Annonceinfo

Den multikulturelle virkelighed

Emner:

I den forløbne uge har DR for første gang brugt sendetid på at beskæftige sig med Ramadanen, som jo er en lige så vigtig religiøs og kulturel begivenhed for danske muslimer som påske, pinse og jul er det for kristne danske. Begivenheden fremkaldte vrede indlæg fra Dansk Folkepartis repræsentanter i DR's bestyrelse, der har været debatindlæg i flere medier om sagen, og en radiovært på P3, Pia Røn, har ligefrem oplevet at blive svinet til med hademail fra danskere, som fandt det var en hån mod danskheden at sende den slags i DR. Man kan sige, at den reelle skandale i denne sammenhæng er, at DR og andre medier ikke for længst er begyndt at tage det mere seriøst, at Danmark for længst at være en nation af hvide, kristne 'leverpostejs-danskere'. Den relle skandale er, at man i høj grad herhjemme favoriserer en danskhed og en dansk kultur, som ikke længere er repræsentativt for det moderne Danmark. Forestillingen om en sammenhængende danskhed har altid været en fiktion, for selvom vi kan samles om f.eks. Matador, fodboldlandsholdet osv, så behøver det jo ikke betyde at vi alle tilhører den samme gruppe og kultur. Nationen er rammen om en multikulturel virkelighed, som afspejler Danmarks integration i en global virkelighed.

Den faktiske virkelighed og den forestillede

Reaktionen fra repræsentanter for Dansk Folkeparti og hademails fra andre mere almindelige danskere er næppe et udtryk for at danskerne i almindelighed er mere racistiske eller fjendtlige overfor nye danskere og andre religioner end mennesker i resten af Europa. Men der er ingen tvivl om at de bølger af indvandrere og flygtninge som siden 1970'erne er kommet til Danmark fra tid til anden har skabt konflikter og modsætninger, som også er kommet til udtryk i medierne og som har været et centralt tema i dokumentarfilmen. Men selvom det at indoptage nye grupper i et samfund kan være en udfordring, især hvis der kommer mange på engang, så er der noget der tyder på, at folk i Europa overvurderer antallet af folk med fremmed baggrund. I 2011 lavede den tyske Marshall Fond en større undersøgelse af forholdet mellem det reelle antal fremmede i forskellige lande og det faktiske tal (Transatlantic Trends: Immigration 2011). I England f.eks. mener de adspurgte at procenten af fremmede er 31.8%, mens det reelle tal er 11.3%, og der er tilsvarende store forskelle mellem de to tal i lande som Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien. Måske som følge af den ofte meget negative mediedagsorden om de fremmede opfatter folk problemet som større end det er.

Det betyder ikke at man skal overse og fortie de problemer der faktisk er. Men det betyder at man bør se den multikulturelle virkelighed i øjnene med en mere pragmatisk og afslappet holdning. Der er er ikke noget der tyder på at det skyldes de fremmede, at der er krise og arbejdsløshed og det er heller ikke kun dem, som figurerer i kriminalitetsstatistikkerne. Faktisk udgør flygtninge og indvandrere, som endnu ikke har fået permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab kun 8% af hele befolkningen i OECD området. Det burde ikke udgøre et stort problem, man kunne sige tværtimod, med de faldende fødselstal har vi brug for de fremmede, og hvis man kigger på statistikken over kultur og uddannelse, så er de begyndt at klare sig rigtig godt.

Filmen og den multikulturelle virkelighed

I dansk dokumentarfilm har det multikulturelle Danmark længe været et centralt tema, og vi ser her en række film som går bagom det måske ofte lidt overfladiske nyhedsbillede, og man ser de samme tendenser i andre Europæiske lande. Det er endda også slået markant igennem i en række fine spillefilm, tænk bare på Rachid Bouchareb's fransk-engelske film London River om en sort, fransk-afrikansk mand og en meget typisk hvid kvinde fra kanaløerne mødes i London for at finde deres datter og søn, som viser sig at være kærester, men desværre også ofre for terror-bomben i London. Her udfoldes fint og dybtgående mødet mellem to helt fremmede kulturer, som gradvist begynder at forstå hinanden. Film som denne er vitigtige, for de skaber modbilleder til kulturelle og religiøse stereotypier. Her ender den sorte muslim og den hvide kristne med at forstå, respektere og solidarisere sig med hinanden.

I Danmark ser vi samme tendenser indenfor dokumentarfilmen. I kølvandet på Muhammedkrisen i 2005 lavede en gruppe danske instruktører i samarbejde med nye danskere 1o små film kaldet Mit Danmark. Det er 10 film om kendte og ukendte nye danskere, fortrinsvis med arabisk-muslimsk baggrund, men portrætter af fremmede der er lige så forskellige som vi danskere er, og som for de flestes vedkommende er faldet til her. Birgitte Stærmoses portræt af den dansk-paæstinensiske skuespiller Janus Nabil Bakrawi fortæller en typisk historie om en dansker der er vokset op som en helt normal dansk dreng, indtil det på et tidspunkt går op for ham, at andre ser ham som anderledes. Det reagerer han så mod ved først at definere sig selv som den fremmede, men derefter med at fravælge den måde at se på andre på. Jeg er Københavner, siger han - det er mit Danmark.

Andre danske dokumentarfilm er gået ind i de konfliktfyldte sider af den multikulturelle virkelighed. Janus Metz viser i Fra Thailand til Thy, at fordommene om danske mænd og thailandske kvinder dækker for en helt anden og meget mere kompleks virkelighed og historie. Omar Shargawis Fra Haifa til Nørrebro handler om problemet med at leve med en dobbelt identitet - en dansk og en palæstinensisk, og den handler om den ældre og den yngre generation af indvandrere. Men også Jørgen Flindt Pedersens -tv-serie, Drengene fra Vollsmose, set af over 3 mio. danskere er et vigtigt filmisk dokument, på samme måde som Anja Dalhoffs Babylon i Brøndby. Det er film der går ind i de konfliktfyldte zoner i den danske, multikulturelle virkelighed, og de viser konflikterne og sammenstødene lige på, men også historierne om dem der kæmper for at gøre en forskel og få ændret en ghetto- eller taberkultur.

 

Kristne?

Hvem er alle de kristne danskere du et par gange omtaler - jeg kender ret så mange indfødte men ingen af dem er kristne - de går ikke i kirke - nogle er måske døbt men mange er ikke længere medlem - Jeg fejre påske, pinse og jul men der har aldrig været nogle kristne med til de fester - så hvem er de?

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Ib Bondebjerg

Blogger om:

Jeg blogger om dokumentarisme i filmen og på tv, om udviklingen i dansk film og om Europæisk film- og mediekultur.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo