Alle svaner er hvide, alle studerende kan ikke skrive, og alle digitale teknologier opløser sproglige kompetencer og fører til selvskabt fascisme. Generalisering er en flittigt brugt strategi, når vi skal overbevise – og med god grund. Hvis ikke vi dagligt sluttede fra det enkelte tilfælde til det generelle, ville det blive svært at begå sig.

Ind imellem går det dog lige lovlig hurtigt, når vi generaliserer. Så hurtigt at det fordrejer den sag, det handler om. Det sker, når generaliseringen forenkler, overdriver og udpeger syndebukke. Og det sker ganske ofte, når vi taler om digital teknologi.

For man skal stå model til meget, hvis man er en digital teknologi. Sidst fik hele banden en ordentlig én på siden af hovedet, da Kresten Schultz Jørgensen anklagede digitale teknologier for at være en væsentlig årsag til, at danske studerende ”skriver og ræsonnerer som 11-årige”. Kresten Schultz-Jørgensens indlæg blev trykt i Politiken den 22. februar, og budskabet var, at danske unges skriftlige kompetencer er ved at blive afviklet. Han skrev blandt andet, hvordan ”opløsningen af sproglige kompetencer nødvendigvis medfører en erosion af tankekraft og et goddag til den selvskabte fascisme”. Det er hårde ord, og forklaringen skal ifølge Kresten Schultz-Jørgensen findes i ”tidens digitale teknologier”, som ”sænker samfundets tankekraft”. Sådan.

Hermed gør Kresten Schultz-Jørgensen sig dog skyldig i samme svaghed, som han skyder de unge i skoene: han argumenterer overfladisk, og derved fordrejer han sagen. For digitale teknologier er et vidt begreb, og at skære dem alle over en kam og give dem skylden for, at unge studerende ikke kan skrive og dermed heller ikke tænke, det er at forenkle, overdrive og udpege syndebukke.

Word er også en digital teknologi
Nok kan der være problemer med digitale teknologier, men alligevel er det forkert at antage, at de generelt set hindrer den stringente tanke og den strukturerede argumentation. Tænk eksempelvis på tekstbehandlingsprogrammer. Flere forskere har understreget, hvordan skriften påvirker tanken, og her hjælper digitale teknologier både skrive- og tankeprocessen. Muligheden for at skrive sig frem til indsigt er forbedret snarere end forværret med den digitale tilgang. Det så vi fx forklaret for bare to uger siden, da Katrine Dahl her på bloggen beskrev, hvordan muligheden for at redigere i tekster, giver nye indsigter, og hvordan kuglepensteknologien blokerer for den gode tænkning. Når vi bruger et program som fx Word, kan vi skrive tanken frem, strukturere den og forskønne den uden at skulle skrive forfra. Og det kan vi, fordi digital teknologi gør det muligt at klippe fra og rykke rundt og sætte sammen og omformulere langt mere effektivt end kuglepennen.

Jeg er sikker på, at word ikke var en af de digitale teknologier, Kresten Schulz-Jørgensen tænkte på, da han uddelte lussinger, men pointen er, at han, ved ikke at være præcis nok i sine anklager, falder i samme fælde, som han kritiserer de studerende for: den hurtige generalisering.

Det er også Facebooks skyld - eller er det?
Kresten Schultz-Jørgensen tænkte formentlig primært, hvis ikke udelukkende, på sociale medier som eksempelvis Facebook. Det var i hvert fald her, han hentede sine eksempler. Men også Facebook fortjener bedre. For man kan ikke beskylde nogen for ikke at udfylde funktioner, de aldrig var tænkt til at have. Ja, man kan bestemt stille spørgsmål ved, hvorvidt Facebook styrker de skriftlige kompetencer; der er fra tid til anden finurlige sprogblomster, men der er vitterlig også mange ukorrekte formuleringer. Og nøj, hvor er der mange ubegrundede holdninger – eller ’synsninger’, som Kresten Schultz-Jørgensen kalder det. Men det har jo aldrig været meningen, at man skulle skrive for at tænke på Facebook. Det skulle man gerne lære andre steder, og har man lært det dér, bliver det næppe ødelagt af, at man skriver en overfladisk og ligegyldig bemærkning om sin tøjvask eller det dårlige vejr på sin statusopdatering.

På Facebook er vi ikke til eksamen i akademisk forstand. På Facebook er det sociale, relationen, i centrum. Det handler om at stille sin nysgerrighed, at fremstille sig selv, at få nye ideer og relationer og at forstærke gamle. Det handler om at have et socialt spejl, en social kontaktannonce og nogle gange en megafon. Hvis man skal kritisere Facebook, skal man derfor hellere starte ved de sociale problematikker, der følger med, end ved deres indvirkning på universitetsopgaver. Og så i øvrigt undgå overdrivelserne, så vel som ubegrundede generaliseringer, når man fremsætter kritikken.

Frem for at blive irriteret hver gang vi støder på en overfladisk bemærkning eller en stavefejl, skulle vi måske hellere glædes over, at folk overhovedet skriver og altså deltager. På Facebook debatterer jo rent faktisk mennesker, som normalt aldrig åbner en avis eller ser nyheder. Og så kan sådan et par akademikersnobber som Kresten Schultz-Jørgensen og jeg da godt sætte os med korslagte arme og ærgre os over, at de ikke lige deltager i lige netop de debatter, vi synes, de skal, og med den dybde, vi finder passende. Men vi kunne også glæde os over, at der kommet flere stemmer i debatten, også selvom de ikke lyder helt som vores egne.

Hvem har egentlig aben?
Når alt dette er sagt, er jeg sådan set ikke uenig i, at de unges sprog nogle gange lader meget tilbage at ønske. Jeg har, ligesom Kresten Schultz-Jørgensen, været vidne til mange gruopvækkende genrebrud, hvor formuleringer, der ville gøre sig fint i mange sfærer – såsom Facebook – bliver sluppet løs i en akademisk opgave, hvor de så absolut ikke hører hjemme. Men her vil jeg tilslutte mig Kresten Schultz-Jørgensens tidligere studerende, der skyder skylden på uddannelsessystemets manglende undervisning i, vægtning af, træning i og feedback på de studerendes skriftlige kompetencer og genreforståelse, når det gælder den akademiske genre.

At skyde skylden på digitale teknologier som sådan er en uholdbar generalisering, der fordrejer sagen, og forringer debatten om, hvordan vi kan gøre noget ved problemet.