Annonceinfo

Derfor får forskere mundkurv på

Der tales meget om forskernes pligt til at formidle, og de fleste kan blive enige om, at det er en god ide, at forskerne fortæller om, hvad de laver.

Så kan vi alle blive klogere, de unge kan blive begejstrede, og berettigelsen af forskning kan blive synlig.

Så vidt, så godt. Samtidig er virkeligheden bare også, at universiteterne konkurrerer benhårdt mod hinanden og i den sammenhæng vil have mest mulig synlighed for netop deres forskeres arbejde.

Synlighed kan sikre bevillinger, og kommunikationsmedarbejderne bliver målt på, om universitetet får omtale. I det spil bruges medierne flittigt, og forskerne styres med hård hånd.

Ind imellem betyder det, at forskerne får mundkurv på, fordi det ikke passer i kommunikations- eller presseafdelingernes kram, at de siger noget.

Det kan være en kilde til stor frustration hos forskerne – og også hos medierne.

'Du får den solo'-argumentet

I en konkret sag måtte en institutleder kalde presseafdelingen på et universitet til orden, fordi en forsker havde klaget over, at den pågældende ikke måtte fortælle sin historie i et medie – i dette tilfælde Videnskab.dk.

Presseafdelingen var sur over, at den pågældende hellere ville tale med en videnskabsjournalist end med en af deres medarbejdere. 

I en anden konkret sag bad en forsker med en god historie om lov til at gå ud i medierne med den, men fik nej fra presseafdelingen med henvisning til, at sådan en historie havde de lige haft, og det passede ikke lige ind i planlægningen. Stor frustration.

Pressemedarbejderne fungerer også som spindoktorer. Det er dagligdag i f.eks. den politiske journalistik, at der kastes lunser til udvalgte medier, som så giver mere plads til denne eller hin velplacerede nyhed – f.eks. at en minister gør et eller andet – fordi de får den for sig selv.

’Du får den solo’, lyder det klassiske salgsargument.

Professor fik mundkurv på

På forskningsområdet kan det give uheldige bivirkninger, når der er tale om en fælleshistorie – en sag alle medier har mulighed for at dække.

Typisk når et videnskabeligt tidsskrift omtaler et forskningsprojekt – grundlaget for de fleste store forskningshistorier.

Senest har tidsskriftet Science eksempelvis på sin forside bragt historien om, hvordan agerbruget blev importeret til Norden fra Sydeuropa.

Den type historier finder vej ud til medierne på den måde, at vakse videnskabsjournalister følger med i, hvad Science og de andre tidsskrifter har på tapetet, og forbereder populært formidlede artikler om den pågældende forskning, når det er interessant og relevant samt – ikke mindst – når der er en lokal vinkel. Altså når hjemlige forskere er med.

Medier udelukket fra væsentlig kilde

En anden vej ud i medierne går gennem universitetets presseafdeling, som bærer historien hen, hvor det forekommer bedst.

Presseafdelingen kan godt nok ikke styre Science, som selv f.eks. kontrollerer tidspunktet for offentliggørelse. Men presseafdelingen kan lave det klassiske ’Du får den solo’ spindoktor-træk ved at styre, hvem forskeren må tale med.

I den konkrete sag betød det, at en kendt dansk professor, som havde bidraget til det svenske forskningsprojekt, kun måtte udtale sig til en bestemt avis, der så havde eneret på hans kommentar i et stykke tid, før andre medier kunne få lov til at offentliggøre udtalelser fra ham.

Andre medier blev således udelukket fra en væsentlig kilde.

Åbner for flere diskussioner

Her på Videnskab.dk bragte vi historien, da Science løftede deres embargo – komplet med kommentarer fra den helt centrale svenske forsker.

Men herefter måtte vi vente med at bringe citater fra den involverede danske forsker, fordi den pågældende ikke måtte udtale sig for kommunikationsafdelingen.

Taktikken åbner flere diskussioner. Eksempelvis hvorvidt den er god. Historien fik en pæn placering på side 10 i den pågældende papiravis, men blev til gengæld kun læst af dem, der holder den.

Er det godt med papir?, kan man i øvrigt spørge.

En væsentligere diskussion er det skråplan, universiteterne begiver sig ud på ved at nægte medier adgang til at tale med relevante kilder blandt forskerne.

Hvad bliver det næste? Hvor længe skal forskerne tie af hensyn til universitetets PR-strategi? Er der ubekvemme eller bare ubelejlige forskningsresultater, forskerne får påbud om at holde bøtte med? Er det i orden at give forskere mundkurv på, når de har pligt til at formidle?

Megafonen er også et populært værktøj

Naturligvis har presseafdelingerne også megafonen med i værktøjskassen. Det gælder jo om at få mest mulig positiv omtale – i benhård konkurrence med andre universiteter og forskningsinstitutioner.

Ind imellem fører det til situationer, som er direkte uetiske – nemlig når det indebærer, at forskere køres i stilling til at tage æren for noget, de ikke har bidraget synderligt til, men alligevel har deres navn med på den videnskabelige artikel.

I store forskningsprojekter deltager forskere fra mange forskellige forskningsinstitutioner – det gælder ikke mindst de internationale samarbejder, som der bliver stadig flere af.

Når der kommer et vigtigt resultat, ønsker alle naturligvis at få en del af æren – og i nogle situationer helst hele æren, selv om der måske ikke lige er belæg for det.

Ofte er der slagsmål mellem kommunikationsafdelingerne på de forskellige universiteter, når de store resultater skal publiceres.

For hvem skal have lov til at gå ud med historien og dermed høste omtalen? Den kamp foregår løbende, og den kan være ganske brutal.

Medierne må også selvransage

For medierne er der al mulig grund til selvransagelse – også på forskningsområdet, hvor man traditionelt ser universiteterne som de gode og kloge, de neutrale formidlere af viden, der er ubesmittede af PR-gejl, som man kender det fra den kommercielle og politiske verden.

Medierne vil have de gode historier, og derfor spiller vi med, når spindoktorerne fordeler kortene.

Medierne vil ikke mindst have de gode, lokale historier. Derfor spiller vi også med og er med til at bære de lokale forskere frem, også selv om de måske kun har deltaget perifert i internationale forskningsprojekter.

Det er dem, vi interviewer, fordi det anses for at være mere interessant for brugerne at læse om folk fra vores egne breddegrader. Hvorvidt det er provinsiel vanetænkning eller velberåd hu, fordi danske læsere bedst kan identificere sig med danske kilder, er et godt emne for en længere diskussion.

Rent praktisk kan det derudover også være lettere for journalisterne at få de lokale forskere i tale.

Videnskab.dk falder også i fælderne fra tid til anden. Men vi ved, at det er vigtigt at være opmærksom på dem og at diskutere dem åbent. Det gør vi internt, og vi hører også meget gerne kommentarer udefra. 

Opdateret den 7. maj med følgende:

 

Efter indlægget her er bragt, har jeg modtaget en henvendelse fra Københavns Universitets centrale kommunikationsafdeling. De kræver et dementi af oplysningerne, som vedrører artiklen om agerbrug i Danmark. Kommunikationsafdelingen oplyser, at det i det konkrete tilfælde med KU-historien om agerbruget i Danmark var forskeren selv, der stod for aftalerne. Og at det på Københavns Universitet i øvrigt er forskerne selv, der beslutter hvilke medier, de taler med hvornår.

Jeg bringer meget gerne denne oplysning her i blogindlægget. Det er jo også en slags dialog og i hvert fald en oplysning om universitetets politik på området. Jeg er bare nødt til at også at sige, at den er i modstrid med, hvad Videnskab.dk oplevede i den konkrete situation, og at informationer om den konkrete situation i henvendelsen fra KU strider imod den information, vi fik fra den pågældende forsker. 

Folkeoplysning

"Hvis befolkningen også kan se, at forskerne forsøger, at indrage befolkningen aktiv i deres forskning, så det beriger deres tilværelse, vil de også være mere åben omkring større bevilling til forskning og uddannelse, som en væsentlig fordelingen, af samfundets udgifter."

Et af forskningens problemer er at den ofte kun henvender sig til forskere. Forskerne forsøger at bevise eller modbevise noget (en teori), som almindelige mennesker ikke kan se en mening i. Elfenbenstårnet er for højt.

Tak for kommentarer

Hej Ove
Tak for dine indspark. Jeg er meget enig i, at synlighed om forskningen er vigtig, og der er ingen tvivl om, at den også er vigtig for de enkelte universiteter, fordi der ofte er en direkte sammenhæng med den og bevillingerne. På den anden side af bordet har befolkningen krav på viden om, hvad der forskes i, for uden den kan man ikke gøre holdninger og i sidste ende indflydelse gældende - eksempelvis med ønsker om mere bæredygtig forskning.
Vibeke Hjortlund

Forskning kan berige livet.

Hvis befolkningen også kan se, at forskerne forsøger, at indrage befolkningen aktiv i deres forskning, så det beriger deres tilværelse, vil de også være mere åben omkring større bevilling til forskning og uddannelse, som en væsentlig fordelingen, af samfundets udgifter.

Bæredygtig forskning.

I sidste ende handler det jo også om at anvende vores forsknings midler i en globaliseret verden, hvor befolkningen ønsker bæredygtig forskning, de også har indflydelse på.
Spørgsmålet er jo også, hvordan alle lande f.eks. Kina fuldt ud ønsker at indgå i en fri forskning, og ikke kun bevarer skjult viden til egen fordel?
Hvis forsknings betingelserne kan etableres optimalt, kan vi udvikle redskaber, der bedre og hurtigere kan løse verdens problemer.

Fordeling af forsknings midlerne.

Tak for åbning af en efterspurgt debat, Vibeke Hjortlund.
De problemstillinger artiklen åbner, er jo f.eks. blevet synlig i artiklerne fra forsker Line Vej Ugelvig, her er aldrig nogen kommentarer fra forsker der arbejder med de problemstillinger i hendes artikler. Jeg tror at det er uafhængig grundforskning hun foretager.
Forskerne vil ikke hjælpe hinanden med dialog, så vi hurtigere og måske fik bedre resultater omkring forskningen?
Her var det ønskelig, at vi fik forsknings bevillingerne og ministeren på banen, således at forsknings midlerne, måske kunne fordeles på en anden og bedre måde?

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold
  • Om Astrup, kritik og annoncekroner

    I en række artikler i slutningen af 2013 har Videnskab.dk forholdt sig kritisk til professor ved Københavns Universitet Arne...
  • DR har valgt side i kampen om sundheden

    ’Bitz og Frisk’ hedder DR’s nye program om ernæring, hvor en ernæringsekspert og en journalist – som...
  • Debatten er lukket

    Popular Science, et 141 år gammelt amerikansk videnskabsmedie, har lukket for kommentarstrømmen under sine artiker på...
  • Der kom en mail til redaktionen

    Hej Redaktion Jeg kan se, at I har måttet fjerne usaglige debatindlæg her i påsken med trusler om helt at lukke debatten...

Vibeke Hjortlund

Annonceinfo