Kreative evner. Kreativ viden. Kreative processer

Alle er blevet stadig mere efterspurgte ingredienser i skabelsen af et innovativt og bæredygtigt samfund.

Både uddannelsessystemet, virksomhederne og politikerne råber og håber på dem.

Men hvordan ser det ud med at skabe betingelser, der fremmer og udvikler mulighederne for kreativitet?

Vigtigt dilemma

Jeg forsker i sådanne konditioner (i forbindelse med medier), og i denne artikel præsenteres såkaldt divergent tænkning som en vigtig ingrediens i kreativitet.

Vi møder konstant evnen til at tænke divergent hos børn. Næsten ligeså hurtigt, som vi genkender børnenes evner i denne kognitive adfærd, får vi imidlertid (som forældre og uddannelsessystem) pillet evnen godt og grundigt fra dem.

Hvad stiller vi op med dette vigtige dilemma: Vi har brug for en evne, som vi fjerner? Og hvordan formår instruktøren Lars von Trier og andre filmskabere at bevare og anvende divergente tanker og omsætte dem til kreative værker?

Hvad er konvergent tænkning?

Konvergent tænkning er domineret af strukturerede og analytiske tilgange, hvor man arbejder frem mod et bestemt mål. Madlavning er typisk præget af konvergent tænkning, hvor man følger en bestemt opskrift og når frem til at kreere en på forhånd udpeget ret med en bestemt smag og udseende.

Konvergent tænkning foregår i forbindelse med problemløsning, der sigter mod én eller kun få løsninger på et problem. Løsningen af opgaven kan eventuelt kræve en ganske bestemt fremgangsmåde.

»Konvergent tænkning samler oplysninger med sigte på denne bestemte løsningsmulighed. Det er på mange måder en konventionelt præget tænkning« (citeret efter Hilling 2003: 44). Denne type tækning, som præger vores kognitive adfærd mest, konvergerer således med korrekte eller konventionelle ideer (Runco 1991).

Divergent tænkning gør det præcis modsatte.

Og hvad er divergent tænkning?

Den divergente tænkning er således den, hvor man formår at tænke på måder, der adskiller sig fra andre mere konventionelle måder. At kokkerere kan således også appellere til divergent tænkning, hvis kokken for eksempel har mod på at tilføje en helt ny og i den sammenhæng hidtil ukendt ingrediens.

»Divergent tænkning foregår, når problemløseren afsøger flere forskellige muligheder for at løse en opgave eller et problem. [...] Divergent tænkning åbner perspektiv og muligheder under problemløsningen, og er fantasirig og opfindsom.« (citeret efter Hilling 2003: 44).

Der er brug for begge typer af tænkning, når vi skal begå os i skolen, på jobbet, i sociale relationer og så videre.

Divergente tænkning kan give nye idéer

En person, der (og dette er et hypotetisk eksempel) udelukkende mestrede divergent tænkning, ville antageligvis ikke kunne klare sig. En person med udelukkende konvergent tænkning (et ikke helt så hypotetisk eksempel) vil godt kunne klare sig.

Men hvis vi skal tro forskningen - også mine egne undersøgelser - vil sidstnævnte person have sværere ved at bidrage med den efterspurgte nytænkning.

Vi besidder alle begge dele i mere eller mindre udstrakt grad. Men det er den divergente tænkning, der kan medvirke til at opfinde nye typer af opvarmningsmekanismer og strømforsyninger, alternative slags reklamekampagner og kreative værker.

Værker som for eksempel Riget (1994+97), Breaking the Waves (1996) eller Antichrist (2010), skabt ud fra Lars von Triers uforudsigelige tankesæt.

En divergent guldgruppe

Min tese er, at Trier er god til at tænke i divergente baner, hvilket jeg også vender tilbage til. Først vil jeg dog præsentere en divergent guldgruppe, som er langt større end Trier. Børn er nemlig eminente til at bruge divergent tænkning.

En del af forklaringen er, at de tænker meget umiddelbart og ikke (så ofte) stiller spørgsmålstegn ved deres egne idéer. Som voksne er vi gode til - og også skolede og uddannede til - at erstatte en naiv tankegang med en kritisk og reflekteret. Hvorfor, hvordan, og er det ikke urealistisk eller for dyrt?

Sådanne spørgsmål underkaster vi typisk en idégenerering. Hos børnene ser det ganske anderledes ud. De laver gladeligt lege og historier, hvori der indgår højt usandsynlige scenarier.

Det larmer i kostalden

Min søn havde skrevet en stil i 3. klasse inden for det - af læreren - fastlagte tema: 'Det larmer i kostalden'. Dette resulterede i en stil om to mænd i en kostald, der har en lille konflikt sammen, men som ender med at blive venner.

Undervejs i dette forløb sidder en tredje mand og gnasker æbler inde i et skab i stalden. Historien hang både rent dramaturgisk og som storytelling fint sammen. Der var en begyndelse, midte og slutning, hvorigennem der løb en udvikling, og så var scenariet meget fantasifuldt skruet sammen.

Lærerens respons var da også, at aldrig havde hun i sine mange år som lærer læst noget lignende. Det var altså en meget original historie. Men - og så kom den kritiske tilgang frem i læreren - hvad lavede den mand, der sad ude i stalden og gnaskede æbler?

For min søn hang det fint sammen: Den æblespisende mand i skabet, han larmede (der skulle jo være larm i kostalden). Og så var der sådan set efter hans mening ikke brug for yderligere argumentation. Men set i lærerens optik udgjorde mandens berettigelse, og hans placering i et skab i stalden, et problem.

Mangel på anerkendelse af det anderledes

Lærerens optik er fuldt ud forståelig. Sådan er hun udannet til at reagere. Min pointe er imidlertid her, at netop ved at gennemføre vores egen voksne mangel på divergent tænkning i forhold til evalueringer af børns idéer og produkter, risikerer vi at fratage/nedtone deres værdifulde evne til at tænke divergent.

Måske sidder min søn om 10-15 år i en virksomhed, hvor de hungrer efter, at han formår at bruge denne tankemåde og derved medvirke til en kreativ og innovativ udvikling for virksomheden. Men til den tid, er der - ifølge nedenfor refererede undersøgelse - ikke mange rester tilbage af hans barnlige evne til at afvige fra det konventionelle.

Og det er foruroligende. Forskning fra 90'erne (Land & Jarman 1992, Buhl 2010) viste, at blandt 3-5-årige børn mestrede 98 % af dem divergent tænkning, mens det blandt voksne (over 18 år) var reduceret til, 2 %, der kunne udnytte den ellers medfødte evne.

Skolen reducerer divergent tænkning

I løbet af 9-10 års skolegang lykkes det os således at få reduceret det kreative potentiale med adskillige procenter, hvilket harmonerer umanerlig dårligt med diverse visioner om, at Danmark til dels skal leve af kreativ viden (Buhl 2010).

Karaktersystemet og diverse studieordninger er primært indrettet med henblik på at teste og honorere konvergent tænkning, som der er gode argumenter eller dokumentation for. Det er yderst sjældent, at man ved eksamener belønner den lærendes evne til at finde på en god idé, der adskiller sig fra andre(s).

Anerkendelse i Øreflip

Jeg tyer derfor også til andet end uddannelsessystemet for at komme med et eksempel på det, jeg betragter som et bud på initiering og anerkendelse af divergent tænkning.

I børneudsendelsen Øreflip (DR+ Ramasjang) deltager børn fra to forskellige musikskoler i en konkurrence, hvor de gennemgår forskellige små skabelsesprocesser. Børnene skal skabe musik på et instrument, de ikke er specialiseret i at spille på. De skal endvidere finde på tekster til musik.

Både hvad rim og musikudførsel angår, roser værten, Kresten Osgood, dem gerne for deres mod til at eksperimentere og kaste sig ud i at spille på et nyt instrument. Karakterskalaen (1-10) anvendes således ikke til at belønne, hvis digtene rimer eller musikken er skøn og passer til det underliggende track.

Karakterskalaen benyttes til at honorere den nysgerrige, modige, selvstændige og til tider flippede fremførsel. I starten og slutningen af udsendelsen griber Kresten ofte også selv til et instrument og spiller noget, der er skævt, hvilket kan anskues som en understøttelse af, at børnene også er meget velkomne til at fyre den af.

Anna David sprænger karakterskalaen

I udsendelsen d. 6. januar 2011, hvor popsangeren Anna David var gæst og skulle uddele karakterer, spørger hun Kresten, hvad hun skal gøre, når hun synes, at en præstation er til mere end 10? Hans prompte svar er, »Så sprænger vi da bare skalaen, det er ikke noget problem,« hvorpå der gives 11 for udførelsen af musikken.

At børnene ikke rettes og evalueres ud fra mere normale kriterier (for eksempel om de spiller falsk eller ej), og at det er helt i orden at udvide karakterskalaen, udpeger en måde at anerkende divergent tænkning på og opfordre til mere af samme skuffe.

Det samme gør sig gældende for en del andre børneudsendelser, hvis typer af læring man, efter denne forskers mening, burde studere mere med henblik på implementering i det formelle skolesystem.

Hvorfor tænker nogen mere divergent end andre?

Spørgsmålet er, hvad der medvirker til at gøre nogle mennesker i stand til at tænke mere divergent end andre?

Tidligere studier har anskueliggjort, at ens nummer i søskendeflokken influerer på ens divergente og kreative evner (Eisenman 1964, Staffieri 1970). En del af argumentationen går ud på, at nr. et i en søskendeflok vil blive præget til at være mere struktureret og analytisk tænkende end de næste i flokken, da nr. et gerne har et større ansvar for de andre end omvendt.

Runcos bog 'Divergent Thinking' (1991) viser forskellige typer af undersøgelser, der nærmere forsøger at indkredse både arv og miljøs indflydelse. Man kan konkludere, at en høj IQ hos en person ikke automatisk er lig en udstrakt evne til at tænke divergent.

Man kan ligeledes argumentere for, at den type af anerkendelse eller mangel på samme, som et barn udsættes for via forældre og skolesystem, også spiller ind på dets evne til divergent tænkning. Samlet set er der mest ræson i at konkludere, at det er en blanding af genetik og kulturel prægning, der indvirker på evnen.

Det divergente som ingrediens i det kreative

Divergent tænkning anses for at være en væsentlig komponent i kreativ tænkning, men er altså ikke automatisk lig med kreativ tænkning. Man kan sige, at divergent tænkning blot udgør en del af den samlede kreative proces.

Selvom man evner at tænke divergent, er det ikke givet, at man mestrer alle aspekter i den kreative proces. Det er for eksempel ikke sikkert, at man formår at omsætte sine tanker til en decideret kreativ proces, ligesom det igen udgør en usikkerhed, om denne proces overhovedet udmønter sig i et værk, og om dette er kreativt?

Derved er der umiddelbart langt fra en divergent tanke tænkes, til den eventuelt materialiseres i noget 'brugbart'. Og det er en kendt del af en kreativitetsdefinition, at for at noget skal betragtes som kreativt, må det netop også være brugbart for nogen (Stokes 1996 m.fl.).

Hvis man i en kreativ proces bliver for hurtigt resultatorienteret, og ikke er villig til at slå en skævert, ser det ud til (ifølge min og min kollega, Trine Lais, undersøgelse), at man risikerer at miste den divergente tænkning. Mens man også er i fare for ikke at komme i mål, hvis man stagnerer i det divergente og ikke formår at forløse det til en videre proces.

Vores undersøgelse udpeger tre kreative faser

Det er derfor centralt at skelne mellem forskellige dele af en kreativ proces, forskellige roller i en sådan og forskellige grader af divergent og konvergent tænkning. Vi (Lai & Philipsen) foreslår, at man med fordel kan dele i en præproces, selve processen og produktet.

Vores data viser nemlig, at processen før selve processen går i gang, medvirker til at initiere eller bremse den divergente tænkning.

I en undersøgelse af respondenter, der deltog i den såkaldte PLAYOFF-konkurrence (august 2010 ved Odense Internationale Filmfestival) fandt vi frem til, at hvis deltagerne har lagt sig fast på for mange elementer, før selve skabelsesprocessen starter, er det sværere for dem at kaste idéerne overbord og tænke 'out-of-the-box'.

Retten kan være for tilrettelagt

For igen at anvende mad-metaforikken ser det ud til, at jo mere af retten, filmskaberne på forhånd har lagt sig fast på at have med i selve processsen/produktet, jo sværere bliver det at tænke divergent og skabe noget kreativt.

Vores undersøgelse udpeger også behovet for forskellige team players i en kreativ proces, der formår at supplere hinanden. Og endelig ser der også ud til at være meget forskellige grader af divergent tænkning til stede hos de respondenter, vi undersøgte, hvilket understøtter tidligere forskning (for eksempel Entwistle 181: 218, Hilling 2003: 46).

Der er således gradbøjninger, som beskriver, på hvilket niveau henholdsvis divergent og konvergent tænkning, kreativitet og innovation befinder sig. Og der er forskning i gruppedynamikker, der anskueliggør, at der oftest skal forskellige typer af tænkemåder, roller og kompetencer til, for at eksempel divergent tænkning kan omsættes til andet og mere end det.

Triers kreative metode

I Nils Thorsens nye portrætbog 'Geniet' (2010) indkredses dele af den kreative proces, som Trier gennemgår i skabelsen af den nye film 'Melancholia' (debut i 2011). Her fremgår det blandt andet, at Trier har bestemte teknikker til at bringe sig selv i 'flow' i en kreativ proces.

Flow er en tilstand, hvor man glemmer tid, sted og konsekvenser og opnår en lykkefølelse i skabelsen (Csikszentmihalyi 1996). Flow og divergent tænkning hænger sammen som ærtehalm.

Trier beskriver skrivefasens bedste momenter som der, hvor han ikke når at tænke over konsekvenserne ved at vælge højre eller venstre i en historie, men bare drøner ud af vejen i fuld fart uden at medtænke konsekvenserne for narrationen.

'Moderne muser'

Disse overvejelser kan komme efterlods, men hindrer flowet og den divergente tækning, hvis kritiske spørgsmål bringes ind for tidligt. Med sig i denne flow-prægede skriveproces har han producer Vinca Wiedemann, der fungerer som hans skrivekonsulent eller -hjælper.

Trier har erkendt behovet for, at en anden person med andre kompetencer, og som han har tillid til, initierer den divergente tankegang hos ham (Thorsen 2010). I vores egen udforskning af kreative processer ser vi også dedikerede kreative partnerskaber, der udfylder hullerne hos hinanden.

Jeg har tidligere i bogen 'Designing New Media' (kap. 2, 2010) brugt begrebet 'moderne muser' om denne type af kreativt samspil mellem to skabere.

To be continued...

I næste blogindlæg vil jeg komme med flere eksempler på divergent tænkning og dens sammenhæng med kreative processer/produkter, dels hos Trier og dels med afsæt i resultaterne fra vores undersøgelse af kreativitet og spilleregler ved PLAYOFF-konkurrencerne 2007+10.

Via en kombineret kvalitativ og kvantitativ undersøgelse har vi studeret processerne bag de film, der bliver lavet, samt selve filmene. Disse vil jeg se i lyset af eksempler på Triers kreative processer. Derfor - fortsættelse følger. Og kommentarer er kærkomne.