Det parlamentariske demokrati og dets institutioner er jævnligt udsat for angreb; den ærede læser vil måske huske, hvordan grupper af autonome i marts 2007 ødelagde dele af Christianshavn Gymnasiums bibliotek og brændte 7000 af dets bøger af på gaden i en symbolsk handling, der på uhyggelig vis lignede noget, vi havde set før, i nazismens Tyskland. At afvise demokratiske midler og forherlige kampen er selve fascismens væsen: Fremfor at frembringe fornuftige alternativer, er den først og fremmest et oprør mod "systemet".

Men antiparlamentarismen dyrkes ikke kun i grupper af autonome, der synes, at bogbrændinger er en passende måde at vise deres foragt for politikerne. Den kommer såmænd også fra det velbeslåede borgerlige Danmark, bevæbnet med slips, blackberry og aktiekurser.

I november 2008 kunne Berlingske Tidende berette om en ny antidemokratisk offensiv anført af Saxo Banks ledelse, som under et større møde, hvortil også pressen var indkaldt, udtalte, at politikerne skulle "off the streets" og altså blande sig uden om den økonomiske krise.

Ifølge Saxo-folkene var alle gode politikere døde, mens direktøren for den europæiske centralbank var "en totalt inkompetent idiot". "Politikere og centralbanker har ingen plads i verden", lød det.

Autoritære ledelsesidealer og afvisning af demokratisk konflikthåndtering som vi kender det fra det offentlige liv er formentlig ikke ukendt i toppen af dansk erhvervsliv, hvor beslutninger skal kunne træffes hurtigt og uden at involvere alle og enhver.

Her er der tale om grundlæggende vilkår for at drive virksomhed; betingelser som er sikret gennem den private ejendomsret og arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet.

Disse institutioner er imidlertid ikke bragt til verden med henblik på at destabilisere det politiske system, og de fleste erhvervsledere går da heldigvis også ind for at skille tingene ad og bekender sig uden tøven til det politiske demokrati.

Men sådan er det ikke nødvendigvis på Saxo Banks direktionsgang - og går vi tilbage til besættelsestiden, er det ikke svært at finde historiske paralleller.

Allerede under den store økonomiske krise i 1930'erne var forskellige antidemokratiske protestbevægelser begyndt at se dagens lys, med den store Landbrugernes Sammenslutning i spidsen. LS udfordrede landbefolkningens traditionelle politiske parti, Venstre, og fik sin egen politiske repræsentation i Bondepartiet/Det Frie Folkeparti.

Andre, mindre grupper kaldte på national genrejsning og anbefalede en korporativ statsbygning, som byggede på stænderprincippet og en stærk kongemagt i stedet for det repræsentative demokrati.

Mange var holdt op med at tro på demokratiets evne til at håndtere den økonomiske krise, og efter den 9. april 1940 kunne de forny deres angreb på de demokratiske partier med argumentet, at "systemet" ikke havde været stærkt nok til at holde tyskerne fra døren. "Genrejsergrupperne" fik igen vind i sejlene og nye opstod; et af de mange nye småpartier, som red på den nye bølge af nationalisme og systemkritik, hed såmænd Dansk Folkeparti.

Også den politiske venstrefløj gjorde sig dengang gældende i kampen mod det borgerlige demokrati. Men kommunisterne lå i besættelsens første års tid underdrejet som følge af Stalins ikke-angrebspagt med Hitlertyskland, som var vanskelig at forklare den undrende danske offentlighed.

Imens forstærkede den nationalistiske højrefløj sine angreb på "Systemet Stauning", som man kaldte det i de kredse. Anført af skibsreder A.P. Møller og den anerkendte ingeniør Knud Højgaard var en række ledende erhvervsfolk og kulturpersonligheder i foråret begyndt at samles til møder, hvor demokratiet og den sociale lovgivning stod for skud.

I forsommeren var de med til at lægge pres på regeringen for at få udskiftet den radikale udenrigsminister P. Munch, hvad der lykkedes, ligesom erhvervslivet fik sin egen repræsentant ind i regeringen med F.L. Smidths leder, Gunnar Larsen.

I november 1940 kulminerede Højgaardkredsens antiparlamentariske offensiv med et direkte forsøg på at få Christian X til at afsætte Staunings samlingsregering og i stedet indsætte et forretningsministerium af "gode danske mænd", som det hed, der kun skulle stå til ansvar over for kongen. Christian X bed dog ikke på, og kredsen måtte trække følehornene til sig.

Demokratikritikken nåede helt ind i det ellers demokratiske Venstre. Partiet var endnu i 1940 truet på sine vælgere fra Bondepartiet og Landbrugernes Sammenslutning og blev skarpt kritiseret for sin deltagelse i Stauning samlingsregering.

Jo længere man bevægede sig ud på højrefløjen i dansk politik, des tættere var denne kritik beslægtet med en generel kritik af den parlamentarisme, der havde bragt Stauning til magten, og i Venstres partipresse kunne man i denne periode støde på ytringer som den følgende, fra Lolland-Falsters Folketidende i oktober 1940: "Vi vil ikke ofre en tøddel for at opretholde et tidsbestemt politisk system, og overhovedet intet for at opretholde en tidsbestemt partipolitisk konstellation."

Samtidig fortsatte kritikken af Steinckes socialreformer fra 1930'erne. Højgaard og hans ligesindede mente ikke, det var statens opgave at undersøttte dem, der ikke kunne hjælpe sig selv, og under alle omstændigheder var det uforsvarligt at give mennesker på socialhjælp indflydelse på statens styring, hvad han blandt andet gav udtryk for i en kronik i Børsen i august 1940.

Den følgende vinter fik socialminister Johs. Kjærbøl gennemført en øget statslig støtte til arbejdsløshedskasserne, som var under hårdt pres af de mange nye ledige. Venstres leder Knud Kristensen accepterede loven, men kun på betingelse af, at der blev nedsat et udvalg, der skulle kigge på mulige revisioner i loven om forsorg og loven om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring.

Oversat til dansk var Knud Kristensen ansporet af en mistanke om, at det var alt for let at blive godkendt til at modtage offentlig forsørgelse. Udvalget blev nedsat i april 1941, og efter 75 møder forelagde udvalget en betænkning i februar 1942.

Betænkningen blev fulgt til dørs af Knud Højgaards våbenfælle A.P. Møller, der samme måned holdt en forsinket nytårstale i Studenterforeningen. Talen var udformet som et frontalangreb på Steinckes socialreform.

Danskerne levede "i vort ældgamle fædrelands ulykkeligste tid", og det var ikke kun den tyske besættelse, der var ulykkelig; materialismen havde fået altfor stor magt, og "stemmekøbspolitikken" havde fået slemme følger. "Viljen til selvhjulpethed svandt i vide kredse, lediggang og demoralisation bredte sig. De umiddelbare årsager var nedbrydende udvækster i vor socialpolitik og en kortsynet lønpolitik."

Nu måtte der skæres ind til benet; "overflødige" tilskuds- og støtteordninger skulle væk, og man skulle dovenskab og sløvsind til livs. Dette ville betyde, at flere blev selvhjulpne. Danskeren skulle dermed få sin tabte værdighed tilbage - og pengene skulle i stedet bruges på forsvaret. Angrebet på sociallovgivningen blev på denne måde et nationalt, næsten patriotisk anliggende.

Som A.P. Møller selv formulerede det i sin nytårstale: "Fald ikke samfundet til byrde. De midler, der går til unødige understøttelser nu, bliver der hårdt brug for til fædrelandets genrejsning og værn senere." Og værnet, forsvaret, det var en hjertesag for en god konservativ: "De værdier, man ikke vil værne om, mister man." Hvorefter A.P. Møller citerede Adolf Hitlers Mein Kampf: "Når et folk er kommet så vidt, at der ikke er noget, dets sønner vil dø for, må folket gå til grunde.

Deri har han ret som i så meget andet!" Ifølge referatet var der gået et suk af forargelse gennem salen og mange af tilhørerne rejste sig og gik. De vandkæmmede studenter skulle provokeres - og var blevet det. Rederen havde sagt dem sin mening.

Rigsdagen vedtog revisionen af socialloven i juli 1942. Loven indeholdt ingen økonomiske forringelser som sådan, men den indførte en række omfattende kontrolforanstaltninger, hvoraf mange forekom ydmygende. Loven udvidede bestemmelserne om tilbagebetaling af kommunehjælp, tab af valgret og valgbarhed og de offentlige myndigheders mulighed for i konkrete tilfælde at modsætte sig borgeres ægteskabsindgåelse.

Borgerrettigheder kunne mistes ved udbetaling af sygehjælp til ikke-forsikrede. Og alle lønmodtagere over 18 år - på nær tjenestemænd - blev udstyret med et såkaldt arbejdskort - det såkaldte "hundetegn" - hvorpå hans eller hendes ganske færden på arbejdsmarkedet skulle registreres.

Ved behandlingen i Rigsdagen udtalte Kjærbøl: "Ingen kan være i tvivl om, at jeg ikke har hjertet med i de lovforslag, jeg her forelægger", og efter krigen kritiserede han Venstre for at have udnyttet regeringssamarbejdet til at gennemtvinge socialpolitik, som "partiet under normale omstændigheder ikke ville have haft nogen mulighed for at realisere".

Den slags indrømmelser var imidlertid prisen for at holde regeringen samlet, og skønt det knirkede, holdt det demokratiske system, som derfor kunne gå styrket ud af besættelsesårene, hvis man da ser bort fra DKPs kortvarige vælgersucces i 1945.

Loven om offentlig forsorg fra 1961 genindførte de rettigheder, der var forsvundet i 1942. Og så kan vi i øvrigt konstatere, at Venstres daværende politiske ordfører Jens Rohde havde de historiske kendsgerninger imod sig, da han i november 2004 gik i medierne for at irettesætte et medlem af Venstres Ungdoms forretningsudvalg, Lotte Noer, som offentligt havde foreslået at man tog stemmeretten fra danske borgere på offentlig hjælp. Ifølge Jens Rohde havde noget sådant aldrig været Venstres politik.