Det er tid til at stille nogle spørgsmål som vi mangler at få besvaret i debatten om menneskehandel: 

Hvad er det for globale faktorer der driver kvinder ud i menneskehandel? Hvad er det for sociale forhold der gør kvinder sårbare for manipulation og falske løfter om penge, jobs og rejser? Og hvordan vi kan forstå baggrunden for at massevis af kvinder handles hvert år og havner i Europa?  

Jeg stiller de spørgsmål, fordi jeg mener, at det er væsentligt at diskutere, hvordan vi kan dæmme op for og forebygge menneskehandel og hvilke politiske initiativer det kræver fra EU og den danske regering. Jeg tager udgangspunkt i mine erfaringer blandt udsatte og fattige kvinder i Afrika, nærmere bestemt i storbyen Maputo i Mozambique hvor jeg lavede feltstudier i 2007, 2008 og 2010. I forbindelse med studierne hørte jeg en del historier om unge kvinder der var taget til Sydafrika, med løfter om godt betalte jobs og en rejse til Europa. Men mange historier ender med at kvinder bliver installeret på bordeller hvor deres arbejdsgivere lover at skaffe dem kontakter og en billet, til f.eks. Italien eller Spanien. Hvis og når de så endelig kommer til Europa, formidlet af forskellige typer bagmænd, forlyder det at de rejser rundt fra land til land, herunder DK, og arbejder som prostituerede for at betale deres gæld af eller for at betale beskyttelsespenge til en bagmand.

De to vigtigste budskaber i mit indlæg er,

1. At menneskehandel og kønsforhold skal forstås i et globalt perspektiv, det vil sige ud fra en forståelse af konsekvenserne af den globale ulighed mellem Europa og Afrika og i forhold til de lokale netværk mellem kvinder og mandlige partnere samt mellem kvinderne og deres familier, som begge involverer eller motiverer førstnævnte til at migrere imod rige storbyer på det afrikanske kontinent og senere til at søge imod rige verdensdele som Europa og rige lande som Danmark.
2. At vi skal sætte mere fokus på forebyggelse af menneskehandel i og fra den tredje verden til Europa fremfor udelukkende, at forsøge at løse problemet, når kvinderne ER kommet til Europa, og sidder fastlåst i gældsforhold og afhængighed af 'bordelmødre' eller kriminelle netværk.

Under mit feltarbejde i Maputo mødte jeg en ung kvinde på 22 år ved navn Maria, som boede i en af byens fattige forstæder. ’Na famba europa, mutana ma swoje’, det var noget af det første Maria sagde til mig på lokalsproget Changana. Det var hendes svar på de spørgsmål, jeg havde stillet, da hun en dag fortalte mig, at hun havde arbejdet som prostitueret i Sydafrika. Hun fortalte også at hun havde følt sig snydt og tvunget til at gøre det. Det betyder, ‘jeg ville til Europa, jeg ville følge min drøm’. Men hvad betyder det egentlig, når Maria siger, at hun ’ville følge sin drøm’?

Maria voksede op i en fattig forstad til storbyen Maputo i Mozambique i det sydlige Afrika. Begge forældre var døde af AIDS inden hun blev 16 år. I tiden derefter blev hun slået og truet af sine brødre, når hun ikke gjorde rent, eller på andre måder ’gjorde sin pligt som kvinde’. Desuden modsatte brødrene sig, at hun tog en uddannelse. Hun havde prøvet at få arbejde, men det var næsten umuligt i en by hvor over 70% af de unge er arbejdsløse. I stedet skaffede hun sig selv og sin familie en indkomst ved at indgå i et seksuelt forhold til en sugar-daddy, eller det man i Maputo kalder patrocinador, der betyder en donor eller sponsor. En sponsor eller sugar-daddy er normalt en ældre mand, der betaler sine yngre partnere med penge og gaver til gengæld for sex, selvom der ofte også er følelser eller sociale forpligtelser involveret. En af Maria’s sugar-daddies foreslog, at hun skulle tage med ham til Sydafrika og arbejde som danser på et diskotek. Hun sagde straks ja uden at stille spørgsmål, og var meget begejstret, fordi hun havde hørt om kvinder der tjente gode penge og siden rejste til Europa eller USA. Men da hun ankom til Sydafrika viste det sig ikke at være et diskotek, men et bordel hun skulle arbejde på, og hun skulle ikke arbejde for sin sugar-daddy men i stedet for nogle forretningsforbindelser som han kendte. Hun arbejdede der et år, men flygtede til sidst tilbage til Maputo, da hun indså, at hun aldrig ville komme til at tjene gode penge endsige få en billet til Europa. Men selvom hun nu var fri for at arbejde næsten gratis under risikofyldte omgivelser, blev hendes liv ikke bedre af at komme tilbage til Maputo. Selvom hun var sluppet væk fra livet som bordelprostitueret, stod hun nu atter i en situation, hvor den eneste vej til et bedre liv og en indkomst til sig selv og sin familie gik igennem seksuelle forhold med velhavende mænd. 

For at forstå, hvorfor stadig flere afrikanske kvinder får lyst til at migrere til rige lande som Danmark, og hvorfor prostitutionslignede forhold er et stigende fænomen i afrikanske storbyer, må vi se på den sociale, økonomiske og politiske udvikling i Afrika de seneste tyve år. Mange hævder, at det er fattigdommen i Afrika og den tredje verden der skaber grobund for menneskehandel. Det er korrekt at fattigdom øger tendensen til at søge overvelse for enhver pris, men det er ikke fattigdom i sig selv der skaber grobund for menneskehandel og forskellige former for prostitution. For eksempel er disse fænomener ikke særligt udbredte i de store fattige landområder, men derimod i storbyerne hvor rigdommen og forbrugerkulturen er større og mere synlig. Det er nemlig først og fremmest den øgede ulighed mellem fattige og de stadig flere velhavende i afrikanske storbyer, der gør det muligt for kvinder at opsøge social mobilitet via sex med sugar-daddies, og som omvendt gør det muligt for middelklassemænd at opbygge et seksuelt netværk af yngre og ofte fattige kvinder ved hjælp af deres økonomiske magt. 

Og så er det væsentligt at huske på, at der er forskel på den tvang man forbinder med menneskehandel og det langt mere omfattende fænomen, man kalder transaktionelle seksuelle forhold til for eksempel sugar-daddies. Disse ses måske som prostitutionslignende forhold i vores vestlige perspektiv, men de opfattes af kvinderne som en effektiv vej ud af fattigdom, en form for socialt sikkerhedsnet og som en alternativ måde at støtte deres familier, eftersom der ikke er udsigt til almindelige job eller en uddannelse. Vi bør desuden  huske, at den øgede ulighed i store dele af Afrika er forårsaget af en international økonomisk politik, støttet af blandt andre Danmark, der skaber vækst blandt eliten og middelklassen, men som samtidig skaber armod og desperation blandt det store flertal af fattige der ikke nyder godt af væksten, men som efterlades uden indkomst eller fremtidsmuligheder. Mozambique har siden 1987 indført liberaliseringsreformer efter pres fra Verdensbanken og donorlande hvilket har ført til privatisering af nationale selskaber, øget brugerbetaling på skoler og hospitaler samt massiv arbejdsløshed og en voksende uformel økonomi. Lignende reformer ses i mange andre lande i Afrika og fører alle steder til øget social ulighed og mangel på arbejde og uddannelse til fattige kvinder og mænd. For fattige kvinder er der ofte ikke er andre veje ud af fattigdom end at indgå i transaktionelle seksuelle forhold. Eftersom væksten i de øvre sociale lag har øget andelen af rige mænd og dermed potentielle sugar-daddies, øges samtidig muligheden for at kvinder skaffer sig overlevelse, penge og rejsemuligheder via transaktionelle seksuelle forhold med ældre lokale eller udenlandske mænd eller med jævnaldrene drenge og mænd fra bedre sociale lag.

For at forstå, hvad der er på spil i gråzonen mellem transaktionelle seksuelle forhold, og det der nærmer sig, det vi kalder menneskehandel, skal man forestille sig at være i Maria’s sko; at se vestlig rigdom og luksus på TV og i Hollywood film hver eneste dag og vide, at den eneste måde man kan få del i den luksus på er, hvis man finder en sugar-daddy og eller får chancen for at komme til Europa. Det er under disse sociale forhold, at mere formel prostitution og spontan migration muliggøres. Hvor kvinderne ofte lader sig narre af løfter om penge og gode jobs i Sydafrika eller Europa eller hvor de er villige til at tage en stor chance for at opnå et bedre liv. Maria og andre fattige kvinders drøm om at komme til Europa bliver yderligere styrket af den udbredte vold mod og sociale kontrol som kvinder udsættes for, det udbredte håb blandt fattige familier om at deres døtres migration vil føre til at de 'bliver gift med en rig mand', og de sender penge hjem fra Europa eller USA og de kriminelle bander og et korrupt politi som har økonomiske interesser i afrikanske storbyers voksende seksuelle økonomier. Der er der risiko for, at det voksende middelklasselag af sugar-daddies eller sugar-mummies udnytter deres tillidsforhold med unge kvinder og ser deres snit til at tjene ekstra penge på at lade dem arbejde i formel prostitution i f.eks. Sydafrika eller Europa, hvormed de bliver det vi populært set omtaler som ’bagmænd’. Spørgsmålet er, hvad vi kan gøre for at dæmme op for menneskehandel fra Afrika til Europa og for at minimere tendensen til at kvinder og mænd føres bag lyset i forbindelse med migration?

Jeg tror svaret ligger i et større fokus på forebyggelse, frem for kun at intervenere når kvinderne allerede sidder i gældsslaveri i afrikanske storbyer eller Europa. Selvfølgelig skal kvinderne have hjælp når de er kommet til f.eks. Danmark, og politiet skal naturligvis lede efter og retsforfølge eventuelle bagmænd. Men forebyggelse indebærer i mine øjne en mere offensiv udviklingspolitik i den tredje verden, hvor den danske regering og EU bør støtte lokale initiativer på følgende områder:

1. For det første bør vi sørge for at oplyse fattige kvinder om risici for menneskehandel i forbindelse med migration i ’oprindelseslandene’ og om de faresignaler de skal være opmærksomme på, herunder uforpligtende løfter og urealistiske tilbud om arbejde eller rejser. Oplysningsarbejde kan f.eks. foregå via skoleuddannelse, men det kan også ske via organisationer der har kontakt med lokale prostituerede, og det har bl.a. sexarbejderforeninger, kvindeorganisationer og NGOer der fremmer HIV forebyggelse.

1. For det andet bør vi bekæmpe vold imod kvinder, og ulighed mellem kvinder og mænd lokalt, ved at forbedre lokal lovgivning, men også gennem skoler og uddannelse.

1. For det tredje bør vi fortsat bekæmpe fattigdom generelt og give kvinder adgang til uddannelse, men også i høj grad adgang til andre former for arbejde, så prostitution og menneskehandel ikke bliver desperate udveje fra social elendighed og så kvinder i prostitution og transaktionelle forhold får bedre beskyttelse og rettigheder

1. Endeligt skal der mere fokus på forskning i baggrunden for menneskehandel, og de sociale, kulturelle og økonomiske forhold der skaber grobund for både transaktionel sex, mere formel prostitution og tvangsprostitution og menneskehandel, både lokalt og globalt, samt forskning i hvordan civilsamfundet kan bidrage til forebyggelsesarbejdet.   

Det er tid til at gå bag om de velkendte overskrifter om menneskehandel og prostitution, sexslaver og bagmænd med henblik på at forstå den verden kvinderne kommer fra, deres forhold til sugar-daddies og forpligtelser overfor familien som motiver dem til at indgå i transaktionelle seksuelle forhold og til at søge til Europa nogle gange uden bevidsthed om farerne for overgreb. Det kræver øget fokus på den globale ulighed, migrationsmotiver og kvinders sikkerhed i den tredje verden, der til sammen skaber grobunden for de risici som vi diskuterer under overskriften menneskehandel.