Coelacanth, eller den blå fisk som den kaldes på dansk, er på alle måder en anderledes fisk.

Med en størrelse på lige under to meter for fuldvoksne hunner og en vægt op til100 kg er det ikke en fisk, man lige sådan kommer uden om, hvis man skulle støde på den i Det indiske ocean.

Her lever den primært ud for øgruppen Komorerne mellem Madagaskar og Afrika.

Den lever typisk på dybder over 160m hvor coelacantherne tilbringer dagen i klippehuler, ofte flere individer sammen i en enkelt hule, inden de om natten søger efter føde som blæksprutter og fisk.

På disse dybder når sollyset kun lige akkurat ned, og den sparsomme belysning henlægger alt i et tusmørke som gør at dybder mellem ca. 100 til 1000m kaldes for havets tusmørkezone.

Troet uddød sammen med dinosaurerne

Coelacanther er lidt af en celebrity i evolutionsbiologien. I første omgang var coelacanther kun kendt fra mellem 80-360 millioner år gamle fossiler og regnet for uddøde for omkring 65 millioner år siden, da dinosaurerne også forsvandt.

I 1938 var det derfor lidt af en sensation, da Marjorie Courtenay-Latimer fandt et eksemplar på havnen nordøst for Cape Town i Sydafrika blandt de lokale fiskeres fangster.

Man vidste hurtigt, at her var noget specielt, og at denne fisk var nært beslægtet med de gamle fossiler. Den nulevende fisk blev navngivet Latimeria chalumnae til ære for frøken Latimer.

Også i Danmark

Men hvorfor er disse fisk så interessante? En ting er, at de er blevet kaldt levende fossiler, fordi de ikke har ændret sig ret meget, siden de for eksempel levede sammen med dinosaurerne.

På et tidspunkt har der været mange forskellige arter spredt over hele kloden i både fersk- og saltvand.

Fossilerne af Coelacanther, der også er fundet i Danmark (se link nedenfor), er ikke direkte fra slægten Latimeria, men de har en masse træk til fælles, der viser at de er nært beslægtede.

Beslægtet med landdyr

De to arter af Latimeria er de eneste nulevende kvastfinnede fisk, hvor finnernes bevægelser understøttes af muskler og knogler. Finnerne er desuden parrede, og kan bevæges på en måde, der minder om de firbenede hvirveldyr (tetrapoder) på landjorden.

Specielle tilpasninger i kraniestrukturen gør også, at den forreste del af kraniet kan bevæges op, hvorved munden kan åbnes ekstra meget.

På grund af disse og flere andre helt unikke træk, som kun findes hos denne gruppe, er det svært med sikkerhed at kende deres nærmeste nulevende slægtninge, men de lader til at være beslægtede med primitive lungefisk, som lever i ferskvand i Sydamerika, Australien og Afrika.

De blå fisk menes at være fjernt beslægtet med den gruppe af forhistoriske fisk de firbenede hvirveldyr er udviklet fra, men det virkelig unikke er den høje alder af denne slægt da disse fisk ud fra fossiler at dømme ikke har ændret sig nævneværdigt i mere end 300 millioner år.

Identificeret med laserstråler

Fordi disse fisk lever på så svært tilgængelige dybder, er der mange ubesvarede spørgsmål omkring deres levevis. I det hele taget bare at finde ud af hvor mange der findes, er ikke helt ligetil.

Et nyt studie samler 21 års udforskning med brug af 9 togter med ubemandede ubåde og forsøger at beskrive populationen af de blå fisk ud for Komorerne.

De tyske og franske forskere fotograferede og målte fiskenes størrelse ved at lyse på dem med tre laser-stråler når fiskene var placeret med siden til ubåden.

Laser-strålerne bevirker at der kommer tre lysende pletter på billederne af fiskene, som forskerne på forhånd ved hvor langt der er imellem, og det er derved muligt at beregne fiskenes længde.

De enkelte fisk blev også identificeret ved hjælp af billederne, og i alt kunne 115 fisk individuelt identificeres.

Kan blive over 100 år gammel

Ved at tælle hvor ofte de enkelte fisk blev filmet, beregnede forskerne, at størrelsen på den population de undersøgte bestod af mellem 53-55 fisk og omkring 600 individer for hele området ud for Komorerne, og at dette tal var meget stabilt gennem alle 21 år.

Nogle af de interessante konklusioner på baggrund af dette studie er, at forskerne estimerer antallet af fisk der udskiftes i den undersøgte population årligt til kun 3-4 fisk, og at den blå fisk kan blive over 100 år gammel!

En enkelt fisk der første gang blev set i 1987, blev set på samme sted i 2008. Det tyder dermed på, at de benytter de samme huler, og opholder sig på det samme sted i hvert fald over en 21 årig periode.

Føder levende unger

En anden interessant observation er, at de på intet tidspunkt stødte på individer under ca. 1 meter. Nye fisk i populationen kommer derfor primært gennem voksne individer der immigrerer.

Forfatterne skriver, at de aldrig er stødt på yngre individer af den blå fisk på lavere dybder, hverken ud for Komorerne eller de andre steder ud for Afrikas kyst, hvor de blå fisk er observeret, og de konkluderer derfor at de må opholde sig på dybere vand.

Et lidt specielt træk ved de blå fisk er, at de føder levende unger, ved at æggene befrugtes og klækkes inde i hunnen. Fiskelarverne ”fødes” med en størrelse på ca. 35 cm.

Ved denne størrelse overlapper ungfiskene med størrelsen på de fisk de voksne lever af, og forfatterne foreslår, at det er for at undgå kannibalisme fra voksne individer at ungerne opholder sig på større dybder.

Dette nye studier kaster mere lys over en af evolutionsbiologiens store stjerner, men der er stadig er godt stykke vej endnu, før vi kender alle den blå fisks hemmeligheder.

Foto: JoJan

Links:

Videnskabelig artikel nævnt i blogindlægget

Artikel fra Videnskab.dk om hvirveldyrenes udvikling

Fund af Coelacanth i Danmark

Hjemmeside om historien og udforskningen af slægten Latimeria