Annonceinfo

Arbejdet godt i gang

Emner:
Fredag d. 27. juli

Det er flyvevejr og vores norske helikopterpilot Morten Iversen løfter helikopteren elegant op fra gruset i Qaanaaqs lufthavn, og giver den gas østover, hvor vi skal samle prøver i dag. På vejen får vi lejlighed til at fotografere med det kamera, vi bruger til at tage billeder til fotogeologi. Målet med billederne er dels at kunne dokumentere, hvor vi har taget prøver. Dels skal vi hjemme anvende billederne til at kortlægge de strukturer og den lagdeling, man kan se i selve sandstenen, og sammenholde dem med de strukturer, der er opstået sidenhen.

Undervejs passerer vi flere forkastninger. Forkastninger er et resultat af ‘fossile jordskælv’, hvor der er opstået brud og lagene er forskudt i forhold til hinanden.

Morten sætter helikopteren blidt ned på fjeldet, så Kristian og jeg kan hoppe ud og begynde at samle prøver. Det blæser ikke så kraftigt som i går og det er skønt at stå på toppen af verden og skue ud over det prægtige landskab, hvor vi på den anden side af fjorden ser iskappen, som ‘iceing’ på vores lagkage af sandsten.

Under sidste istid har gletcherne skabt stejle fjeldsider, hvor vi kan samle prøver. Men nogle steder er for stejlt til at vi kan arbejde, og andre steder er der for fladt uden blotninger. Så det gælder om at finde steder med den rette hældning.

Hvor sandstenen er flækket rigtigt kan vi nogle gange se, at aflejringen er sket i vand, hvor der har været bølgeslag. Det slutter vi ud fra de vaskebræt-lignende ripper, som de fleste kender fra stranden. Vi kan altså udtale os om det miljø sandet blev aflejret i for ca. 1 milliard år siden ved at bruge et af geologiens vigtigste værktøjer – ‘det aktualistiske princip’. Det går ud på, at de processer der har dannet en struktur tilbage i geologisk tid er de samme, der danner en lignende struktur i dag.

Der er mange, der stejler, når jeg siger at en af de ting, der betyder meget for mig i mit fag er æstetikken – skønheden i både de billeder der dannes i stenene og principperne, der kan aflæses i dem – kald mig bare nørd. Men i dag møder vi et smukt eksempel i form af en række småsten, der er trukket igennem stenen som række hvide perler på en snor i den røde sandsten. Regelmæssigheden i ‘perlerne’ betyder, at de kan være aflejret i dalene i bølge ripper (‘vaskebrættet’). Et gæt er, at flækkede man stenen langs dette lag, ville de ligge som parallelle linjer aflejret i dalene i vaskebrættet (en forudsigelse som potentielt kan testes). Over perlerne kan man svagt ane nogle skråtstillede gruslag i sandet – en såkaldt ‘krydslejring’, hvor sand og grus er aflejret skiftevis fra venstre mod højre. Så nu har vi både et miljø – nemlig aflejring i vand med bølgeripper (strand) og en transportretning af materialet (fra nordvest mod sydøst). Småstenene (perlerne) er ca. ½ til 2 cm store.

Vi bliver hentet af Morten i helikopteren netop som vi har afsluttet indsamlingen af prøver efter endnu en dejlig dag. Han slår et sving hen over gletscheren, der har lavet dalen hvor vi samlede prøver. Vi nyder synet af den smukke flod der løber i midten af gletscheren.

Lørdag d. 28. juli

Det trommer på ruden da vi vågner, og der er dømt hjemmedag. Man kan ikke arbejde i fjeldet når det regner, for klipperne bliver glatte, og risikoen for skader bliver høj.

Vi nyder udsigten til fjeldene og gletscherne på den anden side af fjorden, syd for Qaanaaq.  Man kan se, hvordan isen har slidt sig ned i landskabet og skabt sidedale til fjorden. Dalene har stejle sider og en flad bund og når gletscherne engang er smeltet væk, vil dalene fremstå som de U-formede dale, mange kender fra det norske landskab. Fjorden syd for Qaanaaq hedder Inglefield Bredning på dansk og Kangerlussuaq på grønlandsk – det betyder stor fjord. Fjorden er op til 1000 meter dyb og skabt af en meget større gletscher, der ledte fra Indlandsisen under sidste istid.

Formiddagen går med at pakke prøver, taste de indsamlede data ind og planlægge det videre arbejde. Derefter er der tid til visit og kaffemik. Første destination er hospitalet, hvor vi kender sygeplejersken Marie Thorning, der er ansat til at lede sygehuset. Hun viser os rundt og det er opløftende at se, hvilken høj standard der er her. Skadestue, operationsstue, røntgen-rum og fire stuer med i alt syv sengepladser. Smukt bygget, ordentligt og funklende rent. Flot beliggende med udsigt over fjorden til isbjerge og gletsjerne på den anden side (ovenfor) fra Maries kontor.

Jeg spørger Marie, hvilken fortælling hun gerne vil viderebringe herfra. Det, der kommer først frem i hendes bevidsthed er den måde familien tager hånd om de gamle patienter. De er aldrig ladt alene – der er altid familie omkring den syge. Ikke bare en enkelt person, men alle dem der har mulighed for at være der. Og der er ingen berøringsangst. Det er noget med at sikre, at gamlingen ved at der er nogen tæt på selv til det sidste, når den syges bevidsthed flakker. Man ved hvordan man sikrer, at nærheden er intakt ind i døden. Og hun er meget rørt over traditionen med at den døde synges ud. Der bliver trommet sammen så de der vil, kan være med til at synge grønlandske salmer langs ruten til kapellet.

En tur rundt på kirkegården med de mange farvestrålende blomster viser, at der er tre kritiske aldre: Der er mange der er døde først i tyverne, midt i fyrrene og sidst i firserne. Selvmordene er de fleste i den første kategori, og sociale problemer rammer mange i den anden. Klarer man skærene, lever man længe her.

Dernæst går turen ned til Mads Ole Kristiansen, der skal sejle mig til Canada i sin jolle om et par uger, når vi er færdige her. Jeg bliver budt indenfor til en kop kaffe og vi aftaler de nærmere omstændigheder. Jeg skal til Grise Fjord, hvor den canadiske del af sommerens projekt skal starte d. 15 august. Vi får af sikkerhedsmæssige årsager følgeskab af hans svigerfar, der også har en 17 fods jolle. Mads Ole vil sørge for, at motoren får et godt check før turen. Vi aftaler at vi mødes et par gange før vi skal af sted, så vi kan diskutere is-situationen og vejrudsigterne.

Hvis ikke forholdende er gode for den 200 sømil lange tur, hvoraf de 25 over åbent vand i Kennedy Kanalen, bliver jeg nødt til at flyve derover i helikopter. Men det er jo en hel del dyrere og det vil ikke give mig de samme muligheder for at samle prøver langs kysten, som bådturen byder på.

Mads Ole er storfanger, og lever blandt andet af at fange narhval. Narhvalen er et sky dyr så man kan ikke bruge jolle med påhængsmotor til at fange den. Fangsten må foregå fra kajak med harpun. Jeg spørger om det ikke er svært, da man jo skal lægge kraft i kastet og samtidig undgå at komme ud af balance. Jo siger han med naturlig beskedenhed, for dig vil det måske være svært, men du må tænke på at jeg jo har lært dette fra jeg var barn. Jeg spørger, hvad han har at give hundene at spise og han fortæller, at de gerne vil have hvalros, men lige nu har han kun noget remmesæl til dem. Jeg tænker med en gysen på, at hvalrossen fanges som narhvalen med harpun, men dog fra jolle, da det er nogle hidsige krabater at få i den anden ende af harpun linen.

Søndag d. 29. juli

Lidt regn fra morgenstunden og vi kan se byger over Olrik Fjord mod sydøst, hvor vi havde planlagt at samle prøver her til formiddag. Men så vi kan nå at gå til gudstjeneste og konfirmation. Uden for kirken møder vi tre drenge i hvide anorakker og isbjørnebukser samt en pige i lange kamikker med isbjørneskind øverst og perlebroderet anorak. De står sammen med præsten, der skal konfirmere dem. Kirken er propfuld, stemningsmættet og vi nyder at være i det smukke kirkerum med de festklædte mennesker og de grønlandske salmer.

Kl. 11 er regnen stoppet og vi kan komme af sted. Kristian sidder forrest ved siden af piloten så han kan tage fotos af sandstenene som vi passerer undervejs til vores arbejdsområde. Fotografierne skal Kristian bruge til sit speciale.

Vi bliver sat af i 830 meters højde og kan påbegynde prøve indsamlingen i overskyet men dejligt vejr.

Størstedelen af de sandsten vi samler er hærdnede. Vi kan tage fine prøver af dem ved at slå hårdt på dem med en hammer. Derefter skriver vi nummer på prøverne med en tusch pen.

Et sted mødte vi et lag, der var mere løst, så erosionen har haft friere spil. Grundet til at laget er løst hænger sammen med, at der her er sket en mindre grad af sammenkitning af kornene efter aflejring. Det der kan kitte kornene sammen er normalt kalk eller kvarts og sammenkitningen skyldes, at mineraler er udfældet i de hulrum, der findes mellem kornene, fordi de ikke er helt tæt pakket sammen.

Der er mange forskellige processer, der kan udfælde de mineraler, der kitter sandkornene sammen. De mest almindelige er:

1) at der udfældes f.eks. kalk fra gennemstrømmende vand
2) at der sker delvis kemisk opløsning af sandkorn – og derefter gen-udfælding af nye mineraler i porerne
3) at der sker opløsning af kornene fordi de bliver trykket hårdt sammen, hvorefter det opløste materiale udfældes i porerne (‘trykopløsning’)

I Thule området har den samlede lagserie af sandsten en tykkelse på ca. 6 km. De dele der ligget nederst er udsat for et meget stort tryk fra alt det, der ligger ovenpå. Så det er ikke er så underligt, at de dele er meget hårde, fordi der her kan være sket ‘trykopløsning’ af kvartsen. Når dette så ikke er sket i den sandsten, som jeg kan stikke hovedet igennem, giver det mig noget at tænke over. Det må jeg undersøge i mikroskopet, når jeg kommer hjem.

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Christian Knudsen

Blogger om:

Jeg blogger om min ekspedition til Arktis, hvor jeg ved hjælp af prøver af sand, sandsten og granit bl.a. skal undersøge, hvornår bjerge dannes og landskaber formes.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo