Annonceinfo

Beskidte omgivelser øger fordomme

Redaktionel kommentar: Den forskning, som dette indllæg omhandler, er senere blevet trukket tilbage af Science. Diedrik Stapel er nu under anklage for selv at have fabrikeret data.

 

Gaderne er fulde af affald. Det stinker og ser fordærdelig ud. Du møder en person...hvordan reagerer du?

Ligesom der for ikke så længe siden var strejke bland skraldemændene i Napoli, var der ligeledes strejke i den hollandske by Utrecht. I stedet for at nøjes med at beklage sig over situationen, benyttede hollandske forskere sig af situationen. De ville teste noget som, indtil videre, for det meste havde været ren spekulation. Kan vore sociale domme og fordomme påvirkes af fysisk rod?

Det nydelige lille studie blev udgivet i Science for et par uger siden. Diederik Stapel og Siegwart Lindenberg fra Tilburg Universitet bad forsøgspersoner om at udfylde spørgeskemaer, der kortlagde deres holdninger til visse sociale minoritetsgrupper, og hvor de placerede personerne enten i opryddede eller kaotiske og beskidte omgivelser.

Forskerne fandt en lille men systematisk forskel i svarene: folks stereotyper og fordomme var stærkere når omgivelserne var beskidte.

Beskidte metroer

At adfærd kan påvirkes af omgivelserne har længe været foreslået af samfundsforskere og kriminologer. Den "knuste rude" hypotese, fremsat af sociologerne James Q. Wilson og George Kelling, foreslår, at folk er mere tilbøjelige til at begå kriminelle og anti-social handlinger, når de ser tegn på andre har gjort det - for eksempel på offentlige steder med tegn på forfald og forsømmelse.

Dette var noget som i sin tid motiverede en nul-tolerance politik ift. graffiti i New Yorks undergrundsbane i slutningen af ​​1980'erne (hvor Kelling fungeret som konsulent), og som er viste en forbedring i sikkerheden.

Lindenberg og hans medarbejdere foretog et tidligere forsøg i et hollandsk bymiljø (i 2008), som støttede en indflydelse på omgivelserne på folks vilje til at handle ulovligt eller usocialt.

Forbipasserende (hvide personer) ved den travle Utrecht banegården blev bedt om at deltage, og bedt om at bedømme muslimer, homoseksuelle og hollændere. Forskerne drog netop fordel af strejken hos renovationsarbejderne i byen. Byens gader lå derfor beskidte og fulde af affald. Forskerne vendte også tilbage og udførte den samme test efter at strejken var overstået, og stationen var ren.

Flere tests viser det samme

Ud over spørgeundersøgelsen gjorde forskerne en ekstra test. De bad personen om at sætte sig på en af flere mulige stole. På en af stolene sad der i forvejen en hvid eller sort person. I testen ved den rodede station, valgte folk at sidde længere væk fra den sorte person end den hvide. I situationen hvor stationen var ren, var der ingen statistisk forskel i disse afstande.

I et opfølgningseksperiment med lidt stærkere kontrol over miljøet, fandt forskerne samme effekt:  deltagerne blev her testet på en gade i en velhavende kvarter i en hollandsk by. I nogle tilfælde var gaden blevet gjort mere kaotisk ved at forskerne havde fjernet et par fliser på jorden, og de havde med vilje tilføjet ​​en dårligt parkeret bil og en 'forladt', henkastet cykel. Igen viste det sig at kaos fremmede sociale stereotyper.

Psykisk renhed eller smitteeffekt?

Så hvordan forklarer forskerne denne effekt? Her er jeg mindre overbevist: Stapel og Lindenberg mistænker, at stereotype effekten kan være et forsøg på at kompensere for rod: det kunne være, at den måde folk reagerer på fysisk kaos er, en mental rengøring.

Snarere vil jeg (som tidligere) tro, at der kan være tale om en emotionel "smitte-effekt". Rod giver anledning til negativ emotionel reaktion: det at se en fyldt skraldespand eller mad i forrådnelse er kendt for at engagere emotionelle områder som insula, og fremme aversiv adfærd (f.eks. undgåelse, flugt). Det samme område er kendt for at være involveret i social bedømmelse, se f.eks. min tidligere blog post  her. Man kan derfor mistænke, at der kan være tale om en emotionel smitteeffekt, hvor den aversive reaktion på de ulækre omgivelser, smitter af på andre emotionelle bedømmelser. Det er ren spekulation, men mon ikke det kan have noget på sig?

Reference:
Stapel DA, Lindenberg S (2011) Coping with chaos: how disordered contexts promote stereotyping and discrimination. Science 332(6026): 251-3

 

Redaktionel kommentar: Den forskning, som dette indllæg omhandler, er senere blevet trukket tilbage af Science. Diedrik Stapel er nu under anklage for selv at have fabrikeret data.
 

Re: Skrald "formerer" sig

Der findes et omfattende Canadisk eller amerikansk forsøg, som viser præcis det samme som din erfaring, Lisbeth.

Først rensede holdet en gadestrækning totalt.

I forsøg 1. fjernede de derefter enhver stump affald, så snart den blev henkastet. Om aftenen opgjorde de mængden af affald.

I forsøg 2. på samme ugedag! lod de al affald ligge. Om aftenen opgjorde de igen mængden af affald.

Jeg husker ikke længere de præcise tal, men i forsøg 2 var affaldsmængden omkring 5 gange så stor som i forsøg 1.

Samme løgn og mere videnskab

Løgn og videnskab

Hollandsk adfærdspsykolog var fuld af fup

Læs resten her:

Affald gør os til lovbrydere

http://videnskab.dk/kultur-samfund/affald-gor-os-til-lovbrydere

Folk er nogle svin
Skrald "formerer" sig

Læg mærke til et offentligt toilet - ligger der først en lille papirstump på gulvet varer det ikke længe før det hele flyder, toiletpapir, papirhåndklæder og andre uhumskheder nærmest vokser op af gulvet med foruroligende hast. Jeg har gjort forsøget i tog (jeg arbejder som togfører) hvor jeg enten fjernede små papirstumper med det samme eller lod dem være. Der var tydelig forskel selv efter kort tid. (og selvfølgelig vil selve det at papirstumperne bliver fjernet give et renere toilet, men alligevel er det ret slående)

Så ja, når først der er beskidt er det helt legitimt at ramme ved siden af både kumme og affaldsspand...
...desværre...

fiske og taylor 2. og 3. udgave : )

Fiske og Taylor har skrevet flere ret seriøse fagbøger om socialpsykologiske emner såsom ovenstående, der hedder "Social Cognition" hhv 2. og 3. udgave. Der står ret omfattende om stereotyper og vores tendens til at tænke forvrænget "ubevidst" pga nogle af disse specifikke faktorer. 2. udgaven er domineret af empiriske fund fra socialpsykologiske eksperimentelle undersøgelser mv. Der er lavet adskillige forsøg hvor man undersøger forskelle som i ovenstående undersøgelse - og der er overblik over mange forskellige teorier på området op gennem tiden - som er ret langhårede. I 3. udgaven inddrager de så neurobiologien, som har gjort at feltet har fået flere facetter at samspille på. Forklaringsmodellerne bliver i højere grad også set i forhold til in vivo hjerneundersøgelser.

Jeg syntes, at disse to bøger tilsammen hører med til almendannelse, hvis man interesserer sig for emnet. Derfor lånte jeg dem også ivrigt ud - og fik dem tilbage i forbindelse med en bytur. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg glemte dem i indgangen til en sambakoncert. Jeg må nok investere i begge udgaver igen - og er spændt på, hvem der har "arvet" mine to tykke fagbøger om emnet : )

Men det er altså helt utroligt, så meget det ubevidste har indflydelse på vores fordomme om andre. Vi aner ikke (bevidst) hvilke detaljer i baggrunden, som får os til at vurdere hvad for en type menneske, vi er sammen med : ). Og så vil jeg sige at de to kvinder Fiske og Taylor har en humor som gør det relativt let at møve sig igennem to ret seriøse fagbøger på feltet. Det er et udmærket fagligt fundament, når man læser primærartikler indenfor neuroscience på feltet.

Affald er noget, man vænner sig til.

I en amerikansk fjernsynsudsendelse for nogle år siden besøgte Jerry Springer en familie, hvis hus var fyldt med affaldsposer og stank af råddenskab. En snæver sti førte fra indgangsdøren til en sofa i stuen foran fjernsynet, hvorfra gange mellem de opstablede affaldsposer førte til køkken og soveværelser. Familien bestod af forældre og to teenagebørn. Sådan havde de levet i flere år, hvor bjerget af affald konstant var vokset.

Det var begyndt med en konflikt om, hvis tur det var til at bære skraldet ud, og da de alle fire var meget stædige, var det endt med at ingen gjorde det. De havde selv vænnet sig til synet og lugten, men børnene var forlængst holdt op med at invitere venner med hjem i en erkendelse af, at deres kammerater nok ikke ville være tilsvarende upåvirkede af stanken.

Jerry Springers forslag om, at de i fællesskab kunne tømme huset for affaldsposer blev mødt med et skuldertræk. Alle mente, at det var de andres ansvar, at affaldet havde hobet sig op, og de var totalt ligeglade med, om det fortsatte.

Det er selvfølgelig et ekstremt eksempel, men det viser klart hvor meget vi påvirkes af vore omgivelser. København var ganske rigtigt tidligere kendt som en af verdens reneste byer, men tilflytningen fra lande, hvor alt udenfor ens egen dør betragtes som en fælles skraldespand, og en ungdomskultur med territoriale tags og uhæmmet grafitti i det offentlige rum har ændret de flestes syn på vor fællesrum. Hvor vi før lagde vores småaffald i gadernes affaldskurve, er det nu blevet en sport for nogle unge mennesker at vælte indholdet ud på gaden som et udtryk for foragt for samfundet.

Der råbes meget højt om frihed og menneskerettigheder, men ikke om de pligter vi har som medlemmer af et samfund, og heller ikke om det hensyn, vi bør vise til hinanden. Men hvordan vi kan skabe en mentalitetsændring, har jeg ingen praktisk gennemførlige bud på.

Men med lidt galgenhumor trøster jeg mig med, at det er gadesvinene selv, der efter min død skal leve midt i det stigende svineri, som de bidrager til at udvikle.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Fattigdom og selvrespekt

Jeg er en Vesterbro dreng – 50+- og kan derfor huske det gamle København hvor et arbejderkvarter var et arbejderkvarter og fattigdom ikke var ualmindeligt – men selv om folk ikke svømmede i penge så havde de en høj selvrespekt hvilket gav sig udslag i at man altid skulle være ren og pæn i tøjet og at ens omgivelser skulle holdes rengjorte – måske var tøjet lappet men det var rent og nystrøget og opgangens kvinder fejede og vaskede flere gange om ugen foran deres hoveddør og en trappe op og en trappe ned – dertil kom at ens vinduer altid skulle være velpudset og gardinerne rene.

Folk blev bedømt på hvordan de holdt sig og ikke om de havde penge – og en families ”pænhed” hang sammen med om at man betalte enhver sit og var pæn i tøjet – dem der faldt udenfor mistede deres respekt i lokalsamfundet – man så ned på folk med snavsede vinduer og beskidte gardiner – man snakkede dårligt om dem der ikke vaskede deres del af trapperne (den gang fik vi vasket trapper en gang om ugen – men man forventede at man selv gjorde det et par gange selv) – dørskiltet skulle være pudset og måtten bankes et par gange om ugen sammen med tæpperne ned i gården – tro mig alle viste hvor tit fru Nielsen luftede ud og ordnede sit vasketøj i vaskekælderen og havde hendes unger snavset tøj på så var fanden løs i Laksegade.

Jeg kan i dag ikke sige mig fri for at selv bedømme folk ud fra deres omgivelser og deres ”renhed” – ligger der affald alle vegne og er der ingen der forsøger at rydde op – er vinduerne beskidte og sjusker de med sig selv – så kan de have nok så mange penge – respekten for dem er væk som dug for solen. Det ligger så dybt i mig at rene pæne omgivelser definere de mennesker der bor der – og når jeg ser folk der vader rundt i snavs så anser jeg dem for dovne (og dumme?) som mennesker der ingen selvrespekt har – Jeg undre mig over hvorfor de dog ikke rydder op og tager ansvar for det sted de bor frem for at overlade det til en vicevært/udlejers for godt befindende.

Da vi havde Bondam som borgmester var der perioder hvor jeg skammede mig over mit højt elskede København – affaldet flød i gaderne og ingen løftede en finger for at rydde op – hver dag lignede første hverdag efter et karneval med bræk og pis i gaderne – tomme fedtede pizzaæsker og hundelorte overalt. Selv turisterne begyndte at tale om København så en beskidt by med lurvede spisesteder – da vi slap af med ham og niveauet igen begyndte at stige – fik byen igen en positivt skær og blev det mest trendy sted man kunne tage hen på ferie.

Snavs og affald påvirker også folk negativt – der kommer flere tags på væggene – vinduerne bliver ikke pudset og folk haster hurtigt igennem og lukker sig inde i deres små lejligheder – og med et er et par snavsede gardiner og lidt skræl blevet til overmalede vægge beskidte opgange affald i gaderne og de mennesker der bor der bliver hurtigt opfattet som mindreværdige mennesker der ingen selvrespekt har – I den bebyggelse hvor jeg bor, har vi et par problem opgange som skal males og vaskes oftere end andre opgange og ofte skyldes det blot en enkelt familie eller to der griser uden at rydde op efter sig – deres ligegyldighed og fralæggelse af ansvar gør at alt hurtigt forfalder omkring dem.

Tags og graffiti er også hurtigt med til at få et kvarter til at virke sumpet og beskidt og bliver de ikke hurtigt fjernet så trækker de mere skidt med sig – folk er mere tilbøjelige til at smide affald fra sig når en gade er overmalet og ligger der først lidt papir på gaden så kommer der hurtigt mere til.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Thomas Zoëga Ramsøy

Blogger om:

Hvordan hjernens biologi ligger til grund for vore beslutninger. Specielt fokuserer min forskning på "værdibaserede valg", dvs valg som bygger på værdisætning af forskellig slags. Emner som forbrugeradfærd, gambling og ludomani, financiel adfærd og politiske holdninger er "lovlige" emner. Ikke mindst fungerer bloggen som et korrektiv for den måde vi tænker om hjerneforskning i dag. Hjerneforskningen vinder netop frem i alle samfundets kroge, og med titlen 'hjerneforsker' kan man både blive rig og berømt. Bare man forstår at udnytte mediernes forkærlighed for kulørte hjernescanningsdiagrammer som nemme forklaringer på alt mellem himmel og jord. Men det store lysegrå organ er den mest komplekse mekanisme, der findes, og er langt fra simpel eller entydig. Og videnskaben om hjernen er knap i sit spædbarns stadie. Det gælder derfor om at skille skidt fra snot, både i videnskaben og blandt hjerneforskerne.

Den nye Hjernebloggers profil:
Jonas Kristoffer Lindeløv
Annonceinfo