Vi følger soldater fra Hold 7 fra afskeden med familien hjemme i Danmark til en varm, kedelig hverdag i Helmand-provinsen.

»All dressed up and noone to blow,« joker en soldat på et tidspunkt - og vi forstår, hvad han mener, for er man soldat trænet til kamp, er det pissefrustrerende at patruljere måned efter måned i den afghanske hede uden at møde ham - taleban, den usynlige modstander.

En fjende, der beskyder Armadillo-lejren, for derefter at skjule sig blandt de civile, som soldaterne ikke bare kan bombe. Terrorens natur.

De finder ham omsider, den mytologiske fjende, i filmens stærkeste scene. Soldaterne har forsøgt at lokalisere fjenden, der beskyder dem og sårer to af danskerne.

Til sidst lykkes det, mens kameraet rystende følger soldaterne løbe frem og tilbage langs hegn og grøfter (instruktør Janus Metz og fotograf Lars Skree havde som soldaterne skrevet testamente og afskedsbrev!).

Fem talebanere, der har beskudt dem skjult i en grøft, bliver dræbt med granater og skud. Vi ser dem blive hevet op, livløse og sprængt i småstumper, mens de lettede og euforiske soldater indsamler deres våben.

Det her er virkeligt!

Prisen i Cannes viser, hvad danske anmeldelser også vil sige: at Armadillo er en imponerende præstation. Måske én af de bedste dokumentarfilm, jeg har set, om soldater i krig.

Mindst lige så dramatisk og spændende som de bedste krigsfilm fra Hollywood og så rystende nærværende og autentisk, at det er svært at forstå, at filmen er en dokumentar.

Det hér er virkelige danske soldater i virkelig krig.

Det er ikke iscenesat, ikke manipuleret, ikke instrueret. Det er en fortælling om krig i dag.

Med sit fokus på soldaternes oplevelse af krig er Armadillo typisk for en udvikling i Hollywoods krigsfilm siden 1991.

Instruktører skifter fokus fra den store krig til den enkelte soldats oplevelse, og fra et stort politisk perspektiv til en lokal og i sin natur mere overskuelig mission.

Som i Saving Private Ryan (1998), hvor Steven Spielberg spejler Anden Verdenskrig i missionen at redde én mand. Eller Ridley Scotts Black Hawk Down (2001), hvor borgerkrigen i Somalia spejles i en mission i 1993 for at kidnappe en gruppe oprørere.

'Ærlighed' og 'sensorisk fylde'

Jeg nævner Saving Private Ryan, fordi vi her første gang møder, hvad jeg kalder 'det sensoriske kamera'. Det er en filmæstetik, der vil lade publikum føle, hvordan soldaterne oplever - sanser, føler, mærker - krigen.

Dengang, i 1998, roste anmelderne filmens åbningsscene, 25 minutter med landgangen på Omaha Beach, hvor soldaterne bliver beskudt.

Scenen havde en »forfærdende dokumentarisk ærlighed« og en »sensorisk fylde«, der fik soldaternes oplevelse af krig til at krybe ind under huden på os.

Fotograf Janusz Kaminski forklarede, at han og Spielberg havde søgt at være »brutalt ærlige« og »efterligne udseendet og lyden og endda lugten af, hvordan kamp virkelig er«. Målet var indlevelse, affekt, følelser, medfølelse.

Når jeg også fremhæver Black Hawk Down, er det fordi, at hvor Spielberg valgte en "god" krig med et simpelt fjendebillede (de "onde" nazister), så valgte Scott i 2001 en mission i den ny verdensorden, hvor ting er komplicerede.

»There will always be killing. This is how things are in our world,« siger en somalisk oprører, der har kidnappet en amerikansk pilot fra en nedskudt Black Hawk helikopter. »You have the power to kill but not negociate. In Somalia, killing is negociation.«

Nej, amerikanerne fattede ikke spillereglerne i Afrika. Og i Europa blev Mogadishu-missionen kendt, da CNN viste billeder af døde amerikanske soldater, der blev slæbt gennem gaderne af jublende somaliere.

I krig tæller kammeratskab og eventyr

Det var ikke den historie, Ridley Scott fortalte. I stedet viste Black Hawk Down, at soldaterne gennemførte deres mission på trods af de ændrede odds. En mission, der skulle have varet en halv time, endte med at tage mere end et halvt døgn og koste 19 døde amerikanske soldater.

Filmen viser ingen sejr, men soldater der samler en arm op hér og et sæt afrevne ben dér. Soldater, der risikerer deres liv i forsøget på at redde kolleger. De kæmper ikke for fred, men for »the man next to you«.

Deres fokus er ikke at gøre en politisk forskel i verden, men kammeratskabet og eventyret. Nøjagtig som de danske soldater forklarer i Armadillo.

Hvorfor gør de det? For det sammenhold, der ikke findes tilsvarende andre steder. For eventyret. For spændingen.

Mens anmeldere jublede over Saving Private Ryan, delte de sig i to over Black Hawk Down.

På den ene siden de positive: »Violent and harrowing, Black Hawk Down is simply about being in battle, having a mission - and in this case, rescuing trapped men - and trying to get out alive. As such it may be the purest war film ever made.«

Og på den anden side de negative: »What's particularly depressing about Black Hawk Down is that it doesn't even sense the need for a point.«

Enten var Black Hawk Down den »reneste krigsfilm nogensinde«, eller også var den deprimerende fri for politik. Eller, vil jeg mene, så er pointen, at den var begge dele. Og at dét er karakteristisk for mange krigsfilm, både fiktion og dokumentar, i dag.

Hylder soldaternes arbejde

Hvis Saving Private Ryan var en nostalgisk hyldest til soldaten, er Black Hawk Down en moderne anerkendelse af soldatens arbejde i en kompleks verden. Filmen tog ikke stilling til krig, men til soldaterne.

De var helte, ikke fordi de bragte fred, men fordi de var professionelle og parate til at give deres liv for hinanden. »War, Without Any Answers«, lød overskriften på en anmeldelse af Black Hawk Down. Måske en banal pointe. Men ikke desto mindre en pointe.

Det er her Armadillo hører hjemme. Blandt film, der serverer krig på første række som drengedrøm og eventyr, som kedsommelig hverdag og euforiserende ildkamp, som heltemod og uforudsigeligt kaos, som profession og professionalisme.

Det er krig set med soldatens øjne, ikke med moralistens eller politikerens øjne. Da der opstår kritik hjemme i Danmark om, hvorvidt de danske soldater »likviderede« fjenden, da de dræber en såret talebaner i grøften, siger lederen:

De var ikke her, de oplevede ikke, hvad der skete. Hvis de havde åndsnærvær nok til at være sikker på, at fjenden ikke ville trække et våben, ja, så kunne de have ventet. Men de udsendte soldater valgte at skyde.

Det var deres call. Og vi tror lederen, at det var rigtigt. Vi havde heller ikke ventet for at se om fjenden stadig kunne skyde.

Armadillo kan, ligesom Black Hawk Down, ses som både krigsfilm og antikrigsfilm. Den hører til en type krigsfilm, jeg kalder kritiske krigsfilm. Det er film, der afsøger krigens natur.

Man kan spørge, om krig har én natur. Nej, sikkert ikke. Men film som Black Hawk Down og Kathryn Bigelows The Hurt Locker (2008) viser krig

fra soldatens perspektiv undgår krigens politiske motiv har ofte et diffust fjendebillede bruger en affektiv æstetik, der skaber indlevelse frem for holdning

Armadillo undersøger soldatens arbejde. Der dør tre danskere i en nabolejr. Er krigen tabene værd? Står spændingen mål med faren? Er kammeratskabet vigtigere end familien derhjemme?

Det spørgsmål stiller filmen implicit. Da lederen bliver såret og hjemsendes til behandling, tænker han kun på at vende tilbage til sine mænd på Armadillo. Og han tager tilbage.

For de danske soldater, siger Armadillo, er krigen i Afghanistan et frivilligt valg. Modigt? Dumt? Naivt? Armadillo dømmer ikke, men slutter med at fortælle, hvem der har meldt sig til ny udsendelse, og hvem der er blevet hjemme.

Den politiske ramme om krigen er kompleks og uigennemskuelig. De fysiske konsekvenser er derimod synlige og kontante. Og ét er sikkert - som pulikum anerkender vi det mod, der skal til for at være soldat i krig. Det er ikke et hvilket som helst arbejde.

Cannes (kritikernes pris)