Hver femte dansker er for dødsstraf viser en ny meningsmåling. Andre mener, at det er noget der hører den mørke middelalder til. Men faktisk er det ikke mere end 34 år siden, den blev afskaffet i Danmark. Den ultimative straf var ikke tiltænkt seriemordere og voldtægtsforbrydere, og den blev indført selv om et flertal af politikerne var imod almindelig dødsstraf.

I sommeren 1952 vedtog Folketing og Landsting ”lov om dødstraf for visse handlinger begået under krig eller fjendtlig besættelse.” Det skete i forbindelse med en større revision af straffelovens kapitler om statsforbrydelser, som fandt sted i årene 1948-52. Både de juridiske eksperter, som afgav en betænkning om straffelovsrevisionen, og et flertal Folketinget anbefalede, at dødsstraffen skulle genindføres i den borgerlige straffelov.

Dødsstraf i Danmark efter besættelsen
Dødsstraf  - eller livsstraf som mange kaldte det dengang - var i Danmark blevet afskaffet  i 1930. Men i juni 1945 genindførte man den i forbindelse det straffelovstillæg, der dannede grundlag for retsopgøret efter den tyske besættelse af Danmark. Man gjorde det bl.a. for at imødegå den selvjustits, som havde fundet sted umiddelbart efter befrielsen. Hadet til tyskerne og til alle, der havde fraterniseret med eller arbejdet for dem - fra tyskerpiger til Hipo-folk - havde fået de mest primitive hævninstinkter frem i den danske befolkning, der tog loven i egen hånd og eksekverede straffe efter forgodtbefindende.

Straffelovstillægget gjaldt kun for forbrydelser begået før 4. maj 1945, dvs. først og fremmest forbrydelser begået under besættelsen. Tillægget var i vid udstrækning dækket ind af straffeloven fra 1930, men dødsstraf var der ikke dækning for i gældende lov. Den indførte man med tilbagevirkende kraft.

Dødsstraf og retstilstanden
Det var netop det, man ville undgå, da man genindførte dødsstraffen i 1952.

Man ville hindre, at der skulle opstå en situation, hvor man igen blev nødt til at lovgive med tilbagevirkende kraft. Forbrydelser, der på tidspunktet for fuldbyrdelsen, ikke var omfattet af dødsstraf, skulle ikke pludselig kunne resultere i en dødsdom, blot fordi omstændighederne ændrede sig. Det ville indebære en tilfældighed i retspraksis, som ikke var en retsstat værdig.

Loven måtte derfor indeholde en mulighed for at idømme dødsstraf for det tilfælde, at man igen fik brug for det, lød argumentet. Men det var ikke uden forbehold, at der blev argumenteret . Et stort flertal i Folketinget var modstandere af almindelig dødsstraf. De legitimerede deres synspunkt med, at dødsstraffen ikke skulle gælde generelt, men kun under ekstraordinære omstændigheder og kun for de allergroveste forbrydelser som højforræderi og særligt grove tilfælde af angiveri.

Erindringen om besættelsestiden
Men hvorfor var det så magtpåliggende at få indført dødsstraf?

Formodentlig fordi, man ikke turde lade være. Situationen i begyndelsen af 1950’erne var en ganske anden end i dag. Krigen havde sat sit præg på hele samfundet - også på de beslutninger, der blev taget i Folketinget.

Karakteren af de forbrydelser, der var begået under besættelsen, gjorde at man så anderledes på dødsstraf. Mange forskellige scenarier fra besættelsestiden blev beskrevet. I Landstinget blev der ikke sparet på de dramatiske effekter, når venstremanden Aage Elmquist beskrev, hvordan små børn havde været vidner til, at nazistiske bødler var styrtet ind i deres forældres soveværelse, hvor de havde ”overbroderet deres faders hoved med maskingeværkugler, så at det var ganske ukendeligt”.

Det var ikke forbrydelser, begået under almindelige omstændigheder. Og dødsstraffen så man som en foranstaltning, der bl.a. skulle imødekomme befolkningens retsfølelse og samtidig markere, at man stod på ofrenes side. At der også fandtes børn af nazister, som havde mistet deres forældre for den danske modstandsbevægelses hånd, var en nuance, der ikke var plads til i 1950’ernes verdenssyn.

Påfaldende er det, at ingen af de danske politikere i deres argumentation for dødsstraf, refererede til de uhyrlige forbrydelser, der var foregået uden for landets grænser i krigsårene, og som havde ført til dødsstraf for en række højtstående nazister ved domstolen i Nürnberg. Man holdt sig til de hjemlige erfaringer.

Frygten for en ny besættelse
Samtidig skuede man med bange øjne ud i verden. Lige på den anden side af Østersøen lå Sovjetunionen, som i begyndelsen af 1950’erne var regeret af diktatoren Josef Stalin, der hen mod sin død i 1953 i tiltagende grad forekom utilregnelig.

I 1948, hvor forhandlingerne om straffelovsrevisionen tog sin begyndelse, var Europas situation stadig meget usikker, Danmark havde endnu ikke fundet sin plads i en forsvarsalliance og Stalins udenrigspolitiske tiltag i netop dette år, forekom ganske foruroligende set fra en dansk synsvinkel.

I februar havde et sovjetisk støttet kommunistisk kup fundet sted i Prag, og samtidig havde Sovjetunionen presset Finland til at indgå en venskabstraktat. Situationen var anspændt, ingen kendte  Stalins hensigter, også det danske diplomati blev grebet af den anspændte situation og rygter om et kommunistisk kup i Danmark begyndte at brede sig. I påsken 1948 var forestillingen om en overhængende trussel så intens, at militæret anbefalede øget alarmberedskab. Det kommunistiske kup kom dog aldrig.

Men frygten for en sovjetisk besættelse var i begyndelsen af den kolde krig særdeles nærværende. Det var erindringen om besættelsestiden også. Begge dele fandt deres helt konkrete udtryk i den såkaldte 5. kolonnelov, som straffelovsrevisionen af 1952 blev kaldt.

Bestemmelserne blev udformet så detaljeret som muligt og i et præcist og klart sprog, så befolkningen vidste, hvad der var dansk lov, hvis en besættelsesmagt skulle ophæve den. Og dødsstraf blev genindført, så domstolene  havde mulighed for at gøre brug af den i et eventuelt retsopgør efter en ny besættelse. Det var trods alt et bedre onde, end at befolkningen tog sagen i egen hånd, lød argumentet.

Den vanskelige beslutning
Forhandlingerne om dødsstraffens genindførelse optager meget spalteplads i Rigsdagstidende. Det var en vanskelig beslutning. For mange var der tale om et samvittighedsspørgsmål, og samtlige partier stillede deres medlemmer frit i afstemningen.

En af dem, der havde de største betænkeligheder, var justitsminister Helga Pedersen. Hun var modstander af dødsstraf, og før hun satte sig i ministerstolen under venstreregeringen Erik Eriksen i 1950, havde hun stillet som betingelse, at hun måtte indstille samtlige dødsdømte til benådning.

Hun forsøgte at komme igennem med et forslag om, at dødsstraffen skulle overføres til den militære straffelov. Hendes begrundelse var, at det ikke senere hen kunne blive vanskeligt at fjerne dødsstrafbestemmelsen fra den borgerlige straffelov, når den aldrig var blevet optaget i den.

Forslaget blev mødt med beskyldninger om både at være uærligt og ulogisk. Hendes mandlige forgænger på posten, K.K. Steincke, blev tilsyneladende ked af, at en kvinde havde udfordret hans eget forslag, og kvitterede med disse ord: ”Men bevares, jeg skal ikke tage min død i skuffelse over, at man absolut vil gå fra en mere til en mindre logisk ordning, et fænomen, man qua politiker er fuldt fortrolig med – og desuden plejer den slags ændringer jo ikke særligt at støde damer.” Sådan kunne man sige dengang. Også på det punkt var tiden en anden.

Det endte med et kompromis. Dødsstraf under krig og besættelse fik efter svensk forbillede sin egen lov. Den blev ikke en del af selve 5. kolonneloven, men indgik, som flertallet ønskede, i den borgerlige straffelov.

"Lov om dødsstraf for visse handlinger begået under krig eller fjendtlig besættelse" blev fjernet fra den borgerlige straffelov i 1978. Samtidig fjernede man dødsstraffen fra den militære straffelov.    

Hver femte dansker for dødsstraf
Søndag d. 22. januar offentliggjorde Jyllandsposten en meningsmåling, foretaget blandt et repræsentativt udsnit af danskere. Den viser, at 21 % af danskerne går ind for, at man skal genindføre dødsstraf i særlige tilfælde. Det eksempel, de adspurgte fik at forholde sig til, var den såkaldte amagermand, Marcel Lychau Hansen.

Tallet er rystende højt og skyldes ikke nødvendigvis den konkrete sag. Tilsvarende undersøgelser fra både  2006 og 2007 viser samme resultat.

Hver femte dansker går ind for det, som politikerne i 1950’erne kaldte almindelig dødsstraf. Når almindelig dødsstraf ikke kom på tale, var det først og fremmest pga. den generelle modstand, men også fordi man mente, at dødsstraf ikke havde nogen præventiv virkning på affektforbrydelser. 

Det glædelige budskab i Jyllandspostens artikel er, at ingen af de politiske partier i Danmark har indførelsen af dødsstraf som politisk programpunkt. Retsordfører Peter Skaarup siger, at dødsstraf aldrig bliver en del af Dansk Folkepartis politik.

Men hvorfor er antallet af dødsstraftilhængere så højt i befolkningen? Weekendavisnes Klaus Rothstein gætter på, at det skyldesen autoritær tankegang, ønsket om totalhævn og en gammel-testamentlig øje-for-øje-logik. Jeg er ikke sikker på, han har ret.

Meningsmålinger kræver hurtige svar og appellerer snarere til vores mavefornemmelse end vores principielle holdninger. Hvis et repræsentativt udsnit af den danske befolkning fik til opgave at lave 1., 2., og 3. behandling på et forslag om dødsstraf, tror jeg udfaldet ville blive anderledes. Man ville blive tvunget til at overveje konsekvenserne. Først og fremmest konsekvensen af et justitsmord. Det blev nævnt flere gange under Folketingets forhandlinger  i 1948-52. ”Det uoprettelige” som socialdemokraten Hans Hækkerup, kaldte det.