaben?

    I den forskningspolitiske debat er det som oftest en uudtalt præmis, at videnskab er et gode, som det for skatteyderne er værd...

Mikkel Willum Johansen

Blogger om:

Videnskabsteori er elsket og hadet. Den kan bruges som den eddikesure, gamle mand, der vurderer, at fordybelse i et specifikt emne bestemt ikke kan kaldes reel forskning. På den anden side kan den med sin fleksibilitet bruges til at anerkende fordybelse i områder, som man ellers ikke ville kalde forskning. Videnskabsteorien giver anledning til at se på videnskabelige dilemmaer, kontroverser og de værdier, der styrer opfattelser og handlinger hos forskerne.

Andre bloggere i Teoribloggen:
Kristian H. Nielsen
Claus Emmeche
Annonceinfo