Der er noget særligt over at høre musik i bilen. Måske er det fordi, bilens kabine kan opleves som:
- en ‘koncertsal’, hvor jeg kan lytte koncentreret, kedsommelighedsfordrivende og parasocialt interagerende til min musik
- et ‘mentalt fitnesscenter’, hvor min musik kan massere – eller udvirke empowerment i forhold til – den følelse af frihed og kontrol, som potentielt er en del af min køreoplevelse
- et ‘badeværelse’, hvor jeg kan bruse mig med min musik, mens jeg skråler med uden forlegenhed og fare for at skræmme nogen.
- en ‘biograf’, hvor jeg kan bruge min musik til at stemningssætte oplevelsen af de forbipasserede omgivelser
Sådanne kabineanalogier har i mange år illustreret en del af bilens ‘hørværdigheder’. Allerede fra begyndelsen af 1930’erne blev det udbredt med radio i biler. Og i 1960’erne kunne man begynde selv at vælge sin musik via bilens båndafspiller.
Faktisk kunne man allerede i midten af 1950’erne købe en Chrysler med indbygget grammofonafspiller, men det blev ikke et hit: Pickup’en viste sig at danse lige lovlig meget under kørsel. I dag tillader bl.a. Cd-afspillere og USB-tilslutning, at musik kan afspilles så godt som gnidningsfrit i den forføreriske kabine.
Men måske er det ikke bare kabinen, der gør det. Måske spiller også ‘bilens lyde’ ind i takt med, at de er blevet forfinet gennem tiden. For at kunne høre det, må vi i første omgang lægge ører til bilens lyde. Dem findes der i grove træk to former af, nemlig driftslyd og indikatorlyd.
Driftslyd
Driftslyd er de vedvarende former for lyd, som bilen afgiver, når den kører. Det er lyde, som kommer mestendels fra motoren og/eller batteriet samt bilens modstand mod vinden og vejen.
Driftslyde omtales ofte som støj i betydningen ubehagelig, uønsket lyd. Hørt udefra kan bilens driftslyde – og det gælder især de benzin- og dieseldrevne af slagsen – da næsten heller ikke undgå at være kilde til gene for beboere tæt på befærdede veje. Der er således også grænseværdier for, hvor kraftigt en bil må ose af lyd.
Hørt indefra er sagen en noget anden. Bilreklamer og -sælgere hævder godt nok ofte stolt, at en given model er ‘støjsvag’. Men for de brugere, som faktisk godt kan lide driftig lyd – og måske også for dem, som ikke orker selv at blive ved med at lave motorlyd med læberne i den støjsvage kabine – har nogle bilmodeller installeret muligheden for at fremhæve eller tilføje motorlyd i kabinen.
Indikatorlyd
Indikatorlyd er de forbigående former for lyd, som indikerer specifikke handlinger eller hændelser. Der findes, igen i grove træk, to slags indikatorlyd: Advarselslyd og kvitteringslyd.
Advarselslyde har til formål at indikere, at noget er (ved at blive), som det ikke skal være. Fx brændstofniveauet, der er blevet kritisk lavt eller sikkerhedsselen, som man endnu ikke har fået klikket fast.
Disse lyde er i de fleste moderne biler ret så ubehagelige varianter af ‘Biing’ og ‘Beeb’. Og reagerer man ikke på dem, så intensiveres de typisk ved at blive kraftigere og hyppigere.
Kvitteringslyde har for sin del til formål at indikere, at noget er blevet, som det skal være. Fx at bildøren er blevet klappet helt i eller at blinklyset er igangsat. Disse lyde er som regel forsøgt designet til at være behagelige og betegnende.
Hvem har fx ikke hørt (historien om), at bildørens klaplyd er specielt smækker på visse modeller? Og hvad angår blinklyden, så var den nok i tidligere tiders biler et resultat af den faktiske, fysiske til- og frakobling af en kontakt. I moderne biler er lyden dog typisk en højtalermedieret og designmæssigt højstiliseret udgave af denne kontakt-totakter: ‘dik-dak/dik-dak/’.
Bilen i musikken
Når vi kører og hører musik, så hører vi altså samtidigt bil. Og undertiden korresponderer bilens lyde med musikken på måder, der kan fremmane en musikoplevelse udover hvad vi kan opleve andre steder (fx i koncertsalen, i fitnesscentret, på badeværelset eller i biografen).
Driftslyde kan fx tilføje et ‘underbrus’, der løfter visse musikstykker til nye, begejstrede højder eller en ‘underbrise’, der neddrosler andre musikstykker i en afdæmpet rumletilstand.
Indikatorlyde kan på denne baggrund udmærke sig i forbindelse med det vi kan kalde ‘interfoniske knudepunkter’, hvor indikatorlyde kan optræde synkront med musikkens puls og rytme.
Jeg oplevede det den anden dag, da jeg skulle dreje af på vej hjem sammen med min søn. Vi var i færd med at lytte efter trommerytmen i en sang, som vi skulle hjem og øve på. Da jeg aktiverede blinklyset, ramte indikatorlyden – tilfældigt, må jeg indrømme – nøjagtigt ind i sangens puls. Og indikatorlyden blev dér, indtil jeg blev nødt til at slå blinklyset fra.
Blinklyden – en crisp lyd, som når man med neglen dikker på et stort, halvmodent æble – tilføjede sangen en helt ny og, for os at høre, ret så cool groove-dimension.
Nu skal anbefalingen selvfølgelig ikke være, at man skal begynde at ‘spille på bil’, mens man kører; altså at man fx begynder konstant at afsøge, om nu blinklyden matcher det aktuelle stykke musik eller øver sig i at fremprovokere interfoniske knudepunkter ved smække døren og køre elruden op og i.
Anbefalingen skal blot lyde, at man kan prøve at høre efter (i) bilen.