»Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne,« sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale d. 1. januar 2002.

Den kommentar var startskuddet til regeringens sanering af de mange statslige råd, kommissioner, institutioner og ad hoc udvalg.

Men det resulterede ikke færre "statsautoriserede smagsdommere". Tværtimod var også den daværende statsminister udmærket klar over, at en moderne stat ikke kan regeres uden væsentlige bidrag fra eksperter. Netop derfor gjorde han ekspertviden til et markant politisk problem.

Som (ekspert) Asbjørn Sonne Nørgaard fra Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet formulerede det, da det nye regeringsgrundlag efter valget i november 2007 viste, at der skulle nedsættes 29 nye ekspertgrupper:

»Vi ved fra vores forskning, at politisk arbejde, der bliver forberedt i ekspertudvalg, har den største chance for at få en bred politisk tilslutning. Det glider simpelthen lettere igennem i Folketinget.« (citeret fra Information d. 25. november 2007)

Når forskningsbaseret viden bliver problematisk

Langt de fleste bidrag fra ekspertgrupper bliver forholdsvist uproblematisk integreret i det politiske arbejde.

Men når der opstår problemer, og ekspertviden bliver gjort til del af en offentlig mediedebat, sker der fra et videnskabsteoretisk synspunkt noget interessant: Forskningen bliver selv en del af problemet, ikke en let løsning.

Når det sker, sættes der også spørgsmålstegn ved selve forskningsarbejdet. Normalt har forskning og eksperter stor autoritet, meget større end politikere og journalister.

Men når eksperternes viden bliver en del af selve den politiske proces, er der god chance for, at også spørgsmålet om, hvad der er henholdsvis god og dårlig videnskab, bliver politisk.

Vi kender det til hudløshed fra klimadebatten, hvor spørgsmålet om, hvad der er viden, og hvad der "bare" er teori, ustandseligt bliver taget op - senest af Thor Pedersen.

Burka-rapporten

Det samme er netop sket i forbindelse med den såkaldte burka-rapport. Baggrunden for rapporten var en krise i regeringen, udløst i efteråret 2009 af et udspil fra de konservatives nye integrationsordfører Naser Khader vedrørende forbud mod at gå med burka og niqab.

Krisen førte til, at der blev nedsat et hurtigtarbejdende embedsmandudvalg, der blandt andet bestilte en ekspertrapport fra et forskerhold på Københavns Universitet.

Rapporten blev afleveret til Indenrigs- og Socialministeriet i november 2009 og konkluderede, at burkaen kun meget sjældent findes i Danmark. I rapporten anslås det også, at der er 100-200 niqab-brugere i Danmark.

Kritik og modkritik

Rapporten blev straks kritiseret fra flere sider. Fortalere for burka-forbuddet, herunder Naser Khader, udtalte, at det ikke var antallet, der var afgørende, men princippet.

Som det også antydes i citatet fra Asbjørn Sonne Nørgaard ovenfor, er ekspertviden altså kun brugbar viden, når den understøtter de i forvejen vedtagne politiske standpunkter. Det er kun sjældent (måske aldrig?) meningen, at ny viden skal føre til ny politik.

Der blev også mobiliseret modekspertise. Mehdi Mozaffari fra Institut for Statskundskab Aarhus Universitet gik til angreb på metoden, hvormed tallene var fremkommet.

Han kaldte lidt nedladende rapporten for en bazar-rapport. Hermed mente han, at rapportens brug af interviews og observationer svarede til, at man var gået ud i en bazar og havde spurgt fem butiksejere om bazarens omsætning.

Det københavnske forskerholds leder Margit Warburg forsvarede sig både mod den politiske og den videnskabelige kritik: Eftersom der ikke findes registrerede oplysninger i Danmark om borgeres religiøse hovedbeklædning, er den bedste måde, man kan gøre det på, at spørge i de respektive miljøer, sagde hun til DR.

Andre eksperter - den her fra bloggen kendte Mikkel Willum Johansen og Torben E. Andersen - gav over for videnskab.dk udtryk for, at burka-rapport er godt arbejde.

Margit Warburg gik dog også ind i den politiske debat. I Politiken undrede hun sig således over, at politikerne har travlt med at betragte burka- eller niqab-klædte kvinder som undertrykte. Hun fremhævede, at rapporten indeholder fem interviews med kvinder, der alle bærer niqab af egen fri vilje.

»Det er bemærkelsesværdigt, at man kan diskutere antallet uden at overveje, hvordan kvinderne selv ser på det at bære niqab og burka.« (citeret fra Politiken d. 23. januar 2010)

Videnskab og politik

Tilsyneladende fik burka-rapportens resultater ingen umiddelbar politisk effekt. Sagen omkring burka-rapporten var dog endnu engang med til at understrege, at også videnskabsteori kan blive et politisk spørgsmål.

Betyder det, at videnskaben bliver politiseret? Eller er det vores forestilling om, at videnskab per definition skal være apolitisk, der er forældet? Kan man overhovedet tænke sig objektiv og uproblematisk viden om et helt igennem politisk objekt som burkaer?

Bloggens læsere opfordres til selv at komme med eksempler, hvor selve det videnskabelige arbejde bliver gjort til en del af den offentlige (politiske) debat.

Andre analyser, for eksempel i form af svar på de ovennævnte spørgsmål om forholdet mellem videnskab og politik, skal også være yderst velkomne.