Mit kendskab til halloween starter med John Carpenters ‘Halloween’, der på dansk hedder ‘Maskernes nat’ (1978).
Det er ikke en specielt god gyserfilm, men det er en yderst effektiv film, der er begyndelsen til teen-slasher-begrebet, det udødelige maskemonster samt konceptet med low-budget-gyserfilm-serier.
Det er tre elementer, der gør, at filmen har fortjent sin plads i filmhistorien.
Og selvom den ikke er vanvittig god, er den ganske uhyggelig.
Jeg husker i hvert fald at sidde skrækslagen i sofaen, efterhånden som teenagere blev aflivet, og filmens monster, Michael med masken, viste sig at være udødelig.
Den 31. oktober er det halloween; den dag hvor børn laver trick-or-treat, og voksne holder kostumefester med det monstrøse og uhyggelige som tema.
I stedet for at skrive mere om halloween (det kan I google) vil jeg et byde ind til festen med mit bud på fem horrible ‘bedste’: Min bedste Grand Guignol-scene, bedste skrækscene, bedste offer, bedste monster og bedste uhyggelige scene. God halloween!
Min bedste Grand Guignol-scene
Her kan jeg uden tøven anbefale ‘Hostel II’ (2007) af Eli Roth, der hverken er en mand med finesse eller sans for sublim horror, men mestrer kunsten at gå direkte efter underlivet.
I ‘Hostel II’ er Beth fanget i en torturkælder i en forladt østeuropæisk fabrik, hvor rige perverse svin betaler for at torturere og dræbe tilfældige ofre.
Hun har talt sig ud af torturstolen ved at tilbyde sin bøddel, Stuart, sex, og nu sidder Stuart fastspændt i stolen, mens Beth forhandler sig ud af fabrikken.
Det er ikke kun et spørgsmål om penge, forklarer etablissementets chef, man skal også dræbe for at forlade stedet i live.
Da Stuart (som ikke er så kvik) kalder Beth »a stupid, fucking cunt«, falder tingene på plads: Beth klipper pikken af Stuart og smider den til et par savlende vagthunde, der straks fortærer godbidden. Mums! Stuart kan bløde ihjel, og Beth slipper ud.
Til de af jer, der ikke ved, hvad ‘Grand Guignol’ er: Navnet stammer fra det parisiske teater Grand Guignol (1897-1962), der specialiserede sig i amoralsk, realistisk og yderst grafisk horror.
I dag bruges udtrykket Grand Guignol om en grafisk, blodig, amoralsk og over-the-top splatter-scene.
Min bedste skrækscene
Skræk er for mig det pludselige chok, der får mig til at springe i sofaen og spilde kaffe.
I ved, den slags scener, hvor man bagefter ler flovt og lettet siger: »Jeg var lige ved at få et hjerteslag.«
Well, for mit vedkommende er mit største hjerteslag stadig i Takashi Shimizus ‘Forbandelsen’ (2002).
Handlingen er ikke vigtig – det er noget med to spøgelser, der følger efter folk og skræmmer livet af dem.
I den bedste skrækscene er ofret en ung pige, der fornemmer, at noget er kommet hjem til hende, noget hun ikke kan slipppe af med.
Hun prøver at ringe til kæresten, at tænde for sit tv, at gemme sig under dynen. Men telefonen skratter sært, tv’et laver mærkelige billeder, og dynen… Ja, den løfter sig for øjnene af os, og da pigen kigger ind under den, dukker spøgelset tavst op tæt ved hendes ansigt.
Det er svært at forklare, men Shimizus brug af helt enkle virkemidler og ikke andre special effects end lidt spøgelse-makeup, ja, det skaber en enestående skrækeffekt.
Mit bedste offer
Det er selvfølgelig et sygt udtryk: ‘mit bedste offer’.
For hvad mener jeg med ‘bedste’?
Jeg tænker på et offer, hvis skæbne jeg ikke kan ryste af mig. En person, hvis lidelse berører mig dybt, og som jeg er nødt til at forstå. Ikke at dele eller føle, men forstå.
Et eksempel på et offer, der er blevet indeni mig, er Anna i Pascal Laugiers franske gyserfilm ‘Martyrs’ (2008).
Anna ender i en torturstol, som hun, i modsætning til Beth i ‘Hostel II’, ikke slipper ud af.
Hun bliver tæsket, til hun mister besindelsen, og i tabet af besindelsen opstår en ny tilstand, en lidelsesform, der er mystisk, religiøs, forfærdelig og umenneskelig.
Det er en kompleks film med mange psykologiske lag, mange tæsk og meget lidelse, og måske kræver det endog en vis ‘syghed’ hos tilskueren at finde mening i de voldelige afvigelser.
Det er en ubehagelig film, men også interessant.
Filmen kan læses som del af den franske optagethed af perversioner og Batailleske krumspring omkring sex, vold, død, kunst og æstetik. Well, det var det højpandede indslag i dagens blogindlæg.
Mit bedste monster
Ja, der er selvfølgelig nødt til at være et bedste monster.
Og hvad – eller hvem – kan det mon blive i stjernevrimlen af unaturlige, overnaturlige, sindssyge, syge og sultne bæster?
Jeg vil være fræk og vælge et usædvanligt monster, der overhovedet ikke er halloween-agtigt: Lastbilen i ‘Duel’, Steven Spielbergs filmdebut fra 1971. Det er ganske vist en tv-film, men det gør den ikke mindre fremragende.
For jer, der ikke har set filmen, kan I glæde jer, og jeg skal ikke afsløre for meget.
Historien handler kort fortalt om en forretningsmand, der i ørkenen møder en lastbil. Han er derude, hvor der hverken er u-turn eller wrong turn, for der er bare én vej gennem ørkenen. Siden har lastbiler for mig været indbegrebet af das unheimliche.
Min mest uhyggelige scene
Sammen med Stanley Kubricks ‘The Shining’ glimrer David Lynchs ‘Blue Velvet’ (1986) ved at indeholde én af de mest uhyggelige scener, jeg mindes at have overlevet.
Og da jeg tidligere har skrevet om ‘The Shining’, vil jeg nu vælge gangsteren Frank (spillet af Dennis Hopper) fra ‘Blue Velvet’, der er høj, skæv og pervers og har kidnappet Isabella Rossolini, der spiller natklubsangerinden Dorothy.
Frank tænder på hendes krop, hendes sange, på blå velour – og på vold.
Så da den unge Jeffrey bryder ind i løjerne for at optræde ridderligt, ja, der må han møde den perverse Frank, der går amok og tæsker løs, mens bilradioen spiller Roy Orbinsons ‘In Dreams’.
Det var mit første møde med David Lynch, og scenen ligner selvfølgelig andre tæske-spille-musik-gangster-scener, som den i Tarantinos ‘Reservoir Dogs’.
Jeg ved ikke, om Lynch var manden, der opfandt denne lille unikke topos. Men han havde både bøsser, prostituerede, natklubber, lange gardiner og Dennis Hopper med.
Det var fandme uhyggeligt og er ikke slået siden indenfor sin genre.
Mit bedste drab
Har I læsere af denne blog ikke lyst til at bidrage? Hvad med jeres bedste drab?
Hvilken scene har efterladt et uudsletteligt indtryk på jer?
Hvilket drab står for jer som det ‘bedste’ – altså, det værste, mest uhyggelige, mest skræmmende, mest overrumplende, mest et eller andet, der har sat sig i jeres hoved og ikke forsvinder?
For mit vedkommende…. Nej, jeg vil hellere høre jeres bud!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
