Annonceinfo

Blog: ”Hey Franke, min ven” - fremmedhed vises i danske spillefilm

Emner: ,

Det er almenkendt, at den danske spillefilm Pusher (1996) indeholder kendte og ofte gentagede replikker, som fx ”Hey Franke, min ven” og ”Du skulder mig penge, Franke”. Det er den eks-kroatiske indvandrer og skuespiller, Zlatko Buric (født 1953), der første gang fremsagde replikkerne i 1996, da han spillede figuren Milo. Og de udgør i sig selv en del af en diskurs, som Pusher-filmene startede. Siden har den klæbet til Buric’ brand og levet sit helt eget liv i dét, man kan kalde for ’det tertiære niveau i mediekredsløbet’ (’talk of the town’).

I dette blogindlæg kredser jeg om, hvordan disse og andre slagkraftige filmreplikker, som kommenterer på etniske mindretal og fremmede, indgår i danske spillefilm, og hvad de signalerer om fremmedhed og fremmedhad. Jeg har en artikel undervejs i tidsskriftet Spring, hvor jeg medtænker flere danske film end her. I indlægget er Nicolas Winding Refns Pusher mit fokus. Når Spring udkommer med etnicitet i kunst som tema, skal jeg nok gøre opmærksom på dette her på bloggen.

Replikker der farver

Replikker som ”Hey Franke, min ven” influerer på den diskurs, vi forbinder med både dansk film og etniske minoriteter i Danmark, da de udsender signaler om begge disse felter. ”Hey, Franke min ven” blev en meget udbredt filmreplik, der stadig lever sit eget liv og klæber til Buric’ brand. Han har udnyttet denne effekt i de reklamer, han efterfølgende medvirkede i og også bragte ud på det tertiære niveau i mediekredsløbet (Fiske 1987) godt hjulpet på vej af de signaler, seerne forbandt ham og Franke-replikken med fra Pusher-filmene.

Mange danskere forbinder Buric med humor, selvironi og lune. Han har da også selv udtalt, at: ”Indvandrere i Danmark bliver simpelthen nødt til at være mere selvironiske – ellers kommer de aldrig videre” (Quist 2001 citeret hos Necef 2003).

Kroatisk dansker

Buric er født og uddannet skuespiller i Kroatien, men er nu dansk statsborger. Danskerne stiftede første gang bekendtskab med ham i tv-serien Taxa, hvor han spillede, ja, taxichauffør. Dette erhverv har han siden bestridt i et utal af danske film, og det klæber således til hans brand, at han ofte placeres i en stereotyp rolle som en lidt skæv udlænding med en sjov accent. Men lad os nu dykke et spadestik dybere ned i replikken ”Hey, Franke min ven” fra Pusher (1996). Hvad signalerer den om figuren, Milo, som Buric spiller i filmen?

Pusher blev i 1996 en del af den såkaldte nye danske bølge af film, der abonnerede på realisme med en rå æstetik og tone, som distancerede sig fra socialrealismen, der dominerede dansk film i 1970’erne og 80’erne. Filmen rummede nytænkning og kreativitet og satte et markant aftryk på dansk filmhistorie. Denne succes - sammen med Buric’ performance - medvirker til, at replikken er gået over i mediehistorien og mediekredsløbet.

Alle tre Pusher-film er instrueret af danske Nicolas Winding Refn, der lige nu er aktuel med filmen Drive (2011). Om denne spændende og prisbelønnede film, altså Drive, bliver mit næste blog-indlæg!

Etnisk kitsch

Den første Pusher-film fra 1996 har den kontroversielle narkohandler, Frank (Kim Bodnia), som dramaturgisk omdrejningspunkt. Filmen indeholder såkaldt ’etnisk kitsch’ i form af Burics figur, Milo. Lektor Mehmet Ümit Necef argumenterer for, at figuren Milo med sin kendte replik ”Hey Franke, min ven” konnoterer en typisk udenlandsk sælgertype, eller som han skriver: ”[..] en pastiche over sælgeren, som i turistghettoen plager turisterne på gebrokkent engelsk” (Necef 2003: 176). Hvad er nu det for et signal at sende? Naturligvis er karakteren Milo, karikeret med henblik på en lettere komisk virkning. Men den indgår i et drama, ikke en komedie, og den medvirker til at influere den folkelige diskurs vedr. etnicitet.

Af andre signaler, som Milos replik udsender, kan også nævnes, at det er et forlorent og utroværdigt udsagn, idet publikum fra resten af filmen erfarer, at Milo er en serbisk særdeles voldelig narkobagmand. Han har ingen venner, og skildres som én, der gør alt for egen vindings skyld. Når han derfor siger ”Franke, min ven” signalerer hans ord, at han er utroværdig og falsk. I det samlede balanceregnskab i Pusher blev resten af karaktererne imidlertid fremstillet omtrent lige så egoistiske og utroværdige som Milo, hvorfor det er klart, at det er et betændt narkomiljø, der skildres, og det består både af forlorne danskere, serbere og mange andre nationaliteter.

En ’forbandadet jullænder”

Hvor store aftryk Pusher-replikkerne - og andre - har afsat, det har jeg lavet en spørgeskemaundersøgelse, der giver en ide om. Jeg undersøgte, hvor mange i aldersgrupperne 10-20, 20-40 og 40-65 år, der kendte replikkerne: a) ”Hva’ så Max, har du max problemer?” (Max Pinlig), b) ”Hey Franke, min ven” (Pusher) og c) ”Er du så en kristen mand fra et kristent land?” (Fighter). Respondenterne skulle besvare, om de kendte disse replikker; hvorfra de kendte dem; og hvad de forbandt dem med?

Replik a) var kendt af i alt 52 % (10-20 år: 94 %, 20-40 år: 39 % og 40-65 år: 56 %)

Replik b) var kendt af i alt 45 % (10-20 år: 6 %, 20-40 år: 63 % og 40-65 år: 50 %)

Replik c) var kendt af i alt 6 % (10-20 år: 0 %, 20-40 år: 9 % og 40-65 år: 5 %)

Replik b) fra Pusher er ret udbredt ifølge denne undersøgelse. Størst er udbredelsen blandt de 20-40 årige. Her tegner sig et billede af, at kender man replikken, kan man også finde på at bruge den selv (også her 16 år efter filmens debut!).

”Jeg tror stort set ikke, jeg kender et menneske, udover min mor måske, som ikke har fyret ”Franke-replikken” af i en eller anden form. Så ja, jeg har da ved flere lejligheder brugt den” skriver en respondent på 26 år. Han må have været 10 år, da Pusher havde debut, og det indikerer, at replikken har været stærkt udbredt i mange år og er vandret på tværs af generationer, der end ikke var unge selv, da filmen kom frem. Sjovt nok sætter ”Hey Franke replikken” gang i, at respondenterne tilføjer mange flere replikker, som de forbinder med Zlatko Buric-figuren: ”Du skulder mig penge, Franke” nævner mange (den er fra Pusher II). Og én afslutter undersøgelsen med at skrive, at han selv er en ”forbandadet jullænder”.

Kærligt ment

Respondenterne forbinder altså også Franke-replikkerne med humor og anvender dem selv kærligt rettet for at opretholde sociale relationer snarere end for at udtrykke en overbevisning om indvandrere. Ingen skriver, at de bruger dem nedsættende om de fremmede i Danmark. Én respondent (på 39 år) indvender dog alligevel, at han har brugt replik b) en del selv. Men, fortsætter han ”[..] jeg blev selv lidt træt af konnotationen af uhæmmet vold, som Refns film ofte har med sig”. Altså tager han stilling til, hvad replikken diskursivt måtte konnotere om hans værdier.

Når man beder folk i undersøgelsen indkredse, hvad de forbinder replikken med skriver de nemlig ord som: ”Narkomiljø”, ”Vold”, ”Vesterbro”, Nørrebro”, ”Gadens sprog”, ”Mafia” og ”Diskrimination” mv. Desuden er flere respondenter inde på, at de forbinder denne replik med starten på dansk films nye bølge midt i 1990’erne. Min undersøgelse viser, hvad angår replik b, billedet af, at respondenterne både forbinder den med vold og udlændinge, men også humor.

Replikken rummer en dobbelthed. Som denne respondent på 50 år er inde på, så bruges Franke-replikken typisk til at understrege: ”[..] en magtrelation humoristisk, slap af. Men der er som bekendt ingen grund til at slappe af”. Dét, han her udpeger, er således, at den oprindelige betydning fra filmen har fået et twist ude i mediekredsløbet, således at man ikke, når man siger den videre til andre, får filmkontekstens betydning - Milo karakterens truende adfærd mv. - helt med. Igen er det altså primært de sociale relationer, som diskursen vil influere.     

Mest etnicitet udtrykt via bifigurer

Der ligger nok en pointe i, at indvandrer-temaet og forekomsten af indvandrere faktisk indtil videre - i det samlede billeder af dansk film - er størst i: kortfilm, børne-, ungdomsfilm, volds æstetiserede film og i film med andre nationaliteter som bifigurer. Dette betyder mindre farlige signaler og dermed mindre satsninger for filmselskaberne. Mønstret er dog ved at brydes. Flere film med ikke-danskere i hovedroller, i afsender-roller og med nuancerede etniske konflikter som drivkraft er dukket op de senere år.

Karakterer, der er iscenesat som etnisk kitsch (fx Milo) kan endvidere betragtes som figurer, der ikke alene formidler noget om ikke-danske kulturer; men som også udgør klare kontraster til de fortrængende danskere. Min undersøgelse viser, som kort illustreret i mit indlæg, at respondenterne, jeg udspurgte, både forbinder replikkerne med etniske minoriteter, men også med humor. De anvender dem selv primært selskabeligt for at opretholde sociale relationer snarere end for at udtrykke en overbevisning om indvandrere.

Ikke nedsættende brug

Ingen skriver, at de bruger dem nedsættende om de fremmede i Danmark. Men enkelte er dog opmærksom på, at de måske samtidig også udøver en diskursiv praksis, der udsender farvede signaler om etniske minoriteter. Altså tager enkelte - men dog ikke de fleste - stilling til, hvad replikkernes udbredelse i mediekredsløbet diskursivt signalerer om deres egne værdier.

Bevidst om signalerne eller ej, så udpeger min undersøgelse (og min kommende artikel i Spring), at der er god grund til at interessere sig for fremstillingen af fremmede i danske fiktionsfilm som en farverig del af en folkelig diskurs.

Lad mig høre fra jer, læsere, hvad forbinder I Franke-replikkerne med? Og bruger I dem selv her 16 år efter Pushers fremkomst?

Referencer

Fiske, John (1987): Television Culture, Routledge, London

Necef, Mehmet Ümit (2003): ”De fremmede og Det Onde”, in Nationale spejlinger – tendenser i ny dansk film, Museum Tusculanum, København

 

Filmplakat: Balboa Enterprise

Super

, tak (lidt irriterende man ikke kan undlade at skrive kommentar)

Artikel på (lang) vej

Hej Nikolaj

Almanya, den kender jeg ikke, Den må jeg se ved lejlighed. For min skyld må de studerende gerne læse den fulde artikel. Måske nemmest, hvis du retter direkte henvendelse til Søren Frank og får den nyeste version ved ham. Artiklen er færdig, den ligger sådan set bare i systemet og venter på en lidt langsommelig publiceringsprocedure (hvor er blogs bare nemme på det punkt!)

Kender godt EKKO DVD'en - fiin! Jeg har også en del danske film om fremmedhed, så sig til, hvis jeg kan være behjælpelig med en film eller et lille oplæg på et tidspunkt.

Vh Heidi

Brun

Ja, den er også oplagt som case. Jeg ville jo egentlig være interesseret i den artikel til mine studerende. Er der mulighed for en snigpremiere; tror du Søren og Marianne på forlaget vil være med på den?

Ekko udgav for resten en fin lille dvd for et stykke tid siden som rummer en masse kortfilm om 'De fremmede'. Jeg regner med at vise én af dem. Eller også ser vi Almanya, en tysk film som vist skulle tematisere emnet på en sjov og utraditionel måde.

Bh Nikolaj

Gerne flere kommentarer

Hej Nikolaj

Mange tak, det er jeg da glad for at høre, at mit indlæg kan bruges i undervisningssammenhæng. Den længere udgave af artiklen følger i en udgave af Spring, der udkommer i jan. 2013 (red. Søren Frank).

Jeg læser gerne kommentarer fx fra din stud. og svarer herpå :) Kunne kun være interessant at høre deres meninger.

Jeg synes jo, at emnet er ret højaktuelt, ikke mindst ifm. at DFI afviste at give filmstøtte til en film med 'en brun' i hovedrollen.

Bedste hilsner fra Heidi

Blog til brug i undervisning

Hej Heidi
Jeg kom forbi din blog og dette fine indlæg i forbindelse med research til undervisning i faget Udtryksformer I på uddannelsen Interkulturel pædagogik, som jeg skal undervise i det kommende semester. Jeg tror jeg vil bruge indlægget i min undervisning. Så måske vælter det pludselig ind med kommentarer. Du hører mere senere...

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Heidi Philipsen

Blogger om:

Jeg blogger om dansk film og kreativitet.

Andre bloggere i Filmbloggen:
Rikke Schubart
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo