Efter anden verdenskrig var USA ubetinget den største magt i verden - det gjaldt politisk og militært såvel som økonomisk, teknologisk og videnskabeligt. Under krigen havde USA satset stort på videnskabelig forskning og teknologisk innovation, hvilket blandt andet havde resulteret i en række afgørende militærteknologier såsom atombomben. Umiddelbart efter anden verdenskrig fremsatte en række førende og indflydelsesrige amerikanske videnskabsmænd, heriblandt Vannevar Bush, forslag om at fortsætte den massive støtte til forskning og innovation. Det betød, at USA sikrede sig en blivende førerposition i den globale forskningskonkurrence, hvorimod Europa, hvis laboratorier og anden forskningsinfrastruktur bogstaveligt talt lå i ruiner, og hvor mange forskere var fattige og fortvivlede, sakkede agterud. Kun takket være stor støtte fra amerikanerne lykkedes det i 1950'erne og 60'erne at genopbygge Vesteuropa som forskningsregion. For USA var genrejsningen af de vesteuropæiske forskningsmiljøer en strategisk satsning af stor udenrigspolitisk og nationaløkonomisk betydning.
De mange forskningsmidler, der flød fra USA til Vesteuropa under den tidlige kolde krig, tjente ikke alene til at sikre amerikansk indflydelse i regionen - og dermed at mindske eventuelle sovjetiske påvirkninger. Midlerne blev også brugt med den klare hensigt at bidrage til økonomisk vækst i USA. Som Robert Oppenheimer, den videnskabelige leder af det amerikanske atomvåbenprogram under anden verdenskrig, formulerede det: "Selv hvis nye opdagelser bliver gjort i Europa, har vi bedre muligheder for at udnytte dem, fordi vi har den mest avancerede teknologi og den bedste organisering. [...] Historien viser os om og om igen, at vi ikke har monopol på ideer, men at vi bruger dem bedre end andre lande." Selv om andre nationer ville kunne udvikle ny viden og nye teknologier på basis af amerikansk forskningsstøtte, så ville det altså i sidste ende være amerikanerne, der ville profitere; ganske enkelt fordi USA, hvad angik forskning og innovation, var andre lande og andre regioner suverænt overlegen.
Amerikanske forskere, politikere og forskningsadministratorer gjorde alt for at knytte tætte bånd mellem vesteuropæisk og amerikansk forskning under den kolde krig, og de blev stort set mødt med åbne arme overalt. Vesteuropæiske forskere havde kun få andre finansieringskilder og var generelt positivt stemt over for samarbejde med amerikanske forskere og fonde. Amerikansk forskning var i denne periode totalt dominerende på globalt plan. Videnskabshistorikeren John Krige, der i december måned sidste år besøgte Aarhus Universitet, har kaldt fænomenet for amerikansk forskningshegemoni. Forsknings- og innovationsstøtte var dog bare et af midlerne i den amerikanske "politiske krigsførelse", dvs. al magtudøvelse bortset fra militær. Samtidigt er det også vigtigt at slå fast, sådan som blandt andre Krige gør det, at udbredelsen af den amerikanske hegemoni til Vesteuropa - og det gjaldt ikke bare inden for forskning - fandt sted med vesteuropæernes fulde billigelse. Som den norske koldkrigshistoriker Geir Lundestad har formuleret det, var det hegemoni - eller imperium, om man vil - pr. invitation.
Niels Bohr og hans institut på Blegdamsvej i København var et af de mange forskningscentre i Vesteuropa, der værdsatte og nød godt af amerikansk forskningshegemoni. Udover at være et centrum for teoretisk fysik blev Bohrs institut med rette vurderet til at være et intellektuelt frirum for forskere af stort set alle nationaliteter - også sovjetrussiske atomfysikere besøgte Blegdamsvej. Instituttet på Blegdamsvej var et sted, hvor andre landes nationale interesser var stort set fraværende, og det var derfor en ideel institution, hvorigennem USA kunne udøve ikke alene forskningsmæssig, men også politisk-kulturel indflydelse. I 1956 modtog Bohr økonomisk støtte fra Ford Foundation - midler, som var øremærket international udveksling af forskere. Pengene muliggjorde, at mere end 100 forskere, hovedsagligt fra USA, i perioden 1956-1961 kunne opholde sig ved og bidrage til arbejdet ved instituttet. For Bohr var forskningsopholdene en videnskabelig gevinst. For Ford Foundation, hvis primære formål var at tjene amerikanske interesser i udlandet, var udvekslingen en del af den internationaliseringsstrategi, som muliggjorde spredningen af amerikansk "soft power". Således høstede begge parter fordel af amerikansk forskningshegemoni under den kolde krig.
Kristian H. Nielsens profil på Aarhus Universitets hjemmeside
