(Indlægget er skrevet i samarbejde med Gert Balling)

Idéen om videnskabscaféer stammer fra 1998, hvor de første videnskabscafé-arrangementer løb af staben i hhv. England og Frankrig. Den engelske model omfatter én forsker, der holder et kort foredrag (ca. 20-30 min.) om sin forskning, efterfulgt af spørgsmål og kommentarer. I Frankrig bruger man et panel med 3-4 deltagere, som diskuterer et forskningsrelevant emne med inddragelse af publikum. Både de engelske og franske videnskabscaféer finder sted i uformelle omgivelser (gerne caféer) og sigter på at levere forskningskommunikation i øjenhøjde med caféens publikum og derigennem stimulere dialogen mellem forskere og borgere.

I 2001 startede Videnskabscaféen i København med sit eget format, kendt i videnskabscafé-kredse som Københavnerskolen: Der er oplæg fra en række paneldeltagere, som alle er eksperter på hvert deres område. Panelet kan bestå af naturvidenskabsfolk, humanister, samfundsforskere, ingeniører, kunstnere og andre eksperter m.fl.

Emnerne er typisk brede og omfatter mere end ét forskningsfelt. Formålet er dels at skabe dialogbaseret forskningskommunikation og dialog på tværs af etablerede faggrænser. Oplægsholderne har maksimum 7 minutter til deres oplæg og derefter er der åben debat og dialog med høj inddragelse af publikum, styret af en moderator.

I 2003 begyndte Videnskabscaféen i Aarhus som en aflægger af Københavnerskolen, og siden har der været arrangeret mange videnskabscaféer i både Aarhus og København. Dette efterårsprogram for de danske videnskabscaféer omfatter rumfart, folkeskole, kristendom og demokrati mm.

Japanske videnskabscaféer

I den forgange uge var vi i Japan for at fortælle om arbejdet med videnskabscaféer i Danmark og for at udveksle viden og erfaringer med japanske videnskabscafé-arrangører. Vi besøgte Kayoko Nohara ved Tokyo Institute of Technology og Masaki Nakamura ved Osaka University.

Videnskabscafé-bevægelsen startede til Japan i 2005, og der bliver i dag afholdt ca. 1000 japanske videnskabscaféer om måneden.

Der findes ikke en særlig japansk videnskabscafémodel. Japanske arrangører er heller ikke organiseret i et nationalt netværk, sådan som det er tilfældet i både England, Frankrig og Danmark. Langt de fleste videnskabscaféer i Japan fungerer efter en foredragsmodel, hvor debat og dialog er nedtonet til fordel for forskernes oplæg/foredrag.

Kayoko Nohara har i en artikel i tidsskriftet Journal of Science Communication peget på den japanske ”culture of respect” som én af årsagerne til, at japanske videnskabscaféer ikke prioriterer dialogen mellem publikum og de inviterede eksperter. Der er ganske enkelt ikke tradition for, at man stiller mange spørgsmål til eksperterne, og da slet ikke kritiske spørgsmål.

Dialogbaserede videnskabscaféer i Japan

Japanerne er altså ikke på samme måde som europæere interesserede i uformel dialog og debat mellem forskere og borgere – eller rettere sagt, det var den opfattelse, som vi tog til Japan for at undersøge. Vi blev klogere.

Først må det dog nævnes, at vi blev taget særdeles godt imod af vores japanske værter og de japanere, vi traf på turen. Vi blev mødt med stor interesse for vores arbejde med danske og europæiske videnskabscafémodeller og i øvrigt behandlet både venligt og høfligt, som det sig hør og bør i Japan.

Vi afholdt to videnskabscaféer efter hhv. den engelske og den danske model. I Osaka talte Kristian om danske erfaringer med vindmølleteknologi til en videnskabscafé (efter den engelske model) om fremtidens energiformer, som var modereret af Gert og Masaki. Og i Tokyo lavede vi en videnskabscafé efter Københavnerskolen, hvor Gert gav et oplæg om de danske videnskabscaféer, og Kristian var moderator. Desuden var der til caféen i Tokyo et oplæg fra hhv. en lektor i forskningskommunikation og en science fiction-forfatter/kritiker.

Indtrykket var, at der er en interesse for at skabe – og tage – en debat om forskningsrelaterede og samfundsmæssige problemstillinger, også i japanske videnskabscaféer. (Med stort forbehold for, at dem, der mødte op til vores arrangementer, i forvejen havde den interesse.)

Et af de tilbagevendende emner var Fukushima-ulykken, oftest benævnt som 3-11 (11. marts). Vi mødte mange, som mente, at 3-11 på flere måder var et vendepunkt for det japanske samfund. Ulykken havde netop vist nødvendigheden af at engagere borgere og forskere i en kritisk og dialogbaseret kommunikation. Mange borgere føler sig nu efter uheldet misinformerede om risici ved atomkraft i jordskælvsramte områder, og mange forskere ønsker at kunne indgå i en debat om forskningsmæssige og teknologiske usikkerheder.

Japanere er kendt for deres høflighed og respekt for autoriteter. Vi mødte dog mange, der godt ville udfordre denne respektkultur og tage mere kontroversielle emner op. Det gjaldt også videnskabscaféen om fremtidens energiformer. Der var respekt for det danske vindmølleeventyr, men også kritiske spørgsmål til, om hvorvidt vindmøller kunne være fremtidens energiform.

Alt i alt en rigtig god tur, hvor vi både fik udbredt kendskabet til Københavnerskolen og fik skabt gode forbindelser til forskere med interesse for forskningskommunikation. Vi tror dog også, at vi her i Danmark kan lære noget af den måde, hvorpå japanerne bruger videnskabscafé-idéen på. Man kunne for eksempel tænke sig, at der blev iværksat mange flere videnskabscaféer her i Danmark, både af folk og foreninger, der har interesse for forskning og forskningskommunikation, af forskningsinstitutioner, og af forskere selv.

De mange 1000 videnskabscaféer vidner om et meget stort engagement i videnskabsformidling og videnskabscaféer i Japan. Det kunne være sjovt om noget lignende kunne opstå herhjemme…

Opholdet i Japan var støttet af Aarhus Universitet og Scandinavian-Japan Sasakawa Foundation.

PS (tilføjet d. 18.11.2011): Japan overvejer vedvarende energi