Det er aldrig nemt at forholde sig til fortiden. Særligt ikke hvis man har været ude i nogle gråzoner, hvor det, man har lavet, måske har været ulovligt og har tjent til fremmede magters fordel.
Derfor er det også ekstra opsigtsvækkende, at tidligere rigsantikvar og leder af Nationalmuseet, Olaf Olsen, fortæller åbent om sin ungdoms kontakter til sovjetiske efterretningskredse.
Som historiker kan man kun hylde den slags personer, der som Olaf Olsen forholder sig til sin egen fortid og deler ud af de dele af den, som har betydning for vor fælles fortid. Nu 60 år efter skal der ikke lyde forargede toner. Nok var det ulovligt, og nok var PET’s forgænger interesseret i at køre en straffesag mod den unge Olsen, men sådan endte det som bekendt ikke.

Nu har Olaf Olsen delt ud af sin viden fra den gang. Går Olsens afsløring og tilståelse så ud over hans eftermæle, vil  nogle sikkert spørge. Ja, men formentlig kun i positiv grad. Han vil ikke bare blive husket som en person, der har betydet meget for dansk kulturliv. Han vil også blive husket som en af de første fremtrædende danskere, der stod frem og fortalte ærligt om et mindre gloværdigt kapitel i et langt og begivenhedsrigt liv. Han har gennem sin aktive karriere leveret mange bidrag til den danske kulturarv, og nu har han leveret endnu et vigtigt bidrag til selv samme arv.

Over for en forbilledlig handling, som den Olaf Olsen nu har begået, finder man fortidsfornægterne, der bliver ved med at benægte fortidens synder. Så længe de gør det, bidrager de til en forvansket historieskrivning, mens Olsen har taget det første vigtige skridt hen mod at gøre os alle klogere.